Dette er afdelingen, hvor interesserede ofte vil kunne se fotos fra de seneste jagtsafarier - oftest samme aften som personalet returnerer fra bushen. Dermed gives også et godt billede af hvad der kan forventes af en jagtsafari hos Jensen Safaris, især m.h.t. til trofækvalitet og antal stykker vildt nedlagt på det opgivne antal jagtdage.

Vinteren er over os i Sydafrika, men mon ikke temperaturerne alligevel er et godt stykke højere end den såkaldte "sommer" i Danmark? Selvom vi har kolde nætter, er dagstemperaturerne i reglen altid over 20 grader celcius, og nu hvor vi har overstået årets korteste dag går det igen mod varmere vejr. De sidste to døgn blev tilbragt i bjergene på vort jagtområde Highveld, hvor aloes blomstrer smukt lige nu.

Området har en kæmpestor bestand af blisbukke, og det lykkedes da også at finde en særdeles fin buk, som adskiller sig fra hundyrene ved de lyse markeringer på hornene, som også er en del tykkere end hundyrenes mørke horn.

Ind imellem jagtturene blev der også tid til lidt ørredfiskeri, og aftenens menu i gæstehuset i Pretoria står da også på stegt ørred med aspargeskartofler og persillesovs!

Campen er komfortabel og lidt rart at være indenfor ved ildstedet om aftenen her i vinterhalvåret, hvor græssletterne fremstår i lysebrune farver.

Hovedformålet med jagten var at finde en springbuk, som trods alt er Sydafrika's nationaldyr, og det lykkedes da også at finde en fin buk, som blev nedlagt med en perfekt bladkugle fra min gamle 8x57 JS - indkøbt fra isenkræmmer Jessien i Næstved formedelst 450 kroner, men nu monteret med en smart Leopold sigtekikkert.

 

 

Idag var vi med blot en enkelt dansk kunde på en blandet fuglejagtsdag i Free State, og billedet herover troede vi ikke meget på ved dagens start, hvor det stik imod det normale for vintersæsonen regnede ned i stænger. Det var således særdeles smattet og svært at få perlehønsene på vingerne. Til vor store tilfredsstillelse lykkedes det dog den relativt nybagte jæger at nedlægge både gulnæbbet and, perlehøne, nilgås og en håndfuld duer.

En farverig håndfuld fugle TV og på det andet billede ses vor relativt spolerede jagthunde Bruno og Thor, som naturligvis nyder en medbragt flaske kildevand fra gæstehuset.

Til venstre ses en Swainson's francolin (jægeren brillerede ved at nedlægge en flot doublé lige før solnedgang) og på billedet TH har vor assistent Søren nedlagt sin første nilgås - en såre forhadt vildtart i Danmark, som dog har stor jagtlig værdi i Sydafrika, og er særdeles talrige i de fleste egne af landet. For vor besøgende jæger var det også den første gås nedlagt, og vi håber for ham at der kommer mange flere fremover. I morgen tidlig går turen mod Drakensbjergene og Idube Game Lodge, og derefter jagt på Highveld.

 

 

Igennem mange år har mere end 120 unge danskere haft frivilligt ophold i 6-måneders perioder som assistenter hos Jensen Safaris, hvor de deltager i alt forefaldende arbejde med såvel jagt- som fototurister, og ikke mindst hjælper til med at opvarte gæsterne i gæstehuset. Vi kræver en minimumsalder på 20 år, god erfaring i bilkørsel og at man er ikke-ryger og ædruelig, og så skal man kunne smøge ærmerne op, være udadvendt og top serviceminded. Vi har oftest lavet aftaler langt frem i tiden, men hvis det skulle have interesse og at Du mener at kunne opfylde disse krav, så send en e-mail til jensen@icon.co.za med CV og referencer, skolepapirer etc.

Peter her var assistent hos os i 2006, men er kommet på genbesøg, da han er igang med en uddannelse som erhvervspilot, og herunder skal gennemgå undervisning og omskoling til nye flytyper i Sydafrika. Det er et velkomment gensyn, og Peter kunne da også lige lokkes med på gutternes lyntur op i bushvelden, hvor de forsøgte at rydde lidt op i impala bestanden.

Søren ankom i begyndelsen af juni og fik sin debut som Afrikajæger ved at nedlægge to flotte impala bukke. Her er den største af dem. Morten herunder er på vej hjem til fædrelandet på mandag efter 6 måneders ophold, og ham har vi været glade for, da han er både flink og arbejdsom. Det er ikke nogen betingelse at man er jæger, men langt størsteparten af vore assistenter har dog været ivrige jægere, og for dem er det naturligvis en ekstra bonus at nyde gavn af gode jagtmuligheder under opholdet.

 

 

I de seneste fem døgn har vi gennemført årets drivjagt på springbukke i Karoo ørkenen, og paraden herover viser resultatet af en enkelt såt på den første jagtdag. Herunder en typisk post, hvor jægeren sidder i ly af et af områdets få buske - blot man sidder helt stille er der en god chance for at få springbukkene på skudhold.

Smukt tager det sig ud, når springbukkene præsenteres på vildtvognen!

Bestanden af mankefår i bjergene stiger år for år, og på denne jagt nedlagde både en kunde et eksemplar, og Benny snuppede et med til hans efterhånden store samling af verdens vildfår.

Herover var der tid til at nyde en enkelt at de smukke springbukke og to af jægerne nedlagde steppezebra, som kan forskønne gulvet hjemme i jagtstuen.

Kun 1 jæger havde i år oryx antilopen på ønskesedlen - til gengæld fik han en gammel ko med virkelig lange horn.

To af jægerne ønskede at jage hhv. stribet gnu (herover) og hvidhalet gnu (herunder), og det lykkedes også at nedlægge begge arter.

Vi tog et par aftener på spændende gåsetræk og nedlagde i alt 73 gæs - mest nilgæs Egyptian geese), men også enkelte sporegæs (spurwing geese) - navnet kommer fra sporen på vingerne, som gaserne benytter i kampe med andre gaser i parringstiden. Nederst ses et foto fra et af de vandingsanlæg, som jægerne skjuler sig bag - her er det en nyhøstet lucernemark, som er en populær fourageringsplads for gæssene langs med Oranjefloden. Hvem kunne forresten tro at man kan gå på gåsejagt midt i ørkenen?

Deltagerne havde ikke fået helt nok af duejagten oppe nordpå, og ved en tilfældighed fandt vi en afhøstet jordnøddemark, som klippeduerne trak helt vildt på. Det blev et par timer med meget intensiv skydning - patronforbruget skal vi nok helst ikke tale om, men der lå også ca. 250 fugle efter at kanonaden var slut, og vi i stedet koncentrerede os om gåsetrækket, der starter ved 16-tiden og bliver ved indtil lidt efter solnedgang kl. ca. 18:30.

Tilbage til springbukkejagten - her var jægerne ikke blevet helt mættet endnu, og den følgende såt indeholdt sorte springbukke, hvoraf vi skød 3 fine bukke og yderligere 1 buk den følgende morgen.

Enkeltstående agavetræer (Aloe dichotoma) pynter smukt op i det tørre landskab.

Den sidste springbukke parade - vi nedlagde i alt 58 springbukke.

Derefter gik det af de støvede veje ud af ørkenen og tilbage mod Johannesburg, hvor vore gæster afgik med South African Airways nordpå - næste hold ankommer 05/05/2013 - på det hold er der allerede tilmeldt 3 gengangere + nogle af deres venner!

 

Så er vi startet ud på årets kombijagt, hvor vi kombinerer fuglejagt med drivjagt på springbukke i Karoo ørkenen. De 7 jægere fra Sjælland startede ud med at rydde lidt op i duerne i en lokal solsikkemark!

Kig her tilbage 02/06/12, hvor vi har lagt billeder ind fra springbukkejagten!

 

 

Denne korte jagt var en far/søn jagt - faktisk en konfirmationsgave til den unge jæger, og det så ud til at falde i god jord. Foruden spændende antilopejagt, blev det også til fangst af en masse ørreder, og derfor står den i aften på stegt ørred med persillesovs og nye kartofler, som vi dog kan købe året rundt her i Sydafrika.

Hele to flotte springbukke blev det til for juniorjægeren, som da også ser ganske tilfreds ud på billederne!

Det er jo lidt spændende for en gut i den alder at opleve jagt på antilopevildt i Afrika, og herunder nyder jægeren synet af "pronken" som åbner sig når springbukken forender.

Snr. fik også lige et enkelt trofæ med hjem i form af en meget smuk almindelig rørbuk (Common reedbuck) - et virkeligt smukt trofæ, som vi ellers normalt rejser helt ned til KwaZulu-Natal for at nedlægge.

Junior fik også nedlagt en flot blisbuk under jagten - det er en typisk vildtart for det åbne landskab på "Highvelden", hvor man hver dag ser utroligt meget vildt.

 

Vor assistent Morten havde fået en bestilling på et zebraskind fra et familiemedlem, og benyttede derfor også lejligheden til at nedlægge en steppezebra.

Morten fejrede fødselsdag og fik i den anledning lov til at nedlægge en blisbuk - der er en bestand på omkring 1.000 blisbukke på reviret.

 

 

De seneste to dage har vi håndteret et par svenske jægere, som skulle producere en fotoserie for tøjfirmaet Chevalier, og derfor havde brug for et par fuglejagtsdage. I forgårs tog vore seneste kunder fra Danmark med ud i solsikkermarkerne, og den følgende dag fik vi et mixed-bag med perlehøns, francoliner og nilgæs.

 

 

I går havde vi lige en enkelt jægersmand fra Aarhus, som skulle opleve et duetræk i solsikkemarkerne, og som det fremgår af billedet blev det faktisk til en pæn lille parade.

 

Vi er netop returneret fra en Mini Safari ved Bushveld Vest med to danske ægtepar, som lige skulle prøve en lille safari oplevelse, og det lykkedes da selv på den korte tid at nedlægge både en vortesvine orne (øverst) og en stribet gnu (herunder).

Området er beliggende meget tæt på Pilanesberg National Park og Sun City, og det blev da også til både et besøg i parken på vejen derop og en rundtur i Sun City og The Lost City på vejen tilbage til Pretoria.

 

Besøg jagtsafarier fra januar/februar 2012 på dette link!

 

HUSK AT BESTILLE VOR NYE DVD "PÅ JAGT KLODEN RUNDT"
- se de første anmeldelser på dette link

 

Indhent tilbud på jagtsafarier fra Jensen Safaris på jensen@icon.co.za