Dette er afdelingen, hvor interesserede ofte vil kunne se fotos fra de seneste jagtsafarier samme aften som personalet returnerer fra bushen. Dermed gives også et godt billede af hvad der kan forventes af en jagtsafari hos Jensen Safaris, især m.h.t. til trofækvalitet og antal stykker vildt nedlagt på det opgivne antal jagtdage.

Vore seneste jægere ved Lake Mburu i Uganda havde i den grad heldet med sig, og nedlagde allerede den første jagtdag to dejlige gamle bøffeltyre. Det var øverst på ønskelisten, så resten var ren afslapning!

Der blev nedlagt vortesvin (tv) og naturligvis et par stykker af de fantastiske East African impalaer, som er væsentligt større end deres sydlige fætre - vi burde faktisk importere et par stykker til avlen!

SMS modtaget fra Uganda: "Det lykkedes for os at pürche en fantastisk flot flodhest i går aftes. Helt utroligt spændende og udfordrende jagt. Vi var syge af spænding begge to. Det var nok en af de største jagtoplevelser i mit liv. Vi har også begge skudt impala, warthog og bushbuck. Kaka var også venlig nok til at lade... mig skyde en Bohor reedbuck. En fantastisk tur. Mvh Per & Janus"

 

Se flere billeder fra vor jagtoperation i Uganda på dette link!

 

Her midt i påsken gennemførte vi en 1-dags MINISAFARI i Bushveld Vest for et ungt par, som var hernede på en rundrejse med Grindsted Landbrugsskole. Det lykkedes at nedlægge en impala og en kudutyr på den ultrakorte jagttur, selvom vejret var surt og et par andre elementer drillede lidt!

 

 

Lidt tidligere end normalt gennemførte vi i den forløbne uge årets første "Kombijagt", hvor drivjagt på springbukke kombineres med fuglejagt og lidt trofæjagt. Det er rigtig hyggejagt, og denne gang var det 11 jægere fra Aalborg der gæstede os - 5 af dem gengangere, men denne gang havde de taget sønnerne med for en god jagtoplevelse. De nedlagte trofæer er de sidste som afleveres til den følgende halvårlige trofæforsendelse, og skulle således gerne hænge på væggen i Danmark kun 4 måneder efter nedlæggelsen!

Vi startede jagten med lidt fuglejagt oppe i solsikkemarkerne nær hovedstaden Pretoria - det blev til i alt +- 1.000 duer, og der blev affyret i alt 3.380 patroner i løbet af dagen, så der var en del ømme skuldre der skulle plejes om aftenen i Jensen Safaris Guesthouse. I middagspausen blev der serveret picnic frokost i det fri - vi har udskiftet sandwiches og færdiglavet pålæg med en lækker barbeque, og det faldt i god jord hos de gæve jægersmænd.

Det første stykke trofævildt på jagten blev nedlagt allerede oppe nordpå, da vore samarbejdspartnere Horseback Africa havde fået problemer med en gnutyr, der havde vist aggressiv opførsel overfor rytterne. Tidligere havde en gnutyr på området dræbt en af hestene, mens ejeren sad på ryggen, så klog af skade ville de gerne have fjernet dette problembarn, hvilket faldt i god jord hos den unge jæger, som fik et dejligt trofæ med hjem.

Derefter gik den lange rejse mod Karoo ørkenen, hvor vi i år har haft en svær tid med tørke efterfulgt af enorme regnmængder. Desværre kom regnen for sent til at redde hele vildtbestanden, og mange springbukke gik til under tørkeperioden i slutningen af 2010. Derfor var det nødvendigt at bevæge os lidt længere væk fra vore normale jagtområder indtil bestanden er helt på fode igen, men første såt gav 34 springbukke, herunder 8 sorte springbukke. Det er faktisk det største antal handyr som vi nogensinde har nedlagt i en enkelt såt. Herunder ses to flotte trofæer af sorte springbukke - en af de smukkeste farvevarianter af springbukke.

Efter såtens afslutning - vi sad på post i 5 timer - blev der serveret en barbeque middag på toppen af et bjerg med en flot udsigt ud over det fantastiske ørkenlandskab, som lige nu er mere frodigt end sædvanligt.

Den kraftige regn har også give gode vækstbetingelser for bestanden af insekter - en af jægerne oplevede denne sværm af græshopper flyve forbi posten - en uendelig strøm af insekter, som næsten spærrede for udsynet! Herunder er det en megastor fårekylling, som holdt os ved selskab på posten.

Undervejs på vor 175 km lange køretur på grusveje til første såt stødte vi på dette mærkelige momument - "Karels gravsted", som fortjente en nærmere redegørelse. I sidste århundrede havde en lokal jæger Carel Krieger anskudt en elefant helt nede ved Kap-kysten ved Knysna, og havde sporet og forfulgt den anskudte elefant i 6 måneder over en strækning på mere end 500 kilometer. Ved dette sted overraskede elefanten imidlertid jægeren og dræbte ham, og farmen tog navnet efter den uheldige jæger, og hans gravsted er anbragt ved en lille sø på farmen.

Vi nåede forbavsende meget trofæjagt på de fire jagtdage i Karoo - øverst TV er det en oryx (gemsbuck), og øverst TH er det endnu en stribet gnu (blue wildebeest) og herunder er det det svære afrikanske mankefår, som ingen kommer sovende til. Vi har nu i de seneste år nedlagt 6 bukke, og bestanden vokser støt og producerer fremragende trofæer, som vil pynte på enhver trofævæg og er meget prestigepræget i disse år, hvor jagten på vildfår er mere populær end nogensinde før. Bare spørg Benny, som senest nedlagde en bezoar i Tyrkiet i januar måned, og som senere på året begiver sig til Yukon i Kanada for at jage det sky snefår (Dall sheep).

Zebraerne måtte også holde for på turen, men jægeren herover snuppede også lige i farten en enkelt springbuk!

Selvom impalaerne i Karoo ikke bliver så store som ved Limpopo, så giver de dog fin jagt, og vi nåede at nedlægge et par stykker med jægere som ikke tidligere havde jaget impala oppe nordpå.

Også fuglejagten var lidt tidlig, men det lykkedes alligevel at lave en lille pæn parade med spore- og Nilgæs, samt perlehøns. Desuden skød vi endnu ca. 250 duer, og lad os endelig ikke snakke for meget om patronforbruget...!

Den unge mand her fik ret mange bemærkninger med, da han ved morgenbordet mødte op i rødt slips, som til en større herregårdsklapjagt i Danmark. Det må have været en heldig påklædning, for han nåede at nedlægge dette flotte mankefår (Barbary sheep) med et flot skud på langt hold. Det er første gang vi har fået to af slagsen under et besøg i Karoo ørkenen.

Det største stykke vildt nedlagt på turen var elandturen herover, og herunder en hvidhalet gnu tv og en meget flot rød koantilope th. Alle tre stykker vildt nedlagt på en enkelt udflugt til et nærliggende terræn.

Det sidste stykke trofævildt måtte den unge jæger arbejde meget hårdt for - kuduer er ikke lette i det tætte buskads i Karoo, hvor de holder til, men den sidste tur ude i felten gav bonus, og det var en meget glad jæger der ved solnedgang kunne slå et kryds ved den sidste art på ønskesedlen. Kuduerne i denne del af landet når ikke samme størrelse som ved Limpopo, men der var tale om et fint eksemplar med dybe drej, som vil være et varigt minde om nogle store jagtoplevelser i det sydafrikanske.

 

Kig tilbage lidt senere for flere trofæbilleder fra denne jagtsafari!

 

 

Efter 5 dejlige dage ved Limpopo Tented Camp gik turen mod Drakensbjergene for jagt på almindelig rørbuk (common reedbuck) - en dejlig jagt i et smukt landskab, som dog drillede lidt mere end sædvanligt. Det var meningen at afslutte denne jagt så snart som muligt, således at jægeren kunne koncentrere sig om turens sidste mål - den lille sky røde dykkerantilope (red duiker) i Zululand. Det blev sent om aftenen inden vi ankom til Zululand.

 

Efter et par dages intensiv jagt lykkedes det den sidste morgen at nedlægge denne smukke røde dykker antilope. Vi havde set den to gange tidligere de foregående dage, så vi valgte at at sætte os på anstand. Vi havde knapt nok fået sat os tilrette, da vi spotter den et par hundrede meter nede langs et spor, hvor den kommer ud af den tætte vegetation. Det lykkedes os at pürche os ind på ca. 80 m. hvor jægeren kunne lægge an på et stort febertræ (fewer tree), som med deres smukke irgrønne stammer er så typiske for denne del af landet.

Den røde dykkerantilope får ikke nær så lange horn som den grå dykkerantilope. Horn på blot et par tommer udgør et fint trofæ, så det kan værre svært at se hornenden igennem hårdusken mellem ørene som alle duikere har.

Jagten foregår normalt ved at man pürcher rundt i det meget tætte bush, og sætter sig ned, hvor det er muligt at se under grenene, men skuddet bliver sjældent over 50 m. På terrænet findes også suni, og vi så dem et par gange, men kunne desværre ikke få et frit skud, på de par dages jagt vi havde til rådighed.

Krybskytteri er et kæmpe problem i Zululand. I de fleste tilfælde benytter de snarer til at fange vildet med. På halvanden times pürch den første dag samlede vi 14 snarer sammen, og 4 den følgende dag. Samme nat havde to "game guards" patruljeret og fundet ikke færre end 30. På billedet til venstre er det en impala hun som er gået i snaren, fanget om livet og sultet ihjel. Krybskytterne sætter så mange at de ikke får tjekket dem alle ! På det midterste billede er det en snare der er sat op på en veksel, selv ved højlys dag er de meget svære at få øje på.

Efter afslutningen af jagtsafarien i Zululand blev der lejlighed til en fisketur på Det Indiske Ocean og her har Benny, chefkok Mickey og vor assistent Thomas halet en haj - en såkaldt "Hammerhead shark" i land, som gav en fin "fight" på en halv times tid, da den var kroget i bugen. Hajer er fredede, så efter fotografering blev den sat pænt ud igen, til glæde for andre fiskere.

Det blev også til et par mindre "Striped" tunfisk eller Skipjack Tuna som de også bliver kaldt, men ellers var det bare en af de dage hvor fiskene ikke havde den store lyst til at bide. Det sker beklageligvis, når man fisker i havet, og selv ikke de mest garvede skippere kan forklare grunden til den manglende bidelyst. Dorado (guldmakrel) sæsonen er også på det sidste, for dernæst at blive afløst af baracuda sæsonen. Det er blevet fanget mange marlin og sailfisk i den forløbende sæson. Ved en fiske konkurence for en måned siden blev der fanget over 130 "billfish".

 

 

I denne periode havde vi besøg af en stamkunde, som allerede i 1986 gennemførte den første jagtsafari med Jensen Safaris. Dengang var de to sønner jo knapt nok født, men denne gang var det to friske gutter der kom med på et far/søn arrangement. Denne fantastiske vandbuk på over 32" blev nedlagt lige før "lukketid" - den var godt nok ikke med på "ønskesedlen", men da dette monstertrofæ pludselig dukkede op, blev der forståelig nok i en fart lige lavet et par korrektioner, da det bestemt ikke er hver dag en sådan chance byder sig til! En af vore kollegaer i branchen averterede nyligt med kæmpe vandbukke på 33-35" som åbenbart løber rundt på deres jagtterræn, men de fantasifulde mål er nok sat lidt højt, for det er stadigvæk Jensen Safaris som ligger øverst på listen over opmålte vandbukke med 33 2/3" - trofæer har det jo beklageligvis med at skrumpe lidt når man får dem i hånden, og især efter den obligatoriske tørketid inden den officielle opmåling! Det er nok forklaringen på at mange jægere kommer hjem og beretter om ekstremt store trofæer, som man senere ikke helt kan identificere på opmålingslisterne....!

Der blev også gået til de små arter. Her er det et par stenbukke og i midten en grå dykker antilope. Jagten på de arter er svær, da græsset og den øvrige vegetation er meget høj efter en særdeles god regntid.

Efter at have spottet denne kudutyr fra et højt punkt, lykkedes det at pürche os ind på hundrede meter til denne flotte tyr, selvom vi havde meget dårlig vind. Det sker ikke just hver dag!

Som det ses på billedet et græsset stadig højt, da det er så tidligt på sæsonen. Denne nyala gik med en mindre tyr da vi fik øje på dem, og efter en kort pürch (et par hundrede meter) fik vi en skudchance som blev udnyttet. Der er blevet en fin bestand af nyala ved Limpopo, hvor der de kommende år vil kunne nedlægges 4-6 tyre om året.

Endnu et resultat af en spændende pürch - vi var efter mange gemsbukke (oryx) før det lykkedes at nedlægge en flot tyr. Bestanden ved Limpopo er nu særdeles stor, og der er mange gode trofæer at vælge imellem.

Der blev også tid til at studere det øvrige dyreliv undervejs - en edderkop og en kæmpestor bille.

Kudu nummer to blev nedlagt på anstand, hvor vi egentlig sad og ventede på vorstesvin og impala - jagten blev filmet og vil blive klippet ind i den redigerede udgave af vor jagt DVD som udkommer i slutningen af året, og vil blive sendt til yderligere 5.000 jægere på vor database. Denne kudu har en speciel facon med meget dybe kurver, så er lidt spændte på at høre målet, når vi afleverer den ved konservatoren i morgen.

Begge vortesvin på turen blev nedlagt på anstand, og begge de unge mennesker fik en god orne, selvom det bliver lidt lettere at finde dem når tørtiden sætter ind. Bestanden af vortesvin er rekordstor ved Limpopo - de har haft et par gyldne år med masser af regn, og vi så 30-45 vortesvin på næsten hver eneste anstand.

Hvorvidt bavianen er en vildtart kan man nok diskutere ret længe, men de opfattes af alle landejere som skadedyr og bestanden er meget stor, fordi de næsten kun har leoparder som naturlige fjender. De sortryggede sjakaler er også talrige, og dem skød vi faktisk ganske mange af på de seneste to safarier med Limpopo.

 

 


FOTO OPTAGET MED VILDTKAMERA 15/03/2011 KL. 20:05

På "seneste jagtsafarier" skriver vi jo mest om triumferne - om alle de ting der lykkedes og bringer billeder af de glade jægersmænd med deres trofæer, men der er jo også mange der "slipper væk", og på denne her safari var det specielt den brune hyæne, som spillede os et puds. Det er ikke nogen særlig almindeligt forekommende vildtart, men for at give arten værdi for landejerne, gives hver "hunting outfitter" en årlig eksport tilladelse, og det var naturligvis vor stamkunde, som i år skulle være den heldige modtager.

 

Alt gik da også efter bogen - vi fodrede hver aften hyænerne med lokkemad fra nedlagte dyr, og på tredjedagen fik vi ikke mindre end 14 optagelser fra vildtkameraet fra kl. 21:30 - 23:30, men den følgende aften dukkede hyænen slet ikke op. Derfor blev det besluttet at forsøge igen næsten aften fra kl. 20:30 indtil midnat, men hyænen må have kigget forkert på uret, for en halv time inden Benny og kunden dukkede op, blev den foreviget ved lokkemaden, og aldrig set siden. Sådan kan det gå, men vi må forsøge igen en anden god gang.

 

 

Denne gang slog far/søn konceptet alle rekorder, idet en fynsk ægtepar kom hertil med ikke færre end 3 sønner på en hyggelig far/sønner safari. Vi havde kun 3 dage til rådighed, og ønskesedlen var ret begrænset, men der blev bl.a. gået hårdt til sjakalerne - ikke mindre end 5 stk. blev det til på årets to første safarier ved Limpopo.

Oryx'en her blev nedlagt midt på dagen, hvor det var allermest varmt, efter en lang pürch, hvor vi næsten havde givet op, og faktisk allerede havde besluttet at køre tilbage til campen og spise brunch. Jagtdagene ved Limpopo starter lidt før solopgang med servering af cornflakes, müesli og yougurt, hvorefter vi jager indtil kl. ca. 11 og returnerer for en brunch med æg og bacon i campen.

Endnu en sjakal nedlagt med en 300 Weatherby magnum. Den anden side af sjakalen er knap så pæn som den I ser på billedet, men man gør en god gerne ved at nedbringe sjakalbestanden - er er især hårde ved antiloperne i yngletiden, hvor de dræber de små lam og kalve.

Hvis vi havde haft eland på ønskesedlen, ville det have været en smal sag at nedlægge denne flotte tyr, som bød sig til på under 80 meters afstand med hele sin ruddel af hundyr. Det blev i stedet til lidt fotosjov !!

Selv efter dette perfekte skud (som ses på billedet) gik denne oryx tyr over to hundrede meter, og måtte have et skud mere, da vi var tæt ved at blive fanget af mørket. Der er ikke nogen tvivl om at oryx'en ligger helt toppen i toppen af listen over de mest skudstærke arter !!

Vi har måtte arbejde for impalaerne på sæsonens første par jagter, mest pga den tætte vegetation, men forhåbenlig begynder de at vise sig lidt mere når vi kommer tættere på brunsten, som kulminerer i midten af maj. Brunsten starter automatisk når længden af de mørke timer overhaler længden af de lyse dagtimer. Så går det biologiske ur hos impalaerne i sving.

Ikke nogen dårlig start for denne jægers jagtlige karriere! Vortesvinet her er det første stykke vildt han nedlægger med riffel, og det trofæ kan vist få de fleste rutinerede safarijægeres puls til at slå en ekstra gang !! Se også hele vortesvine paraden på hjemmesiden over nogle af de flotteste vortesvin nedlagt på vore safarier ved Limpopo.

 

Indhent tilbud på jagtsafarier fra Jensen Safaris på jensen@icon.co.za