Dette er afdelingen, hvor interesserede ofte vil kunne se fotos fra de seneste jagtsafarier - oftest samme aften som personalet returnerer fra bushen. Dermed gives også et godt billede af hvad der kan forventes af en jagtsafari hos Jensen Safaris, især m.h.t. til trofækvalitet og antal stykker vildt nedlagt på det opgivne antal jagtdage.

Traditionen tro gik turen igen i år til de støvede sletter i Karoo ørkenen for at prøve kræfter med springbukke på drev, kombineret med trofæjagt og fuglejagt. Vi kom ikke til at kede os, da vi allerede i første såt, som blev drevet over en hel jagtdag, fik nedlagt 49 springbukke. Dermed var de tre besøgende jægere faktisk lidt mættet med den jagtform, og vi tilbragte resten af opholdet med blandet jagt og returnerede en dag før tiden til Pretoria for at kunne nyde en dag med fotosafari i Pilanesberg National Park.

Næsten hver eneste telefonpæl er prydet af de kæmpestore reder bygget af sociale væverfugle, og ved ankomsten blev vi budt velkommen af den lokale Jack Russel terrier "Jonty", som er halvbror til Benny's jagthund Lady.

Mandag morgen var vi klar på posten, bevæbnet med skydestok, køletaske og høreværn - med udsigt over de næsten endeløse vidder, afbrudt af smukke bjerglandskaber. Jeg satte mig ved en førstegangsjæger i Afrika, som da vistnok også lige fik en på opleveren, da han allerede den første jagtdag nedlagde 23 springbukke.

Hver eneste springbuk nedlagt skal mærkes inden de læsses på jagtvognen, da vi ellers umuligt kan holde rede i det ved dagens afslutning. Herunder er jægerne foreviget med personalet, som både bruger heste og off-road motorcykler i drevet.

Der skal naturligvis vises respekt overfor det nedlagte vildt med en flot parade, og kl. 16 kunne vi melde 49 styk nedlagt og samtlige opsamlede på vildtvognen.

Vor nuværende assistent Rasmus debutterede i Karoo ørkenen på flotteste vis - nedlagde fem fine springbukke på den første post, og hjalp derefter gæsterne fra Danmark, indtil vi smuttede nordpå, hvorefter han også fik nedlagt hhv. en sort springbuk og en oryx antilope (herunder).

Ind imellem nåede vi også at tage på gåsetræk ved Oranje floden - nilgæssene har endnu ikke nogle høstede afgrøder at trække på, da regnvejret har trykket høsten i langdrag i denne sæson, men vi havde en fin aften og morgen ved en afhøstet bønnemark, hvor de også trak på en lucernemark. Smukke gæs, som er udfordrende at jage.

Næste ønske var at alle tre jægere gerne ville nedlægge gemsbok (oryx antilope), og det gik over al forventning, da vi drev en såt i bjergene og fik nedlagt alle 3 tyre inden frokost.

En enkelt rød koantilope var også på ønskesedlen (øverst), ligesom der blev nedlagt en fin blisbuk af en af jægerne (herunder).

Alle tre jægere ønskede også at tage et zebratrofæ med hjem, og det er lettere sagt end gjort, men de må være født under en heldig stjerne, for en kombination af pürsch, drev og anstand leverede også her 3 hingste inden frokost!

Dermed var der lejlighed til at returnere til Jensen Safaris Guesthouse en dag før hjemrejsen, og tidligt i morges gik turen til Pilanesberg National Park, hvor vi bl.a. blev vidne til impalaernes brunsttid, hvor der udkæmpes brave kampe mellem bukkene.

Vi så også indtil flere individer af parkens bestand at hvide næsehorn, og nyd fuglelivet fra skjulet i kanten af den centrale opdæmmede så i parken.

Til slut blev der tid til et besøg i Sun City og The Lost City med efterfølgende frokost, før vi begav os mod lufthavnen og tog afsked med tre gæve gutter der rejste mod hhv. København og Seattle. Vi håber at møde dem igen ved Limpopo næste sæson!

 

 

Normalt anbefaler vi at man besøger Limpopo terrænet i perioden april-september, hvor forholdene i reglen er optimale, men efter 1½ års normal regnfald i marts måned, må vi nok indrømme at vi gerne havde skubbet den anbefaling lidt fremefter. Alt er grønt og vådt, og det gør jagten besværlig, men også meget spændende. Vi startede ud med en meget flot impala - nok på omkring 25", selvom meget af jagttiden desværre blev anvendt på at eftersøge en anskudt zebra. Vi håber stadigvæk at finde den efter at kunden er rejst.

På tredjedagen stødte familien til - et par friske gutter sammen med hustruen, og de fik sig også nogle på opleveren med jagt på jordegern og perlehøns. Herunder viser vor lille Jack Russel terrier Lady en stor interesse for det nedlagte jordegern.

Til slut fik farmand nedlagt en stenbuk - faktisk et mindre mirakel i det høje græs som præger landskabet ved Limpopo lige nu. "Lady" gjorde et fint job ved eftersøgningen af den lille antilope, og tegner til at blive en fin medhjælper på jagterne. Vi er helt lettede over først at skulle returnere til Limpopo igen i juli måned - indtil da står det på drivjagt i Karoo, vor egen jagttur til Peru, efterfulgt af endnu en drivjagt og en far/søn jagtsafari i Zululand. Til den tid er bushen tør, og jagten meget lettere.

 

 

Faderen på denne far/søn jagt besøgte Limpopo terrænet for 17 år siden - inden teltlejren ved floden blev etableret, så det blev et nostalgisk genbesøg (sidste gang var det faderen der var søn og gratist!) - denne gang med jægerens egne to sønner, som fik en gevaldig en på opleveren. De har endnu ikke jagttegn i Danmark, men fik nogle spændende oplevelser. Herover er det en fin impala buk og herunder en vortesvine orne.

Der blev både hygget og jagtet intensivt - her ved et termitbo og på billedet herunder er der blevet nedlagt en stenbuk.

Lidt fotosafari blev det også til - herover 2 hvide næsehorn - nok den vildtart der p.t. lever livet farligst i Sydafrika. Herunder har Snr. fået en ny vildtart med hjem - en stribet gnutyr.

Den gamle Sako 222 Rem. viste endnu engang hvor akkurat en riffel der er tale om - sønnike nedlagde en nilgås på ganske langt hold!

Ærgerligt nok fandt vi under jagten denne vandbuk, som var blevet dræbt af en anden tyr i slagsmål - det sker ofte her i brunsttiden, og viser hvor territoriale dyrene er. Vi anvendte straks kadaveret på den foderplads hvor vi forsøger at nedlægge årets licens til brun hyæne, men den hyæne er mere snu end os, og smuttede uden at der blev affyret et eneste skud!

 

 

Dette ægtepar var gengangere ved Limpopo og denne gang gjalt det jagt på de sidste to skruehornede antiloper kudu og bushkbuk. Nyala'en blev nedlagt sidste gang, og selvom det fortsat er meget grønt ved Limpopo, lykkedes det at nedlægge begge arter. Desuden blev der gjort et ærligt forsøg på at nedlægge den årligt tilladte brune hyæne, men bortset fra en enkelt kasteskud og billedet herunder fra vildtkameraet, lykkedes den del af projektet altså ikke.

Jagten på den sky buskbuk langs med floden er noget af det bedste jagt der findes. Herunder har Benny foreviget en kamæleon.

Det sker en gang eller to om året at vi nedlægger en ørkenlos på pürsch, men dette her var desværre ren aflivning af et fældefanget eksemplar, men helt sikker stor nok til at kunne nedlægge dyr helt op til impala størrelse.

Stenbukken var også på listen, og det lykkedes også, på trods at det høje græs.

 

 

En af vore tidligere kunder kom på genbesøg, men denne gang med både hustru og 2 svigerinder, så det var en rigtig familietur, og af samme årsag valgte vi at tilbringe den korte jagt i lidt komfortable omgivelser på jagtdistriktet Highveld. Det blev til en steppezebra herover, og en springbuk, og ganske meget socialt samværd derforuden!

 

 

Det er ikke så ofte vi har den kombination, men i denne uge var det en far/datter jagt ved Limpopo Tented Camp, og jeg tror de begge havde nogle herlige dage sammen. Denne morgen var faktisk helliget en impala til datteren, men en stor rød ko-antilope tyr kom i vejen, og så blev impala jagten udsat!

Oryx antiloper er der mange af ved Limpopo, men efter de voldsomme regnskyl i den seneste måned var det svært at love en stenbuk (herunder), men det lykkedes på en pürsch, hvor der pludseligt dukkede en af slagsen op!

Denne gamle elandtyr havde en enorm krop og den flotte manke og mørke pandehår, som en gammel tyr skal have, men typisk nok for en gammel kæmpe havde den også slidt den ene hornspids - sikkert i kamp med andre tyre. Herunder ses Limpopo floden, som den meget sjældent tager sig ud. Der er faldet ca. 600 mm regn i flodens opfangsområde.

Sidste stykke vildt på turen var en sortrygget sjakal, men forinden fik datteren nedlagt en absolut drømme impala.

 

 

Vor nuværende assistent Erik rejser hjem til Danmark i denne uge, og højt på ønskesedlen var en kudutur - et ønske som ikke er så let at indfri - især ikke lige nu, hvor vi har været ramt af en højst usædvanlig regnvejrsperiode. På jagtterrænet ved Bushveld West er der således i de forløbne 4 uger faldet over 500 mm regn, og det er ikke stoppet endnu. Derfor blev det en lidt mudret kudutur her til morgen, men man kan vist roligt kalde det Erik's drømmetrofæ, og nedlagt på en spændende pürsch.

 

 

Vor seneste jagtsafari gik mod Limpopo Tented Camp, og der var endnu engang tale om en far/søn jagt, hvor junior på kun 12 år fik lejlighed til at nedlægge hele 3 stykker vildt. Her er det dog fatter der har fået nedlagt en impala (herover) og en oryx (nederst).

Hele 3 impalaer blev det til på turen, og de sidste to dage tilbragte resten af familien sammen med jægerne i campen, og her havde junior held til at nedlægge en impala og er herunder foreviget med hele familien.

En safari ved Limpopo er jo meget mere end selve jagten - der er slanger og kryb i bushen, og herunder er der kommet to næsehorn ned for at drikke ved vandhullet.

De sortryggede sjakaler måtte holde hårdt for - både junior og fatter havde held til at nedlægge et eksemplar og det er helt gratis, da det er en del af vildtplejen på stedet.

Også vortesvinene deltes de pænt om - lidt svært på denne årstid, hvor det har været meget regnfuldt ved Limpopo og svinene spredt over hele terrænet.

Inden regnen indfandt sig og spændte ben for den sidste jagtdag lykkedes det at nedlægge både en stenbuk (herover) og en steppezebra.

Samværet omkring bålet om aftenen ved Limpopo er for os ligeså vigtige som jagtoplevelserne. Her gennemgås dagens oplevelser, og mon ikke der bliver fortalt en jagthistorie eller to?

 

 

Vor assistent Erik er snart på vej hjem til Danmark efter 6 måneders ophold, men forinden fik han lejlighed til at nedlægge en oryx ved Limpopo Tented Camp.

 

 

Den seneste jagtsafari kan man med rette kalde en "Minisafari", for denne sagesløse jæger får kun tildelt en halv eller allerhøjst en hel jagtdag hver gang familien kommer på ferie i Sydafrika - denne gang var målet en zebra, og det lykkedes da også at nedlægge et smukt eksemplar af slagsen!

Faktisk blev det en meget aktiv dag - og stik imod hustruens instruktioner lykkedes det også at nedlægge både en fin blisbuk og en sortrygget sjakal!

 

 

Årets første fulde 5-dages safari gik til Limpopo Tented Camp med to unge jægere, der trodsede vore advarsler om høje temperaturer, risiko for regn og en meget grøn bush der ikke ligefrem gør det lettere at drive jagt, men det gik alligevel ganske fint og resultatet var flot, selvom der var lidt modgang undervejs. Begge jægere fik nedlagt oryx antiloper - en af de almindeligste arter på vort distrikt deroppe, men ingenlunde lette at nedlægge.

Impalaer er heller ikke lette i denne tid, men snart bliver der flere mørke timer end lyse, og så går brunsttiden automatisk i gang, og det hele bliver lidt lettere!

Begge jægere fik nedlagt stenbukke - en populær vildtart, som det også kræver nogen held at nedlægge på denne årstid, hvor græsset er langt.

Også begge jægere fik nedlagt fine vortesvine orner i løbet af de 5 dage.

Dagens gode gerning i form af en sortrygget sjakal - vi skyder dem hver gang lejligheden byder sig, for de er hårde ved mange af vildtarterne i yngletiden. Herunder er det en meget flot rød ko-antilope som er nedlagt.

Til slut var de de større vildtarter der måtte holde for - begge jægere fik en elandtyr og desuden blev nedlagt en stribet gnu (herunder).

 

 

Det kræver en modig mand at indkludere en jagtsafari på bryllupsrejsen, men det var ikke desto mindre hvad der skete forleden - resultatet var fint på så kort en jagtsafari - en fin impala, og ikke mindst en buskbuk i absolut rekordklasse!

 

 

Jagtåret startede med at vi drog til Drakensbjergene med vor nuværende assistent Erik og tidligere assistent Thomas, som var kommet hertil for at hjælpe lidt til i den meget travle fotosafari sæson. Her har de begge nedlagt flotte blisbukke.

Hovedformålet var dog at reducere bestanden af sjakaler her i vildtets ynglingstid, og det lykkedes faktisk over al forventning, da gutterne i alt fik nedlagt 9 sjakaler!

Farmens køkken havde brug for et par kudukøer til biltong produktionen, og gutterne bidrog da helt frivilligt med at levere det ønskede!

Tidligere rummede området en stor bestand af bjergrørbukke, men desværre har sjakaler og ørkenlos decimineret bestanden betragteligt. Her er en lille flok.

Et ungt vortesvin til kødgryderne - lækkert kød, når de er så unge!

Thomas ville gerne have et zebraskind med hjem, og det lykkedes da også, selvom zebraerne i Drakensbjergene ikke er helt så smukke som dem ved Limpopo.

 

 

HUSK AT BESTILLE VOR NYE DVD "PÅ JAGT KLODEN RUNDT"
- se de første anmeldelser på dette link

 

Indhent tilbud på jagtsafarier fra Jensen Safaris på jensen@icon.co.za