|
Cape Town er det historiske startpunkt i Sydafrika. Den britiske opdagelsesrejsende Sir Francis Drake skrev allerede i 1580 i sin rejsejournal at “Kap det Gode Håb er den smukkeste af alle verdens sydspidser, som jeg har set på min jordomrejse” - “The fairest Cape of them all”. Byen blev etableret i 1652, da Det Hollandsk-Vestindiske Kompagni besluttede at anlægge en forsyningsstation ved Taffelbugten, da man havde store problemer med skørbug blandt besætningerne på de skibe som sejlede krydderier fra Fjernøsten til Holland. Forinden var landet kun blevet besøgt af portugisiske søfarende og en enkelt skibsbesætning fra Danmark på vej til Trankebar, under ledelse af Kaptajn Erik Grubbe. Kaptajnen havde taget sin hustru med, forklædt som en dæksmand, men ud for Kap det Gode Håb skulle “dæksmanden” pludseligt føde, og “Kap det Gode Håb Grubbe” blev således både den første dansker og den første hvide mand født på sydafrikansk jord. Det var dog en anden søfarer, hollænderen Jan van Riebeeck, som blev den egentlige stifter af den hvide bosætning ved sydspidsen af Afrika, og han var ansvarlig for etableringen af den allerførste bygning i Sydafrika, The Castle. |
![]() |
Vartegnet
for Cape Town er naturligvis det imponerende 1086 meter høje Taffelbjerg,
som i klart vejr kan ses mere end 200 kilometer til søs, og man
kan med kabelvognen køre til toppen og nyde udsigten til hele Kap-halvøen
og Robben Island. Victoria & Alfred Waterfront er et spændende havnemiljø, fyldt med butikker og særprægede
restauranter. Vi overnatter af sikkerhedsmæssige hensyn i reglen
altid vore gæster her, fordi de kan færdes trygt døgnet rundt. Her
anvender vi især City Lodge Victoria & Alfred
Waterfront***, The Commodore**** / The PortsWood*** og The
Table Bay Hotel*****. Husk under opholdet at køre en tur til toppen af
Signal Hill, hvor der findes en betagende udsigt over “Cape Town
by Night”. Botanisk interesserede vil få stor fornøjelse af et besøg til
de berømte Kirstenbosch Botanical Gardens, ligesom parlamentet og nationalmuseet
er spændende udflugtsmål. Ønsker man at komme lidt væk fra byen
benytter vi Rocklands Seaside Bed & Breakfast*** i flådebyen Simon's Town på den
"varme" side af Kaphalvøen ved Det Indiske Ocean eller det idylliske
Auberge Rozendal i Jonkershoek Valley i
udkanten af den historiske by Stellenbosch. |
![]() |
Klimatisk
set er Cape Town den mest uforudsigelige del af Sydafrika, og selvom
det klart er det sydafrikanske sommerhalvår som erden bedste årstid
at besøge Kaplandet, kan det ikke udelukkes, at der kommer lidt køligere
vejr. Regnen falder mest om vinteren i månederne april - oktober,
men påvirkningen af de to have og den ubehagelige sydvesten vind
gør, at temperaturen kan skifte fra time til time. |
![]() |
Mange
gæster ønsker under opholdet at besøge Robben Island, en fængselsø
etableret helt tilbage i 1658 med det formål at skaffe en besværlig
muslimsk leder af vejen, men senere blev Robben Island meget mere
berømt, da fængslet husede Nelson Mandela - senere præsident i
Sydafrika.
Desværre er det ANC partiet som organiserer turene til øen, så
man skal forberede sig på en politisk manipulation som Mao eller
Fidel Castro ikke kunne gøre bedre, men sejlturen er smuk og baggrunden
spændende, og så kan man vel bære over med at en 30 år gammel gut
forsøger at bilde gæsterne ind at han har siddet fængslet sammen
med Mandela...! Der er daglige afgange med færgen kl. 9/11/13/15.
Vi booker gerne Deres billetter til Robben Island Museum - prisen
per person er R180/voksen og R90/u. 18 år + booking gebyr 10 pct.,
eller De
kan selv gøre
det her på Ticketweb. |
|
Den
smukke heldagstur omkring Kap det Gode Håb kan enten ved hjælp
af vore dansksprogede rejseplaner og GPS-service gennemføres som kør-selv
med lejevogn, eller også kig herunder på priser på diverse sighseeing
ture, som vi tilbyder med privatchauffør/registreret guide i Cape
Town
området. Først køres langs med bjergkæden den 12 Apostle, hvorefter
der følger en sejltur til søløverne på Seal Island ved Hout Bay.
Derefter følger den meget smukke køretur over Chapman's Peak på
vejen mod Cape of Good Hope National Park. Her besøges såvel Kap
det Gode Håb som Cape Point, hvor i hvert fald iflg. det lokale turistråd
Atlanterhavet og Det Indiske Ocean mødes. Der kan passende indtages
en frokost på Two Oceans Restaurant inden turen går tilbage på Cape
Town for besøg ved pingvinkolonien Boulders National Park. Overvej
til slut et stop ved Groot Constantia Wine Estate og Rhodes Memorial
før ankomsten tilbage i Cape Town. |