Dette er afdelingen, hvor interesserede ofte vil kunne se fotos fra de seneste jagtsafarier samme aften som personalet returnerer fra bushen. Dermed gives også et godt billede af hvad der kan forventes af en jagtsafari hos Jensen Safaris, især m.h.t. til trofækvalitet og antal stykker vildt nedlagt på det opgivne antal jagtdage. Vi har mange jagtsafarier i marts/april, så kig snart indenfor igen for de seneste dugfriske nyheder!
Juleaften fik Benny's søn Nikolaj overrakt en mystisk pakke der viste sig at indeholde det udstoppede hoved af det vortesvin, som han nedlagde lige før han fyldte 5 år! Se flere detaljer om vore far/søn jagtsafarier på dette link!

Vi ønsker alle vore kunder og venner et Godt Nytår!

Jagtåret 2012 startede med en rigtigt familiesafari ved Limpopo, hvor datteren Signe på 15 år brillerede ved at nedlægge turens største vortesvine orne. Det var varmt, men heldet var med familien, og da der var krydset af på alle ønskede arter returnerede familien til Pretoria for at udskifte 40 graders varme med "kun" 33 graders varme.

HUSK AT BESTILLE VOR NYE DVD "PÅ JAGT KLODEN RUNDT"
- se de første anmeldelser på dette link

Familiefaderen nedlagde turens eneste stykke større vildt - det var dog helt tilsigtet, at kun oryx'en var puttet på ønskesedlen.
Ikke hver dag vi kan levere to sortryggede sjakaler på det samme billede, men denne aftenstund lykkedes det! På anstand ved solnedgang var der 6 kudutyre som drak på een gang ved vandhullet - ikke et syn man ser hver dag. Ingen af dem er dog skydestore endnu, men den helt ude til højre nærmer sig!
Det var Mads på 12 år som havde held til at nedlægge denne flotte vortesvine orne. Ikke det letteste vildt her om sommeren, fordi der står vand overalt, men ikke mærkeligt at den unge jægersmand ser stolt ud!
Her der det safariens yngste deltager Søren (9 år gammel) med det sidste stykke vildt nedlagt her til morgen (05/01/12), inden turen gik tilbage til Jensen Safaris Guesthouse i Pretoria. Sikke en oplevelse for en så ung jæger at nedlægge en impalabuk fra hochstanden. Bliver utvivlsomt en oplevelse som han aldrig glemmer!
På sidste jagtdag rendte vi ind i denne kæmpestore kamæleon, som naturligvis skulle samles op og foreviges. Det passer ikke helt den historie med at de kan skifte farve efter baggrunden - derimod skifter de farve efter deres sindsstemning.
 
 
Lige før det nye år ringes ind nåede vi en sidste jagtsafari på jagtområde Highveld - en norsk kunde, som tidligere har nedlagt næsten alt fra stenbuk til elefant på rejser med Jensen Safaris. Denne gang havde han medbragt sine to unge sønner på et far/søn arrangement, og selvom vejret på denne årstid kan drille lidt og felten var fugtig, lykkedes det at nedlægge 4 stykker vildt på de to døgn. Husk at der ikke kræves jagttegn i Sydafrika, og at enhver som er i stand til at håndtere en riffel er velkommen på jagt hos os.
Der blev startet ud med denne fine hvidhalede gnu - en gammel tyr med tykke baser og et godt udlæg. Jægeren valgte at låne et af vore våben - i dette tilfælde min gamle Krupp 8x57 JS, som blev indkøbt fra isenkræmmer Jessien i Næstved for 450 kroner da jeg i 1973 var jagtelev på Lekkende-Beldringe under Aalholm Gods. I mellemtiden er den blev renoveret og udstyret med en god kikkert.
Begge sønner fik nedlagt flotte elandtyre - læg mærke til den mørke dusk i panden, som indikerer at der er tale om meget gamle tyre. Skal man udelukkende gå efter hornlængden, så skal man faktisk nedlægge en yngre tyr, for de bliver kortere med alderen, men til gengæld tykkere, og det er jo meget attråværdigt for en trofæjæger.
Årets sidste stykke vildt blev en fin springbuk nedlagt af denne unge jæger dagen før nytårsaften. En fin finale på et dejligt jagtår hos Jensen Safaris og vi ønsker alle vore kunder og venner et Godt Nytår!
 
 

November og december er ikke deciderede jagtmåneder i Sydafrika, da det er lidt for varmt og til tider også lige lovligt fugtigt til at gennemføre jagtsafarier, men for enkelte stamkunder gennemfører vi alligevel nogle arrangementer, og således returnerede vi 22/12/11 fra en dejlig uge ved Limpopo Tented Camp, som netop er blevet renoveret med splinternye og meget mere rummelige telte. Der er stadigvæk en bungalow med aircondition og badeværelse en-suite til rådighed, men teltene giver nu et tættere forhold til naturen, og på denne årstid er det helt udelukket at sove længere end til kl. 5 om morgenen, hvor bushen vågner og giver genlyd af alverdens fuglestemmer.

En vandbuk tyr stod meget højt på ønskesedlen, men det blev lidt af en kamp inden den på fjerdedagen blev nedlagt efter en spændende seance ved en hochstand på området. Forinden tog Benny dette billede, da tyren jagede en ung tyr ud i vandet og gav den en eftertrykkelig afstraffelse. Stor må forbavselsen have været for den unge tyr, da vor kunde kort efter nedlagde dens banemand!
Det heldigste trofæ på hele safari var dog uden sammenligning denne ørkenlos (caracal), som vi tilfældigt mødte midt ude i vildnisset på en pürsch. Ørkenlossen er af af de mest sky vildtarter i Sydafrika, og det sker gennemsnitligt kun en gang i hver jagtsæson at vi nedlægger en sådan - de fleste kommer på en 5-dages jagt i Det Østlige Kapland for at nedlægge en sådan, og så foregår jagten med hundekobbel.
Også en smuk oryxtyr blev nedlagt på safarien, og herunder en virkelig god impala buk.
Også en sortrygget sjakal blev nedlagt - det er en nyttig dåd på denne tid af året, hvor de dræber mange lam fra forskellige antiloper.

Safariens første stykke vildt var en rød ko-antilope på billedet til venstre, mens safariens højdepunkt nok var impalaen til højre. Ikke fordi den hverken var rekordstor eller særligt svær at nedlægge, men fordi jægeren fra barnsben har været handicappet, og selvom han derfor aldrig har kunnet få et jagttegn i Danmark, har han deltaget i mange jagtture, uden nogensinde selv at få lov til at nedlægge noget. Jeg kan godt indrømme at det var et bevæget øjeblik, da jeg efter en god halv times sporearbejde fandt den forendte impala godt et par hundrede meter fra skudstedet. Jeg tror der blev fældet et par tårer både hos jægeren og hans familiemedlemmer, og sikke en måde for mig at afslutte jagtsæsonen 2011.
Da alle ønsker var opfyldt, tog jeg hjem til kontoret for at pakke 7.500 kuverter med vor nye jagt DVD, som vi nåede at sende med luftpost til Danmark 22/12/2011. Vi håber på at de når frem til vore kunder inden nytår - 3½ times intens underholdning! Jagtholdet drog i stedet på lidt fotosafari - der er millioner af tusindben overalt i bushen lige nu, og på et nærliggende distrikt blev der lejlighed til at fotografere giraffer, næsehorn og den sjældne brune ko-antilope (tsesseby).
 
Vor nuværende assistent Kasper drager desværre hjem til fædrelandet 27/12, og er blevet afløst af en ny ung mand fra Danmark. Herover fik han sit sidste ønske opfyldt og nedlagde en oryx tyr, og herunder har vor kok Morten minsandten også fået nedlagt et meget uheldigt vortesvin - hans første stykke vildt nogensinde!
Vor nye assistent Morten fik også sin debut som Afrika jæger, da han nedlagde en gammel impala returbuk, som grangiveligt har været i kamp med sine fæller og mistet den ene hornspids. Oplevelser var jo heldigvis lige god, og der bliver sikkert flere chancer i de kommende måneder.

 

Indhent tilbud på jagtsafarier fra Jensen Safaris på jensen@icon.co.za