ET RIGTIGT EVENTYR!
En af vore mest eventyrlige rejser nogensinde må være turen til Alaska i september måned 2008 - denne verdensdel rummer nogle af verdens mest uberørte naturområder, og er dermed et paradis for enhver der har jagt og fiskeri som en kær hobby. Desværre er Alaska skrækkeligt langt væk fra Sydafrika - vi havde godt og vel 25 timers flyvning fra Johannesburg indtil til vi omsider landede med en lille vandflyver på floden i hjertet af jagtområdet. Derefter tilbragte vi i alt 12 helt uforglemmelige døgn i dette fantastiske naturområde, og et par måneder efter publiceringen i Danmark, lover vi at bringe den fulde beretning om jagtturen her på hjemmesiden www.jensensafaris.com

Alaska

Ordet Alaska vækker altid tanker om gigantiske elgtyre, grizzlybjørne, kolossale caribou og snehvide dall sheep i en barsk natur med uendelige vidder. Alle har vist stiftet bekendtskab med dette land gennem film, bøger og artikler, og mon ikke de fleste nærer en drøm om at besøge Alaska, uanset om det er med riflen, fiskegrejet eller kameraet på slæb? Et enormt naturområde på 1.481.347 kvadratkilometer - altså 34 gange større end Danmark, og befolket af sølle 680.000 indbyggere, der med andre ord ikke just går og træder hinanden over tæerne (det gør elgene for resten heller ikke!) Drømmen blev i hvert fald allerede tændt i vore ungdomsår, og vi besluttede at virkeliggøre drengedrømmene i september måned 2008. Forinden havde vi forsket intenst i destinationen, og gennem kontakt til en dansk Alaska fundi fundet frem til en velrenommeret outfitter, som efter alles udsagn skulle være den bedste, om end ikke den billigste. Sådan hænger det jo i reglen sammen. Vi blev nemlig fra starten klar over, at skulle drømme moosen nedlægges, så skulle det foregå næsten helt oppe ved polarcirklen, og en sådan ekspedition er ikke gratis.

25½ times flyvning - det meste heldigvis på Business Class!

Sportsman's Warehouse i Fairbanks har ALT!
   

Fra Afrika til Alaska
For os der til daglig lever på sydspidsen af det afrikanske kontinent, under stenbukkens vendekreds, kan man næsten ikke finde en destination som er længere væk end Alaska. Det er en rejse af dimensioner, som tog os fra Johannesburg via Frankfurt og Vancouver til Anchorage, og herfra videre til Fairbanks, hvor vi til slut satte os om bord i den lille Skywagon 185 vandflyver, som er det eneste transportmiddel, der kan anvendes til rejser så langt ud i vildmarken. Ruten var tilrettelagt således at vi kunne flyve Business Class på vore kære Star Alliance bonuspoint hele vejen, men alligevel har en rejse over 10 tidszoner altså en vis effekt på kroppen, også selvom man skal rejse sig op for at hente avisen i stoleryggen foran! På visse tidspunkter under den 50 timer lange flyvetur blev der vendt helt op og ned på både vor tidsfornemmelse og geografiske orientering. Helt galt gik det da under opstigningen fra London Heathrow, hvor jeg forsøgte at få øje på vort kolonihavehus ved Dragør!  

Vel ankommet til USA
Da vi lever i Afrika, er vi vant til lidt modgang fra officielle personer, og der ventede da også et par små overraskelser undervejs, f.eks. at man ved transitten i Vancouver ikke kunne checke bagagen igennem til Anchorage, og derfor behøvede en lokal våbentilladelse. Senere var Alaska Airlines ikke helt tilfredse med riffelkufferten, som ellers havde fulgt os hele vejen fra Johannesburg, og jeg endte i en taxi ned til den nærmeste Sportsman's Warehouse - en jagtbutik på størrelse med et dansk Bilka supermarked. Det var svært at løsrive sig fra dette måske lidt overdrevne jagtparadis, hvor man bl.a. kunne købe kemikalier der skulle få en til at lugte som en brunstig elgko eller en rasende whitetail hjort, men den nyindkøbte kuffert tilfredsstillede de lidt stive United States officials, og til vor forundring ankom vi omsider til lufthavnen i Fairbanks med alle fem stykker bagage i god behold.  

I Fairbanks var der liv og glade dage, da guvernør Palin netop havde udbetalt den årlige oliebonus til de lokale - små 3.000 US dollars per person, og den nyvundne rigdom satte sine tydelige spor i nattelivet. Da vi efter jagten returnerede til vort hotel, blev vi imidlertid mødt af et skilt der kundgjorde at baren nu var lukket, og først ville genåbne i maj måned - 7 måneder senere! Når sommeren og jagtsæsonen er forbi, så lukker Alaska ned og går i vinterhi, med temperaturer der for os afrikanere forekommer helt umenneskelige.  

I det hele taget var det spændende at iagttage de lokale, som bl.a. bemærkede sig ved ikke at benytte nogen bordkniv til indtagelsen af diverse varme retter, som i stedet blev skovlet ned med gaflen, og det naturligvis uden at afklæde sig diverse kasketter. Det gibbede lidt i os overciviliserede mennesker, og vi måtte ved flere lejligheder gøre opmærksom på, at vi altså befandt os bedst ved at spise med både kniv og gaffel! Det er nok første gang at dette princip blev håndhævet ude i vor lille jagthytte ved Melozitna River.

Her fandt vi også den første mooose!!

Vi pakker vandflyveren i Fairbanks lufthavn
   

Omsider ude i vildmarken
Efter tre døgns rejse kunne vi omsider starte den sidste flyvetur ud til campen, beliggende ved en mindre sideflod til den mægtige Yukon River, som vi da også krydsede på vejen derud. Vi fløj i hele to timer med den lille vandflyver over det mest fantastiske landskab, og under turen så vi kun en enkelt vej skære sig igennem vildmarken. Nu vidste vi at vor Alaska drøm var tæt på at blive realiseret, halvandet år efter at Holger i smug havde forberedt denne tur som en særdeles velkommen fødselsdagsgave.  

Forinden havde vi fået den lidet opmuntrende information, at ingen af de tre jægere fra jagtsæsonens første 10-dages periode havde haft held til at nedlægge moose, men det kunne dog ikke dulme vor egen entusiasme, selvom det nok satte et par tanker i gang. Vejret havde ganske enkelt ikke været med dem - det havde været alt for varmt, hvilket havde udsat elgenes brunst. Det skulle snart gå op for os, at uden brunst skyder man næppe nogen elgtyr i denne kolossale vildmark.

Take-off fra Fairbanks mod jagtområdet

2½ times flyvning senere landede vi på floden i jagtområdet
   

Ved ankomsten til campen blev der serveret en dejlig varm suppe, som dog forinden blev godt og grundigt velsignet, indtil der næsten formede sig skind på toppen. Desværre for os glemte outfitteren i sin meget lange bordbøn at nævne bådmotoren, som da også efterfølgende gav os ganske mange problemer. Vi blev dog klar over, hvorfor det krævede en hel strøm af e-mails at sikre leveringen af blot en enkelt flaske Tangaray gin og fire flasker rødvin, som jo dog næppe kunne medføre noget spirituøst orgie ude i vildmarken - vi befandt os nemlig mellem dybt religiøse afholdsfolk, og det havde de ikke just til hensigt at holde for dem selv.  

Alaska har meget strenge jagtlove, som man gør bedst i at overholde. En af reglerne foreskriver, at man aldrig må gå på jagt samme dag som man har fløjet over jagtområdet, så vi greb fiskegrejet og hyggede os med at fange nogle stallinger og en enkelt gedde. En ung amerikansk jæger fra Maine, som også skulle jage på området, bidrog til underholdningen med sin indskydning, der forårsagede at han løb tør for ammunition allerede inden jagten var startet! Som det ofte er tilfældet, kunne jeg dog konstatere at problemet befandt sig et eller andet sted mellem våbnet og jorden, men det var jo lidt sent at finde ud af det, og ny ammunition blev prompte bestilt med næste flyver.

Næste morgen var det snevejr - vi var døden nær...!

Benny fangede allerede en stalling den første aften.
   

Endelig på jagt
Endelig skulle vi på jagt. Vor outfitter Ben agerede guide den første dag, indtil vor "rigtige" guide dukkede op om eftermiddagen. En af guiderne fra den første jagtperiode havde åbenbart ikke levet op til forventningerne, og var i hast blevet deporteret tilbage til byen. Normalt jager firmaet næsten udelukkende med jægere fra USA, og de havde trods alt nok fået lidt præstationsangst, nu hvor vi kom anstigende hele vejen fra det mørke Afrika!  

Efter en kort sejltur med den fladbundede jetboat fulgte en stejl opstigning til toppen af et bjerg, hvor vi nød en helt fantastisk udsigt over floden og det åbne terræn bagved. Hverken Holger eller jeg havde nogen idé om hvorledes jagten skulle foregå, men det gik hurtigt op for os, at der var tale om en anstandsjagt, hvor man forsøger at kalde tyrene på skudhold ved at imitere koens brunstkald. Det blev hurtigt ret spændende, da to yngre tyre dukkede op på godt og vel en kilometers afstand, og det lykkedes Ben at kalde dem helt ind på 300 meter. Vi havde trænet vor kondi godt hjemmefra, men det var nu mest elgene der fik brugt benene på denne her jagttur, selvom vi havde flere spændende pürcher væk fra selve floden. Det fik vi afprøvet allerede første dag, da vi senere på eftermiddagen fik øje på en fin sortbjørn, som det desværre ikke lykkedes at komme på skudhold af. 

Sidst på eftermiddagen ankom vores nye guide Dane, som skulle være fører under resten af opholdet, og det varede ikke længe før vi opdagede, at vor kemi fungerede godt sammen, og at han ikke havde samme nære forhold til de højere magter, hvilket gjorde at Holger's daglige Gin & Tonic ret snart blev til en ren tonic, og min egen medbragte Famous Grouse fik også hurtigt ben at gå på. Det kunne vi dog sagtens tilgive, for her havde vi fået en garvet guide, der gjorde en fantastisk indsats for at få os på skudhold af en virkelig god elgtyr.

Om aftenen blev der lagt slagplan for den følgende dag, hvor vi skulle sejle omkring 60 km. op ad floden til en mindre hytte. Det er dog ikke altid at det går som præsten prædiker, og vi nåede ikke andet end 400 meter fra Main Camp, da første motorstop indtraf. Det tog dog ikke modet fra Dane, som med sine skridtstøvler stod ude i det iskolde vand, og trods heftigt snevejr gennemførte hvad der forekom at være en hovedreparation på den famøse motor. Det blev derfor hen midt på dagen, før vi omsider kunne indtage vor jagthytte, eller måske skulle man rettere kalde det et skur. Alt skal flyves ud i ødemarken, og man skal ikke vælge Alaska som destination, hvis man er et luksusdyr og kræver komfort og et dagligt brusebad.

Omsider på jagt - på udkig fra en bjergtop

Og så kalder vor PH Dane på moose tyrene
   

Første elgtyr
Den næste times oplevelser blev stærkere end nogen af os nogensinde havde kunnet drømme om. Dane havde for første gang ihærdigt optrådt som brunstig elgko, og senere skrabet med en tom vodka flaske på træer og buske for at imitere en tyr på brunstpladsen. Vi var stadigvæk ganske uforberedte og tilbagelænede, men omtrent i samme øjeblik som Dane havde sat sig ved siden af os, kommer der en kæmpestor elgtyr til syne inde i pilekrattet. Selv Dane stirrede med vantro på dette monster, som havde nøjagtig retning imod det sted hvor han havde imiteret koens brøl. Tyren var godt og vel over minimum grænsen for afskydning, som er 50 tommer (eller 4 forsprosser) - faktisk vurderede Dane den til mellem 55 og 57 tommer, så nu var det op til os. Ingen af de foregående tre jægere havde set nogen tyre, der bare tilnærmelsesvis havde denne størrelse, og Holger hviskede da også eder og forbandelser over mig, da jeg tøvede med at skyde. I stedet fik vi verdens bedste billeder og film af den flotte tyr, som på blot 50 meters afstand skiftevis fejede på buske og træer, og fnøs af den indbildte konkurrent, og jeg må da også indrømme, at fristelsen var stor. Til slut forlod den arenaen, og vi trak os meget forsigtigt tilbage, for som Dane sagde "det kan godt være at vi får brug for den senere!".  

Vi satte os tilbage i båden og sejlede ind i solnedgangen gennem det smukke landskab, og her fik vi minsandten spottet endnu en god elgtyr, som dog hurtigt tog billetten, og ikke gav nogen reel chance for at vi kunne vurdere trofæets størrelse. Sporene talte dog deres tydelige sprog - de målte vel 35-40 cm. i længden, og vi brugte ganske meget tid på at finde denne tyr, men uden held. Faktisk så vi overhovedet ikke et levende øje de følgende to døgn, udover en mængde bævere og egern. Der var så mange bævere i dette område, at man overhovedet ikke kunne drikke eller anvende vandet blot til at vaske sig i. Bæverne bærer nemlig rundt på en parasit giardia, som giver mennesker en voldsom diarré. Det måtte en af guiderne erfare, og blev sengeliggende i fire døgn af samme årsag.  

Og der skrabes på træer og buske for at imitere andre tyre

Denne her var for lille til Benny!
   

Tankerne gik uvægerligt tilbage til tyren, som vi lod passere på anden jagtdag -  skulle jeg alligevel have skudt den? Heldigvis ventede der forude en belønning for min modige beslutning, - en beslutning som Holger dog ved flere lejligheder betegnede som rendyrket galskab. Tidligt om morgenen på femte jagtdag, havde vi aflagt besøg i den fjerneste camp, hvor der på tredjedagen var blevet nedlagt en rigtig fin tyr, og det gav naturligvis fornyet håb. På vejen tilbage fandt vi et område med megen fod af både elg, grizzlybjørn og ulv. Dane besluttede at dette sted skulle blive udgangspunktet, hvor vi igen ville forsøge at kalde en elgtyr ud af buskadset.  

Vi havde næppe sat os til rette ved flodbredden, før vi hørte en tyr banke skovlene mod birketræerne - kun et par hundrede meter bag os. Dane forsøgte at kalde tyren ind, men fik dog ikke nogen reaktion. Den havde åbenbart besluttet at forblive i det tætte krat. Vi forsøgte at pürche den, men den var som sunket i jorden. Birketræerne stod med kun en halv meters mellemrum, så det forekom næsten ufatteligt at en så stor elgtyr kunne manøvrere de store skovle i den tætte bevoksning. Skumringen var så småt ved at sætte ind.  

Vi returnerede til udgangspunktet, men snart efter hørte vi igen den karakteristiske lyd af skovlenes møde med træerne, og denne gang pürchede vi os i stedet ned langs med floden. Pludselig så vi tre køer krydse floden 400 meter fremme, og vi kunne samtidigt tydeligt høre tyren grynte tæt ved stedet, hvor vi havde gjort holdt. Vi skimtede den svagt imellem træerne, men kunne ikke vurdere trofæet. Tyren havde retning af køerne, så vi fulgte parallelt med den, og da der blev en mindre åbning i krattet, hvor Dane kunne se tyren lidt bedre, hviskede han "thats the one you've been looking for" . Tyren vendte desværre om, og gik tilbage mod det tætte krat - havde den mon set os eller fået fært af os? Udsigten til hyggeligt selskab med køerne lokkede dog for meget, og tyren vendte igen om, og gik nu i retning mod floden. Da den kortvarigt stoppede op i en lysning 70 m fra os, faldt skuddet - den tegnede helt perfekt, og Holger havde været så heldig at få hele seancen på video, så vi senere har kunnet genopleve dette fantastiske øjeblik igen og igen. 

Tyren sprang i retning af floden, og vi frygtede at den ville falde ude midt i vandet. Vi gik på foden og efter små 100 m fik vi heldigvis øje på de enorme skovle, som ragede op over græsset! Den var forendt 30 m fra floden. Sikke en tyr, og sikke en jagt - en bedre jagt og et bedre trofæ, kunne man simpelthen ikke ønske sig. Dens enorme skovle havde en spændvidde på 61 tommer. Glæden ville ingen ende tage, og jeg tror nok, at det var den aften vi løb tør for whisky, og glædesrusen fik os sågar til at sætte pris på rødvinen, selvom den bar det lidt suspekte mærkat Red Truck!

Fantastiske naturoplevelser i Alaska

Chefkokken på arbejde i vor hytte
 

Endelig lykkedes det - på den femte jagtdag

Så er der ellers gang i slagteriet!
   

Den skudte elgtyr
Den følgende dag gik det meste af dagen med at fotografere og skinne tyren. Det havde været frostvejr om natten, så vi forventede umiddelbart at den opgave ville blive en sej omgang. Her tog vi dog fejl -  under skindet var den stadigvæk ganske lun - med vintertemperatur ned til minus 45 grader, er det selvfølgelig nødvendigt for dyrene at have et godt isolerende hårlag, og det havde altså holdt kødet frostfrit natten over. 

De her billeder taler vist for sig selv - en meget glad mand der bærer et fantastisk trofæ hjem til campen!
 

Vi forstod efterhånden bedre, hvorfor Dane ikke var til at trække væk fra floden under jagten. Alt kødet skulle jo bæres ned til kanoen, og han kendte konsekvenserne, hvis man skyder en sådan kæmpetyr kilometervis inde i vildmarken. Så kommer straffen! Alaskas jagtlov foreskriver at man ikke må fjerne hverken trofæet eller hovedskindet fra skudstedet, før alt kødet er bjerget ud. Vi kunne heldigvis løse denne opgave ret hurtigt, og kun hovene, waiden og bagskindet lod vi ligge som naturlig lokkemad til grizzlybjørn og ulv, som vi på forhånd havde udtaget licens til. Holger besluttede på stedet at tage imod tilbuddet om at købe en ekstra licens til moose på favorable betingelser, men det lykkedes dog aldrig at finde en god tyr, og udover sporene, så vi aldrig hverken grizzlybjørne eller ulve under resten af opholdet, selvom vi checkede lokkemaden både morgen og aften. Til gengæld havde vi spændingen ved jagten lige til sidste sekund, og bagefter er det næsten de sidste jagtdage vi satte mest pris på, fordi det gav os mulighed for at nyde naturen, filme og fotografere, og så naturligvis få pakket fiskestængerne ud på ny. Trofæet stod jo derhjemme i campen, hvor vi havde flere natlige besøg af grizzlybjørn, og derfor valgte at sove med det store gevir inde i hytten.

Omsider hjemme ved vor hytte

Så blev der tid til lidt geddefiskeri
   

Fiskeri.
Vi havde ikke på forhånd kunnet få mange informationer om fiskeriet på stedet, men illusionerne om drømmelaksen gik dog hurtigt fløjten, da et vandfald længere nede ad floden forhindrede laksenes opgang. Vi havde dykket ned i tasken og medbragt diverse spindere og woblere hjemmefra, og da vi om aftenen havde set en masse fisk springe i vandet tæt ved det sted hvor tyren var blevet nedlagt, besluttede vi at starte fiskeriet netop der. Det gav pote - jeg fangede en gedde (northern pike) på omkring 12 pund, og selv Dane, som er professionel fiskeguide, anede ikke at der fandtes så store fisk i floden. Holger fik sat en noget overdimensioneret Rapala wobler på stangen, men minsandten om han ikke trak 11 fine gedder ind på mindre end en halv time. Dermed var også drømmene om fiskeriet i Alaska gået i opfyldelse, og Dane fileterede de fire gedder som ikke var blevet genudsat, og vi nød denne velkomne afveksling på menukortet, som på det tidspunkt allerede var blevet væsentligt forbedret ved at vi var gået fra dåsemad til moose steaks med hashbrowns.

Jeg fangede 11 gedder i løbet af en halv time

Hvem siger nu lige at "bigger er better"?
   

Hjemturen.
Sejlturen tilbage til hovedcampen, hvor vi igen skulle samles op af vandflyveren, blev lidt af en oplevelse. I syv graders kulde havde vi regnet med en lille snuptur på fire timer, men til slut kom sejlturen pga motorsvigt til at strække sig over hele ni timer. Dane gjorde hvad han kunne, men til slut var der ikke anden udvej end at kalde hjælp over satellittelefonen, og vi blev evakueret af Ben med en reservebåd. Det var lidt vemodigt at tage afsked med Dane, som måtte forblive ved det forliste fartøj, og senere blev stillet afhentning i udsigt - vi håber at han er vel ankommet tilbage i Delta Junction, og ikke stadigvæk står derude ved Melozitna River! 

Vi nåede tilbage til Fairbanks med vandflyveren lige ved solnedgang, og den følgende morgen gik turen via Anchorage til Chicago, hvor vi bl.a. fik tid til at se de berømte menneskeædende løver fra Tsavo, som er udstoppet på det enorme The Fields Museum. Vi nød synet af de skandinaviske stewardesser på SAS flyet til Kastrup, hvor der lige var tid nok til at købe en frisk Jyllands-Posten og nogle saltpastiller til dem som ventede på os derhjemme.

 Tilbage i Pretoria lever vi nu højt på alle minderne fra vildmarken i Alaska, og venter på at det prægtige trofæ ankommer hos vor lokale konservator, så det kan blive hængt op i spisesalen sammen med alle vore andre minder fra spændende jagtture i Afrika og klodens fjerneste egne. At rejse er at leve, sagde vor landsmand H.C. Andersen, og det kan man kun give ham ret i!

På vej tilbage mod basecamp - minus 7 celcius

En dejlig stævnfigur!