Denne park på næste 2 millioner hektar er en af de største turistattraktioner i Sydafrika. Man skal ikke forvente nogen luksus eller god mad, og af økologiske hensyn skal al færdsel ske på etablerede veje, såvel asfalt- som grusveje og man deler altså oplevelsen med andre og har ikke nogen mulighed for at bevæge sig off-road i bushen.


Når det er sagt, så er der tale om god værdi for pengene, men det er helt klart at de helt store safari oplevelser får man i de private Safari Lodges som ligger langs med kanten af Krugerparken, hvor der ikke er de samme restriktioner som i en offentlig park.

 

Parken blev etableret i 1898 af en meget fremsynet præsident Paul Kruger og er i dag hjem for 147 pattedyrsarter, 507 fuglearter, 114 krybdyrsarter, 49 fiskearter og 336 forskellige træsorter i et varieret landskab med både savanna og bjerglandskaber.

 

 

KLIMA

Klimaet i Krugerparken er subtropisk med varme sommer måneder (oktober-april) og mulighed for regnfald i samme periode. Om vinteren er der tørt og oftest dagtemperaturer over 20 grader celcius.

 

BESTILLING

Lad JENSEN SAFARIS rådgive Dem med ruter og overnatninger i parken.

Kontakt os med Deres ønsker på jensen@icon.co.za

TEMA: ELEFANT BESTANDEN I SYDAFRIKA
Da nybyggerne kom til Sydafrika fra 1652 og fremefter, levede der elefanter hele vejen fra Cape Town til Limpopo floden. Elefantjagt blev snart en af de vigtigste indtægtskilder - man ernærede sig ved salg af elfenben - selv eventyreren David Livingstone finansierede sin tilværelse i Sydafrika ved professionel elefantjagt, foruden de tilskud han modtog fra det britiske missionsselskab. For de som skulle undre sig over denne mands rejselyst, kan jeg anbefale at man besøger boligen ved vandløbet fra The Eye i Kuruman, hvorfra hans jagtekspeditioner udgik. Her hænger nemlig et billede af hans usædvanligt ucharmerende hustru Mary - datter af den lokale missionær Robert Moffat. Udvalget var nok ikke så stort derude i Kalahari ørkenen, men jeg har ofte filosoferet over, hvorvidt hustruens udseende kunne være forklaringen på de lange ekspeditioner op i Afrika...!

 

Elefantbestanden syntes utømmelig, og man skulle helt frem til 1898 før præsident Kruger indså at det nu stod rivende galt til. Han fredede området mellem floderne Crocodile og Sabie, og i 1926 blev reservatet udvidet og opkaldt efter den fremsynede mand. På det tidspunkt rummede det 2 millioner hektar store område mindre end 30 elefanter. Da jeg selv startede safarifirma i Sydafrika i 1980 var bestanden vokset til 7.500 individer, et antal som ved afskydning blev holdt konstant år efter år. Parken blev opdelt i firkanter og fotograferet fra luften, hvorefter hver elefant manuelt bliv plottet ind på en computer, hvorefter man med ret stor sikkerhed kunne fastslå det korrekte antal.

 

At holde denne bestand på det samme niveau, krævede en afskydning af ca. 350 elefanter om året - en proces der blev gennemført både diskret og humant. Hele elefantflokke blev beskudt med bedøvende pile fra luften, hvorefter de voksne dyr blev aflivet, og de helt unge elefanter solgt levende til genudsætning eller til oversøiske zoologiske haver. På den facon undgik man at skræmme evt. overlevende elefanter, der senere kunne tænkes at blive farlige for parkens besøgende. Uheldigvis blev parkens personale tvunget til at stoppe denne afskydning. Sydafrika var af politiske årsager under angreb fra alle sider, og det sidste man ønskede var en turist boykot på grund af drabet på elefanter i Krugerparken. Derfor stoppede afskydningen i 1984, og elefantbestanden voksede og voksede, og tæller i dag 13.000 individer - næsten dobbelt så meget som parkens forskere finder forsvarligt, hvis bio diversiteten i parken skal bibeholdes.

 

Elefanter er komplicerede dyr

Genudsætning i nye områder var den mest nærliggende løsning, da afskydningen måtte indstilles, men det var lettere sagt end gjort. Udsætninger af unge elefanter i bl.a. Pilanesberg National Park gav store problemer, som man slet ikke havde forudset. Det viste sig nemlig at disse elefanter manglede den "opdragelse" som de normalt ville have fået en i familiestruktur, med elefanter i alle aldre. De udviste en farlig adfærd, dræbte ikke blot systematisk mere end 30 næsehorn i parken, men også to sagesløse turister, og forskerne funderede over hvad årsagen dog kunne være. På det tidspunkt var man kommet videre med de tekniske forsøg på indfangning af voksne elefanter i Krugerparken, og som et forsøg flyttede man i første omgang 5 gamle tyre fra Krugerparken de 500 km. over til Pilanesberg National Park. Forbavselsen var stor, da det viste sig at dette forholdsvis beskedne antal voksne elefanter pludseligt fik ændret adfærdsmønstret i parken, og i dag er man helt bevidste om, at det ikke nytter noget kun at flytte ungdyr, når en ny bestand skal etableres.

 

Der er dog grænser for hvem der kan være værter for så store dyr som elefanter. De nærer ikke den store respekt for indhegninger, og kan ofte forvolde store skader på vandreservoirs og pumpemekanismer ude i bushen. Desuden varer det utroligt mange år før en elefant tyr er stor nok til afskydning - op til 50 år, og dermed er det svært at retfærdiggøre udgiften til genudsætning, når man skal vente så mange år på indtægterne. Derfor varede det ikke længe før efterspørgslen kølede af, og man skulle nu forsøge at finde andre græsgange for parkens mange overskuds elefanter.


Her var det mest nærliggende at genintroducere elefanter i nabolandet Mozambique, som grænser op til Krugerparken. Ved en storstilet aktion flyttede man i løbet af en årrække 1.000 elefanter over i den sektion, som Mozambique havde deklareret som anneks til Krugerparken - den såkaldte "Peace Park", som efter planen også ad åre skal omfatte den sydlige del af Zimbabwe. Her havde borgerkrig og krybskytteri udryddet elefantbestanden. Desværre var projektet ikke den succes, som man havde håbet på. I løbet af blot et par år var langt størsteparten af elefanterne returneret til Krugerparken, for vi taler om særdeles intelligente dyr, som husker ubehagelig konfrontationer i mange år. Jeg husker det, da jeg selv for mere end 30 år siden jagede bøfler ved Sijarira koncessionen ved Lake Kariba - elefanterne kendte nøjagtigt grænsen mellem Matusadona National Park og jagtområdet, og i det øjeblik jagtsæsonen startede, befandt alle gamle elefanttyre sig på den modsatte side af floden!

 

Der er med andre ord ingen vej uden, selvom det bliver svært at overbevise omverdenen om at det rent faktisk er humant at foretage en udtynding af elefant bestanden i Sydafrika, så er det et nødvendigt onde, og det er ene og alene presset fra omverdenen som stoppede det der i virkeligheden var en rimelig regulering, som havde fundet sted i årevis. Nu kommer straffen for den lange pause, men i jagtligt henseende bliver der ikke nogen gevinst - Krugerparken ville miste sin status som nationalpark, såfremt man tillod kommerciel jagt, og det er ganske utænkeligt.