Jensen Safaris Home Page


Benny, guiden Sven og Holger med den første af moskus tyrene der begge faldt inden for et par sekunder!
Moskus. Beretningen er skrevet af rejsedeltager Niels Tørslev. Det er et får. Det er hårdt arbejde. Og det er en oplevelse for livet. Vel at mærke, hvis du jager moskus, der hvor den holder til. På dens betingelser. Og med respekt for, at den skal dræbes og bruges bagefter. Vi fik moskus på den hårde måde. Og vi fik den i godt selskab. Moskus er noget, der skal planlægges. Det havde Henrik og jeg gjort. Næste år til juli skulle det være. Den første uge i trofæ-sæsonen. Vi var så heldige, at en god ven, der har levet længe på Grønland og jaget meget, havde bedt os komme. Det var ikke svært at beslutte sig. Vi gav vores ja dagen efter tilbuddet – og det var næsten et år, før det gik løs. Så har man så megen længere tid at glæde sig i. I mellemtiden havde vi aftalt at tage en tur til Afrika. Henrik fyldte 40 og ville gerne give sig selv en afrikansk oplevelse som gave. Henrik var så venlig at bede mig med – og så siger man jo ikke nej. I Sydafrika blev vi inlogeret hos ” den danske white-hunter med de store bidske hunde, der tisser i swimming-poolen” – kendt af nogle, frygtet af mange, men ganske sød og charmerende. Da vi gerne vil ned til ham igen, må han leve in cognito. Da vi var ankommet, og sad midt imellem trofæer af elefanter, giraffer, bøfler, tigerfish, flodheste og hvad der ellers kan være i et lodge-house på over 300 kvm., blev han efter et par øl konfidentiel og ville fortælle os en hemmelighed: ” Min partner bliver 37. Han skal have en gave. En moskus. Hvad siger I så ? ” Flot – flot, må vi indrømme. Hvor og hvornår. ” Næste år – primo juli, Søndre Strømfjord – verdens bedste terræn”. Henrik når at sparke mig over benet – under bordet. Flot – flot, må vi indrømmer. Hvem med ? ” Ham den store dansker – han er den bedste både til moskus og ren.” Henrik når igen at sparke mig over benet – under bordet. Det bliver spændende. Så ved vi, men ikke vores ”white-hunter”, at vi skal mødes næste sommer. Det lykkes os at holde det som en hemmelighed for den store ”White-hunter” indtil afgang fra Kastrup et lille års tid senere. Men så er der til gengæld stor gensynsglæde, da vi mødes i loungen. Vi er nu blevet seks jægere – og så den gamle White-hunter, der kun vil se på. Der er to nordmænd, som er vant til at jage stort. Og som jeg tilfældigvis kender, fordi vi har fisket sammen i norske elve. Der er vores white-hunters lærling. Han er to meter høj. Benet, med skægstubbe og hvide tænder. Går med korte bukser hele året og bader imellem isskosser – og synes livet er dejligt. Så er der deres fælles ven. Han hedder Jens og må være enhver fars, mors, svigermors, svigerfars, nevøs osv.s drøm. Han lever af at lave gode toiletforhold til gamle mennesker. Og så har han ikke én uartig tanke i live. Tilsammen har vores white-hunters lærling og Jens så mange trofæer, at de kunne åbne en konkurrent til Jagt- og Fiskerimuseet. Og så er der Henrik og mig. Vi har skudt duer i England og kaniner på Sejerø. Vi er amatører. Men vi er flinke og rare – vi bander ikke, og vi lægger gerne øre til de andres løgnehistorier. Så det skal nok gå. Flyveturen går fint. I Søndre Strømfjord – eller Kangerlussuaq, bliver vi mødt af vores to lokale jagtguider, kæmpen Sven og hans lokale kollega. Vi bliver kørt væk fra lufthavnen i en udrangeret amerikansk skolebus , der allerede var forældet, da den amerikanske base blev anlagt.

Den noget udrangerede amerikanske skolebus!	Fire timer til København, og fire timer til New York.
Turen går ned til havnen i bunden af Søndre Stømfjord. Her laster vi alt vores grej til en lille uges ophold over i en mindre turbåd. Og så begiver vi os af sted. En halv time sejler vi ret vest mod fjordåbningen. Så drejer vi skarpt mod syd – ind i én af de mange små fjordarme. Og efter yderligere en halv times sejlads kan vi skimte bunden af sidefjorden. Da vi satte ud fra havnen var vandet mælkehvidt – sådan som det altid er det i starten af en fjor, der afvander en stor gletsjer. Gradvist på vej ud blev vandet mindre mælket og mere blåt, og da vi drejede mod syd ind i sidefjorden var vandet helt klart. Det gav os en rigtig god fornemmelse i maven. De fleste af os var også inkarnerede fiskere, og var forberedt på, at den tid, der ikke blev brugt på jagt, skulle bruges på fiskeri – søvn måtte komme i anden række. Da vi nåede bunden af fjorden var det allerede begyndt at blive lavvande. I Grønland er det ikke en teknisk detalje. Når vi ikke at komme i land hurtigt er det en ommer, til der næste gang er vand nok til at komme ind i den lille vig, hvor vi kan losse. Båden kaster anker, den lille gummibåd fyldes så godt den kan, og så starter der en pendulfart i rasende tempo – frem og tilbage mellem strand og turbåd – igennem et sund, der bliver stadig mere lavvandet.

Turbåden bliver lastet til de næste fem dages jagt.	Vi måtte sejle pendulfart fra turbåden med gummibåden ind til kysten adskillige gange!
Operationen lykkes. Vi står tilbage : de to lokale jagtguider, en dansk-lokal kok, en gammel white-hunter, der har frosset siden han bookede rejsen, og seks forventningsfulde jægere. På stranden ligger udstyret. Vi har telte med. Men kan også vælge at bruge en rød genstand, der er placeret på et lille plateau på kanten af udløbet af en lille elv. Den røde genstand var en bygning, der oprindelig var et midlertidigt opholdssted for amerikanske soldater. Knap 100 kvm. i en byggekvalitet, der ville være utilstrækkelig til at tilfredsstille fjerkræavlernes minimumskrav til en fritidsbesætning af æglæggende økologiske høns. Og så var den ikke blevet rengjort siden der var højsæson for rensdyrjagten. Men der var en brændeovn. Så vi gik i gang med den grove kost, og efterhånden nåede vi et niveau, der var acceptabelt. Turen vil dog aldrig blive husket for indkvartering, hygiejne eller anden ordentlig regelmæssighed. Men jagten og fiskeriet var fantastisk.

Den røde genstand som skulle være vort bosted!	Vi stødte på flere gevirer fra rensdyr, men så dog aldrig nogen levende under vor jagttur
Fortæringen skal ikke glemmes. Vi medbragte egen kok. Hans specialitet var rødvinssovs. Vi mente, vi havde tilpas forsyninger – både af øl, gin/tonic og vin til vores lille ekspedition. Hallo ! Moskus-jagt med så dygtige guider, som vi havde, kunne ikke mislykkes. Så beskeden til kokken, da vi drog afsted så hurtigt vi kunne, var – forbered et festmåltid med din bedste rødvinssovs til de dejlige moskus-bøffer, vi kommer hjem med. At jage moskus er ikke let. Der er lagt få fliser i landskabet. Det er delvist til at passere på afgrænsede faste plateauer, men der er også store områder med vidje-bevoksning eller meget fugtigt underlag. Så det tager tid og megen energi at komme op i højderne, hvorfra man kan afsøge først den ene dal, og så den anden dal efter moskus. Samtidig er hele overfladen småkuperet, således at en hel flok moskus sagtens kan skjule sig for dit blik, selv om flokken hviler eller esser måske blot 500 meter fra dig. Du kommer ikke længere fra auto-purch i vores del af verdenen end moskus i fjeldene 5-10 km. inde i landet. Den to meter høje lærling af en white-hunter og hans ideal af en svigersøn var i topform. Nordmændene var vant til højere fjelde og var heller ikke blege. Min ven Henrik – slagteren – og mig selv, der snart er 60, havde problemer på kanterne. Men alt lykkes jo i en gasovn – så vi hægtede os på. Vi havde ikke heldet med os på den første tur.

Det er ikke plads man mangler når man jager i Grønland.
Når man står oppe i 500 meters højde og kigger 5 km. ud igennem den dal, der fører ned til den lille røde bygning, der ligger for enden af både dal og fjor, begynder man at glæde sig til en gin-tonic og aftensmaden – også selv om den blev uden moskusbøf. Til gengæld blev den med rødvinssovs. Jeg var kun én af flere, der bar proviant op til den røde bygning. Derfor ved jeg ikke, hvor megen rødvin, vi havde med ud. Men efter vores første dag i fjeldet var vores virkelighed, at vi havde en fantastisk rødvinssovs, ingen rødvin og ingen kok. Der kom en social dimension ind i vores jagtselskab. Kokken skulle vendes regelmæssigt – ellers kan det give liggesår. Onde mennesker hævder, at når ældre mænd vågner midt om natten, så er det fordi kroppen reagerer på, at dens ejermand for en gangs skyld er uden en alt for høj promille – og derfor burde nyde livet. Det var ikke af den årsag, jeg stod op midt om natten. Rødvinssovs eller ej. Jeg er allerede gammel og ved ikke, med alle de skavanker jeg har, hvor meget ældre jeg bliver. Derfor havde jeg besluttet, at jeg hver gang, der var højvande, ville stå parat ude ved næsset – der hvor vores lille fjordarm skiller fra hovedfjorden. Første højvande –efter ti timer i fjeldet og en halv liter rødvinssovs – var klokken to om natten. Jeg drog afsted med en forventning om, at ” the Archic Char ” eller den grønlandske havørred ville komme rasende ind langs med fjordbredden i sin søgen efter føde og hæmningsløst og urinstinktivt kaste sig over alt, den mødte på sin vej. Det var en fantastisk oplevelse at gå ud langs fjordarmen. Fjeldkanten på den modsatte side var halvt belyst af den sol, der næsten ikke var nået at gå ned, og halvt henlå den i en form for oplyst tusmørke. Der var ingen lyde overhovedet. Længe før jeg nåede ud til mødet mellem hoved- og sidefjord, var min tålmodighed sluppet op. Jeg krøb forsigtigt ned af den stejle stenvold, der fortsatte direkte ned i fjorden med en faretruende hældning. Jeg søgte efter en plads, hvor jeg kunne stå nogenlunde i balance og samtidig have en fair mulighed for at ” bondelande” en fisk. Mit første bud på en fristende udfordring til forhåbentligt bidelystne grønlandske ørreder var en 12 grams Meps med en skrigende orange farve. Mindre end et sekund efter at min spinner var sat i gang, var der bid. Grønlandske ørreder ved, at deres odds er barske. Maden skal der ikke smages på. Den skal ned, og så skal jagten fortsætte. På samme måde har grønlandske ørreder en meget aggressiv måde at signalere, at de ikke bryder sig om ikke længere at være helt i kontrol over situationen. Min første ørred huggede, gik lidt ned, så op , og så trak den linen helt oppe i overfladen så langt, jeg lod den gå. Hjemmefra havde jeg valgt at fiske let. Ni fod, men meget bøjelig – og kun 0,2 mm. Hurtigt fandt jeg ud af, at jeg godt kunne have valgt et større grej. Grønlandske ørreder klarer som laks tilhugget selv – det er en konsekvens af deres meget hårde fremfærd. Jeg fik stillet bremsen ind på den første fisk. Og jeg var imponeret over, hvor megen modstand der skulle til for at kunne styre 3 kilo vild ørred. På en time fik jeg seks flotte fisk. Jeg tror succesraten var i nærheden af én i fire. En helt utrolig mængde fisk må have sværmet ind langs fjordkanten på jagt efter føde. Det er et eventyr, der ikke kan fortsætte. Lykkelig er den, der får lov til at opleve det. Vores ansvar er at arbejde for, at en delmængde af eventyret får lov til at bestå for dem, der måtte komme efter os. Mine seks fisk var rigelig for mig – både som oplevelse og som vægt. Den mindste vejede nok 2 kg. Den største i nærheden af 5. Når man traver hjem til en sølle rød rønne, midt om natten, men med fjeldsiden helt rosarødt belyst, med nethinden fyldt med fiskelinie, der skærer igennem en stålgrå vandoverflade trukket af en urkraft i form af verdens mest agressive ørredfisk, er det vanskeligt at vælge : Vil du have tiden til at stå helt stille, fordi livet aldrig kan blive mere intens eller smukt. Eller vil du hjem og dele dine oplevelser med dine venner. På den lange bane valgte jeg rigtigt og gik hjem. På den korte bane var det et antiklimaks. Først skulle jeg skræve over rødvinssovsens stadig livløse faderskikkelse. Så skulle jeg overskue den resterende flok. Det var et syn langt fra Kong Arthurs flok af riddere om det runde bord. Men jeg var lykkelig for mine seks flotte fisk. Efterhånden som de øvrige tilvalgte oplevelse frem for puppetilstanden i deres soveposer fik jeg en sceneplads, der tilnærmelsesvis stod mål med, hvad jeg havde forventet. Den lille – men store ” white-hunter ” fra Afrika, der havde frosset siden han bookede rejsen, var mest interesseret. Han havde været parat til at leve godt indpakket i verdens mest moderne anti-fryse-udstyr for at give sin langlemmede, isskosse-udfordrende lærling hans fødselsdagsgave. Nu fik hans langsomt – af kulde -døende legeme et mål, der kunne give en smule varme. I løbet af de næste dage landede han mange store og flotte fisk. Men varmen fik han aldrig. For os alle blev det en besættelse at fiske, når vandstanden var for stigende, og der ikke var jagt. Mange af os havde prøvet godt – og rigtig godt fiskeri før. Men dette her var helt uovertruffent. Vi fik på fire dage, hvoraf man kun kunne fiske effektivt fire timer pr. dag, over 250 fisk på fire effektive stænger. Vægten lå på mellem 2 og 5 kilo. Og der var stort set ikke mistede fisk, fordi deres agressivitet var så overvældende. Samtidig var de meget robuste. Dem vi ikke tog med, og det var med vores fangsttal mange, var meget hurtige til at glemme deres korte fangenskab for enden af vores 0,2 mm linie. Vi fik dem stegte, grillede, kogte og gravede. Og vi brugte en del af vores konserveringssalt til moskushuderne til at salte nogle af de største til brug senere. Uanset hvad vi gjorde ved dem, smagte de fantastiske. De var ildrøde i kødet, helt møre og meget, meget smagfulde. Vi klarede hele kokkearbejdet på egen hånd. Det var vores bedste alternativ i øjeblikket.

Holger med resultatet fra et par timers fiskeri efter Arctic char. Bagefter skulle der fileteres!
Jeg kan ikke vente med at komme derop igen. Og samtidig ved jeg, at den slags eventyr kun er der, sålænge der kun er få, som kender indgangen til hulen. Der er brug for folk med høj moral og stor hengivenhed til naturen for at forvalte adgangen til en så generøs natur. Lystfiskeri og trofæjagt er velfærdsaktiviteter for mennesker, der har behov for oplevelser i en stram hverdag. Alene ordene lyst og trofæ signalerer meget. Når vi lystfisker i Karup å, eller vi purcher et trofæ midt i den danske forårsskov er vi omgivet af danskere, der ryster på hovedet over, at vi vil bruge tiden på noget sådant. I Grønland og mange andre steder, er vi omgivet af en befolkning, der ser os komme langvejs fra, bruge tusindvis af kroner på transport og fortæring, for alene med oplevelse og fornøjelse for øje at bruge af de ressourcer, der i århundreder har udgjort en vigtig del af eksistensgrundladet for deres liv. Der er vel ikke mange, der i dag har sympati for nedslagtningen af de store bisonflokke i Amerika blot med det formål at skaffe huder. Det er ikke nok at betale sig til retten til at høste af naturen. Det skal gøres på en ordentlig måde. På Grønland betyder det, at alt kød skal med ud. Der er langt ind i fjeldet. Der er ikke mange fliser. Det er vanskeligt terræn. Og når oksen ligger der, skal den parteres, udbenes, i poser, op i rygsækken og så bæres helt tilbage til hytten igen. Derfor jager man ikke alene. 3 eller helst 4 mand sammen er bedst – så kan man altid bære én okse ud, og til nød to. Lærlingen og Jens skulle skyde først, fordi de kun havde to dage at bruge. Vi andre trak lod. Nordmændene fik 3 og 4. Jeg fik nr. 5 og Henrik måtte sidst i køen. Første tur var som nævnt uden resultat. Den gamle white-hunter var ikke med, fordi han frøs. Han sad i stedet hele dagen på solsiden af den røde bygning og spejdede op i fjeldet og noterede sig, hvor fjerne moskus-flokke krydsede. Den gamle white-hunter tog med på næste tur sammen med hans lærling og Jens. Lærlingen havde taget lange bukser på. Og Jens slog Robert Redfords rollefigur i Out of Afrika som Dennis med mange meter – meget mere hår på arme og ben, meget mere blå øjne, meget mere adræt og beslutsom og meget mere målrettet og ærlig. Det er godt, vi har den slags folk til at sørge for ordentlige toiletforhold for de ældre.

En enlig moskus tyr, som ikke helt er klar over, at hans live er i overhængende farer.
De tre fik sammen med Den store Dansker, Sven, en meget vellykket jagt. De søgte op i et område, hvor vi fra lejren havde set to tyre bevæge sig. Tyrene var ikke stationære, så der skulle arbejdes og søges en del, før de blev lokaliseret. Der lå de så – den gamle, store white-hunter med sine to drenge – med to flotte trofætyre for sig. Så er det igen, at tiden godt kan stå stille – for så bliver det ikke bedre. En tanke tyrene gerne have støttet. Sådan blev det ikke. Næsten samtidigt lød skuddene, og begge tyre tumlede om. Moskus dør på en kluntet måde. De er for firkantede og for lavbenede og for fyldt med uldtjavser helt ned til sten og lav til, at det bliver elegant. Og når de ligger der, ligner de næsten med det samme en gris, der har ligget lidt rigeligt længe før folkene fra destruktionsanstalten kom forbi. Men før de tumler er de på deres egen lidt sære måde elegante. De glider igennem landskabet – også når de løber, fordi deres pels er så lang. Når de går og står bølger deres pels, fordi den er så fingerlet i hår og underuld – en af de fineste og dyreste i verden.

Benny's tyr.	Jens's tyr som faldt blot et par sekunder efter.
At flå den, er derimod alt andet end fingerlet. For fire mand tager det en god time, før det hele er overstået og alt kødet er pakket i rygsækken, og den heldige skytte har fået hoved og skin pakket sammen. Og du fredsens, hvor man lugter bagefter. Da al glæden over det vellykkede forløb af jagtturen havde lagt sig, begyndte virkeligheden at gå op for selskabet. Det var godt,at det var den store Sven, den bomstærke og langskæggede lærling samt Robert Redfords overmand , Jens, der var på denne tur. Den gamle white-hunter tog rifler og kikkerter og gik hjem til lejren for at bede om forstærkninger. Vi drog ud i fjeldet, og halvvejs mødte vi de tre, der tilsammen må have båret på noget i overkanten af 200 kg. kød, skind og trofæ. De var slidte – og de var tørstige. Havde kokken også lavet sovs af vores øl, havde de tre aflivet ham på stedet, da de kom tilbage. Det er ufatteligt så træt, man kan blive, og alligevel bare fortsætte.

Der er ikke megen hjælp at hente når man jager i Grønland i sommer perioden.	Fantastisk udsigt fra hvor Niels's moskus forendte.
De næste 24 timer arbejdede de to heldige jægere med at forberede deres trofæer til hjemtransport. De ville ikke være afhængige af lokale speditører, men selv bringe dem hjem. Vi andre fulgte med i arbejdet og fik en stor forståelse for, hvor meget arbejde, der skal gennemføres, før et trofæ og et halsskin er parat.

Når man først er blevet læsset med 50 kg. moskus kød har man ikke noget problem med at holde varmen	Benny og Jens skinner de to tyrer til hovedmontering.
Næste par var nordmændene. Det var efter, at vores sydafrikanske islæt var draget afsted. Som sagt havde de på fineste måde renset deres trofæer på alle leder og kanter, så det skulle kunne passerede de nødvendige kontroller. Vi bad dem om også at tage kokken med. Han var ikke blevet puslet om med samme omhyggelighed som de to hoveder med halsskin af moskus. Men vi var alle enige om, at vi i fællesskab havde været meget omhyggelige med at tilse og vende ham, så han uden større risiko kunne transporteres tilbage. Det var ikke svært at overbevise kokken om, at vores sted var så ydmygt, at han kunne bruge sine evner bedre et andet sted. For mig selv passerede den tanke, at kokken var ved at erkende, at der måske var bedre og flere råvarer for hans specialiteter andet steds. Nordmændene startede ud med Sven på det ,som nordmændene bagefter kaldte en straffekespedition. Sven er som sagt ikke en svækling. Dem, der har læst bøgerne om Walt Slade, kender typen. Mere end to meter høj. Et tøndeformet bryst. Skuldermål knap det dobbelte af hoftemål. En underkæbe så stor, at ingen styrthjælm vil passe. En skridtlænge på over én meter – helt uafhængig af underlag. Den type, der kan tisse uden at holde, selv når det er koldt. Sven nærer store og forståelige følelser for Grønland. Det gør alle gode danskere. Nordmændene har længe direkte og i dølgsmål søgt at tilkæmpe sig ejerskab over landet. Den danske regering og alle retsindede danske kæmper imod normændene på dette område. Svend kæmpede sin egen kamp. Svend vidste udmærket godt, hvor de gode okser gik. Som havde de alle en GPS indsat i nakken førte Svend de to nordmænd i et hæsblæsende tempo rundt i dale og op igennem kløfter til småsøer, hvor han vidste, der aldrig havde været en moskus. Nordmænd tænder kun på noget, der kører på sne, is eller kunstigt græs. Ellers er de reflektoriske. Sådan var det også med vores venner – Ola og Niels. Det lykkedes Svend at få nordmændene rundt i fjeldene uden at se noget. Næste dag skulle vi prøve igen. Det samme grundarbejde med at komme godt 5 km. ind i landet og op i højden. Pludselig ser nordmændene for enden af en side dal en flok moskus. Jagten starter. Når man først har opdaget moskus og vinden ellers er god, er det ikke svært at komme tæt på. Moskus flytter sig ikke meget, når de ikke føler sig presset. Og bortset fra fært, skal der meget til at presse. Det tog en lille time, så var nordmændene på plads. Men landskabet snød. Der gik en rimelig tyr med en ko og to kalve på den ene side af en lille bakke. Og der gik en endnu bedre tyr med to køer og en kalv på den anden side. For os, der aldrig havde skudt moskus før, var det meget svært at se, hvad der var godt trofæ – og hvad der ikke var. Da tilladelsen til skud blev givet faldt den rimelige tyr og koen hos den – mens den gode tyr gik fri. Af den simple årsag, at skytten ikke kunne se den, hvilket jagt-guiden kunne. Så er der behov for selvbeherskelse og diplomati. Nordmændene har dog stadig en slagkraftig flåde, og grønlænderne kunne måske godt tænke sig at støtte et internt mytteri overfor danskerne. Heldigvis var vores norske venner af megen højbåren slægt. Selv om de kunne have bølle-tævet vores jagt-guide med baseball-bats, tog de det med fatning. Specielt Niels, der fik fornøjelsen – eller mangel på samme – af at skyde koen – var et eksempel til efterligning. Niels er læge. Han er ikke gammel. Han ser faktisk rigtig godt ud. Han var dengang ugift, men efterstræbt ifølge kaminpassiaren. Han må have haft mange patienter med fatale diagnoser, som han har forberedt sig på at orientere dem om for at udvikle den selvbeherskelse og ro, der udstrålede af ham, da han henvendte sig til Sven med ordene: ” - Er det der en pæn okse efter dine forhold ?? ” Efter den oplevelse er jeg ikke så bange for nordmænd, som jeg har været tidligere. Eller måske var det blot en begavet norsk læges refleksion over, at hvis han skulle slås med en dansker, så skulle det altså ikke være Sven. Vi vidste alle sammen, at det nok var en ommer – så Niels fik sin okse senere på en jagt, som han og Ola selv gennemførte efter norske model. Se – mere end gå –plejer at være et godt råd i åbent terræn, og det fulgte de to drevne rensdyrjægere med fint resultat. Min okse var en rigtig god oplevelse. Vi var på vej ned fra fjeldet og var netop passeret en ryg, hvorfra vi for første gang kunne se ” det røde hotel ” for enden af fjorden. Vi skulle gå langs kanten af en sø. Men netop som vi kom frem til et klippefremspring og fik frit syn til søen, kunne vi på den modsatte side se en rigtig pæn tyr og en ko gå i vandkanten. Det var et større selskab denne dag. Nordmændene havde skudt deres to dyr og var rigeligt læssede til ,da vi var på vej hjem. To moskus fylder godt. Som nummer 5 på listen var det pludselig min tur. De andre satte sig på fjeldsiden og fulgte forløbet. Mig og min guide fik fornøjelsen af at gennemføre en omgåelsesmanøvre på en times tid – om bag fjeldryggen igen og op på den anden side af søen. Vinden var god, og underlaget godt, så vi havde ikke store hensyn at tage – vi skulle blot hurtigt frem, før tyren og dens flok flyttede sig. Da vi var kommet om på den rigtige side af sø og fjeldryg og var på vej opad igen for at komme til at skyde ned på oksen ved kanten af søen, blev vi forstyrret i vores plan, fordi der pludselig kom to køer og to kalve frem på en klippeafsats ret til højre for. Vi vidste, at hvis der var en moskus, der løb, så løb alle moskus i området. Derfor skulle vi undgå køerne og kalvene. Der var kun at vente på, at de forlod fjeldryggen. Og så pludselig kom der også en tyr frem. Nu var vi i tvivl. Skulle vi skyde ham , der så ganske pæn ud. Eller skulle vi prøve ham ved søen, der også havde set ganske pæn ud. Eller var det den samme tyr. Ham fra søen kunne sagtens være gået op på fjeldryggen. Min guide traf den rigtige beslutning: ” - Det er ham fra søen. Kom frem til den store sten 20 meter fremme og se, om du kan nå ham. ” Køerne var begyndt at røre på sig og trække væk fra klippekanten. En enkelt kalv gik stadig og nippede, og tyren syntes at vente på den. Jeg nåede frem til fast anlæg. Tyren stod små 200 meter ude eller nærmere oppe på en klippeafsats . Den stejlede og faldt bagover, rullede ned ad skrænten , da kuglen ramte den højt. Der var brug for et fangstskud på halsen, da vi nåede frem i næsten samme tempo, som køer og kalve tog flugten. Det øvrige selskab havde kunnet følge hele sceneriet fra den anden side af søen. De så, hvordan tyren blev urolig og søgte op over fjeldet. Nu kom de op for at dele glæden med os. Det var en rigtig flot tyr. Meget bred og næsten uden mellemrum. Jeg var glad og lykkelig, men meget træt, da jeg fik taget de traditionelle billeder. Det var lidt blodigt, fordi min tunge kugle i en 300 WM havde gjort et solidt indhug i lungerne og derfor tilført oksens sidste åndedrag en ny substans. Éns hukommelse er en fantastisk ting. Du kan tænke tilbage på et år og stort set ikke huske noget - måske er det fordi du er blevet gammel. Og så er der alligevel nogle billeder eller forløb, der bliver stående lyslevende igennem hele dit liv. Måske kommer der endda endnu flere detaljer med, som tiden går. Du bygger efterhånden din egen fortolkning op om nogle enkelte faktuelle søjler. Sådanne fantom-billeder er dine egne. For ingen andre har set dem. Derfor er de dejlige at have. Og er der med tiden behov for at pynte lidt på billedet er det en smal, men også – på en pæn måde – vellystig øvelse at gøre. Min moskus-jagt kommer til at høre til den slags fantom-forløb. Når jeg kigger op på væggen på den store moskus-skal skal jeg blot lukke øjnene et øjeblik før hele filmen ruller igen. Vi var allerede overlæsset med nordmændenes to moskus, så vi nøjedes med at tage hoved og skind med. Resten blev hentet næste dag fra morgenstunden. For mig var det et triumftog tilbage. En gammel mand, det terræn og den jagtoplevelse. Det er utoligt så godt man sover på et ganske ubekvemt underlag efter sådan et par dage med intens jagt og fiskeri. Man hyggesover ikke. Man dør og man genopstår - til næste jagt eller fisketur. I sådan en situation må man gøre enkelte kompromisser. Hygiejne var et. For det første var det svært at få tid til det, fordi der var så meget at lave med jagt og fiskeri, og fordi vi var så udmattede, og fordi vi skulle bruge tid på at kompensere for og passe på kokken. For det andet er hygiejne en meget ubehagelig øvelse: - Når du er på den anden side af den nordlige vendekreds, uden indlagt vand eller mulighed for at varme vand. - Når du ligger som puppe i din sovepose med alt tøjet på, fordi det simpelthen er for koldt at gøre noget andet. - Når du ved, at det eneste vand er det, der strømmer i den lille elv, og som kun lige har forladt kanten af indlandsisen. - Når du ved, at de andre lugter mindst lige så meget som dig selv. - Og når du har mast rundt med et halvt dusin moskuskroppe og lugter derefter. Så er det, at du får et midlertidigt afslappet forhold til hygiejne. Et par andre kompromier var toiletforhold og opvask. Men lad det ligge. Vi var efter tre dages intensiv jagt alle ved at være godt tærede. Norske Niels, der havde fået anvist en ko, og slagteren Henrik, der havde parteret og udbenet til den store guldmedaille, var nu de eneste, der ikke havde et trofæ. For at gøre historien kort drog norske Niels og Ola på egen hånd i fjeldet og jagtede på deres måde – op i højden og så spejde. Videre til næste top – og så spejde. Og Niels fik en fin okse. Henriks okse var en selvmorder. Den kom gående helt oppe fra fjeldkanten og næsten ned til hytten for at blive slået omkuld af Henriks kugle. Sådan endte den moskusjagt. Alle fik deres okse, og alle fik en oplevelse for livet. Alle var vi taknemmelige for, at vi fik lov til at opleve dette stykke meget storslåede, smukke og sårbare natur.

Vi nåede også lige et besøg ved indlandsisen. Billedet her er taget ved midnatstid !