Dette er afdelingen, hvor interesserede vil kunne følge og se fotos fra de seneste jagtsafarier - oftest samme aften som personalet returnerer fra bushen. Dermed gives også et godt billede af hvad der kan forventes af en jagtsafari hos Jensen Safaris, især m.h.t. til trofækvalitet og antal stykker vildt nedlagt på det opgivne antal jagtdage.

 

Vi har været på en Minisafari ved Bushveld West, og startede med at nedlægge en sortrygget sjakal, men gennemførte også vor traditionelle drivjagts såt på stedet. Denne gang blev der nedlagt både en zebra og en impala - se mere på filmen herunder:
 


 

 
 

Jagten på hjortevildt har efterhånden bragt mig til fjerne områder af kloden, og denne gang gjalt det jagten på sambar hjorten, som er en af verdens største hjortevildtarter i kropsstørrelse, omend geviret minder mere om rusa hjorten end kronhjorten. Den stammer fra Indien, men blev ligesom mange andre hjortevildtarter indført til New Zealand i den 18. århundrede. Sambar hjorten kom dertil i 1875 fra Ceylon, og findes udbredt på nordøens sydvestlige hjørne. De fleste nedlægges desværre på små hjortefarme, men der findes dog en fritstående bestand, som med de rigtige kontakter er tilgængelige for jagt. Se YouTube filmen fra turen her:
 


 
På vej ud til jagtområdet kørte vi igennem byen Dannevirke, som tydeligvis har et skandinavisk baggrund - her lykkedes det os at sikre en livsvigtig forsyning af Tanqueray Gin til jagtturen.
Mine guider var Bob og Marcell - sidstnævnte arbejdede sidste vinter for mig i Sydafrika, og efter 2 dages flyvning fra Sydafrika gik det direkte afsted mod jagtområdet allerede på ankomstdagen. Jagt på sambar er meget vejrbetinget - det sker helt på dyrenes vilkår, da de lever i meget tæt bush, og i dårligt vejr ser man ganske enkelt ikke noget til disse dyr. Heldet var dog med os - den første aften var badet i solskin, men vejrudsigten for de følgende dage var ikke for god, så vi var klar over at det var bedst at udnytte den første chance, når og hvis den kom. Den første aften så vi omkring 25 dyr, heraf 6 hjorte, men ingen af dem var store nok til afskydning, og det gjaldt for alle dyrene at vi kun så dem i korte perioder, når de passerede et åbent område i bushen, og alle på meget lang afstand.
Den følgende morgen fik vi hjælp at landejeren og hans søn, som holdt øje med det område hvor vi havde tilbragt den foregående eftermiddag. Vi så kun et eneste dyr, men det var til gengæld den udvoksede hjort, som vi havde håbet på at møde. Billedet herover er et "screenshot" fra video optagelserne, som i nær fremtid bliver redigeret. Marcell fik nogle fantastiske optagelser af skudøjeblikket - bl.a. fordi vi havde hjorten i forholdsvis åbent terræn på den modsatte bjergside - kun ca. 120 meter fra vort opholdssted.
Disse billeder viser hvor hjorten faldt - skuddet sad lige bag ved forbenet, hvilket jeg valgte pga den tætte bush. Kaliberet var 375 HH Magnum, og den kan jo nok gå igennem nogle kviste uden den store påvirkning. Det tog os godt en time at kravle op til hjorten, og yderligere en halv time hårdt arbejde at få den lagt pænt op til fotografering.
Glæden var stor, da vi nåede frem, og sikke et smukt dyr, som mere end opfyldte min drømme om et sambar trofæ. Klokken var kun 9 om morgenen, og vi havde god tid til at nyde den nedlagte hjort, og klippe os fri af det meget tætte buskads!
Jeg skinner altid selv hovedskindene fra nedlagte dyr, når jeg er på rejse i udlandet, men bagefter tog Bob rygstrenge og køller, og dermed var der læs på rygsækkene. Jeg bar selv hovedet, hvilket gav mig rimelige udfordringer, når den skulle bugseres igennem det tætte buskads, som visse steder næsten er uigennemtrængeligt.
Bob slapper af ovenpå strabadserne med at bære kød og trofæer ud fra bushen - labrador tæven Jessie følger ham overalt - også på ATV'en. Det var ikke lykkedes os at få radiokontakt med farmeren og hans søn, men da vi omsider havde fået bjerget trofæ og kød, dukkede sønnen op med endnu en ATV, og det var meget handy for transporten.
Med det jagtheld var der pludseligt tid til overs - jeg havde afsat 5 jagtdage til denne normalt vanskelige vildtart, og mit ønske om at opleve sydøen kunne gå i opfyldelse. Vi returnerede til Napier, hvor jeg fik fat i en lille lejevogn fra "Rent-a-Dent" og så gik turen mod Wellington, hvor en færgebillet til Picton blev bestilt til næste morgen. På havnen ventede adskillige jægere, for den meste jagt i New Zealand foregår faktisk dernede.
Det blev en smuk sejltur over Cook strædet, som ellers kan være en strækning med høj søgang, så jeg nød turen ude på fordækket, og kunne efter 3½ times sejlads stævne ind til havnebyen Picton på sydøen.
Her ventede en køretur ad Queen Charlotte Drive gennem de mest fantastiske landskaber, og jeg måtte gøre holdt mange gange for at nyde udsigten og lave nogle filmoptagelser.
Efter en smuk køretur ned langs østkysten (hvor jeg stiftede bekendtskab med mit livs dyreste hummere!) endte jeg i Christchurch, hvor jeg besøgte min kollage Per Agerlund Jacobsen - en frisk ung gut, som lever eventyret på New Zealand, og ikke blot fungerer som professionel jæger, men også som udlejer af udstyr til de mange unge danskere der i disse år begiver sig på jagt i New Zealand på egen hånd. Her foreviget sammen med assistenten Nicolaj Brun fra Thy og hans nærmest verdensberømte hund "Andy"! Iflg. Per befinder der sig p.t. omkring 75 unge danskere på jagt i New Zealand - mange inspireret af de foredrag, som den gamle Ugens Rapport redaktør Freddy Wulff har holdt rundt omkring i Danmark i de seneste to år. Det har for alvor tændt interessen blandt de unge eventyrlystne, fordi det nok er det sidste sted i verden, hvor man kan gå helt gratis på jagt på "public land", selvom der er visse praktiske og klimatiske udfordringer!
Fra Christchurch gik turen nordpå gennem smukke bjerglandskaber, og mange fotostops undervejs. Naturen er barsk i New Zealand, og ikke mindst indbyggerne i Christchurch har gået meget igennem med hyppige jordskælv - Per's smukt beliggende hus var hårdt ramt, og han har brugt mange kræfter på at istandsætte det efter omfattende skader.
Turen gennem Arthur's Pass var meget smuk - et fantastisk bygningsværk at føre en vej igennem dette uvejsomme landskab. Maksimum hastighed på New Zealand er 100 km/timen, og det er faktisk tilstrækkeligt, da der ikke er mange lige vejstrækninger - de fleste veje snor sig omkring bjerge og vandløb!
Grønne marker med malkekøer og får ser man overalt på New Zealand - det passer ind i naturen, og dejligt at se intensiv landbrugsdrift og fri natur trives side om side. Landet har en kæmpe eksport af mejerivarer, frugt og grøntsager.
Fra bjergene gik turen mod vestkysten, med første overnatning ved Greymouth.
Disse smukke irisblomster pryder mange rabatter i New Zealand, men ved nærmere efterforskning viser det sig Gudhjælpemig at de stammer fra Sydafrika, og i dag opfattes Montretia'en som en snylter på lighed mod de farverige "Cosmos" i Sydafrika, som kom hertil fra New Zealand med hestefoder under anden verdenskrig - den plante viser sig til gengæld at stamme fra Mexico!
På vejen til Westport langs med vestkysten nåede jeg også at besøge de berømte "Pancake Rocks" ved kysten - det ene sted smukkere end det andet.
Der blev også lejlighed til en afstikker mod Cape Foulwind for at se kolonien af søløver.
Hjorteavl er meget udbredt i New Zealand - det må siges i nogen grad at være medaljens bagside, når disse tamme hjorte opdrættes med stambog og udbydes til aflivning, for jagt kan man ikke kalde det. De fleste hjorte opdrættes dog for salg af de endnu ikke udviklede gevirer, som saves af og sælges til medicinsk brug i Kina, mens de stadigvæk er i bast. Lidt kedeligt at se de prægtige hjorte uden gevirer, og en skam at et så fantastisk jagtland udbyder sådanne dyr til jagt - helt på samme niveau, som når nogle af vore kollegaer i Sydafrika tilbyder aflivning af dåseløver og diverse dyr fra Zoologiske haver. Det er jo slet ikke nødvendigt, men en konsekvens af grådige uetiske operatører og - skal det nødvendigvis tilføjes - en del jægere med en større pengepung end jagtmoral!
Da jeg passerede gennem Murchison, erindrede jeg at have haft bestyrerparret fra en danskejet farm på besøg, og jeg fandt dem også langt ude af en grusvej. Der var dog ingen hjemme, men jeg anbragte en diskret hilsen i form af to firma kasketter på dørhåndtaget. Huset stod helt åbent - på New Zealand låser man ikke dørene på landet - ganske som i de gode gamle dage i Thy!
Efter en overnatning i Picton gik turen tilbage mod Wellington og nordøen. På den sydgående færge lykkedes det mig at anvende 6 forskellige sprog, inkl. Afrikaans, men denne dag mødte jeg en hyggelig dansker fra Auckland, Jan Thomsen, som godt nok var født og opvokset på New Zealand, men stadigvæk talte et udmærket dansk. Det var en god oplevelse, og vi fik en hyggelig snak under overfarten.
Ruten besejles bl.a. med aflagte danske færger fra Storebæltsoverfarten - dansksprogede skilte og interiør vidner om at man måske selv engang har sejlet med færgen til Djævleøen, men det er nok tvivlsomt om gubben på billedet er klar over det.
På vejen tilbage aflagde jeg besøg på kirkegårdene i Dannevirke og nærliggende Norsewood for at studere områdets skandinaviske baggrund. Jeg vil læse lidt mere op om dette fænomen, men nogle af danskerne var sømænd, og andre var vejarbejdere, som bosatte sig i området i slutningen af 1800-tallet.
Tilbage i Napier ventede der endnu en sidste jagttur på kronvildt i bjergene - en helt fantastisk oplevelse blev det, selvom dagen startede lidt surt med fire forbiere på lang afstand, men det får I at se på filmen. Vi har mistanken om at det var riflen der havde fået et stød, for alle skuddene sad en halv meter for højt, men den gode nyhed er at vi derefter blev tvunget til at kravle rundt i bjergene mellem brunsthjorte i tæt bush. Det blev en helt utrolig jagtoplevelse, og jeg fik til slut nedlagt en kronhjort på ganske kort hold.
Til slut gik det mod Lake Taupo for aflevering af trofæer til et dansk-New Zealandsk konservator par, og dermed kunne vi afslutte turen for denne gang. Næste dag fløj jeg over Lake Taupo og fik derfor sagt endnu et farvel til magiske New Zealand.
 
 
I påsken gennemførte vi endnu en safari med høje temperaturer i den meget grønne bush. Vi kom ikke sovende til resultaterne, men fik til gengæld kvalitetsjagt hele vejen igennem, for bushen er stadigvæk meget grøn og våd efter det sene regnfald ved Limpopo. Trods det, og det faktum at både hustru og børn skulle nedlægge vildt, så fik vi et godt jagtligt resultat, selvom vi godt kunne have taget et par arter mere, hvis vi ikke havde været helt så kritiske med at skyde helt udvoksede trofædyr. Den beslutning var alle parter dog glade for, og for mig var et dejligt at se endnu en dansk skytte kollega på besøg, og gøre nyt om erhvervets nuværende udfordringer og aktører!
Datteren havde en zebra øverst på ønskesedlen, og det lykkedes på en spændende pürsch. Det er bestemt ikke det letteste stykke vildt at nedlægge i området, men nu er zebra skindet i hus, og den unge jæger med rette stolt over en velplaceret kugle.
Forbavsende nok kom turen til at så i vortesvinenes tegn, selvom de jagtlige forhold ikke var optimale for denne art. Det blev til 3 orner, og kunne sagtens være blevet til fire, hvis ikke den sidste chance var blevet fravalgt. Vor bayerske bjergschweisshund Harald av Fjellstølen frydede sig, for han tager en særlig interesse i netop denne vildtart.
Minsandten om ikke fruen leverede turens største orne - og var rævestolt!
Øverst på sønnens ønskeseddel stod en kudutyr, og selvom vi ikke så meget til denne sky vildtart i den tætte bush, så lykkedes det på andendagen at få nedlagt en tyr.
Den røde ko-antilope stod slet ikke på nogen ønskelister, men da buddet kom til en fin tyr, blev den nedlagt med et velrettet skud fra kunden 8x57 JS (desværre en såkaldt Blæser, som gav betragtelige mekaniske problemer, men kalibret fejlede ikke noget!).
Jeg vil ikke påstå at bavianen er min yndlings vildtart, men de gør stor skade på både bygninger og hochstand på området, så landejeren ser gerne at der nedlægges nogle hvert år. Det blev til hele 3 handyr - især den første herover er en voksen karl!
Alle tre jægere der havde gemsbuck (oryx antilope) på ønskesedlen fik nedlagt et fint trofæ. På denne årstid snupper vi nogle få gamle køer, som har enormt flotte trofæer, men som vi ikke kan nedlægge på andre årstider, da de sætter kalve ret tidligt på vinteren.
Den sidste oryx var til gengæld en tyr med kortere, men tykkere horn, og den gav jægeren lejlighed til at se et stykke fint sporarbejde, da den med en ellers fin kugle på bladet tog på farten, og først blev nedlagt et par km. fra skudstedet. Det var en spændende oplevelse, og når enden er god, er alting jo godt.
 
 
Jagtsafarier i sommermånederne er ikke noget vi er så begejstrede for, men når gamle gengangere kommer på besøg, og især i dette tilfælde ønsker at holde 80 års fødselsdag i Sydafrika, så rykker vi naturligvis ud, selvom bushen er grøn og ofte våd, og jagten en del sværere end i jagtsæsonen marts-september. På ønskesedlen var en zebra, og den fik vi på en snedig pürsch på andendagen, og så et vortesvin som bonus.
 
 
Sæsonens første kommercielle jagtsafari gik til Limpopo Tented Camp - også med en genganger der denne gang ønskede at jage nyala og vandbuk. Førstnævnte lykkedes, trods den tætte grønne bush på årstiden, og vi så mange vandbukke, men de snød os hver gang, og dem må vi tage revanche på næste gang!
Til gengæld fik vi bonus i form af en virkelig god stenbuk, og det er jo en størrelse som vor sporhund Harald av Fjellstølen kan magte!
Sjakaler nedlægger man gratis på vore jagtsafarier, og denne her kom tilfældigt forbi under en pürsch og blev vedlagt med en velrettet kugle - en sortrygget sjakal - endda en særdeles stor han.
 
 
Traditionen tro skulle vor kokkemand have et trofæ med hjem, efter at have passet kødgryderne i vor højsæson, og Mads fik da også nedlagt en fin blisbuk - hans første stykke vildt nogensinde. Senere lykkedes det ham at køre bilen i sænk i et sumpområde, hvilket gjorde ham knapt så populær, og tiden blev fordrevet med lidt kortspil, indtil traktoren kom frem og hev os op!
Også vor nye assistent Mikkel fik et fint blisbukke trofæ med hjem.
 
 
Vor assistent Joachim returnerede i midten af januar til fædrelandet, men nåede forinden at tilføje en zebra som sidste art til samlingen, og lige nu farer han rundt i New Zealand's bjerge sammen med min lokale kammerat Marcel.
 
 
Nicolaj Holbæk Bjerg er søn af Susanne og vor afdøde jagtleder Benny Bjerg, og har netop fyldt 10 år. Han startede den jagtlige karrierre i en alder af kun fire år, hvor han nedlagde et vortesvin, og efter en pause er der nu kommet gang i jagten igen, og han har  tilføjet yderligere 4 arter til samlingen - en impala fra Limpopo, en blisbuk fra Highvelden, en zebra fra Bushveld West og senest en springbuk fra Highvelden.
 
 
Vi gennemfører kun undtagelsesvis jagtsafarier i sommerperioden oktober-marts, fordi vi ønsker at give vore gæster optimale jagtoplevelser i behagelige tempeturer uden risiko for at få jagtdage spoleret i regntiden. Det viser sig jo gang på gang at de bedste trofæer nedlægges i slutningen af jagtsæsonen, hvor bushen ikke længere er så grøn, og dyrene mere afhængige af vandhuller og lettere lader sig pürsche. Undtagelsen i denne uge var at disse to brødre allerede havde været på en jagt ved Limpopo tidligere på året, men nu havde et arbejdsmæssigt besøg i Sydafrika, og så var det jo fristende at forlænge opholdet med et par dage i Drakensbjergene, hvor temperaturerne trods alt er lidt mere moderate.
Det meste af jagten i Drakensbjergene foregår på friland, og for 20 år siden udsatte landejeren på min anbefaling en lille flok almindelige rørbukke (Common reedbuck) på området. De første år så man dem sjældent, men stille og roligt er der nu etableret en bestand, som i år for første gang tillod en afskydning af to gamle bukke. Det var en dejlig fornemmelse at så mange års tålmodighed blev belønnet med to smukke trofæer, og så sparer vi de 4 timers kørsel frem og tilbage til Natal Midlands, hvor vi tidligere jagede denne art.
Jagtbilen måtte holde hårdt for i det stenede landskab, og der røg da også et enkelt dæk, men her er vi oppe på højsletten med en smuk udsigt ud mod den højeste del af Drakensbjergene ved grænsen til Lesotho.
Bestanden af den lille oribi har været knapt så stor en succeshistorie - for år tilbage var de ganske talrige, men lokale krybskytter som jager med hunde, og en vækst i bestanden af sjakaler og ørkenlos har desværre medført at vi ikke længere får licenser til afskydning af denne art - kun i det østlige Kapland, hvor vi hvert år har en enkelt permit, som vi kun sælger til jagtkunder, der tidligere har anvendt os, og som mangler denne specielle art i samlingen. Til gengæld er der siden sidst blevet introduceret 3 giraffer til området - en tyr og to køer, og det bliver spændende at følge dem i de næste år, selvom arten ikke just har nogen større jagtmæssig betydning.
Begge jægerne fik også nedlagt blisbuk - både den hvide version og den almindelige.
En meget heldig jæger med en god kudutyr - ikke lette at jage i de tætbevoksede dalsænkninger, men minsandten om det ikke lykkedes på selv denne korte jagt!
En gammel bjergrørbuk med tykke horn lykkedes det også at nedlægge, og dermed var trofæparaden efter den korte jagtsafari komplet.
 
 
 
Vi havde forsøgt at jage penselsvin i måneskin, men havde ikke haft heldet med os, så vi returnerede til Pretoria, hvorefter vor assistent Joachim var så heldig at nedlægge hele to af slagsen, og desuden en grå dykkerantilope og en stenbuk (herover).
Til slut fik Joachim også nedlagt en fin blisbuk, og så er han vist snart klar til at returnere til fædrelandet i midten af januar 2016, hvor en ny gut overtager tjansen.
 

JAGT I ANDRE DELE AF VERDEN
Som bekendt indskrænker vi os ikke til blot at sælge jagt i Afrika, men sender også vore kunder til destinationer i andre verdensdele - især Argentina, Bulgarien, Mauritius og Australien. Vi havde i den forløbne måned et ægtepar på jagt nær Kakadu National Park, hvor der blev nedlagt 3 vandbøfler - heraf 2 af fruen!!! Vi har også netop haft en kunde på Mauritius for at jage rusa hjort - det gik rigtigt godt, og hjorten er afbilledet herunder. Se jægerens reference på dette link!
 
 
Er netop returneret fra en eventyrlig jagtrejse til det vestlige USA, hvor jeg mødtes med min jagtkammerat Jens fra Danmark og i to uger rejste verdensdelen tynd og jagede både på prærien i New Mexico og i Rockey Mountains i staten Utah. Turen var længe planlagt, og var min sidste julegave til Benny sidste år, men desværre mistede vi ham til kræften i april måned, og i stedet besluttede Jens og jeg at gennemføre rejsen som en mindetur, og tro mig - han var med os hele vejen rundt i tankerne hver eneste dag. Se film fra turen herunder.

Traditionen tro startede vi ud med levende underholdning i Denver Arts Center - musical'en "The Book of Mormon" kunne nu nok holde os vågne efter den lange flyvetyr, og skæbnen ville at vore guider i Utah rent faktist viste sig at være mormoner, og selvom de var meget flinke, tvivler jeg nu alligevel på at de havde sat pris på showet!
Jens går bestemt ikke ned på udstyr, og det blev da også til adskillige besøg ved Outdoor World og Cabelas under opholdet. At lukke ham løs i en sådan butik svarer til at lukke skolebørn ind i en slikbutik, og tasken var godt fyldt da han rejste hjem! Læg mærke til skiltet over døren - "velkommen til fiskere, jæger og andre løgnere...!"
Vi landede begge i Denver, hvor der blev tid til en musical "The Book of Mormon" på ankomstdagen i Denver Arts Centre, og derefter gik turen med lejevogn sydpå mod staten New Mexico, som med sine åbne præriestrækninger byder på en fin biotop for det amerikanerne kalder deres "antilope", men også "pronghorn", fordi det er det eneste skedehornede dyr, hvor bukken kaster hornene hver vinter. Jeg havde tidligere jaget prærieantiloper i Nebraska, med en armbrøst, og var glad for denne gang i et mindste at være bevæbnet med en riffel, for det er meget svært at komme tæt på disse dyr, som har et enestående syn, der med de udstående øjne checker på alt 360 grader rundt!
Vi blev indkvarteret sammen med 3 amerikanske jægere på en jagtlodge ved udkanten af distriktet nede i dalen, og herfra var der hver dag en times kørsel op gennem bjergene for at komme op til højsletten, hvor prærieantiloperne lever.
Da jeg allerede havde en derhjemme, skulle Jens naturligvis skyde først, og han havde gjort sit hjemmearbejde, og var dygtig til at udpege de største bukke. Det medførte at vi faktisk blev sluppet løs alene, og landejeren havde nær aldrig fundet os, da vi efter en længere pürsch havde fået nedlagt Jens's flotte buk. Fin start på turen, og der var masser af dyr, selvom de var svære at komme på skudhold af. Traditionen tro skinner Jens og jeg selv alt nedlagt vildt på vore rejser - dels fordi vi ikke altid helt stoler på de lokale, men også fordi vi synes det er en del af jagten, og meget fornøjeligt. Ser tingene ikke ordentligt ud bagefter, har vi i det mindste kun os selv at blamere! Hvorvidt outfitteren slap os løs fordi vi var lidt for kritiske med trofækvaliteten, eller blot stolede på os, fandt vi aldrig helt ud af, men vi nød friheden og kammeratskabet på denne første del af turen.
Næste dag var det min tur - Jens og jeg blev sat af ved et vandhul ude midt på prærien, hvor vi både så præriehunde og en enkelt prærieulv. Jeg skød med Jens's våben, som er meget high-tech, og da vi til slut fik en fin buk ind på 300 meters afstand haglede det ned med instrukser fra Jens, og det lykkedes mig for første gang i mange år at udvikle en alvorlig omgang bukkebefer, og jeg skød hen over dyret. Det standsede dog igen, og denne gang fik jeg en kugle ind i dyret på 400 meters afstand - mit længste skud nogensinde! Det var nu ikke noget pragtskud, men dyret blev der, og dermed kunne vi afslutte jagten på prærien en dag før tiden.
Vi havde på ingen måde været nødt til at gå på kompromis med kvaliteten, så vi glædede os i stedet over at have fået en ekstra dag foræret, og fik dermed god tid til trofæbehandling og pakning og afrejse en dag før planlagt.
Der var både muldyr hjorte og wapiti på området, men grundet de sære amerikanske jagtregler kunne hjortene først jages i december måned og elk (wapiti) i oktober måned. Det er svært at arrangere en jagtrejse i USA på flere arter ad gangen, da sæsonen er strakt ud over flere måneder, og inddelt efter jagtmetode, således at buejægerne kommer først til fadet, derefter armbrøst, og senere forladere og sortkrudt. Er noget så overlevet efter denne kavalkade, så starter riffelsæsonen! Man kan dog komme ud over dette problem ved at købe en såkaldt "landowner's tag", men de har også en pris der ikke er helt billig - til gengæld skal man ikke deltage i lotteriet for at få tildelt en licens til afskydning.
Da vi efter morgenmaden forlod New Mexico satte vi for sjov GPS'en på Grand Canyon, og den sagde noget med 500 miles og ankomst først på aftenen. Vi havde dog regnet lidt forkert, da der er 2 timers tidsforskel på Arizona og New Mexico, og det endte med 13 timers uafbrudt kørsel - dog gennem de mest fantastiske landskaber. Desto tættere vi kom på Grand Canyon, desto smukkere blev naturen.
Det var nær blevet til en overnatning i bilen, da den pågældende weekend var "Labour Weekend" i  USA, og helligdag om mandagen, så alle hoteller og moteller var stoppede med gæster i weekenden. Til slut fandt vi dog et værelse ved Jacob's Lake - kun 30 miles fra Grand Canyon, så vi kunne være der til solopgang næste morgen. Det var en rigtig turistfælde - en fransk toast viste sig at være et stykke ristet franskbrød drysset til med flormelis. Det kulinariske ude på landet i USA er ikke noget man skal sætte for store forventninger til, og på jagtområderne spiser man fra paptallerkener og bruger plastic bestik - et faktum som dog ikke just afspejler sig i priserne!
Jens og jeg har oplevet mange solopgange sammen - ofte sammen med Benny eller deres respektive familier. Vi har set solen stå op over Ayers Rock i Australien, over Machu Piccu i Andesbjergene i Peru, over indlandsisen på Grønland, over Iguazù faldene i Argentina og Victoria Falls i Zimbabwe, og nu også over Grand Canyon. Vi følte os begge meget privilegerede den morgen - blot manglede vi vor bedste kammerat, som vi begge savnede meget på turen. Grand Canyon er et syn for guderne, og allersmukkest ved solopgang.
Til slut forlod vi Grand Canyon og passerede over Navajo broen over Colorado floden, som gennem millioner af år har skabt den fantastiske canyon gennem det arrede ørkenlandskab.
Jens mente at have fundet et af mine favoritsteder på kortet, men havde stavet lidt forkert, så efter en lille "genvej" på 350 miles og et mindre træf med det lokale færdselspoliti, gik det den følgende morgen mod Monument Valley, som ikke mindst er kendt fra mange af John Wayne's cowboyfilm. Som dreng har jeg præsteret at køre 45 km. på cykel for at se en af disse fremragende film, så jeg følte mig godt tilpas derude!
John Wayne var ingen steder at se, men vi fandt da hesten et sted på vor vej!
Denne klippeformation hedder "Mexican Hat" og har givet navn til den lokale by. Vore øjne kunne næsten ikke få nok af denne særprægede natur, men vi skulle jo videre og indlogeres på vor følgende jagtlodge i Rocky Mountains i Utah.
 
Turens hovedformål var nemlig at jage wapiti (elk) i Utah - også her havde vi købt en landejer-licens til wapiti og desuden en muldyrs hjort. Det her område er kendt for at rumme en af USA's bedste bestande af wapiti på fri vildtbane, og ingen af os havde lyst til at jage en farmet elk, uanset hvor fantastisk store disse kan blive. En milliardær har i 19 år i træk købt halvdelen af de 15 licenser på stedet, så der er rift om at komme på jagt her!
Indkørslen til staten Utah og den berømte tvillingeklippe og herunder et kæmpemæssigt hul i bjergformationen, tæt ved byen La Sal.
Til slut kørte vi et halvt hundrede kilometer på grusvej fra byen La Sal til jagtområdet, hvor vi blev indlogeret i en camp, som heller ikke helt afspejlede prisen, men som dog var komfortabel. Alle vore lange sokker og underbukser fik vi aldrig brug for, for USA var ramt af en hedebølge, som desværre også satte en vis dæmper på brunsten.
Til vor store overraskelse skulle vi allerede ud på jagt på ankomstdagen, og da vi gik til ro om aftenen, var det i bevidstheden om at Jens havde valgt rigtigt på dette område, for der var masser af wapiti - jeg selv så over 20 tyre den første aften, men de helt store står dog ikke ligefrem til udstilling og venter på at blive nedlagt - dem skal der arbejdes for!
Jens skød den følgende aften en flot wapiti, med fantastiske lange sprosser, og stor var glæden, selvom Jens ærgerligt nok havde efterladt kameraet i bilen, og pga det uvejsomme terræn, var det blevet helt mørkt, da man ved hjælp af motorsav og indtil flere folk havde fået en bil bukseret ind til tyren. Jens skød tyren mens den var i aktiv kamp med en anden stor tyr - en oplevelse, som han givetvis aldrig glemmer. Som lidt kompensation, tog vi hovedet med ud til fotografering den følgende morgen, inden Jens færdiggjorde hovedskindet til saltning.
Den følgende aften var det min tur - jeg havde dagen før set en kæmpe tyr ved solnedgang, og den gik vi efter om morgen, hvor den dog snød os, og derfor besluttede min guide Bryan og hans assistent Tim at vi skulle kravle op på bjerget modsat dette sted, og afvente tyrens mulige komme, men knapt var vi kommet i stilling, før en endnu større tyr dukkede op, og i løbet af 5 minutter var den nedlagt på godt 300 meters afstand. Jeg skød 4 skud på den - 2 ramte på bladet, 1 højt på bladet i spring, og desuden en fangstkugle bagfra. Rosenkransene målte hver 13,5 tommer i omkreds, og jeg har lagt kikkerten på til sammenligning, så man kan se tyrens enorme dimensioner. Det var en stor dag for mig - jeg må tilstå at jeg havde noget svært ved at falde i søvn den aften!
Efter at vi var kommet op til wapiti hjorten på bjerget, fik jeg halvanden time alene sammen med min drømmehjort, og kunne fundere over mit held, og mindedes Benny's glæde over at have fået turen i julegave sidste år, selvom han nok inderst inde selv var klar over at der næppe blev mulighed for endnu et eventyr sammen med Jens og jeg. Jeg tror han ville have været tilfreds med min skydning, men hvor ville jeg dog gerne have set ham nedlægge den i stedet  for mig - sådan ville skæbnen det altså desværre ikke.
Det er en gevaldig opgave at få læsset en sådan krabat på den lille bil, men til slut lykkedes det, efter at en lokal cowboy havde fældet ganske mange træer, så bilen kunne komme op på bjerget. Man slæber altså ikke nogen steder med en wapiti - heller ikke efter at indvoldene er taget ud! Under opbrækningen viste det sig at den ene af de to kugler havde gennemboret hjertet - de to bladkugler sad placeret med 10 centimeters afstand, og når jeg får færdig redigeret filmen, vil man nemt kunne se hvor godt tyren tegner i skuddet. Reglen er dog at man skyder ligeså længe tyren står op, for en anskydning betyder at jagten stoppes i 48 timer, hvor man kun må bruge tiden på at lede efter dyret.
Den følgende morgen fik jeg også min muldyrs hjort, og dermed var var det "jagt forbi" for mit vedkommende. Jens brugte endnu to dage på at finde en stor muldyr hjort.
Jens fik desuden undervejs nedlagt 2 prærieulve. De var så befængte med lus, at han måtte stoppe dem i fryseren over natten for at få dræbt utøjet!
Derefter kunne vi holde parade og takke vore værter for en velgennemført jagttur - vi blev færdige tre dage før tid, og besluttede at søge nye eventyr!
Tidligt den følgende morgen kørte vi igennem dette landskab på vej til konservatoren i Fort Collins i staten Colorado, hvor vi afleverede trofæerne for eksporten til Sydafrika. Både Jens og jeg skal have vore wapiti'er udstoppet brølende, for den lyd glemmer vi aldrig, så glæd Jer til filmen!
Jens organiserede en tidligere flyrejse til Danmark, men da jeg selv var på en bonusbillet, kunne jeg ikke ændre afrejsen, og valgte derfor at spendere de sidste to dage i New York - på mange måder en crazy by, men også en oplevelse jeg ikke ville være foruden! Forinden nåede vi dog en dag med sightseeing i Denver området, og besøgte både Museum of Nature and Sciense og mindemuseet med Buffalo Bill's grav - jeg føler mig lidt relateret til sidstnævnte, da jeg selv for nogle år siden nedlagt en bison på prærien i Nebraska!
 
Jeg var naturligvis på første færge til Frihedsgudinden ved indsejlingen til New York. Dejligt at stå næsten hele alene derude på dette historiske sted.
Jeg nåede også lige en middag og Broadway musical "The King and I" på Lincoln Center den sidste aften i New York. Bagefter spadserede jeg forbi Metropolitan Opera, som jeg dog måtte nøjes med at drømme om, da sæsonen først starter i slutningen af september!
Times Square er et sted hvor man ikke sover tiden væk, men monumentet for 9/11 gjorde et stort indtryk på mig - tænke sig at religiøse fanatikere kan hitte på at dræbe så mange uskyldige mennesker. Heldigvis går livet videre i New York, og byggearbejdet omkring monumentet minder om et samfund der absolut ikke er gået i stå, eller lader sig kyse.
 

 

HUSK AT BESTILLE VOR NYE DVD "PÅ JAGT KLODEN RUNDT"
- se de første anmeldelser på dette link

 

Indhent tilbud på jagtsafarier fra Jensen Safaris på jensen@icon.co.za