Jensen Safaris Home Page

Dette er afdelingen, hvor interesserede vil kunne følge og se fotos fra de seneste jagtafarier - oftest samme aften som personalet returnerer fra bushen. Dermed gives også et godt billede af hvad der kan forventes af resultater på en jagtsafari hos Jensen Safaris, især m.h.t. til trofækvalitet og antal stykker vildt nedlagt på det opgivne antal jagtdage. Jagtsæsonen 2017 var helt udsolgt og er nu lukket, men vi har stadigvæk enkelte ledige perioder i 2018 sæsonen.

I slutningen af 2016 jagtsæsonen var vi værter i nogle dage for et team fra firmaet Härkila, som nok er mest kendte for smart jagtdress af høj kvalitet og design. Der blev lavet billed scener til 2017 kataloget - herunder også ægte jagtscener. Heldet var i den grad med os, da Jens Kjær Knudsen nedlagde vor bedste buskbuk i 36 år. Ingen kunne have fortjent dette trofæ mere end netop Jens, der har været foregangsmand for etisk trofæjagt og i hans formandstid i Nordisk Safari Klub løftede niveauet til nye højder.

Årets sidste jagtrejse tog mig til De Forenede Emirater, hvor jeg igen en god gang mødtes med min kammerat Jens Kjær Knudsen og fotojournalisten Thomas Lindy Nissen. Meningen var at udforske dette helt nye jagtområde - den første jagtmulighed i Mellemøsten i mange år. Det var med store forventninger vi ankom.

Turen fra Johannesburg til Dubai foregik med Emirates Airbus 380-800 - min første tur med dette fly, som er verdens største passagérfly, og både komfortabel og fremfor alt dejligt støjfri. Lidt spændende at prøve flyveturen på denne flytype, som i øvrigt også anvendes på ruten mellem København og Dubai. Emirates har dagligt 4 forbindelser til Johannesburg, 3 til Cape Town og en enkelt afgang til Durban.

Dubai er en mærkelig størrelse - det meste er nyt og det meste er storslået, men der er noget for enhver smag, uanset om man er til strandliv, byliv eller underholdning. For os var det kun et startpunkt, da vi allerede tidligt næste morgen skulle afgå med biltransfer til Telal Resort ved El Ain i Abu Dhabi ørkenen. Se film herunder fra jagområdet og lodgen:

Ingen af os har nogensinde boet i en jagtlejr så luksuriøs som denne, og kommer næppe til det nogensinde fremover. Det trodser enhver beskrivelse og service niveau og mad var langt over hvad man kunne forvente så langt fra alfarvej.

Vi går normalt ikke på jagt i oktober måned, men denne her jagt, som både var en bryllupsrejse og en bekræftelse af makkerskabet, var også i en speciel anledning. Da Søren for år tilbage var assistent under Benny, nævnte han, at hvis han en dag fandt en sød pige, så ville han fri til hende med udsigt over Limpopo floden. Benny lovede til gengæld at ville knække halsen på champagne flasken, for det var han snild til. Skæbnen ville at Benny ikke længere var med os, da Søren for to år siden spurgte Kristina om hendes hånd, men det blev i stedet ved Benny's mindebænk at forlovelsen fandt sted. I år kom de tilbage på en lille kombineret jagttur og bryllupsrejse, og den lokale pastor kom forbi og bevidnede genbekræftelsen af ægteskabets indgåelse, og vi spiste en dejlig middag med T-bone steaks bagefter. Gad vide hvor mange T-bone steaks vi har lavet over lejrbålet i tidens løb - det må være langt over et tusinde! Kristina blev også indviet som jæger, endda med en såkaldt "Winchester scar" i panden, da rekylen fik slået kikkerten ind i hendes pande, men det hele blev taget i stiv arm, og herunder er Kristina's andet vildt - en fin stenbuk. Nu bliver der formentlig aldrig diskussioner i hjemmet om, hvorvidt trofæerne må hænge i stuen...!

Vi er ikke så helt vilde med bavianjagt, men Søren har efterhånden nedlagt alle tilgængelige vildtarter ved Limpopo, og derfor faldt valget på en stor hanbavian, som med sit imponerende gebis er et ganske gedigent stykke vildt. Den skal monteres som på billedet th, og bliver del af den lille portion trofæer, som afgår til Danmark i begyndelsen af 2018. Alle trofæer nedlagt inden 1/9/2017 er nemlig færdigt monterede og under pakning hos vor konservator Trans African Taxidermists cc.

Den lokale pastor stillede op, vore jagthunde Harald av Fjellstølen og nye Thor III agerede brudesvende, og farmer Rudie's to døtre var brudepiger, da Kristina og Søren genbekræftede deres ægteskabelige løfter. Som en smuk gestus blev der lagt en buket på Benny's mindebænk - der er mange af vore gamle assistenter der sender ham en venlig tanke, med den påvirkning han bidrog til i deres udvikling.

Ind imellem nåede vi også at nedlægge en giraftyr i et reservat, som ønskede at introducere en ny tyr for at få blodfornyelse i bestanden. Det er et drabeligt arbejde at skinne en giraf til udstopning, og det blev mørkt inden vi blev færdige!

Årets sidste kommercielle jagt gik til det østlige Kapland, for at jage de vildtarter, som er typiske for dette område. Det gælder ikke mindst den spændende jagt på ørkenlos, som vi tidligere har beskrevet i to videoer på vor YouTube Kanal Safari-Jensen.

Den generelle trofækvalitet i det østlige Kapland er ikke så høj på de mere almindelige arter, så det er klart at de er specialiteterne der skal lokke os den lange vej derned. Kun her kan man p.t. få licenser til f.eks. oribi, selvom det er blevet meget mere kontrolleret end under mit sidste besøg. Man har ikke længere lov til f.eks. at nedlægge store trofæer af oribien (på billedet herover), men skal derimod forsøge at nedlægge gamle handyr ned nedslidte tænder. Alt bliver fotograferet og indberettet til myndigheder og kun derved kan man påregne også igen næste sæson at få tildelt nogle af de få licenser til rådighed.

Til områdets usædvanlige arter hører også den lille blå dykkerantilope. Tidligere nedlagde vi denne vildtart uden hensynstagen til køn, men også her er der strammet op, og vi kan kun jage handyr, hvilket komplicerer opgaven en del. Begge køn har nemlig horn, og i det lange græs og tætte vegetation kan det være svært at se forskellen. Vi fik to fine handyr, men jeg har desværre kun et billede af den ene. De små vildtarter i det østlige Kapland har været under pres af krybskytter som jager med hunde, men den væsentligste faktor er faktisk ørkenlossen, som skal kontrolleres nøje, hvis man ønsker at bibeholde en bestand af blå dykkerantilope, Kap gråbuk og oribi.

Bontebokken er en anden speciel art, som vi kun kan jage få steder i Sydafrika. Den minder på mange måder om fætteren blesbokken, som den også kan parre med, og derfor er det vigtigt at jage på en certificeret bestand, som har rene blodlinjer. Det kontrolleres med regelmæssige blodprøver, som indsendes til myndighederne. Hornene er faktisk lidt mindre på bontebokken, men til gengæld er farverne meget mere markerede og når man ser dem bagfra ses tydeligt det kridhvide spejl. Derfor besluttede den ene jæger da også at lave en fuldmontering på bontebokken.

Lidt fotosafari blev der også tid til, da vi mødte denne kæmpestore leopard skildpadde!

Der blev nedlagt en hel stribe zebra på denne tur, da flere af jægerne havde bestillinger med hjemmefra på zebraskind. Der var en meget stor bestand på området, men vi lavede noget fin pürschjagt, så det blev gjort på en ordentlig facon.

Der var en enkelt sumpantilope til afskydning på et naboterræn, og vi fik faktisk en ganske lang pürsch ud af denne jagt, før vi fik den store tyr fri af flokken.

Samme jæger fik også lejlighed til at nedlægge en brun ko-antilope (tsesseby). Også denne gang skete det fra en vor Viper Flex skydestokke, som er blevet et vigtigt redskab i vor jagtudøvelse i Sydafrika.

Der er en fin bestand af bjergrørbukke i området, og de giver en spændende jagt.

Vi så en masse vandbukke på området, men jægerne havde tidligere taget godt for sig af denne art ved Limpopo, så der skulle en ekstraordinær stor tyr til, før fristelsen blev for stor. Det blev en spændende jagt ned ad bjerget, for at finde det sted, hvor vi havde spottet tyren, men heldet var med os, og den fik en perfekt bladkugle.

Slutteligt var det strudsene der måtte holde for på denne intensive jagt - der er mange af dem, men de er ganske snu og løber stærkt, så det krævede lidt tricks at få nedlagt 4 af slagsen - det skulle kun have været 3, men skinnerne på området var lidt for hurtige med at plukke fjerene af den ene, så udbyderen måtte forære kunden en ekstra struds!

Vi slutter traditionen tro jagtsæsonen ved Limpopo i slutningen af august, da vi ønsker at give vore gæster optimale vilkår for jagtudøvelsen, uden risiko for kraftig nedbør eller ekstremt varme temperaturer. Mange operatører tilbyder jagt i sommerperioden, men vi det er både svært og meget krævende at gå på jagt i den grønne bush om sommeren, med ofte ekstreme temperaturer. Denne gang var der bænket en dejlig familie, som næsten alle var gengangere, men vi havde en dejlig uge med godt samvær, og selvom deltagerne var ret selektive m.h.t. arter ønsket nedlagt, lykkedes det alligevel at samle en række fine trofæer.

De mere almindelige ting havde flere af deltagerne allerede nedlagt under tidligere besøg, så der stod både kudutyre og nyala på ønskesedlen, hvilket ikke er noget man nedlægger per automatik, men miraklernes tid er ikke forbi endnu, og vi fik opfyldt jægernes ønsker om at få en rigtig drømmekudu. Også en fin nyala tyr lykkedes det at lokalisere.

I begyndelsen af jagtsæsonen havde vi relativt svært ved at lokalisere de helt små arter som stenbukke og grå dykker antilope, men efterhånden som vegetationen falder en smule, begynder de oftere at komme til syne, og det lykkedes at nedlægge 3 fine stenbukke på denne tur - Jnr. på 12 år fik en smuk buk på den allersidste jagtdag.

Det var i det hele taget en stor uge for barnebarnet, som med stor tålmodighed fik nedlagt både impala og sortrygget sjakal på anstand, men mutter nåede da også at levere en fin impala buk, så der var en grund til det brede smil på billederne!

På sidelinjen blev også nedlagt en oryx, som dog var regulær afskydning af en syg tyr, som var blevet angrebet af tæger mellem klovene - at få en grå dykkerantilope på pürsch hører derimod til sjældenhederne, da de fleste nedlægges på anstand. Denne buk var ældgammel med nedslidte tykke horn - et dejligt trofæ.

Sabelantilopen var et ønske fra Snr. og turens glade giver, og den fik vi faktisk lov til at arbejde mere for end normalt, så da den endelige ved solnedgang på tredjedagen lå på valen, var der grund til at være tilfredse med en god jagt, for sabeltyrene var som sunket i jorden i to dage, og det var først da vi satte os på anstand tæt ved floden at det lykkedes.

I denne uge gik turen for anden gang i denne sæson mod de sydlige Drakensbjerge i kanten af Zululand territoriet, hvor vi især havde til hensigt at jage rørbuk, men også var heldige at få chancer til en flot nyala tyr og kuduer. Til gengæld glippede det denne gang med penselsvinene, selvom vi gjorde en ihærdig indsats med anstand på foderpladser.

Vi blev ramt af en koldfront, som lagde et smukt lag sne på bjergtinderne langs med grænsen til Lesotho, og måtte kæmpe lidt for resultaterne, men to fine blisbukke blev det til. Dem er der en stor bestand af, men meget svære at komme tæt på!

Med lidt hjælp fra hestefolket lykkedes det også at lokalisere ganske mange store rørbukke, men det lykkedes dog kun at nedlægge en enkelt, da skudchancerne var både få og små i den stærke blæst. Det var til gengæld et fornemt eksemplar.

Vi fik en fin pürsch på en flok kudutyre, men beklageligvis skiftede nogle af dem plads, og vi fik nedlagt en tyr som ikke var den største i flokken. For den forholdsvis nybagte jæger var oplevelsen dog stadigvæk god, for ikke hver dag at det lykkedes at pürsche sig ind på en hel flok kudutyre i det lange græs!

Netop hjemvendt fra en privat jagtrejse til Spanien og Mallorca var det tid til at smøge ærmerne op og genoptage jagten ved Limpopo. Denne gang var det igen en far/søn kombination - en fornøjelig uge med godt humør og fin skydning. Snr. startede ud med en oryxtyr på en lang pürsch i den tørre bushveld, men Jnr. holdt sig ikke tilbage, og kvitterede med en perfekt bladkugle efter en nervepirrende pürsch ved solnedgang.

Også både far og søn fik fine impala bukke.

Jnr. fik både stenbuk og grå dykkerantilope, og far og søn nåede begge at nedlægge fine vortesvine orner, så jeg tror ikke det er sidste gang de to følges af på en jagttur!

I de seneste fire døgn havde vi besøg af endnu en genganger i kundekredsen, og det blev til et besøg ved Limpopo Tented Camp for at opfylde jægerens drøm om at nedlægge en gammel sabelantilope. Det lykkedes da også allerede på andendagen, efter vor morgenpürsch langs med floden, og dermed var der god tid til at nyde det smukke trofæ og tage billeder af både den nedlagte tyr og trofæbehandlingen ved slagtehuset.

Lykken stod os bi denne dag, da eftermiddagspürschen gav os en gammel buskbuk nede ved floden, som i den foregående uge havde snydt os hele tre gange! Det som ikke lykkedes var til gengæld hulepindsvinet, som stod på kundens ønskeliste. Vi forsøgte anstand ved huller og efter mørkets frembrud, men lige lidt hjalp det - til gengæld gav vor anstand ved solnedgang den sidste aften en sortrygget sjakal.

Fredag morgen returnerede vi til Pretoria og tog direkte videre til Trans African Taxidermists cc for at aflevere trofæerne fra de sidste to ugers jagtsafari. Der blev lejlighed til at tage et kig på min wapiti fra USA, som er under produktion i studiet lige nu. Den bliver vist lidt imponerende, og jeg er glad for beslutningen om at udstoppe den brølende, da vi netop jagede dem i brunsttiden.

Vor assistent Joakim fik en spændende jagt på impala nede ved floden - med så begrænsede ønsker fra kunden var der tid til lidt ekstra indsats, og efter tre døgns ihærdig pürsch gav det endelig pote med en flot impala buk. Den fik en lidt skrå kugle, som endte lige under huden ved forbenet, og det bevirkede at vi endnu engang måtte ty til hjælp fra vor schweisshund Harald av Fjellstølen, som trods modvindt fandt bukken forendt i løbet af få minutter, så han fik et ekstra kødben til aften og en tilfreds jæger kunne nyde en G&T ved lejrbålet.

Mens jeg drejede omkring Pretoria for at hente nye forsyninger og en ny gæst, lykkedes det desuden for Joakim at nedlægge en gammel vortesvine so med fine bisser.

Også denne uges jagtgruppe bestod af gengangere - de fleste var på deres tredje besøg, men det var anden gang at far og hele tre sønner jagede sammen med Limpopo. På denne tur var der til gengæld lidt sværere arter på ønskesedlen - herunder både kudu og buskbuk, som ikke nedlægges per automatik. Heldet var dog med os - der blev nedlagt to fine kudu tyre og to buskbukke.

Den første buskbuk var klart den vigtigste, for det var familiens 70 års fødselsdagsgave, og denne skulle jo gerne indfries, og presset var stort! En ung buk første dag var alvorligt i farezonen, men jeg fik dog overtalt jægeren til at holde inde, og belønningen kom den følgende dag ved solnedgang, hvor denne smukke buk gav os en chance.

Den følgende dag ved solnedgang, lige før lukketid, skød vi til denne buskbuk i kanten af rørskoven ved floden. Den stod ikke helt ideelt, men på rimeligt hold turde jeg godt lade jægeren forsøge sig med et spidsskud. Det gik ikke helt som planlagt, og vi måtte udsætte den yderligere eftersøgning indtil næste morgen. Her fandt vi efter to timer en lille klat kød på rørskoven bag det sted hvor bukken havde stået, og senere fandt vi store plamager af blod et stykke derfra, men selvom den var hårdt ramt, sprang bukken op, og det var kun ved hjælp af sporhunden Harald at vi kort efter kunne afslutte jagten. Også denne aften blev der lidt ekstra snacks ved lejrbålet og mange ekstra klap til vovsen!

På sidste besøg lykkedes det aldrig denne jæger at nedlægge en impala, men denne gang var der revanche med hele to af slagsen!

Denne uge fandt vi ganske meget aktivitet fra leoparder i området. Vi har i de seneste måneder ofte hørt dem om natten, men sjældent set spor, og aldrig haft en visuel oplevelse med disse spændende rovdyr. Det ændrede sig radikalt i denne uge, hvor der blev spottet en leopard ved floden allerede på første jagtdag, og næste morgen fandt jeg friske spor i sandet, hvorefter det lykkedes os at filme en hunleopard med en næsten voksen unge. Senere havde vor assistent nærkontant med en stor leopard han på en pürsch, så der var spænding for alle pengene!

I denne uge gjalt det tre søskende, som var på en hyggelig jagt ved Limpopo - Joachim var vor assistent for et par år tilbage, og var returneret med tvillingebroderen og søsteren.

Hele to vortesvin blev nedlagt på den forholdsvis korte safari - her er det en fin orne, og tvillingebroderen ses med en gammel afdanket so på det nederste billede!

Søsteren fik en fin jagtdebut med en impala buk, og Joachim fik opfyldt en gammel drøm om at nedlægge en buskbuk langs med Limpopo floden.

Denne gæst var på hans første safari med os ved Limpopo sidste år, og returnerede igen i år med en god jagtkammerat, med det hovedformål at nedlægge 2 bøfler i Kalahari ørkenen. Det blev til en brandstart, for vi havde ikke regnet med at nå frem i tide for jagt på ankomstdagen, men inden solen forsvandt fra horisonten lå den første bøffeltyr på valen - 2 bladkugler med 375 HH Magnum fra hhv. højre og venstre side forendte tyren indenfor 20 meter fra skudstedet.

Man tager ikke til Kalahari uden at jage springbukke, og herover har vi nedlagt en ekstra ordinær stor buk med dejlige bagudbøjede horn. På det tidspunkt havde jægeren allerede nedlagt en pæn springbuk, men denne her fristede lidt for meget! Jagtkammeraten benyttede lejligheden til at jage alle tre farvevarianter af springbukke i området - den normale, samt sort og hvid springbuk.

Højt på ønskesedlen stod også roan antilopen - i gamle dage kaldet "purpurrød hesteantilope", som er blevet meget veletableret i denne del af landet, efter en næsten total udryddelse af denne smukke vildtart. Vejret var ikke helt med os - det blæste en pelican og lokalguiden mente at min kunde skulle holde lidt bagtil på dyret, hvilket dog ikke er nødvendigt, når man jager med et godt gammeldags kaliber som 8x57 JS, så resultatet blev en waidkugle, og en noget problematisk eftersøgning. Det udbedrede dog vor overjagthund Harald av Fjellstølen, som brugte mindre end et minut til at udrede trådene og anvise tyrens position med en høj bjæffen. Den hund er guld værd for os!

Også af blisbuk nedlagde vore gæster begge farvevarianter - den hvide og den almindelige - jeg må tilstå at jeg foretrækker sidstnævnte, men begge er meget fine bukke!

Der er to oryx arter på stedet - den almindelige gemsbuck og sabeloryxen (Scimitar-horned oryx) og denne jæger opnåede at nedlægge dem begge.

Det er rart engang imellem at få en ny jæger på besøg, som starter helt fra bunden og ønsker at jage det hele - det må man sige lykkedes for denne jæger!

På tredjedagen lykkedes det også den anden jæger at nedlægge en gammel bøffeltyr, og dermed var drømmen fuldtendt, og turens egentlige formål indfriet. At ingen af jægerne har plads til et sådant bæst i deres respektive boliger finder de jo nok en løsning på i løbet af det næste halve år!

Vor genganger fik godt nok en stribet gnu ved Limpopo sidste år, men ønskede en skalmontering og et helt skind til en sofastol, så det blev indfriet efter en meget spændende pürsch, hvor vi efter to døgn fik nedlagt denne gnutyr på en åben slette. En rød ko-antilope blev det også til inden denne jæger forlod os og drog hjem.

Den anden jæger drog videre med os til Drakensbjergene, men på kudujagten glippe vort jagtheld, selvom vi så nogle meget store tyre på lang afstand. Vind- og terrænforhold gjorde at kuduerne trak det længste strå, men til gengæld fik vi ved aften nedlagt to penselsvin - et meget sjældent jagtbytte, som var kulminationen på en spændende anstandsjagt. Jeg har forsøgt flere gange, men aldrig haft heldet med mig tidligere!

Hovedformålet med jagten i Drakensbjergene var da også at nedlægge en af de tre rørbukke, som vi hvert år har på licensen, og det lykkedes på andendagen - vi jagede to fine bukke op i det lange græs, og den største blev nedlagt med en perfekt bladkugle på 150 meters afstand fra Viper-Flex skydestokken.

Harald av Fjellstølen tog sig en slapper foran pejsen i bjerghytten - vi var plaget af ret dårligt vejr under opholdet, men fik dog oplevet en af de smukke solnedgange med udsigt over til Sydafrika's højeste bjerge ved grænsen til Lesotho og den sidste morgen var vi heldige at nedlægge en grå dykkerantilope inden turen gik mod lufthavnen.

I den forløbne uge havde vi igen gengangere på besøg - denne gang på 7 dages blandet jagt, og vi startede med 1½ dags duejagt i solsikkemarkerne lidt udenfor Pretoria. Vor Bayerske bjergschweisshund viser sig at være en ganske habil apportør, og som til alle andre tider bruger han næsen godt og har fået vældig smag for fuglejagt!

Derefter gik turen mod Limpopo Tented Camp, men da den ene jæger har jaget mere end 10 gange med Benny i Sydafrika, skulle vi ikke blot vande træerne ved Benny's mindebænk, men også lægge blomster på stedet, inden vi nød den traditionelle velkomsthummer i campen med udsigt over Limpopo floden.

Den sky buskbuk stod på ønskesedlen for begge jægere, og de var meget synlige i denne uge pga brunstiden, som gjorde dem mere aktive end sædvanligt. Til gengæld er impalaernes brunst på retur. Første buk var en velformet gammel buk, og den følgende en buk med meget lange horn og stort udlæg.

Det blev til adskillige toptrofæer på turen - denne meget gamle eland tyr med en kraftig hårtop på næsen var lidt mager og afpillet, men det er med rette en tyr der kan gå under betegnelsen "blue bull", som er betegnelsen for en meget gammel eland tyr. Efter at have trasket kilometer af bush i vor søgen på en stor tyr, og set mange elander, fik vi helt tilfældigt denne på anstand på andendagen.

Denne nyala tyr er foreløbig sæsonens bedste - ikke blot pga længden, men også den smukke lyreformede facon - smukkere bliver det næsten ikke - områdets ældste tyr, og nedlagt på en nervepirrende spændende jagt, hvor vi skimtede den i tæt krat, men måtte vente på at den passerede en åbning, hvor jeg standsede den med et fløjt.

Den ene kunde havde allerede nedlagt de fleste arter ved Limpopo, men blev under en anstandsjagt på vortesvin fristet af denne stenbuk, som kom forbi. Vi skyder normalt denne vildtart en smule bagligt for at undgå at ødelægge hovedskindet, og det blev Harald av Fjellstølen der bragte bukken ned, ligesom han også hjalp med eland tyren.

Den sidste aften var vi på anstand ved et vandhul, og fik ret hurtigt en chance da ikke mindre end to fine vortesvine orner præsenterede sig foran vort skjul, hvor vi med en sænket Viper-Flex skydestok sad parat til at give en gammel orne en varm modtagelse. Den spurtede afsted, men selvom skuddet sad fint på bladet stod ornen lidt skråt, og vi hidkaldte sporhunden Harald, som på mindre end et minut lokaliserede den forendte orne.

Vi blev siddende på posten, og lige før solnedgang fik vi chance til en fin impala buk - en gammel kæmpe, som ikke blot havde lang horn, men også en masse ar i ansigtet, som vidnede om heftige kampe i brunsttiden.

Selskabet ville gerne afslutte jagten med en dags gåsejagt, men jeg havde haft store problemer med at arrangere dette, da de fleste gode områder er for langt væk, og andre opdatører i nærheden af Pretoria meldte om en svag bestand efter det tørre år i sidste sæson. Der var dog en pastor i Free State der mente at kunne tilbyde mængder, og det til en ret så ukristelig pris, men det viste sig dog at gejstligheden omgik sandheden lidt løst, og vi fik en ret så lang næse med en uorganiseret jagt og et elendigt resultat med kun 2 gæs og 2 ænder - en gulnæbbet and og en rødnæbbet krikand. En dårlig afslutning, men jeg refunderede kunderne hver en øre, og så blev vi alle den erfaring klogere!

I denne uge var vi på besøg i Karoo ørkenen - ikke som normalt med en hel gruppe jægere fra Danmark, da vi desvære havde været udsat for et afbud på 2017 afgangen, men i 2018 har vi allerede solgt afgang nr. 2 og detaljer om afgang nr. 1 findes på dette link

Vi drev kun en enkelt formiddags såt - mest for at skaffe kød til gæstehuset, hvor vi bl.a. bruger de røgede springbukke køller til forretter. Resultatet var smukt - af de 12 springbukke var kun 2 hundyr og resten særdeles fine bukke. Vor assistent Thomas nedlagde ikke mindre end 7 springbukke på samme post, og vor Bayerske bjergschweisshund Harald av Fjellstølen var for første gang med på post, og opførte sig eksemplarisk. Bagefter brillede han ved at finde og forfølge en buk som ikke var helt forendt, så fint hunde arbejde på denne første drivjagt.

Jeg tror både hunden og Thomas var helt godt tilfreds med paraden!

Det er meget sjældent at jeg selv nedlægger hårvildt i Sydafrika - der er mange arter som jeg har guided i hundredvis uden selv nogensinde at have nedlagt, men vi mangler en hvis springbuk i samlingen, og den fik jeg nedlagt på ankomstdagen, så vi nu kan vise både sort, hvis og almindelig springbuk til vore gæster. Den kobberfarvede kommer nok også på et tidspunkt, men kommer tid kommer råd!

Eftermiddagen og den følgende morgen var afsat til gåsetræk ved Oranje floden - en nyhøstet jordnødde mark var populær, og vi fik nedlagt en del nilgæs og en enkelt sporegås. En skam at der er så langt til Karoo ørkenen - ellers kom vi noget oftere!

Resten dagen tilbragte Thomas og jeg med partering og pakning af springbukkene i slagtehuset, men til aften tog vi en runde for at kigge efter en stenbuk, og jeg tror Thomas må være født under en heldig stjerne, for vi fik en kæmpe buk (de bliver ikke større end dette!), skudt lidt bagligt for at undgå skader på hovedskindet af det lille dyr, og Harald fik endnu engang lov til at fange bukket i fuldt firspring.

Tidligt onsdag morgen gik det retur - først 260 km. til Kimberley, hvor vi drejede tv ad hovedgaden og GPS'en til gengæld meldte at vi først skulle dreje igen om 501 km! Springbukke køllerne og gåsebrysterne blev afleveret til vor østrigske slagter, som tørsalter kødet og røger det på bedste facon. Bliver en delikatesse for vore gæster i højsæsonen!

Vor far/søn jagt i den forløbne uge var også besat med gengangere, og vi havde en hyggelig uge sammen, hvor alting nærmest gik som smurt. Denne gang var der et ønske om at starte jagten på Highvelden for at føje hvidhalede gnuer til samlingen, og det lykkedes særdeles godt, med to fine tyre nedlagt samme dag som gæsterne ankom med flyet fra Europa. Begge gav os en god pürsch i det åbne landskab, hvor vi forsøger at anvende det kuperede terræn og de små grupper af træer til dækning af vor færden.

Der var også to springbukke på ønskesedlen, og da de var nedlagt, besluttede vi at returnere til basen i Pretoria, da vejrudsigten så slem ud for området i bjergene, og på vejen tilbage rendte vi da også ind i den mest forfærdelige storm.

Ved Limpopo var vejrliget langt bedre, og vi fik nogle gode dage, hvor det på ganske kort tid lykkedes at fylde kvoten, herunder to fine vortesvine orne til hhv. Snr. og vor assistent Thomas. Dejligt at se de store orner på paraden efter et par hårde år med tørke ved floden.

Vort allerstørste held på turen var dog nedlæggelsen af 2 buskbukke på 4 pürscher - det kræver mere end almindeligt held, og da vi så også om eftermiddagen snuppede en af de sky impala bukke nede ved floden, som altid snyder os, så var bægeret fyldt to dage før tid, og vi begyndte at planlægge en safaritur til Pilanesberg National Park og et besøg ved Trans African Taxidermists cc for at aflevere trofæerne.

Det var som om heldet slet ikke ville slippe os, for selvom vi var afrejst fra campen kl. 06:00 om morgenen og først ankom til Pilanesberg National Park kl. 9, så nåede vi at se både leopard, løve og mængder af næsehorn og elefanter. De rødnæbbede oksehakkere som fouragerede på giraffens tæger var fascinerende at opleve.

Da en af vore gamle kendinge kom på forretningsbesøg i Sydafrika arrangerede vi med kort varsel en lille duejagt tæt ved Pretoria, hvor en feedlot tiltrækker mange duer. Det var især de store klippeduer (rock pigeons) som måtte holde for, men desuden skød vi et antal afrikanske ringduer (ringnecks) og turtelduer (Cape laughing dove).

En fremskreden alder og lidt skrantende fysik skal ikke være nogen hindring for at komme på jagt i Sydafrika hos os - det beviste vore gæster i den forløbne uge, hvor alderspræsidenten på 87 år nedlagde en zebra med en perfekt bladkugle - endda til fods på pürsch, selvom størsteparten af jagten foregik som anstandsjagt. Vi indretter nemlig jagtformen efter gæsternes fysiske formåen, og da alle tidligere havde nedlagt de fleste ting, var det ikke de store trofæer som talte, men mere samværet og det faktum at man fra hochstanden kunne nyde dyrelivet helt uforstyrret. Se en lille film fra solnedgangen ved et af vandhullerne ved Limpopo herunder:

Det blev til mange hyggelige stunder ved spisebordet med udsigt over Limpopo floden, omkring lejrbået om aftenen og ikke mindst i diverse hochstand, hvor vi sågar fik besøg af en lille regnfrø. Det blev også til en lur ind imellem, når strømmen af dyr til vandhullet tog en pause, men det var helt fint - det skulle først og fremmest være en hyggejagt på 4 døgn!

Vi tilbragte mange timer ved vandhullerne og havde utrolige oplevelser, men den største sensation var da 3 giraffer kom til vandhullet ved solnedgang og spejlede sig i vandet. Landerejen introducerede 5 giraffer i slutningen af 2016 - de trives særdeles godt, men er meget forsigtige ved vandhullet, da de er særligt sårbare, når de skal gå på hug for at kunne nå vandet! Jeg gætter på at mindst 2 af køerne allerede er gravide, men der skal gå 13-15 måneder før vi ser resultatet, da de går drægtige i mere end et år.

Fuglene underholder os ofte på anstand ved vandhullerne, og vi så næsten alt fra næsehornsfugle til smukke paradisfugle, men de meste talrige var de rødnæbbede finker, som på denne årstid samler sig i titusindvis og hjemsøger vandhullerne for at slukke tørsten.

Med så mange vandbukke tyre på besøg var det fristende at snuppe en jæger med sidste aften, som rent faktisk havde en waterbuck på ønskesedlen, og det lykkedes da også lige til solnedgang at nedlægge denne smukke tyr med en fin bladkugle.

Yngstemanden mente ikke mere at have plads på væggen derhjemme, så nøjedes i stedet med lidt afskydning og skadedyrsjagt. Her var det to bavianer, der anretter meget skade i campen og på vandpumperne på terrænet, og så til slut en sortrygget sjakal.

Da vi ikke fik nogen zebraer til vandhullet, endte det med at alderspræsidenten nedlagde en zebra på pürsch i stedet - med en perfekt bladkugle, og dermed var hans formål med jagten indfriet, og han formåede at blive vor ældste jagtkunde til dato. Vi har tidligere haft en kunde som var 86, men nu er den rekord altså blevet slået. Vi ser frem til at se Holdt igen til 90 års dagen!

Vor assistent Thomas blev tilbage i campen, da jeg leverede gæsterne på The Palace of the Lost City***** i Sun City efter afslutningen af jagten, og han brugte tiden godt - først nedlagde en sabeltyr, som desværre var skadet og derfor blev nedlagt uden vederlag - heldig mand, men landejeren har i det mindste kødværdien af dyret. Herunder var det en fin impala - den fik Thomas i gave fra en tidlige kunde, og man må sige at han udnyttede gavekortet til fulde!

Det kræver mandsmod og vilje at indlægge en jagttur på bryllupsrejsen, men jeg tror ikke at vor lille 2-dages tur til Bushveld East gav nogen skår i bryllupsglæden for dette svenske ægtepar, som var på en større rundtur i Sydafrika. Jeg erindrer kun to tidligere tilfælde hvor vi har arrangeret jagt på bryllupsrejsen, og begge par er da heldigvis stadigvæk sammen og kan nyde en dejlig hobby i fællesskab! Den første jagtdag var ikke let - startede med regn og overskyet vejr, og det er ikke nogen god kombination, når man skal jage i bushvelden. Den følgende dag tog vi dog alvorligt revanche og kunne holde tidlig fyraften og nyde et middag med kudu mørbrader på grillen!

Vi havde set nogle impala bukke et bestemt sted på farmen, men selv efter 3 pürscher var vi stadigvæk tomhændede, og mulen var begyndt at hænge lidt på vor svenske ven på andendagen, hvor vi midt på formiddagen stadigvæk ikke havde nedlagt noget vildt. Til slut lykkedes det dog, selvom vi i vor desparation ikke fik den helt store buk nedlagt. Glæden var dog stor, og vi følte vor lykke var vendt.

Det var ikke det halve galt, for en halv time senere stod vi med en prægtig kudutyr, som jeg absolut ikke havde turdet love på en 2-dages jagt, men det hænder jo at virkeligheden overgår fantasien, og nu kom der i hvert fald et stort smil frem!

Nu var der kun et enkelt ønske tilbage - at nedlægge en stribet gnu (blue wildebeest). Der er virkelig mange på området, men jeg ville sikre mig at kunden fik en gammel tyr, og det er svært i den tætte bush at få netop en sådan fri, da gnuerne ofte klumper sammen og er ganske sky, når man pürscher dem til fods. Det lykkedes dog også på den sidste jagtdag, og dermed havde vi fuldt hus og kunne returnere hjem til en Gin&Tonic i campen! Samtlige stykker vildt med nedlagt med min gamle 8x57 JS fra Viper-Flex skydestokken, så mon ikke der ligger en sådan under juletræet senere på året?

Vor nuværende assistent Thomas holdte fortet under min jagttur til Australien, men fik til gengæld stort rykind af familien. Efter min hjemkomst stod den på safari i Sabie Sands Private Game Reserve og sightseeing i Drakensbjergene, men derefter mødtes vi på jagtområdet Highveld for to dages intensiv jagt, hvor de to brødre Søren og Christian begge fik nedlagt springbuk og blisbuk og familiefaderen en hvidhalet gnu, som ses på billedet herover. En dejlig familie og god stemning, og spændende jagt. Ikke mindre end 6 stykker vildt nedlagt på pürsch fra Viper-Flex skydestokken på 2 døgn!

Fatter lagde ud med at nedlægge en blisbuk - vi gik i skjul bag en lille gruppe af mimosetræer i det åbne lanskab og fik nedlagt denne enlige buk, og så var vi klar til første familiefoto og vor overjagthund Harald av Fjellstølen gav den sædvanlige koncert!

Også begge brødrene fik fine blisbukke trofæer med hjem - området er lidt af et paradis for netop denne vildtart, med åbne græstrækninger, som er den ideelle biotop for blisbukke.

Springbukkene er lidt sværere i det åbne landskab, og især når man gerne vil sikre nedlæggelsen af gamle bukke med horn der peger lidt bagud. Især den sidste gav os sved på panden, da den i første omgang fik en lidt for baglig kugle på langt hold, men efter 1½ times pürsch og skarp forfølgelse fik den et perfekt fangstskud - når enden er god, er alting godt, og man kan nok se at smilet er ret stort hos den unge jægersmand!

Med en tidlig afslutning af jagten midt på eftermiddagen, blev der lejlighed til et forsøg på at fylde vor ørredkvote, som er inkluderet i opholdet på stedet. Fire spejlblanke ørreder blev det til, og det fik ikke blot vor bayerske bjergschweisshund Harald fornøjelse af, men også familien, som tilberedte dem da vi kørte videre på næste jagtsafari.

Da jeg sidste år var på jagt i New Zealand og fik nedlagt en sambar hjort, var der faktisk kun en enkelt at hjortevildtarterne i denne del af verden tilbage på min ønskeliste - nemlig svinehjorten, som kun kan jages på friland i hhv. Pakistan og Australien. Da førstnævnte ikke står på min liste over drømmedestinationer blev det heldigvis Australien, hvor der i Victoria provinsen årligt tildeles 750 licenser til nedlæggelse af de såkaldte "Hog deer", men kun 15 pct. af tilladelserne resulterer i et positivt resultat. Derfor undersøgte vi mulighederne indgående og fravalgt i processen vor oprindelige kontakt, og det blev vi belønnet med, da vi endte i noget der må karakteriseres som "svinehjortens paradis".

Allerede inden ankomsten var forventningerne skruet op, da mine kammerater Jens og Thomas var ankommet et par dage før mig, og berettede både om en nedlagt hjort i medaljeklasse og en virkelig god bestand. Turen fra Sydafrika er lang - landede først i Melbourne sent om aftenen, og efter nogle timers kørsel ankom min kammerat og jeg kl. 02:30 om natten, og så mange dyr på vejen ind i jagtområdet, som bestod af bælter med tæt buskland, med store åbne vådområder ind imellem. Langs med jagtområdet lå kysten med det frådende hav, men det lagde man ikke så meget mærke til, da havet var gemt bag nogle store klitter. På området var også en anden jæger der havde tyvstartet - kanadieren Jim Chockey og hans fotograt Matt, som forsøgte at nedlægge en hjort med bue og pil til Jim's TV-program, som sendes over hele USA og Kanada.

Jens og Thomas (herover) var af gode grunde i godt humør, og Thomas allerede i fuld sving med redigering af både tekst og billedmateriale, som han leverer til diverse jagtmagasiner - dejligt at genopfriske venskabet fra sidste års besøg i Sydafrika, hvor der blev lavet billeder og reportager til det seneste Härkila katalog.

Indkvartering var ikke luksuspræget, men gæstfriheden var stor - herover er det Jim Chokey tv, dernæst værtinden Corrie, guiden Clint med barnebarnet Dean og th. den ældre ejer Neil, som i de seneste 12 år har plejet og værnet om den efterhånden store bestand af svinehjorte på stedet. Det er ingenlunde en let opgave, da australierne tager ret så afslappet på ejendomsforholdene, og krybskytter værre end i de fleste lande. Straffen er mild, men Neil har lavet sofistikeret sikkerhed på området, som bl.a. involverer kamera overvågning og diverse andre tiltag, som skal forblive fortrolige!

Stemning var lidt trykket da vi ankom om natten, da fruen i huset havde haft et alvorligt sammenstød med en sambar hjort på vejen ud af jagtområdet. Det er verdens tredjestørste hjortart, og bagefter vor jagt i Australien var Jens og Thomas på vej til New Zealand, hvor det faktisk lykkedes at nedlægge en hjort 30 meter fra det sted, hvor jeg selv fik min hjort sidste år. Denne her fandt vi dog ikke, selvom vi søgte efter den i den tætte bush tidligt næste morgen, inden autoopretteren afhentede den forulykkede bil.

Desværre for mig var vejret drejet en smule, og selvom der var masser af spor, så vi ret begrænset med dyr den første morgen, og ingen skydebare hjorte. Da bilradioen meldte om storm og meget nedbør den næste dag, indså jeg at det nok var bedst at nedlægge den første skydebare hjort, som vi fik en chance til. Det skete på vej hjem til vor brunch sidst på formiddagen - en lille flok dyr med en god buk stod inde i hjørnet af en lysning, og vi pürschede tilbage med Viper-Flex skydestokken og min lånte riffel.

Billedet herover er taget fra filmen vi optog, men som det ses er hjorten dækket af et af hundyrene, og da den kort efter bliver fri er der lidt grene der dækker bladet, og jeg vælger at tage den lige bagved forbenet, og hjorten krummer sammen i skudøjeblikket og går baglæns og forsvinder ind i buskadset til venstre.

Herover er selve skudøjeblikket, som opfanget på filmen, og på billedet herunder krummer hjorten sammen og springer tilbage i buskadset. Den ligger dog forendt mindre en 10 meter fra skudstedet - kuglen er gået lidt skråt igennem dyret.

Nu kunne vi glæde os over at have nedlagt 2 smukke trofæer af svinehjorten - en art som kun en håndfuld danskere har nedlagt. Smukke sprosser og et kraftigt gevir, selvom jeg denne gang måtte tage andenpladsen til Jens, som havde noget mere at vælge imellem og fik nedlagt et særligt stort eksemplar. Det er heldigvis ikke nogen konkurrence, når vi tager på jagt - hovedsagen er fornemmelsen af at jage på en levedygtig bestand, som bliver kigget godt efter. Den følgende dag blev vejret ganske som lovet, og vi forlod faktisk jagtområdet og benyttede regnvejret og stormen til en lille bytur og besøg i huset hos ejeren af stedet, der selv havde en fin samling af trofæer hængende.

Jeg kan godt lide selv at lave trofæbehandlingen, når jeg er på rejser i udlandet - så har man kun sig selv at blamere, hvis noget ikke er optimalt, men når man nedlægger hog deer må man kun fjerne waiden, hvorefter dyret skal bringes til en såkaldt "Checking Station" for at blive målt og vejet, og taget kæber og forskellige prøver fra dyret. Først derefter kunne jeg starte arbejdet med at fjerne, rense og salte hovedskindet.

Hos landejeren hang der fire udstoppede svinehjorte (det er en axis hjort i midten) og vi valgte den såkaldte "sneak" model til venstre, da denne viser dyret i en naturlig stilling, som man ser dem i naturen. Den følgende dag blev begge trofæer og hovedskind derfor afleveret hos en konservator i Melbourne og vil blive sendt til konservering i Sydafrika hos vor normale konservator, som dog vil benytte modeller fra Australien i processen.

Overalt er der advarsels skilte mod kænguruer, og det er der en god grund ting - det nærmest vrimler med dem i denne del af Australien, og mange steder er de en plage, der invaderer afgrøder og haver, og de nedlægges i et meget stort antal, og kødet eksporteres sågar til en række oversøiske markeder og serveres i lokale restauranter. Jeg havde nu forsvoret at jeg skulle nedlægge en kænguru, men den sidste dag skulle i have slået tiden ihjel inden vor tur til konservatoren, og gutten fra Sydafrika skulle opleve noget lidt usædvanligt, så der røg vist lige en enkelt kængure, men det blev gjort på pürsch til fods, og ikke som farmeren havde tænkt sig - fra ladet af bilen. Kænguruerne er usædvanligt sky, og det er ganske svært at komme på skudhold af dem.

Herover suser en stor flok kænguruer forbi fotografen Thomas og nedenfor beundrer min kammerat fra Sydafrika monster kænguruen og dens meget imponerende hale, som benyttes som en slags støtte, når den springer ud over stepperne.

Så var det tid at returnere til civilisationen, og på vejen mødte vi "Rosie" på den lokale tankstation. Inde i Melbourne spiste vi middag med Benny's niece Jeanette og hendes samlever Neil, som bor fast i storbyen og arbejder for den lokale afdeling af Coloplast.

Afskedsmiddagen blev naturligvis afholdt på "A Hereford Beefstouw", som nyligt er åbnet i et af byens hippeste kvartererer, og hverken mad eller betjening skuffede.

Den følgende dag blev Jens og Thomas afleveret i Melbourne lufthavn og da min rejsekammerat fra Sydafrika havde fødselsdag, tog vi på sightseeing i storbyen og blev inviteret på eksotisk middag, for derefter at overvære min absolutte favorit musical "The Book of Mormon" på The Princess Theatre. Det er tredje gang jeg ser showet - første gang var i London's West End, derefter i Denver, Colorado og nu i Melbourne, men sidst på året sættes den op på Det Nye Teater i København, instrueret af Kasper Bech Holten, og jeg kan kun anbefale at I køber en billet snarest muligt, selvom jeg slet ikke kan se hvorledes denne sorte humor kan oversættes med held til det danske sprog!

Den følgende morgen var der tidlig afgang til lufthavnen for indenrigsfly til fantastiske Sydney, hvor vi om aftenen havde billetter til en friluftsopførelse af operaen Carmen. Det blev en enestående oplevelse, der sluttede med et festfyrværkeri over operahuset.

Den følgende dag var det Langfredag og den meste underholdning lukket ned, men JP tog på kravletur over Sydney Harbour Bridge, mens jeg nøjedes med at bestige det ene tårn og fik nogle fantastiske billeder af havnen og operahuset i det smukke vejr.

Der blev tid til at udforske byen og havneområdet og smage på de lokale østers. Lidt mange besøgende i byen i påskeweekenden, så der var liv overalt! Stemningen ved solnedgangen er helt speciel, ikke mindst når et sejlskib passerer forbi.

Påskelørdag startede med en rundtur i Sydney Opera House - man bliver helt stolt over at være dansker, når man oplever Jørn Utzon's fantastiske arkitektur, som i sin tid var årsag til mange kontroverser, budgetoverskridelser og forsinkelser, men i dag står som et levende monument for denne talentfulde mand.

Eftermiddagen blev tilbragt i koncert salen med Bach's påske oratorium St. Matthew Passion - nok lidt for pietistisk for mig, men aftenen bød til gengæld på en stærk kontrast med showet Kinky Boots, som nok gik lidt i den anden grøft! Efter nogle få timers søvn gik det mod lufthavnen for et farvel til Sydney og 14 timers flyvning til Sydafrika!

Vi var tilbage ved Limpopo Tented Camp med de tre generationer i denne uge, og igen fik alle nedlagt vildt. Herover var det en stribet gnu, som efter en kort pürsch blev nedlagt fra en af vore ViperFlex skydestokke med et perfekt skud. Herunder er det den midterste generation der har nedlagt en buskbuk.

Denne gamle vortesvine orne kom gående direkte fra dets mudderhul - et dejligt trofæ.

Vi var i det hele taget ganske heldige med vortesvinene denne gang - ældste søn Simon fik nedlagt hele to af slagsen.

Peter på 12 nedlagde en flot oryxtyr med en helt perfekt kugle - svært at sige hvem der var mest stolt - faderen eller sønnike!

Det lykkedes begge drengene at få en impala buk, selvom det er svært på denne årstid, hvor det stadigvæk er grønt og vådt over det meste af området. Om en måneds tid starter brunsten, og så bliver det anderledes let at snyde de vakse impalaer!

Den ene eftermiddag kom der en hel flok gnuer til vort vandhul for at slukke tørsten. Det er tyren tv., som ruller sig i sandet, mens de øvrige drikker fra vandhullet.

Det er en fantastisk ting at opleve solnedgange i Afrika - her er det vor største hochstand med stråtaget, hvor der ofte i de sidste solstråler kommer rovdyr og vortesvin forbi.

Vor unge jæger på 12 fik den sidste aften en sjakal på anstand netop ved en hochstand, men inden vi returnerede til Pretoria aflagde ved et besøg ved Benny's mindebænk med en smuk udsigt over Limpopo floden - det er blevet en tradition at vande de to træer, som er plantet til minde om Benny, som forlod os den 8. april for næsten to år siden.

På vort jagtterræn Highveld har vi ikke så mange problemer med at finde vildtet som ved Limpopo, men græsset er højt i år, og især springbukkene laver hurtigt et forsvindingsnummer. Derfor fik vi en jagtdag, hvor vi fik lov at trave mange kilometer, men endte trods alt med at 3 generationer af samme familie alle havde nedlagt det ønskede vildt. Herover er det farfar med en fin blisbuk - Snr. startede ud med en fin bladkugle!

De friske drenge Peter (12) og Simon (15) var for to år siden på jagt i Zululand, og havde allerede fået deres blisbukke, og derfor stod der denne gang en springbuk på ønskesedlen. Det lykkedes for dem begge - fine gamle bukke med bagoverbøjede horn!

Grande finale før solnedgang var fatters nedlæggelse af en hvidhalet gnu, som gav vor overjagthund Harald a Fjellstølen en chance for at synge en lille sang, og dermed kunne vi sende familien videre på fotosafari den følgende morgen, med et "på gensyn ved Limpopo" tirsdag i næste uge. Billeder fra denne del følger!

Dagen forinden nåede vi at lave en lille personale jagt, hvor vor assistent Thomas og chefkokken Claus hver fik nedlagt en fin blisbuk - kokkemanden smuttede den følgende aften tilbage til fædrelandet efter veludstået køkkentjeneste i vort gæstehuskøkken i højsæsonen, og så skulle han naturligvis, traditionen tro, have et trofæ med hjem.

Vi var godt klar over at starten på årets Limpopo jagter ville blive drøj - der har været rekordstort regnfald i området - floden var 7-8 meter over normal vandstand og overalt på området står der pytter og mudderhuller og græsset er meterhøjt. Det betyder at vildtet bevæger sig væsentligt mindre end normalt, da både føde og vand findes inde i den tætte bush, hvor de ynder at gemme sig om dagen. Marts safarier laver vi derfor kun med de gæster som af professionelle årsager er nødt til at komme så tidligt på året - det være sig landmænd og folk i turistindustrien, og det var da også disse to grupper der startede ud.

Vi havde ganske meget modvind i starten, men fandt dog til slut rytmen og fik nedlagt en stribet gnu, 2 oryx antiloper og 1 zebra. De mere almindelige arter havde jægeren allerede nedlagt på en tidligere jagttur. Til gengæld havde vi fin pürschvind og så de sidste par døgn rigtigt meget vildt, omend ikke de arter vi havde på listen - det er meget smukt at se naturen så frodig, som det er tilfældet i denne sæson, og så må vi tage strabadserne med i købet, for jagten bliver næppe lettere før hen i april måned.

For vor assistent Thomas er der lange ventetider, når jeg er ude på pürsch med kunderne i bushen, og her fordrev han tiden fornuftigt og fik nedlagt en sortrykket sjakal - det første stykke vildt for ham i Afrika, så glæden var stor!

Principielt jager vi ikke i sommermånederne, da vi ønsker at give vore kunder optimale vilkår for en succesfuld jagt, men disse gengangere fik vredet armen på os, og var på en minisafari efter nyala, som lige netop manglede i samlingen! Efter en lidt svær morgen i den tætte bush, lykkedes det lige før frokosttid at nedlægge denne smukke nyalatyr.

Den hurtigt afsluttede jagt gav os mulighed for at tage en dagstur til Pilanesberg National Park, og det blev en begivenhedsrig dag, hvor vi ikke blot så de sædvanlige flokke at zebraer og antiloper, men også fik særdeles meget nærkontakt med to hanelefanter.

Jeg spottede en elefanttyr på vejen ud af parken, og tog en lille detour, hvor det lykkedes at parkere næsten ved siden af elefanten på en lille bro, hvor den indtog sig en lille drink fra vandhullet. Da jeg tog dette her billede var det ikke gået op for mig, at det ikke var den samme elefant jeg så i bakspejlet, men pludseligt faldt femøren, og man må nok sige at vi følte os lidt pressede i nogle lange minutter, hvor kammeraten egentlig havde planlagt at lave træf med den anden tyr ved vandhullet. Der blev kigget ret mange gange i bakspejlet, men til slut opgav den sit ærinde, og gik stille og roligt ind i bushen, og vi var en oplevelse rigere. Foruden vort elefanttræf så vi masser af giraffer, to store hanløver og et rigt fugleliv, som nyder gavn af den fantastiske regnsæson vi har haft.

Det var nu ikke min mening at tage på 3 oversøiske jagtrejser i 2016, men jeg så på nettet at to af mine bekendte fra Danmark havde nedlagt meget flotte trofæer af Manchurisk sika - også kaldet "Dybowski" sika - verdens største underart af sika, som både af trofæ og krop er tæt på at være dobbelt så stor som den danske "Nippon" underart. Ovenikøbet bor en af mine bedste danske bekendte med hans familie i Kiev, og dem havde jeg også lyst til at besøge, da vi ikke havde set hinanden siden tiden i Pretoria, hvor vi var naboer.

Da jeg henvendte mig til den lokale kontakt Roy (th) i Ukraine, fik jeg tilmed et tilbud som jeg ikke helt kunne stå for, og da min kontakt på SAA i København derefter rystede op med en fin bonusbillet, så var turen pludselig en realitet, selvom det kun gav mig 5 dage på kontoret mellem turene til Mongoliet og Ukraine! Her er vi kørt 5 timer nordvest for hovedstaden Kiev mod den polske grænse til statsskoven i Kivertsivs'kyi distriktet. Vor gæstfrie vært på området er Sergiy (tv). Området rummede tidligere en bestand af wicent (europæisk bison) - på et tidspunkt var der mere end 200, men krybskytteri for kød har desværre reduceret bestanden til kun 12 dyr, som vi faktisk var heldige at se på turen.

Vi blev indlogeret på et lille jagtslot i jagtområdet - meget komfortabelt og luksuriøst. Som så mange andre steder i Østeuropa blev denne type etablissementer ofte indrettet til den kommunistiske partitop, som sikkert var flittige gæster med deres kammerater og elskerinder. Rent faktisk meldte en offentligt delegation sig på ankomstdagen, og vi blev "gemt" ude i skoven, og da de åbenbart var faldet godt til, måtte vi også lide den tort at køre til den nærliggende by for at indtage middagen på en restaurant! Først da der blev meldt fri bane sidst på aftenen, kunne vi indtage vore værelser igen.

Spisestuen komplimenteredes af en glasmontre med udstoppede dyr og fugle, og påmalet landskab. Den allesteds nærværende Sergiy stod altid klar med vodkaflasken, hvilket var lidt af et mareridt for mig, der slet ikke er vant til at indtage alkohol i de mængder, så der blev nippet og anvendt flere tricks for at slippe af med den farlige væske..! Stedets kvindelige kok Natasha tryllede til gengæld med den ene lækkeri efter den anden, og helt igennem naturens materialer og friske farmprodukter - tv en vagtel med tilbehør og th chokoladekage med nødder. Det var meget lækkert, selvom portionerne var alt for store og hyppige, men det var naturligvis altsammen i en god mening.

Transporten rundt på jagtområdet foregik med hestevogn, hvilket gav en dejlig stemning. Den lille ladvogn blev hver morgen fyldt med friskt hø, hvilket også hjalp os lidt til at holde varmen i fødderne i det kolde vejr. Kusken Mirislav kørte hver morgen 13 km. med hestevognen i mørket for at være klar til starten på jagten, og kørte samme distance hver aften retur til hans hjem. Hver gang vi parkerede jagtvognen for at pürsche, fik hesten en tot hø at gumle på, så tiden ikke blev så lang. Det var hygge udover alle grænser.

Allerede den første korte eftermiddag overbeviste os om, at vi var kommet til det rigtige sted. Outfitteren havde først nyligt fået lejlighed til at benytte området, så det var lidt af et eksperiment, og vi skulle lige føle os lidt frem. Vi så vel et par hundrede sikaer på nogle få timer, og havde også en chance sent på eftermiddagen, men jeg følte at det var for mørkt til at kunne afgive et forsvarligt skud, og så travlt havde vi jo heller ikke.

Den følgende dag blev præget af regn og blæst, og sneen var på vej til at tø de fleste steder. Ikke godt jagtvejr, og dagen startede lidt sløvt, men om eftermiddagen begyndte sikaerne igen at komme frem, og på et tidspunkt ser vi en meget flot hjort, som dog stak af, men stoppede op omkring 120 fra hvor vi stod, og jeg stod klar med skydestokken. Desværre var der en hel hæk af buskads en snes meter før hjorten, og jeg sagde til Roy at jeg ikke kunne skyde fordi der var for meget i vejen, men han hørte ikke hvad jeg sagde og sagde i stedet "shoot-shoot", og det gjorde sig så mod bedre vidende. Jeg sagde dog straks til ham, at den her troede jeg ikke meget på, selvom det umiddelbart så ud til at hjorten tegnede. Da vi kom op til skudstedet fandt vi også straks schweiss, som var let at følge i sneen. Der blev dog mindre og mindre, og til slut postulerede Mirislav at han havde set hjorten løbe væk, og den fejlede efter hans udsagn ikke noget, da det nok kun var en strejfer fra det splittede projektil. Det var nu ikke lige min stil, for i Afrika følger vi sporet til den bitre ende, og vi havde kun gået en time på det, men de statsansatte havde ikke den store motivation, og vi var ret slukørede da vi kørte hjem til vort overnatningssted.

På den tredje jagtdag gik det lidt bedre, selvom vi også denne dag blev forfulgt af sort uheld! Vi fik efter en times jagt en virkelig god skudchance til en stor hjort, men da jeg vurderede at der var god tid, ville jeg lige tage mine læsebriller på, da dette gør mig mere komfortabel med afgivning af skud. Da jeg ville sætte brillerne på, kom jeg ved et uheld til at skubbe kontaktlinsen i mit højre øje ud i skovbunden, og uden den er jeg praktisk taget blind på mit skydeøje! Total panik - til slut lykkedes det dog at få skruet så meget på kikkerten at jeg igen kunne se noget, men hjorten var gået ind i skoven bag nogle hinder. Kort efter krydsede den et spor, og jeg skød den lidt skråt bagfra, og mente at havde truffet den lige bag ribbenene. Skuddet følte jeg gik godt, selvom nerverne var lidt på højkant. Det viste sig dog ikke at være perfekt, selvom vi hurtigt fandt et ganske godt schweissspor. Det spor fulgte vi i over tre timer - to gange måtte vi næsten opgive, men så fandt vi nyt blod, og til slut fik vi også et glimt af hjorten, men der var for mange birketræer imellem, så jeg ikke kunne afgive skud.

Kort efter står en hjort foran os, og den lokale guide og Roy sagde skyd, og hjorten faldt på stedet. Glæden var dog kort, for det viste sig at være en helt anden hjort, som ikke fejlede spor. Tilbage på blodsporet, og efter yderligere 20 minutters eftersøgning kunne jeg heldigvis give hjorten fangstskud. Når enden er god er alting som bekendt godt, men et sammentræf af uheldige omstændigheder havde altså haft sin effekt. Viperflex skydestokken havde igen vist sig at være fortræffelig til skud på lidt lange hold, og vi nød ventetiden indtil hestevognen kom. Min guide Rob var også tilfreds med den afslutning, men nok lidt bekymret over den hjort, som var blevet nedlagt ved en fejl undervejs.

Efter læsningen af begge hjorte var der tryk på hestevognen og det gik i skumringen hjem mod hovedsædet, hvor jeg traditionen tro selv sørgede for at skære hovedskindet af den store hjort. På billedet herover liggende den mindre hjort på jorden forrest.

Næste dag kunne vi med god samvittighed køre de fem timer tilbage til hovedstaden Kiev, hvor mit værtspar Lana & Peter Erben stod klar med en gæstfrihed der næsten var ubeskrivelig. Få timer efter ankomsten var vi til julesammenkomst med de fastboende skandinavere i den Lutherske kirke, men med rigeligt våde varer og dejlig skandinavisk mad, hvilket gjorde gavn, efter den mere bombastiske forplejning i jagtområdet.

Peter Erben lærte mig alt hvad jeg ved om computere i Sydafrika for år tilbage, og siden den tid har han haft en glorværdig karriere som valgrådgiver og -organisator i en stribe konfliktområder. Det var spændende at høre ham fortælle om situationen i Ukraine, hvor befolkningen i Kiev og den vestlige og nordlige del af landet er tilhængere af en tilnærmelse til EU, mens den russisktalende befolkning i den østlige del fører en voldelig separatist krig, og så naturligvis den vigtige Krim-halvø, som er okkuperet illegalt af russiske styrker.

Det var mærkeligt at besøge uafhængighedspladsen, hvor revolutionen startede for blot to år siden - en menneskemængde på mere end en million ubevægnede, men vrede mennesker blev beskudt af snigskytter fra regeringsbygningerne omkring pladsen, og mere end 150 mistede livet. Et 8-etagers fagforeningshus blev brændt af.

Min private lokalguide Maria fortalte engageret om både konflikten og byens spændende historie, som faktisk også har relation til mongolske krigsherre Djengis Khan, som jeg stiftede bekendtskab med ugen før i Mongoliet. Når jeg tager på jagt, er det ikke blot at skyde vildt, men i høj grad også at opleve fremmede verdensdele - deres kultur og befolkning. Det gjorde et stort indtryk på mig at se hvor gerne de unge mennesker vil være en del af Europa og lægge afstand til kommunismen og Rusland - jeg tror der er håb - de har lært at smile, og at det skal falde naturligt at give god service.

Kontrasten til besøget ved det monstrøse russisk-byggede krigsmuseum var slående - befolket af gamle sure russiske kustoder, som enten sov eller så lettere irriterede ud over det faktum at de var blevet forstyrret i deltagelse i endnu et håbløst kommunistisk beskæftigelses projekt.

Med Peter og Lana's unge assistent Samina besøgte jeg den gigantiske "moderland" statue ved museet - sværdet blev forkortet til "kun" 16 meter, da det ellers ville blive højere end spiret på den nærliggende Kiev Pechersk katedral, og det protesterede de russisk-ortodokse præster imod! Nok mere sjældend end køn vil jeg påstå!

Kirkebygningerne i Kiev er gudesmukke - med deres løgformede gyldne kupler. En del måtte lide den tort at blive jævnet med jorden i USSR tiden, hvor man mente at der var for mange kirker i byen, men flere er blevet genopført i oprindelig stil.

Det gælder bl.a. Sct. Michael's katedralen i den historiske bymidte, som blev genopført i sin oprindelige form efter løsrivelsen fra Sovjetunionen og genåbnet så sent som i 1999.

Vi nåede også at besøge det farverige marked, hvor der bl.a. sælges små buketter af tørret egeløv, som ukrainerne anvender under besøg i deres saunaer - risene benyttes åbenbart til at slå hinanden på ryggen, og sælges overalt!

Kiev har mange fremragende restauranter - en af Peter's favoritter er "Dogs&Tails" - en meget moderne restaurant, hvor den unge generation ukrainere beviser at også de har lært at give god betjening til deres gæster. Det giver håb for fremtiden.

I storbyen havde Peter arrangeret et væld af sociale begivenheder under mit korte besøg - vi startede med en julefrokost arrangeret af de lokale skandinaviske kirker i den Lutherske kirke i byen - komplet med snaps og finsk vodka! Højdepunkterne var dog en pragtopførelse af AIDA på Statsoperaen i Kiev (herover) og den sidste aften en privat koncert og sammenkomst i Lana & Peters smukke bolig, hvor den danske ambassadør og en række andre lokale danskere var til stede. Vi havde endda fået slæbt min lokale jagtoperatør Roy med i teatret, men jeg tror nu han sov lidt i fjerde akt!

Ved afskedsarrangementet spillede Orange Blossom kvartetten - tryk på billedet herover for at se de smukke talentfulde damer i aktion! Pigerne i køkkenet havde hele dagen haft travlt med at fremstille diverse lækkerier, og jeg følte mig taknemmelig over den store gæstfrihed, og håber snart at se familien Erben igen under varmere himmelstrøg! Jeg rejste hjem til Sydafrika med mange indtryk - tænke sig at man kun to timers flyvning fra Europa kan opleve noget så fremmedartet som Ukraine. Jeg kan varmt anbefale landet både for trofæjægere og almindelige turister. Lad os håbe at de kan ryste fortiden af sig og løse de interne konflikter, så befolkningen kan se en lysere fremtid i møde.

Nu hvor vor egen jagtsæson er overstået og fototuristerne først for alvor dukker op igen i juleferien, er det tid at tage på andre eventyr, og i den forløbne uge gik turen til Mongoliet, for at jage hvidhalede gazeller i Gobi ørkenen med tre af vore stamkunder, som fløj ind fra hhv. Seattle og København. Det blev en dejlig uge med gode jagtlige resultater, men mest af alt nogle enestående naturoplevelser i en fremmedartet del af verden.

Jeg selv forlod Johannesburg på Air China, og selvom jeg et par dage i forvejen havde ordnet al papirarbejdet med mit våben, løb jeg ind i store problemer ved check-in, da selskabet aldrig før havde prøvet at transportere jagtvåben fra Sydafrika. Efter mange telefonopkald og megen papirnusseri lykkedes det dog, og ved ankomsten til Beijing blev vi mødt med blå lys og senere marcherede en mindre hærkommando ind i afgangshallen med våben og ammunition, som jeg måtte åbne midt imellem alle de måbende passagerer, så myndighederne kunne aflæse numre, tælle patroner og forevige begge dele utallige gange med deres mobilkameraer. Jeg var blevet advaret på forhånd om at netop kinesiske autoriteter er ekstremt koleriske omkring transport af våben - de er i det hele taget koleriske omkring mange ting, hvilket bl.a. betyder at såvel Facebook som Instagram er blokerede - selv i deres Business Class lounge, efter at man ved hjælp af et pas scan har fået udleveret en kode til deres elendige WI-FI, som man endelig ikke må videregive til uvedkommende!

Jeg er så privilligeret at kunne flyve Business Class, takket været mine bonuspoints optjent på et heftigt forbrug på mit Diners Club kort, og det er noget man sætter pris på, når flyvetiden alene mellem Johannesburg og Beijing er 14 timer og 40 minutter! Den sidste 2½ times flyvning mellem Beijing og Ulaanbaartar bekræftede formodningen om at det ville blive en kold uge i Mongoliet - ugen før var temperaturerne helt ned til minus 50 grader Celcius, men vi fik dog lidt mere moderate frostgrader på mellem -37 og -10 Celcius.

Det nuværende Mongoliet dækker et område på 1.564.116 kvadratkilometer, og med en befolkning på under 3 millioner, er dette land det tyndest befolkede og 18. største landområde i verden. Gobi ørkenen udgør en stor del af det centrale Mongoliet, og med bjerge både mod nord og øst, er landet næsten totalt uopdyrkeligt. Ca. 40 pct. af befolkningen lever endnu som nomader i telte (jurter), og flytter deres heste, kameler, køer, får og geder i takt med hvor de bedste græsningsmuligheder findes på forskellige årstider. Størsteparten af befolkningen er følgere af tibetansk buddhisme, men der er også en stærk shamanistisk tradition i landet. Venligheden er påfaldende, omend de sproglige kvalifikationer er stærkt begrænsede, men vi havde 3 gode guider til rådighed, som talte et udmærket engelsk, og dem der ikke forstod os, klarede vi med fagter og smil!

Genghis Khan (1162-1227) samlede det mægtige Mongolrige - verdenshistoriens største imperium, og han fylder stadigvæk meget i landet - her er det en statue foran parlamentet på Genghis Khan Square i hovedstaden Ulaanbaartar, hvor en fjerdedel af landets befolkning er bosiddende. Det ser man på trafikken, som er noget nært et mareridt. Byen er verdens koldeste hovedstad, med en gennemsnitstemperatur på minus 2,5 Celcius!

Efter kollapset af det kinesiske Qing dynasti i 1911, erklærede Mongoliet sig afhængigt af det store naboland, men blev annekteret af Sovjetunionen allerede i 1921, og det varede ved lige indtil den anti-kommunistiske revolution i 1989, hvorefter Mongoliet fik en fredelig overgang til parlamentarisk demokrati i 1990, og det medførte igen et flerparti system, og en langsom overgang til en markedsrelevant økonomi. Den store nabo fylder dog stadigvæk meget, og russernes bombastiske beton monumenter ses overalt, som her på udsigtsbakken Zaisan, hvor man med lidt held kan se storbyen nedenfor, på trods af forurening fra bilmængderne og de kulfyrede kraftværker.

Et andet levn fra russer tiden er statsbutikkerne, hvor befolkningen kunne købe deres fornødenheder, men i dag er også disse butikker privatiserede, og vi benyttede lejligheden til at købe nogle beklædningsgenstande af deres berømte kashmir uld, og så lidt varm hovedbeklædning til jagten!

Den følgende dag gik det mod jagtområdet - først en time gennem den stærkt trafikerede hovedstad, men derefter kom smukke landskaber med næsten uendelige vidder. Efter et par timer drejede vi til højre på noget der velsagtens skulle ligne en vej, men det var faktisk mere et spor i sneen, og det blev mere og mere øde og gudsforladt. Efter et par timer nåede vi frem til campen, hvor vi alle fire skulle overnatte i et traditionelt nomadetelt. Vi blev meget glade for at have medbragt soveposer hjemmefra, inkl. de forede poser som vi satte ind i soveposerne, for selvom der blev fyret op, så blev det meget koldt sidst på natten, og lad os tilføje, at vi ikke havde nogen problemer med at der ikke var køleskab på stedet!

Indenfor i vort smukt udsmykkede jurt mødte vi vor kok og oppasser, og fik os indrettet så godt som nu pladsen gav os mulighed for! Der var kun 3 madrasser, så jeg måtte som mindste mand overtage den hårdeste af sengene, men det var nu mere snorkelydene der formåede at holde mig vågen ind imellem!

Når man som os rejser rundt i den store verden for at gå på jagt i ødemarken, så ved man godt at forplejningen næppe står på frikadeller og brun sovs, men man må nok erkende at lige netop maden på tidspunkter var en kende ubestemmelig, og helt sikker eksotisk. Hvorvidt indholdet bestod at hest eller en selvdød kamel står hen i det uvisse, men jeg tror ikke nogen af os tog på under opholdet!

Allerede den første eftermiddag var vi ude på jagt. Vi havde kommet for skade at sige, at vi godt ville forsøge at nedlægge ulv, hvis muligheden bød sig, og det gjorde dem tydeligvis fyr og flamme, da denne jagt rummer en masse symbolik og regnes for meget mere attråværdig end jagt på de andre vildtarter.

På post med min trofaste SAKO 222 Remington og den uundværlige ViperFlex Journey skydestok, var jeg klar til at modtage ulvene, som oftest kommer i småflokke med op til 5-6 individer, men der skal held til, og det var vi også på forhånd klar over. Ingen af os fik nogen skudchancer, men vi så dog en enkelt ulv på turen. Til gengæld kunne man næsten ikke mættes af de smukke landskaber til alle sider. Under drevene så vi også ganske mange argali får og maralhjorte, men ingen af dem var jagtbare på denne årstid, og det skal da også tilføjes at netop argalien slår meget store huller i pengepungen!

Der var dog ingen tvivl om at de enorme områder rummede en stor bestand af ulve - der var mange ulvespor, og andre tegn på deres tilstedeværelse. De er dog meget sky dyr, som kan være svære at drive ud af bjergene, og få på skudhold. Vore guider gav dog på ingen måde op, og selvom vi frøs tappert i den bidende kulde, var det stadigvæk spændende at stå på post, for vi vidste jo alle at chancen var der!

De hvidhalede gazeller havde vi dog ikke set nogen af, og om aftenen måtte jeg ligesom hentyde til guiderne, at det jo rent faktisk var det vi var kommet for, og at ulvejagten mere skulle betragtes som et bonus, og at det ikke ville være verdens undergang, hvis vi måtte opgive netop den del. Trods denne advarsel fortsatte ulvejagten med uformindsket kraft den følgende morgen, og det var godt forbi frokosttid, da maverne begyndte at rumle, og tæerne føltes som istapper i støvlerne, trods to par tykke strømper over hinanden. I Danmark kan få hightech kram, med batteriopvarmede sokker, og det vil jeg på stedet anbefale til andre der begiver sig til Mongoliet på denne årstid.

Redningen kom til os i form af en jurt, som pludseligt dukkede op ude i vildmarken - her boede tre generationer af en traditionel nomadefamilie, og jeg tager ikke munden for fuld, når jeg siger at netop dette besøg var et af rejsens højdepunkter. Mongolerne er meget gæstfrie og venlige mennesker, og de behandlede os med en pli, som ikke ofte ses fra traditionelle stammefolk i andre verdensdele. Ingen forsøgte at prakke os den opvarmede suppe/hestevalle på halsen - i stedet kogte man vand til vore medbragte suppebægre med nudler, mens de øvrige i selvskabet festede på mere traditionelle retter og kødben fra en skål af ubestemmelig oprindelse. Vi fik varmen både ind- og udvendigt, og takkede mange gange - som alderspræsident havde jeg fået en af husets tre stole at sidde på!

Udover indskydningen havde ingen af os løsnet et skud, og vi var efterhånden modne - snakken gik at hverken kameler eller yakokser længere kunne føle sig trygge! Vore guider forsikrede os dog for at vi nok skulle få fyldt kvoten på 2 gazeller per jæger inden solnedgang - det var nærmest venstrehåndsarbejde!

På nethinden havde vi billeder af flokke med titusindvis af hvidhalede gazeller - i sommerperioden kan flokkene være helt op til 200.000 individer! Derfor var det lidt af et antiklimaks, da vi efter timevis af dødskørsel ud over stepperne kunne havde set 3 sølle hundyr. Stemningen var lidt i bund om aftenen, og vi følte nok at vi havde begået en brøler ved at bede om jagt på ulv, når det andet var baggrunden for at vi havde fløjet til den anden ende af jordkloden. Efter den sædvanlige indtagelse af et måltid af ubestemt oprindelse - smagte mest som kogt kamel - stod vi på hovedet i seng, og var mere end klar til næste morgens jagt - nu skulle der snart ske noget! Jeg var nok allermest bekymret, for det var jo mig der havde slæbt alle gutterne herud i snehelvedet, og havde mest på spil!

Spejdet blev der - ud over endeløse vidder, men de første par timer så vi ikke et levende væsen, så rynkerne var nok efterhånden lidt store i panden. Så skete miraklet dog - de første små flokke dukkede op, og pludseligt var der gazeller i alle retninger. Det gik dog hurtigt op for os, at een ting er at få øje på dem - en anden ting er at nedlægge dem, og man forventede at vi skulle skyde en lille gazelle på skudafstande på mellem 350 og 450 meter, og det var nok en kende optimistisk - det er trods alt små dyr - vejer kun omkring 35-40 kg, selvom de ser lidt større ud på grund af den tykke vinterpels. Der røg et par skud over sletten, men uden den store effekt, så det blev hurtigt klart, at vi måtte tage andre metoder i brug, og anvende køretøjerne til at drive dyrene hen imod jægerne.

Til min store befrielse nedlagde min første kunde snart efter en fin buk med et velrettet skud (eller var det to??) - jublen ville ingen ende tage, og nu kunne vi for første gang tage denne smukke vildtart i øjesyn på tæt hold. De har en særdeles tyk vinterpels, og netop her i brunsten får bukkene en grålig fold på forkanten af halsen, hvilket så meget smukt ud. Det er de store vidders vildt - ingen tvivl om det!

Nu var det så min tur, og jeg kom til at skyde på en buk der sad ned ude på sletten, hvilket absolut ikke er mit favoritskud, da jeg var bange for at snitte knoldene foran bukken med kuglen. Derfor røg de første skud over, men så måtte også min første buk ned med nakken.

En fantastisk oplevelse at stå ude midt i Gobi ørkenen med det trofæ man havde drømt om, og en bekræftelse af at trofæjagt er meget mere end blot at nedlægge dyr - det er en helhedsoplevelse hvor godt kammeratskab spiller en stor rolle, men også alle de naturmæssige og kulturelle oplevelser som man får med som en bonus oveni handlen. Det er derfor jeg elsker at rejse, og netop denne tur bød nok på noget at det mest eksotiske og fremmedartede, som jeg hidtil har oplevet.

Det usædvanligt store næseparti, som er typisk for dyrene i Mongoliet, har til formål at sikre at indåndingen kan varmes tilstrækkeligt op på vejen ned. Herunder ses tydeligt hudfolden, som bukken udvikler på forsiden af halsen i brunsttiden, og det tykke hårlag. Vi besluttede da også senere at alle otte bukke nedlagt skulle hovedmonteres.

Da vi kort efter mødte vore to andre jagtkammerater, viste det sig at de også havde haft heldet med sig, og hver nedlagt en fin buk, og dermed var det tid til gruppefoto, som dog ikke blev helt optimalt, da de andre bukke allerede var så frosne og stive, at det var svært at lægge dem pænt op, men vi gjorde hvad vi kunne herunder! Nu var vi halvvejs, og optimismen var i høj grad vendt tilbage, og de medbragte madpakker gled da også nogenlunde ned!

Nu var det tid til opbrækning af de sidste dyr, og med så mange fuldvoksne trofæer var det vigtigt at få de medbragte trofæmærker sat på uden forsinkelse, så vi ikke fik blandet dem sammen!

Efter frokoststoppet fik alle mand deres anden gazelle - min endda på spring, og vi kunne lige nøjagtigt nå endnu en ulvesåt inden mørket sænkede sig over stepperne i Gobi ørkenen. Der blev set endnu en ulv, men den kom aldrig for, da den ikke ville ud fra bjerglandskabet.

Køwwenhawnerne besluttede at de nu havde fået tilstrækkeligt med camping liv, og ville gerne benytte næste dag til sightseeing på vejen tilbage til hovedstaden. Hunden herunder havde troligt passet på os hver eneste nat, i bidende kulde ned til 37 minusgrader, men man må vel antage at den ligesom de grønlandske slædehunde har tilpasset sig klimaet, og næppe havde lyst til at tilbringe aftenen indendørs, hvor teltet i hvert fald den første del af natten nærmede sig kogepunktet!

Det var også tid til at sige farvel til landskaberne - vi snuppede en spejdejagt efter ulve næste morgen, men så var det tid at dele drikkepenge ud til personalet og tage pænt afsked med Gobi ørkenen.

Der er mange skikke og traditioner blandt nomaderne - guiderne havde også et lille helligt ritual, når de gik hen til de nedlagte dyr. De kulørte klude hænges op til ære for guderne og hjælper dem som rejser forbi til en sikker rejse. Man ser interessante ting overalt hvor man færdes i dette fremmedartede land.

Sidste stop inden Ulaanbaartar var monumentet for Gjenhis Khan med udsigt over floden Tuul, hvor han ifølge overleveringerne fandt en gylden pisk. En stor mand kræver et stort monument, og med en højde på 40 meter, så man siges at det er lykkes! Herunder turens eneste turistfælde - en tam ørn som kunne fotograferes mod passende vederlag, men i en god ånd af de venlige mongoler, som nærmest stod på hovedet for os, da jeg først havde slippet kontanterne! Nogle hævder at 8 pct. af asiens befolkning er efterkommere af Gjenhis Khan, så han må have været en travlt mand!

Jeg tror at billederne taler deres tydelige sprog om monumentets enorme dimensioner!

Så var det retur til storbyen - et sært møde mellem nyt og gammelt / tredje og første verden, men det er måske det som gør det så interessant at besøge Ulaanbaartar? Asien er det ikke, og Europa heller ikke.

Sidste dag i Ulaanbaartar blev fordrevet med sightseeing - først et besøg ved Bogd Khan's vinterpalads, og senere lykkedes det os at få åbnet det lokale jagtmuseum, som vist ikke modtager besøgende hver måned. Det bar udstillingerne også præg af, men spændende at se verdens største argali får i samlingen.

Der blev også lejlighed til at besøge det berømte Gandategchinlen kloster, som rummer en 26 meter høj Buddha statue. Vi inhalerede både røgelse og drejede på bedetrommerne uden at kunne konstatere nogen mærkbar effekt, så vi blev enige om at vi hellere vil på jagt end gå i kloster, så nu er spørgsmålet blot hvor næste eventyr går hen? Mongoliet var en rigtig god oplevelse, der bliver svær at slå.

Så er det slut på den kommercielle del af jagtsæsonen 2016 og vi genåbner først i slutningen af marts 2017, når de klimatiske forhold igen er ideelle for den helt optimale jagtoplevelse. Der er ikke mange ledige perioder tilbage, så hvis nogen af Jer har planer for 2017, så vil det være en god idé at komme ud af busken. Det er jo ikke bare jagt vi præsenterer, men en totaloplevelse med god forplejning og hyggeligt selskab. Det sætter mange af vore gæster pris på, og kommer igen og igen. Alle de trofæer som I ser herunder fra jagtsæsonen 2016 blev udleveret til vor kunder i Herlev 14/11/2016 - alle har nydt gavn af vor pris- og leveringsgaranti - se mere herom på dette link!

Vor assistent Kristoffer og PH-medhjælper Marcel blev et par ekstra dage ved Limpopo, og det var særdeles lønsomt. Første nedlagtede vildt var denne vandbuk.

Oryx antilopen stod højt på Kristoffer's ønskeseddel, og det fik han også opfyldt, selvom det kan være en drilagtig art at få nedlagt! En fin tyr blev det til.

En impala er man naturligvis nødt til at have med hjem!

Og minsandten om det ikke også lykkedes at nedlægge et hulepindsvin i 11. time!

Sæsonens allersidste kommercielle jagt gik til Limpopo, hvor vi med en enkelt kunde havde en dejlig uge med masser af god pürschjagt og fine trofæer. Nu holder vi pause indtil april næste år, selvom vi har taget en enkelt jagt ind i marts måned. Det kan dog godt være at der bliver en MiniSafari i ny og næ, men principielt går vi ikke på jagt i sommerhalvåret, fordi det simpelthen er en uegnet årstid, hvor det er alt for varmt, ofte for vådt, og helt sikker altid meget sværere at opnå gode jagtlige resultater og god trofæbehandling. Dermed var det også årets sidste servering af velkomsthummer i lejren!

Selvom det var varmt i frokostpausen kunne jeg se at jægeren var utålmodig med at komme i gang, så vi tog os en lille pürsch langs med Limpopo floden, da der ofte viser sig et eller andet - selv i middagsheden. Vi var heldige at komme på skudhold af en fin impala buk, så god start til turen. Sidst på eftermiddagen fik vi på hovedterrænet en stribet gnu, efter en spændende pürsch imellem endnu flere impalaer og mange øjne der kiggede!

Næste morgen listede vi os ind på en vandbuk tyr og en stenbuk, og dermed havde vi nedlagt 4 vildtarter allerede det første døgn, men vi nåede ikke at spise brunchen, før der kom melding om endnu et interessant art!

Landejeren havde på vej ind til byen for at sælge vildtkød, set en stor nyalatyr der stod i et buskads tæt på vejen, så vi slukkede for ovnen og fik efter en kort pürsch nedlagt denne smukke nyala - nu stod den på 5 vildtarter det første døgn, men som alle ved - træerne gror ikke ind i himlen, og de følgende dage skulle vi komme til at arbejde noget mere for tingene!

Selvom oryx antilopen faktisk er en af de mest talrige arter ved Limpopo, så er det samtidigt en af de sværeste at komme på skuldhold af. Deres syn er enestående godt, og har man først set de hvide striber gennem buskadset, så er man opdaget, og kan egentlig ligeså godt pakke sammen! Denne her blev skudt på en vanvittig spændende pürsch, hvor vi kom ind på et halv hundrede meter af en flok som ikke havde opdaget os, men det var svært at få en tyr fri (vi kan ikke nedlægge køer på denne årstid, hvor mange har sat kalve) og pludseligt kommer en ko ud kun 15 meter væk og tager os i øjesyn. Vi turde næsten ikke trække vejret, men da flokken til slut spænede af sted, tøvede netop denne tyr en smule, og blev nedlagt med en fin bladkugle! Sikke en jagtoplevelse, både for kunden og jeg, for jeg lever mig mindst ligeså meget ind i jagten.

Pürschjagt på buskbuk langs med Limpopo floden hører til mine jagtlige favoritter - jeg tror jeg har guided mindst 250 i årenes løb, men aldrig selv nedlagt et trofæ! Det er et meget årvågent dyr, som ikke holder af at blotte sig, men lever i det tætte buskads langs med Limpopo floden. Hvis man presser os, må vi nok indrømme at denne buk fik et forbiskud dagen før, men hævnen var sød, da vi fik revanche den følgende dag. Meningen var at sidde på anstand ved flodbredden, men vi nåede ikke så langt - fik overrakt ViperFlex skydestokken med venstre hånd og holdt godt fast i de medbragte klapstole med højre bånd - og dér lagde den smukke buskbuk forendt!

Den næstsidste jagtdag pürschede vi 18,66 km, hvilket er noget over vort gennemsnit på 13,5 km. ved Limpopo, men lige lidt hjalp det. Vi sporede en stor elandtyr for mere end 5 km, men fik aldrig en skudchance til ham, så det kunne have endt resultatløst, hvis ikke lige vore gutter havde set en stor grå dykkerantilope stå på en åben mark nær farmejerens bolig. Det skulle den ikke have gjort, og dermed var den 8. vildtart på 5 dage i hus.

Lige indtil sidste minut var vi på jagt - var millimeter fra at nedlægge både kudutyr og eland, men det ene sorte uheld efter det andet forfulgte os - hvis det ikke var en vildfaren kuduko, så var det naboens køretøj, der pludseligt havde ærinde på området. Til gengæld var det fantastiske jagtoplevelser, og jeg var glad for at vi ikke nedlagde en mindre elandtyr, som vi et par gange var fristet til. Gør vi det, så mangler vi de store trofæer i næste sæson, og vil ikke kunne levere den kvalitet som I har set i 2016 sæsonen. En super flot parade for en førstegangs jæger i Afrika, og alle nedlagt på en sportslig facon.

Mens vi venter på årets sidste jagtkunde, har vore unge mennesker været ude for at skyde et par trofæer og lidt afskydningsvildt til nogle af de landejere vi samarbejder med. I Danmark markedsføres den slags sekundære afskydsdyr ofte som "selektionsjagt", hvilket i mine øjne er ret misvisende, da den oftest foregår på områder, hvor trofæerne for længst er skudt væk, så det er så som så med selektionen! Den slags markedsfører vi ikke - hvis vi har dyr der skal fjernes, som ikke har trofækvalitet, klarer vi det selv - det skal vore kunder ikke betale for, for det er jo ren afskydning. Denne nyala tyr er dog ikke at kimse af, men landejeren tilbød den til halv pris, og det kunne vor nye assistent ikke helt stå for.

Heller ikke buskbukken her var noget afskudsdyr, men en flot gammel buk.

Der blev også tid til lidt pjat ind imellem - en springhare (tv), et hulepindsvin og et par sortryggede sjakaler (th) blev der nedlagt ind imellem. Herunder er det en kudu ko, som blev afskudt for kød.

Hele to vortesvin og fire penselsvin blev det til i ugens løb, så landejeren fik fyldt kødlageret op, og havde fine materialer til at møde sommeren med lækre hjemmelavede pølser!

Årets næstsidste besøg ved Limpopo var med en familie, hvor nogle af medlemmerne tidligere havde været på besøg ved Limpopo Tented Camp, og det blev et godt, omend lidt kort gensyn, hvor vi var usædvanligt heldige med jagten, og ikke en eneste eftersøgning eller problem undervejs.

Den yngste jæger i familien var kun 16 år, og han lagde stærkt ud med at nedlægge en flot elandtyr på aftenpürschen - sikke en start - det var guttens allerførste stykke vildt, og det tog vist pusten lidt fra junior! For at læsse et så stort stykke vildt er det nødvendigt at have det rigtige udstyr - et elektrisk spil til at få monsteret op på bilen bagefter.

Både far og søn fik nedlagt en zebra på denne korte jagt - det kan ellers være svært, men vi var lidt heldige.

Stenbukken er det mindste stykke vildt ved Limpopo, men bestemt ikke mindre attråværdigt af den grund - vi passer godt på bestanden, og tillader kun afskydning af et enkelt eksemplar per jæger igennem sæsonen.

Et besøg ved Limpopo floden viste sig mere givtigt end ventet - vi nedlagde både en buskbuk og senere under eftersøgningen af buskbukken blev der chance til et hulepindsvin og dermed kunne vi holde en lidt usædvanlig parade.

Hele familien var med på turen til Limpopo floden ved det smukke udsigtssted, over den del af floden hvor Benny's aske blev spredt. Både far og søn havde haft Benny som guide under deres sidste besøg, så det var vemodigt at sidde på bænken og tænke på de gode stunder. I næste måed kommer Benny's forældre hertil for at fejre faderens 80 års fødselsdag, og så skal vi endnu engang igennem hele følelsesregistret, for det er svært at være ved Limpopo hele jagtsæsonen, fordi stedet rummer så mange minder.

Denne vandbuk fik vi på anstand lige før solnedgang - jeg fik det på film, så glæder mig til at redigere alt materialet fra jagtsæsonens mange besøg ved Limpopo.

Jægerens søster var med på denne pürsch og fik dermed også oplevet spændingen - det tog ret lang tid at få en stor tyr fri i en ruddel med flere tyre. ViperFlex skydestokken er nu fast inventar når vi går på pürsch, og selvom man stadigvæk skal sigte ordentligt, så optimerer denne opfindelse træfsikkerheden - ingen tvivl om det. På nuværende tidspunkt bliver mellem 80 og 90 pct. af vildtet nedlagt fra ViperFlex stokken.

Sidste stykke vildt på ønskelisten var en stribet gnu, men de viste sig ikke, og så snuppede vi en fin impala buk i stedet lige i de sidste lysstråler, når Venus viser sig på nordhimlen og snart afløses af det væld af stjerner som findes i vor verdensdel.

I weekenden var vi på en Mini-Safari på Highvelden med endnu en familie, og det åbne landskab viste sig velegnet til den korte intensive jagt, hvor vi faktisk nåede at nedlægge ikke mindre end 5 forskellige vildtarter på en enkelt dag. Starten var dog ikke for god, da vi var plaget af kraftig vind og en riffelkikkert der beklageligvis havde fået et stød, men vi tog for alvor revanche dagen efter! Vi har jo den store fordel i Sydafrika, at der ikke er nogen aldersbetingelser for jagt eller jagttegn, så hvis man blot på forhånd træner med skydningen, så er der ikke nogen hindring for at lade børn eller andre ikke-jægere deltage i jagten - vi promoverer det oven i købet med vort far/søn/datter tilbud, hvor den unge jæger kun betaler for vildt nedlagt, men deltager gratis på jagten.

Den store drøm for junior var at nedlægge en springbuk, som både er en smuk vildtart og vort nationaldyr i Sydafrika. Det lykkedes da også at finde en gammel buk med de typisk tilbagebøjede horn, og selvom springbukkene i denne del af landet ikke når op på samme størrelse som i Karoo eller slet ikke som i Kalahari, så var det alligevel et fint trofæ at tage med hjem til værelset!

Selvom man ser hundredvis af dyr i det åbne landskab er det ikke så ligetil at få nedlagt et trofædyr - vi forsøger at bruge konturerne i landskabet og lidt list med at gemme os de små grupper af træer, og netop på den facon lykkedes det at udvælge en fin hvidhalet gnu - endda en meget gammel tyr med en fin hornbase og lange ender.

Næste dyr på ønskelisten var en zebra og denne blev nedlagt med en perfekt bladkugle efter en kort, men spændende pürsch. Så ville pigerne også godt være med på billedet!

Jagten på den røde ko-antilope blev betydeligt længere, så det blev en meget spændende pürsch inden denne usædvanligt gode tyr med meget lange horn blev nedlagt.

Dagens sidste stykke vildt (troede vi!) var en fin blisbuk til junior nedlagt med en fin bladkugle på omkring 175 meters afstand, og dermed fik vi vist indviet konfirmanden, og mon ikke viser ham engang igen i fremtiden efter denne brandstart - 3 flotte trofæer på en enkelt jagtdag - den bliver svær at slå på de hjemlige jagtmarker!

På vejen hjem var der pludseligt en fin springbuk som bød sig til, og da kunden havde givet sin tilladelse, gled jeg af bilen med vor nye assistent Kristoffer, som med et velrettet skud nedlagde turens sidste stykke vildt.

Det var meget koldt ude på jagtområdet, så vi havde ild i pejsen hver aften, og overjagthunden Harald av Fjellstølen indtog naturligvis den bedste plads i sofaen foran kaminen!

Vi har i den forløbne uge tilbragt 5 døgn på jagt fra Limpopo Tented Camp - denne gang med en familie med 3 små børn, hvilket jeg nok havde nogle reservationer overfor, men det gik faktisk fint, da forældrene babysittede på skift, og børnene fik en gevaldig en på opleveren. De var både med til at forlægge og fortære noget af det nedlagte vildt. Fruen lagde stærkt ud med at nedlægge en stribet gnutyr på pürsch på ankomstdagen - læg mærke til fuldmånen i baggrunden - ikke det bedste for jagt ved Limpopo, fordi især bladædende antiloper fouragerer om natten, og de fleste dyr drikker også i løbet af natten, og er derfor mindre synlige om dagen.

Fruens held ville ingen ende tage, og den næste vildtart blev en smuk impala buk - nedlagt med en perfekt bladkugle. Husbond havde endnu ikke fået chance til noget!

Næste morgen tog vi dog revanche og fik gang i jagten med nedlæggelsen af en nyalatyr, og derefter vendte lykken i særdeleshed.

Mens vi var med fruen på jagt lykkedes det husbond at nedlægge en fin vortesvine orne nede ved Limpopo floden, og her er hele familien foreviget med det flotte trofæ.

Til aften lykkedes det at nedlægge en eland - selvom den fik en fin kugle stod den en smule skråt i skudøjeblikket og ramte forbi de mest vitale dele. Derfor blev det til en timelang eftersøgning (ikke den første i denne sæson på eland!), hvorefter jægeren dog selv kunne nedlægge tyren endeligt med en fin halskugle. Når enden er god, er alting som bekendt godt, og jægeren fik set kvaliteten af vort sporingsarbejde og den indsats der gøres for at finde hvert eneste påskudte dyr.

Fruen slog den følgende morgen til igen med nedlæggelsen af en fin oryxtyr på en meget spændende pürsch. De er meget sky dyr, og svære at komme i nærheden af, da de har et ualmindeligt godt øjensyn. Under en pürsch fandt vi denne lille oryxkalv, som var blevet lagt "dæk" af koen - viste os hvor vigtigt det er ikke at nedlægge køer efter 1. juli, da oryx antiloperne sætter kalve meget tidligt på sæsonen.

Den mandlige jæger fik efter morgenens babysitting også fart på, først med nedlæggelsen af en rød koantilope efter en kort pürsch på vejen ud til aftenens ekspedition, hvor vi senere ved solnedgang fik den vandbuk, som stod øverst på ønskesedlen.

Den sidste morgen var heldet virkeligt med fruen, da det lykkedes at nedlægge både en grå dykkerantilope og en stenbuk på en og samme pürsch. Det er faktisk aldrig sket før, og de lå forendt med kun 50 meters afstand. Det her var fruens jagtdebut, så der er grund til at være tilfreds med indsatsen!

Dermed kunne vi holde en lille parade med ikke mindre end 10 vildtarter inden turen gik tilbage mod vort gæstehus i Pretoria for nye eventyr.

Så har vi overstået endnu en jagt ved Limpopo Tented Camp - denne gang var hovedformålet en eland antilope plus et bredt udvalgt af andre arter. Første stykke vildt nedlagt var en meget fin impala - et par tommer inde i rekordbogen, så den var velkommen, selvom jægeren allerede tidligere havde nedlagt denne vildtart.

Fruen ville gerne nedlægge en vandbuk, og det lykkedes allerede på anden jagtdag, men da tyren til højre nogle dage senere bød sig til, blev fristelsen for stor, og husbond slog til og nedlagde også denne tyr med en fin bladkugle.

Det var ligeledes svært at stå for fristelsen, da denne gamle orne med en slidt arbejdstand lod sig vise ved den grågrønne, grumsede Limpopo flod! Senere nedlagde jægeren også den grå dykkerantilope herunder på en aftenpürsch langs floden.

Allerøverst på ønskesedlen stod som sagt eland antilopen, som jægeren havde forsøgt at nedlægge på to foregående safarier i hhv. Namibia og Zululand. Vi var enige om at det skulle være en gammel tyr med brunt pandehår, og efter en helt vanvittig spændende pürsch lykkedes det da også på fjerdedagen, og glæden var stor. Spænding fik vi dog nok af, da den ellers perfekte bladkugle tog rørknoglen i forboven, og det var vor schweisshund Harald der fik standset tyren, så vi kunne give fangstskud. Glæden ville ingen ende tage - det her var et pragteksemplar af en eland, og i taknemmelighed fik jeg om aftenen overrakt denne flotte håndlavede jagtkniv med eland motiv!

En anden vildtart som stod højt på ønskesedlen var buskbukken, og efter et par mislykkede forsøg, lykkedes det også at nedlægge denne på en pürsch langs med Limpopo floden på femtedagen. Ikke helt i samme klasse som bukken i weekenden forinden, men stadigvæk et fint udvokset eksemplar, som vi kun kunne glæde os over.

Nu manglede vi kun en enkelt vildtart stenbukken, men træerne gror som bekendt sjældent ind i himlen, og dette sidste ønske lykkedes det ikke at indfri, selvom der vist var en enkelt stor buk der fik en lille hilsen med! Harald av Fjellstølen, vor Bayerske bjergschweisshund, mener selv at han er jagtens midtpunkt, og lever så meget med, at den sjældent orker at overvære hele middagen om aften! Den er særligt gode venner med vor medhjælper Marcel, som kommer fra New Zealand.

Dagens bedste tidspunkt er i skumringen, hvor vi kommer hjem til et lejrbål og den traditionelle servering af "Sundowner Drinks"! Her kan vi fundere over dagens begivenheder, og næsten hver aften laver vi barbeque på gløderne. Vi har jaget dette jagtområde i 30 år nu, og det hele startede som en kvægfarm med nogle få vildtarter, men senere blev husdyrene udskiftet med nye vildtarter som oryx, eland, hartebeest, zebra, nyala og sabelantiloper, så der i dag eksisterer et enestående økosystem, hvor også rovvildtbestanden er steget i takt med den generelle vildtbestand. Når man kritiserer trofæjagt, så glemmer man at netop kommercialiseringen af vildtet i Sydafrika har fået bestanden af vildt på privat jord til at stige fra 490.000 i 1980 til næsten 19 millioner i 2016. Det er en succeshistorie uden lige, men blot en skam at industrien fortsat er plaget af useriøse og uærlige elementer, som sætter pengene højere end jagten og tilbyder alverdens spøjse farvevarianter og dåseløver udsat på bestilling. Det har vi jo slet ikke behov for i dette dejlige jagtland. Størsteparten af vor jagt ved Limpopo foregår som pürsch, hvor vi i gennemsnit går til fods ca. 13 km. dagligt. Jagten kan dog tilpasses gæster med ringere kondi, og vil så i højere grad blive gennemført som anstandsjagt.

Vor velopdragne overjagthund Harald tigger naturligvis ikke ved bordet, men de snacks som serveres med aftenens G&T smager nu godt, selvom biltong er mere populært end de franske kartofler!

Denne korte jagt ved Limpopo var lidt speciel, fordi vi skulle lave reklamefotos for en kendt dansk producent af jagtbeklædning. Af samme grund kan vi ikke vise billederne af aktørerne, da de nye modeller først præsenteres i 2017 kataloget. Man ønskede ikke blot at tage modelfotos, men også aktive jagtscener, og det lykkedes over alt forventning, da vi netop nedlagde de to ønskede arter - en oryx tyr og en buskbuk på pürsch ved Limpopo floden. Nu venter vi spændt på at se det færdige resultat i kataloget.

Vi startede sidst på eftermiddagen med en to timers pürsch langs med Limpopo floden, og blev da også snydt af et par at de vakse buskbukke, som hører til de sværeste dyr at jage i bushen. Dels fordi de lever i tæt busk (heraf navnet!), men også fordi deres sanser og skyhed er over middel. Efter en god times tid med megen spænding fik jeg øje på en buskbuk, hvor kun kroppen og bagbenene var synlige, men han var mørk i farven, hvilket tydede på en gammel buk. Jeg bragte jægeren i stilling på skydestokken og lænede mig nogle få cm. til venstre, hvor jeg kunne se hornspidsen stikke ud, så jeg gav ordren til at nedlægge dyret, og håbede på at den havde begge horn! Da vi kom hen til byttet blev vi helt chokerede - vi havde nedlagt den største buskbuk i 36 jagtsæsoner, og selvom jagtmetoden er vigtigere end resultatet, så blev det vist til en ekstra Gin & Tonic den aften i teltlejren. Forinden havde vi lavet optagelser med simuleret jagt på både kafferbøffel, sabelantiloper og andet vildt.

Gæsterne i denne uge var begge gengangere, som var taget på far/søn, eller måske var det søn/far safari ved Limpopo Tented Camp. Efter den traditionelle velkomstfrokost med hummer og udsigt over Limpopo floden startede en uges intensiv jagt med mange fine oplevelser og mange kilometers pürsch, selvom vi af hensyn til Snr. måtte indrette programmet en smule, så han hovedsageligt kunne jage på anstand.

Vi har nu høstet to rekordstore sabelantiloper ved Limpopo i denne sæson, og har endnu en tilbage, hvis nogen skulle få lyst, men ellers hedder der 2017 sæsonen, hvor vi med garanti igen skal på jagt efter disse smukke dyr.

Snr. fik her nedlagt det første vortesvin, og jeg tror den G&T blev serveret lidt tidligt på dagen, men folk i den alder må man nødvendigvis have en vis overbærenhed overfor!

Nyalaen var den næstvigtigste på Jnr's ønskeliste, men p.g.a. bl.a. fuldmånen så vi meget lidt til de bladædende arter de første dage. Denne morgen var heldet dog med os, og vi fik allerede ved solopgang nedlagt denne smukke tyr.

Harald av Fjellstølen giver sit besyv med, når den lille stenbuk skal lægges til rette på et termitbo, som præsenterer den smukt.

Denne gnu gav anledning til en længere eftersøgning, men når enden er god, er alting jo godt. De er særdeles skudstærke dyr.

Områdets højeste vindpumpe tages ofte i anvendelse når vi skal undersøge landskabet for trofædyr og evt. anskudt vildt - den har hjulpet os ofte.

Hulepindsvinet var en ekstra bonus, da den var blevet stillet af landejerens lille Jack Russel terrier, og Snr. nåede lige at nedlægge den, da den stak af fra seancen!

Snr. og jeg tog en anstandsjagt ved et vandhul i middagsheden og fik denne gamle vortesvineorne, som kom humpende på tre ben, og senere fik vi ved samme metode den grå dykkerantilope, som ellers er ret svær at få nedlagt ved Limpopo.

Den sidste eftermiddags/aften pürsch var givtig for junior, idet det ikke blot lykkedes at nedlægge to vortesvine orner, men også den buskbuk, som stod højt på ønskesedlen.

Dermed kunne vi sidste morgen melde "Jagt forbi" og holde en lille miniparade over ugens trofæer. Dejligt når far og søn kan dele så gode jagtoplevelser sammen.

Vi har tilbragt endnu en uge ved Limpopo Tented Camp med en dansk jæger, som nedlagde ikke mindre end 7 vildtarter på 5 døgn. Vi kom dog langt fra sovende til udbyttet - gennemsnitligt omkring 15 km. pürschjagt i døgnet, så fødderne var ind imellem lidt ømme. Vor kunde oplevede for første gang at jage med den fantastiske skydestok ViperFlex Journey, som nu er blevet en fast bestanddel når vi går på pürschjagt. Den giver et meget godt anlæg - især ved hurtigere skud på længere afstande.

Det blev ikke til nogen skudchancer overhovedet på ankomstdagen, hvor der både var regn og blæst, men til gengæld gav det os fine muligheder for at spore i de følgende par dage, og første stykke vildt nedlagt på andendagen var en stribet gnu.

Her får en nedlagt zebra en lille morgensang fra Harald!

Impalaerne er i brunst lige nu, og ikke særligt intelligente på denne her årstid, så vi kom forholdsvis let til nedlæggelsen af denne art.

Vi kom ikke sovende til vandbukken, men til slut var jægeren heldig at træffe den ved et vandhul, og kunne dermed tilføje endnu et dejligt trofæ.

Dagen forinden havde vi set en kæmpe elandtyr springe ind i tæt bush, og jeg fulgte dette spor for 5½ km. igennem bushen, uden nogensinde at få en skudchance, så stor var glæden da vi den følgende dag på eftermiddagspürschen fik nedlagt den flotte tyr. Man kan godt nedlægge en eland med længere horn, men de helt gamle tyre har det smukke sort/brune opretstående pandehår og meget tykkere horn end yngre tyre.

Oryx antilopen (gemsbuck) var den vildtart vi kom til at arbejde hårdest for at høste, men efter mange kilometers pürsch snød vi en flok, der godt nok havde set os, men lige skulle kigge en ekstra gang på os, og det var ikke heldigt for denne her!

Harald i aktion ved Limpopo floden, hvor den syvende og sidste vildtart blev nedlagt på afrejsedagen - så var vi klar til en tidlig afgang mod Pretoria for redigering af billeder etc.

Harald av Fjellstølen - vor Bayerske Bjergschweisshund - havde en fantastisk uge og er efterhånden blevet meget jagtivrig. Det var ikke meningen at han skulle have været sat på oryx antilopen, som kan være meget farlig for hunde, men da bilen holdt parkeret 500 meter væk, sprang han ganske enkelt ud af vinduet, og da han kom frem til skudstedet tog det mindre end et minut, før vi hørte ham halse ved det (heldigvis!!!) forendte dyr!

I den forløbne uge har vi været tilbage ved Limpopo Tented Camp for en meget succesfuld 5-dages jagt, hvor vi for første gang afskød en sabelantilope på området. Det er frugten af mange års fredning, som vi nu kan høste, og der skal jages endnu en tyr senere på måneder, og herefter vil der være ca. 3 tyre til rådighed hver sæson. Hele seancen blev filmet, men da vi allerede mandag morgen er tilbage ved Limpopo bliver det først i slutningen af måneden. Indtil da må I nøjes med billederne af ugens smukke trofæer! Ikke mindre end 11 vildtarter blev det til på 5-dages safarien!

Vor Bayerske Bjergschweisshund "Harald av Fjellstølen" havde en god uge - han er nu blevet særdeles jagttosset, og ryster over hele kroppen, når der lyder et skud inde fra bushen. Da jagten foregår til fods som pürsch (vi aflægger ca. en halv snes km. til fods dagligt, med de kunder som har kondi hertil), kan vi af gode grunde ikke tage hunden med på jagt, men når vi kalder jagtvognen ind, er han klar, og hjælper os nu meget, fordi han ikke blot kan assistere med anskudte dyr, men også hurtigt lokalisere forendt vildt. Det gjorde han to gange på hhv. vortesvinet herover, og impalaen nederst. Han er 100 pct. "Totverbeller" og kalder os til, når han har fundet det forendte dyr.

Vi var et par gange på anstand ved vandhuller ved solnedgang - vandbukkene på billedet i midten var dog for unge, men vi nedlagde en sortrygget sjakal, og den følgende dag fik vi også en smuk vandbukke tyr som vist på billedet herunder.

En stribet gnu faldt på morgenpürschen - efter min mening et stykke undervurderet vildt - man kalder den også en "fattigmandsbøffel", fordi den ikke koster så meget og trods alt minder lidt om kafferbøflen.

Den lille stenbuk faldt på en aftenpürsch lige før det sidste lys forsvandt.

Nyala tyren stod højt på ønskelisten, og den spottede vi på lang afstand lige efter solopgang den følgende morgen, og fik den nedlagt efter en ret kort pürsch. Læg mærke til skydestokken i baggrunden - den dansk fabrikerede ViperFlex Journey - vi har nu ikke mindre end 3 ViperFlex skydestokke til rådighed for vore gæster, og det sikrer det bedste mulige anlæg - især når vi pürscher til fods og skyder på lidt længere hold.

Den sidste aftenpürch gav pote efter en lidt død jagtdag med et par sure uheld - i det sidste aftenlys fik vi øje på en enlig zebrahingst der græssede i en lysning, og få minutter senere var den nedlagt med en perfekt kugle, og vi nåede lige at snuppe et par billeder i det sidste lys.

I morges faldt en af de sidste arter på ønskelisten - en oryx. Det har været tæt på mange gange i ugens løb, men de smarte dyr snød os gang på gang, indtil en halv time før den sidste morgenbrunch, så stor var glæden over at tilføje denne vildtart inden returfarten.

Den seneste jagt er faktisk også en lille solstrålehistorie, fordi det viser at man med langsigtet naturbeskyttelse kan opnå gode resultater. Jeg har jagtet på dette område, som hovedsageligt er friland, i de seneste 32 år, og for 26 år siden fik jeg ejeren til at foretage en udsætning af almindelig rørbuk (common reedbuck), som havde været udryddet siden 1928, hvor hans ejerens afdøde far nedlagde det sidste eksemplar på farmen. Den hænger i den hyggelige jagthytte på området. Begyndelsen var træg - vi så ikke rigtigt noget til dyrene, selvom ejeren påstod at der nok efterhånden var en del. For tre år siden ansøgte man om et par licenser, men fik afslag, da myndighederne ikke var overbevist om at der fandtes en bæredygtig bestand, men i 2015 sæsonen fik vi for første gang lov til at nedlægge 2 rørbukke, og i år var vi blevet beriget med hele 3 licenser, som vi udnyttede allerede på første jagtdag! Den første buk blev nedlagt i langt græs, og var i absolut rekordklasse. Se en lille film fra safarien herunder:

Traditionen tro serverede vi hummer den første dag i campen - vi havde kogt hummere til hele jagtsæsonen nogle dage forinden hjemme i køkkenet. Vor nuværende hjælper Marcel (tv), som kommer fra New Zealand og den afgående assistent Mikkel (th), som nu er rejst hjem, hjalp til i køkkenet.

Bukken herover er helt oppe imellem nok de 20 største rørbukke nogensinde nedlagt - viser blot hvad 26 års fredning kan udrette! De to andre bukke haltede ikke langt bagefter, og var begge gamle udvoksede bukke. Vi så en mængde flere bukke, så det tyder godt for 2017 sæsonen, hvor vi helt sikkert vender tilbage. Den vildtart står på listen hos mange af vore gengangere.

Ved solnedgang lykkedes det at nedlægge yderligere to rørbukke, og dermed var rekorden nået for 3 rørbukke nedlagt på en enkelt jagtdag.

Her har vi nedlagt en rød ko-antilope med et perfekt skud.

Denne nyala tyr bød sig til på toppen af en bakke med et stejlt klippeparti forneden, så min første tanke var da også hvordan pokker vi nogenlunde skulle få den ud. Det kostede blod, sved og tårer, men ned kom den da til slut!

Til slut kunne vi lave en pænere opstilling af nyalaen.

Zebraerne kan godt være vanskelige i bjergene, men denne dag havde de været lidt uforsigtige og begivet sig ud i det åbne græsland, og her fra det en smal sag af få et par på kornet.

En af vore gæster havde fødselsdag denne dag, og da vi stod op om morgenen så vi denne smukke vandbuk stå i lavlandet udenfor lodgen. Den var forsøgt pürschet et par dage forinden, men uden held. Denne gang gik det bedre, og vi spurtede ind til morgenmaden og kørte mod et nærliggende vildtreservat, hvor vi fik nedlagt en hvidhalet gnu!

Blisbukkene lever på store åbne græsstrækninger og kan være svære at komme i nærheden af, men vi fik da nedlagt to af slagsen.

Harald fik oplevet mange spændende ting på denne safari - vi så de blå traner (Sydafrika's nationalfugl) komme trækkende forbi, og stor var forbavselsen hos hunden, da en nilgås faldte ned fra himlen! Der blev også nedlagt en grå dykkerantilope og sidste aften et hulepindsvin. Mættet af oplevelser kørte vi mod lufthavnen - næste træf er i Gobi ørkenen i Mongoliet i november måned, så det blev et "på gensyn" og tak for besøget!

Denne dag hankede vi op i jagthunden Harald og tog vor assistent Mikkel med på en jagt, som endte med at blive ret så uforglemmelig for ham. Han returnerer til Danmark i slutningen af maj, så det kører på sidste vers, og han havde stadigvæk nogle ønsker som ikke var blevet indfriede. Da dagen var omme lå der fire smukke trofæer på paraden!

Det første stykke vildt var en vandbuk, som allerede var på vej væk fra os, men Mikkel holdt sig klar med ViperFlex Journey skydestokken og min gamle 8x57 JS, og da den kiggede skråt tilbage bad jeg Mikkel om at sige 20 cm. bag ved bladet. Kuglen gik en smule højt, og tyren forendte da også lige på stedet. En god start til Mikkel's sidste jagtdag!

Efter afleveringen af vandbukken ved slagtehuset besluttede vi at kigge i et mere åbent område efter rød ko-antilope. Det er en lidt mindre kompliceret art, og i løbet af blot en halv times tid havde vi nedlagt en fin tyr.

Efter denne bragende gode morgen besluttede vi at pürsche langs et vådområde - en såkaldt "vlei", og efter kun et par hundrede meter fik vi øje på denne orne i kanten af sivene - den fik en ren bladkugle og løb kun 20 meter før den forendte. Jagthunden Harald av Fjellstølen var glad - det er og bliver hans favoritvildt!

Kuduen stod allerøverst på ønskesedlen, og vi så mange mindre tyre denne dag, og også en enkelt meget stor, som stak af, men i de allersidste lysstråler lykkedes det at nedlægge denne tyr med et perfekt skud spidst på, som droppede tyren på stedet, og det var rart, for i det lys ville det ikke være nemt at gå på schweiss spor.

Vi "legede" lidt med ViperFlex Journey skydestokken, men bare rolig, giraffen lever endnu. Til gengæld fik Mikkel tidligere yderligere 3 arter med hjem til samlingen - en springbuk (herover th.) og nedenfor en impala buk i regnvejret og en oryxtyr ved Limpopo.

De sidste fem døgn er blevet tilbragt med tre jægere ved Limpopo Tented Camp - heraf far/søn, hvor sønnen aldrig før havde nedlagt et stykke vildt! Vi nyder vor splinternye Toyota Hilux 4x4 model, som har 6 gear fremad og meget lydløs og diskret, når vi bliver sat af på pürsch morgen og aften. Den er tillige udstyret med et kraftigt hejsespil, som kan læsse dyr så store som elandtyre. Det hjælper os meget ude i felten, når bilen skal afhente vildt nedlagt på vanskelige steder i bushen. Se en lille film fra ugens jagt herunder:

Det første stykke vildt var en af de allermest svære arter - en buskbuk på pürsch langs med Limpopo floden - der findes næsten ikke nogen bedre jagtform end denne! Jeg elsker personligt denne jagt, fordi man oplever så meget på gåturene - udover lige buskbukke er det alt fra krokodiller til vortesvin og farvestrålende fugle, og sågar kvælerslanger, hvis hovedføde udgøres af netop buskbukke.

Denne jæger var på besøg på en far/datter safari for et par år siden, og derfor var det nye arter på ønskesedlen denne gang - herunder vandbukken. Vi har større trofæer på terrænet, men en dejlig situation på pürschen og lidt dårligt vejr de første par dage gjorde at kunden besluttede at en fugl i hånden trods alt var bedre end ti på taget! Harald fik lov til at "finde" denne tyr, da vi vidste at skuddet sad perfekt. Den havde gået ca. 120 meter, og det tog kun et halvt minus før Harald av Fjellstølen - vor Bayerske Bjergschweisshund gav standhals, og det var vi glade for - en dejlig egenskab hos en jagthund der anvendes i den tætte bush, hvor man ikke altid kan følge med i hundens bevægelser.

Nyala var også højt på ønskelisten, og vi har ikke været forvænte med at møde dem på denne årstid, hvor bushen endnu er ganske grøn. Dagen var mislykkedes det at nedlægge denne smukke tyr med et flot udlæg, men vi fik revanche tidligt den følgende morgen!

Harald er ikke nogen stille hund, og er ved at udvikle sig til en ægte "Totverbeller", hvilket nok skal give ham et par ekstra kødben i tiden fremover. Her er det en grå dykkerantilope der får en verbal hilsen med på vejen! Denne jæger havde faktisk kun en impala og en zebra på ønskesedlen, men blev "revet med", da dykkerantilopen pludseligt dukkede op!

Vi fik denne fine impala buk på anstand, og Harald av Fjellstølen brød da også ud i fuld koncert ved den nedlagte buk!

Sønnike derimod havde kun en enkelt art på ønskesedlen, og det er kompliceret - især når det er den sky oryx, som ikke just står og venter på at en mindre erfaren jæger trykker af! Derfor var det først på tredje jagtdag at det lykkedes at få en reel skudchance.

Også Snr's zebra gav os en udfordring, og det var først den sidste aften at vi kunne lukke bogen og melde fuldt hus for far og søn på denne safari.

Vi har været på en Minisafari ved Bushveld West, og startede med at nedlægge en sortrygget sjakal, men gennemførte også vor traditionelle drivjagts såt på stedet. Denne gang blev der nedlagt både en zebra og en impala - se mere på filmen herunder:

Jagten på hjortevildt har efterhånden bragt mig til fjerne områder af kloden, og denne gang gjalt det jagten på sambar hjorten, som er en af verdens største hjortevildtarter i kropsstørrelse, omend geviret minder mere om rusa hjorten end kronhjorten. Den stammer fra Indien, men blev ligesom mange andre hjortevildtarter indført til New Zealand i den 18. århundrede. Sambar hjorten kom dertil i 1875 fra Ceylon, og findes udbredt på nordøens sydvestlige hjørne. De fleste nedlægges desværre på små hjortefarme, men der findes dog en fritstående bestand, som med de rigtige kontakter er tilgængelige for jagt. Se YouTube filmen fra turen her:

På vej ud til jagtområdet kørte vi igennem byen Dannevirke, som tydeligvis har et skandinavisk baggrund - her lykkedes det os at sikre en livsvigtig forsyning af Tanqueray Gin til jagtturen.

Mine guider var Bob og Marcell - sidstnævnte arbejdede sidste vinter for mig i Sydafrika, og efter 2 dages flyvning fra Sydafrika gik det direkte afsted mod jagtområdet allerede på ankomstdagen. Jagt på sambar er meget vejrbetinget - det sker helt på dyrenes vilkår, da de lever i meget tæt bush, og i dårligt vejr ser man ganske enkelt ikke noget til disse dyr. Heldet var dog med os - den første aften var badet i solskin, men vejrudsigten for de følgende dage var ikke for god, så vi var klar over at det var bedst at udnytte den første chance, når og hvis den kom. Den første aften så vi omkring 25 dyr, heraf 6 hjorte, men ingen af dem var store nok til afskydning, og det gjaldt for alle dyrene at vi kun så dem i korte perioder, når de passerede et åbent område i bushen, og alle på meget lang afstand.

Den følgende morgen fik vi hjælp at landejeren og hans søn, som holdt øje med det område hvor vi havde tilbragt den foregående eftermiddag. Vi så kun et eneste dyr, men det var til gengæld den udvoksede hjort, som vi havde håbet på at møde. Billedet herover er et "screenshot" fra video optagelserne, som i nær fremtid bliver redigeret. Marcell fik nogle fantastiske optagelser af skudøjeblikket - bl.a. fordi vi havde hjorten i forholdsvis åbent terræn på den modsatte bjergside - kun ca. 120 meter fra vort opholdssted.

Disse billeder viser hvor hjorten faldt - skuddet sad lige bag ved forbenet, hvilket jeg valgte pga den tætte bush. Kaliberet var 375 HH Magnum, og den kan jo nok gå igennem nogle kviste uden den store påvirkning. Det tog os godt en time at kravle op til hjorten, og yderligere en halv time hårdt arbejde at få den lagt pænt op til fotografering.

Glæden var stor, da vi nåede frem, og sikke et smukt dyr, som mere end opfyldte min drømme om et sambar trofæ. Klokken var kun 9 om morgenen, og vi havde god tid til at nyde den nedlagte hjort, og klippe os fri af det meget tætte buskads!

Jeg skinner altid selv hovedskindene fra nedlagte dyr, når jeg er på rejse i udlandet, men bagefter tog Bob rygstrenge og køller, og dermed var der læs på rygsækkene. Jeg bar selv hovedet, hvilket gav mig rimelige udfordringer, når den skulle bugseres igennem det tætte buskads, som visse steder næsten er uigennemtrængeligt.

Bob slapper af ovenpå strabadserne med at bære kød og trofæer ud fra bushen - labrador tæven Jessie følger ham overalt - også på ATV'en. Det var ikke lykkedes os at få radiokontakt med farmeren og hans søn, men da vi omsider havde fået bjerget trofæ og kød, dukkede sønnen op med endnu en ATV, og det var meget handy for transporten.

Med det jagtheld var der pludseligt tid til overs - jeg havde afsat 5 jagtdage til denne normalt vanskelige vildtart, og mit ønske om at opleve sydøen kunne gå i opfyldelse. Vi returnerede til Napier, hvor jeg fik fat i en lille lejevogn fra "Rent-a-Dent" og så gik turen mod Wellington, hvor en færgebillet til Picton blev bestilt til næste morgen. På havnen ventede adskillige jægere, for den meste jagt i New Zealand foregår faktisk dernede.

Det blev en smuk sejltur over Cook strædet, som ellers kan være en strækning med høj søgang, så jeg nød turen ude på fordækket, og kunne efter 3½ times sejlads stævne ind til havnebyen Picton på sydøen.

Her ventede en køretur ad Queen Charlotte Drive gennem de mest fantastiske landskaber, og jeg måtte gøre holdt mange gange for at nyde udsigten og lave nogle filmoptagelser.

Efter en smuk køretur ned langs østkysten (hvor jeg stiftede bekendtskab med mit livs dyreste hummere!) endte jeg i Christchurch, hvor jeg besøgte min kollage Per Agerlund Jacobsen - en frisk ung gut, som lever eventyret på New Zealand, og ikke blot fungerer som professionel jæger, men også som udlejer af udstyr til de mange unge danskere der i disse år begiver sig på jagt i New Zealand på egen hånd. Her foreviget sammen med assistenten Nicolaj Brun fra Thy og hans nærmest verdensberømte hund "Andy"! Iflg. Per befinder der sig p.t. omkring 75 unge danskere på jagt i New Zealand - mange inspireret af de foredrag, som den gamle Ugens Rapport redaktør Freddy Wulff har holdt rundt omkring i Danmark i de seneste to år. Det har for alvor tændt interessen blandt de unge eventyrlystne, fordi det nok er det sidste sted i verden, hvor man kan gå helt gratis på jagt på "public land", selvom der er visse praktiske og klimatiske udfordringer!

Fra Christchurch gik turen nordpå gennem smukke bjerglandskaber, og mange fotostops undervejs. Naturen er barsk i New Zealand, og ikke mindst indbyggerne i Christchurch har gået meget igennem med hyppige jordskælv - Per's smukt beliggende hus var hårdt ramt, og han har brugt mange kræfter på at istandsætte det efter omfattende skader.

Turen gennem Arthur's Pass var meget smuk - et fantastisk bygningsværk at føre en vej igennem dette uvejsomme landskab. Maksimum hastighed på New Zealand er 100 km/timen, og det er faktisk tilstrækkeligt, da der ikke er mange lige vejstrækninger - de fleste veje snor sig omkring bjerge og vandløb!

Grønne marker med malkekøer og får ser man overalt på New Zealand - det passer ind i naturen, og dejligt at se intensiv landbrugsdrift og fri natur trives side om side. Landet har en kæmpe eksport af mejerivarer, frugt og grøntsager.

Fra bjergene gik turen mod vestkysten, med første overnatning ved Greymouth.

Disse smukke irisblomster pryder mange rabatter i New Zealand, men ved nærmere efterforskning viser det sig Gudhjælpemig at de stammer fra Sydafrika, og i dag opfattes Montretia'en som en snylter på lighed mod de farverige "Cosmos" i Sydafrika, som kom hertil fra New Zealand med hestefoder under anden verdenskrig - den plante viser sig til gengæld at stamme fra Mexico!

På vejen til Westport langs med vestkysten nåede jeg også at besøge de berømte "Pancake Rocks" ved kysten - det ene sted smukkere end det andet.

Der blev også lejlighed til en afstikker mod Cape Foulwind for at se kolonien af søløver.

Hjorteavl er meget udbredt i New Zealand - det må siges i nogen grad at være medaljens bagside, når disse tamme hjorte opdrættes med stambog og udbydes til aflivning, for jagt kan man ikke kalde det. De fleste hjorte opdrættes dog for salg af de endnu ikke udviklede gevirer, som saves af og sælges til medicinsk brug i Kina, mens de stadigvæk er i bast. Lidt kedeligt at se de prægtige hjorte uden gevirer, og en skam at et så fantastisk jagtland udbyder sådanne dyr til jagt - helt på samme niveau, som når nogle af vore kollegaer i Sydafrika tilbyder aflivning af dåseløver og diverse dyr fra Zoologiske haver. Det er jo slet ikke nødvendigt, men en konsekvens af grådige uetiske operatører og - skal det nødvendigvis tilføjes - en del jægere med en større pengepung end jagtmoral!

Da jeg passerede gennem Murchison, erindrede jeg at have haft bestyrerparret fra en danskejet farm på besøg, og jeg fandt dem også langt ude af en grusvej. Der var dog ingen hjemme, men jeg anbragte en diskret hilsen i form af to firma kasketter på dørhåndtaget. Huset stod helt åbent - på New Zealand låser man ikke dørene på landet - ganske som i de gode gamle dage i Thy!

Efter en overnatning i Picton gik turen tilbage mod Wellington og nordøen. På den sydgående færge lykkedes det mig at anvende 6 forskellige sprog, inkl. Afrikaans, men denne dag mødte jeg en hyggelig dansker fra Auckland, Jan Thomsen, som godt nok var født og opvokset på New Zealand, men stadigvæk talte et udmærket dansk. Det var en god oplevelse, og vi fik en hyggelig snak under overfarten.

Ruten besejles bl.a. med aflagte danske færger fra Storebæltsoverfarten - dansksprogede skilte og interiør vidner om at man måske selv engang har sejlet med færgen til Djævleøen, men det er nok tvivlsomt om gubben på billedet er klar over det.

På vejen tilbage aflagde jeg besøg på kirkegårdene i Dannevirke og nærliggende Norsewood for at studere områdets skandinaviske baggrund. Jeg vil læse lidt mere op om dette fænomen, men nogle af danskerne var sømænd, og andre var vejarbejdere, som bosatte sig i området i slutningen af 1800-tallet.

Tilbage i Napier ventede der endnu en sidste jagttur på kronvildt i bjergene - en helt fantastisk oplevelse blev det, selvom dagen startede lidt surt med fire forbiere på lang afstand, men det får I at se på filmen. Vi har mistanken om at det var riflen der havde fået et stød, for alle skuddene sad en halv meter for højt, men den gode nyhed er at vi derefter blev tvunget til at kravle rundt i bjergene mellem brunsthjorte i tæt bush. Det blev en helt utrolig jagtoplevelse, og jeg fik til slut nedlagt en kronhjort på ganske kort hold.

Til slut gik det mod Lake Taupo for aflevering af trofæer til et dansk-New Zealandsk konservator par, og dermed kunne vi afslutte turen for denne gang. Næste dag fløj jeg over Lake Taupo og fik derfor sagt endnu et farvel til magiske New Zealand.

I påsken gennemførte vi endnu en safari med høje temperaturer i den meget grønne bush. Vi kom ikke sovende til resultaterne, men fik til gengæld kvalitetsjagt hele vejen igennem, for bushen er stadigvæk meget grøn og våd efter det sene regnfald ved Limpopo. Trods det, og det faktum at både hustru og børn skulle nedlægge vildt, så fik vi et godt jagtligt resultat, selvom vi godt kunne have taget et par arter mere, hvis vi ikke havde været helt så kritiske med at skyde helt udvoksede trofædyr. Den beslutning var alle parter dog glade for, og for mig var et dejligt at se endnu en dansk skytte kollega på besøg, og gøre nyt om erhvervets nuværende udfordringer og aktører!

Datteren havde en zebra øverst på ønskesedlen, og det lykkedes på en spændende pürsch. Det er bestemt ikke det letteste stykke vildt at nedlægge i området, men nu er zebra skindet i hus, og den unge jæger med rette stolt over en velplaceret kugle.

Forbavsende nok kom turen til at så i vortesvinenes tegn, selvom de jagtlige forhold ikke var optimale for denne art. Det blev til 3 orner, og kunne sagtens være blevet til fire, hvis ikke den sidste chance var blevet fravalgt. Vor bayerske bjergschweisshund Harald av Fjellstølen frydede sig, for han tager en særlig interesse i netop denne vildtart.

Minsandten om ikke fruen leverede turens største orne - og var rævestolt!

Øverst på sønnens ønskeseddel stod en kudutyr, og selvom vi ikke så meget til denne sky vildtart i den tætte bush, så lykkedes det på andendagen at få nedlagt en tyr.

Den røde ko-antilope stod slet ikke på nogen ønskelister, men da buddet kom til en fin tyr, blev den nedlagt med et velrettet skud fra kunden 8x57 JS (desværre en såkaldt Blæser, som gav betragtelige mekaniske problemer, men kalibret fejlede ikke noget!).

Jeg vil ikke påstå at bavianen er min yndlings vildtart, men de gør stor skade på både bygninger og hochstand på området, så landejeren ser gerne at der nedlægges nogle hvert år. Det blev til hele 3 handyr - især den første herover er en voksen karl!

Alle tre jægere der havde gemsbuck (oryx antilope) på ønskesedlen fik nedlagt et fint trofæ. På denne årstid snupper vi nogle få gamle køer, som har enormt flotte trofæer, men som vi ikke kan nedlægge på andre årstider, da de sætter kalve ret tidligt på vinteren.

Den sidste oryx var til gengæld en tyr med kortere, men tykkere horn, og den gav jægeren lejlighed til at se et stykke fint sporarbejde, da den med en ellers fin kugle på bladet tog på farten, og først blev nedlagt et par km. fra skudstedet. Det var en spændende oplevelse, og når enden er god, er alting jo godt.

Jagtsafarier i sommermånederne er ikke noget vi er så begejstrede for, men når gamle gengangere kommer på besøg, og især i dette tilfælde ønsker at holde 80 års fødselsdag i Sydafrika, så rykker vi naturligvis ud, selvom bushen er grøn og ofte våd, og jagten en del sværere end i jagtsæsonen marts-september. På ønskesedlen var en zebra, og den fik vi på en snedig pürsch på andendagen, og så et vortesvin som bonus.

Sæsonens første kommercielle jagtsafari gik til Limpopo Tented Camp - også med en genganger der denne gang ønskede at jage nyala og vandbuk. Førstnævnte lykkedes, trods den tætte grønne bush på årstiden, og vi så mange vandbukke, men de snød os hver gang, og dem må vi tage revanche på næste gang!

Til gengæld fik vi bonus i form af en virkelig god stenbuk, og det er jo en størrelse som vor sporhund Harald av Fjellstølen kan magte!

Sjakaler nedlægger man gratis på vore jagtsafarier, og denne her kom tilfældigt forbi under en pürsch og blev vedlagt med en velrettet kugle - en sortrygget sjakal - endda en særdeles stor han.

Traditionen tro skulle vor kokkemand have et trofæ med hjem, efter at have passet kødgryderne i vor højsæson, og Mads fik da også nedlagt en fin blisbuk - hans første stykke vildt nogensinde. Senere lykkedes det ham at køre bilen i sænk i et sumpområde, hvilket gjorde ham knapt så populær, og tiden blev fordrevet med lidt kortspil, indtil traktoren kom frem og hev os op!

Også vor nye assistent Mikkel fik et fint blisbukke trofæ med hjem.

Vor assistent Joachim returnerede i midten af januar til fædrelandet, men nåede forinden at tilføje en zebra som sidste art til samlingen, og lige nu farer han rundt i New Zealand's bjerge sammen med min lokale kammerat Marcel.

Nicolaj Holbæk Bjerg er søn af Susanne og vor afdøde jagtleder Benny Bjerg, og har netop fyldt 10 år. Han startede den jagtlige karrierre i en alder af kun fire år, hvor han nedlagde et vortesvin, og efter en pause er der nu kommet gang i jagten igen, og han har tilføjet yderligere 4 arter til samlingen - en impala fra Limpopo, en blisbuk fra Highvelden, en zebra fra Bushveld West og senest en springbuk fra Highvelden.

Vi gennemfører kun undtagelsesvis jagtsafarier i sommerperioden oktober-marts, fordi vi ønsker at give vore gæster optimale jagtoplevelser i behagelige tempeturer uden risiko for at få jagtdage spoleret i regntiden. Det viser sig jo gang på gang at de bedste trofæer nedlægges i slutningen af jagtsæsonen, hvor bushen ikke længere er så grøn, og dyrene mere afhængige af vandhuller og lettere lader sig pürsche. Undtagelsen i denne uge var at disse to brødre allerede havde været på en jagt ved Limpopo tidligere på året, men nu havde et arbejdsmæssigt besøg i Sydafrika, og så var det jo fristende at forlænge opholdet med et par dage i Drakensbjergene, hvor temperaturerne trods alt er lidt mere moderate.

Det meste af jagten i Drakensbjergene foregår på friland, og for 20 år siden udsatte landejeren på min anbefaling en lille flok almindelige rørbukke (Common reedbuck) på området. De første år så man dem sjældent, men stille og roligt er der nu etableret en bestand, som i år for første gang tillod en afskydning af to gamle bukke. Det var en dejlig fornemmelse at så mange års tålmodighed blev belønnet med to smukke trofæer, og så sparer vi de 4 timers kørsel frem og tilbage til Natal Midlands, hvor vi tidligere jagede denne art.

Jagtbilen måtte holde hårdt for i det stenede landskab, og der røg da også et enkelt dæk, men her er vi oppe på højsletten med en smuk udsigt ud mod den højeste del af Drakensbjergene ved grænsen til Lesotho.

Bestanden af den lille oribi har været knapt så stor en succeshistorie - for år tilbage var de ganske talrige, men lokale krybskytter som jager med hunde, og en vækst i bestanden af sjakaler og ørkenlos har desværre medført at vi ikke længere får licenser til afskydning af denne art - kun i det østlige Kapland, hvor vi hvert år har en enkelt permit, som vi kun sælger til jagtkunder, der tidligere har anvendt os, og som mangler denne specielle art i samlingen. Til gengæld er der siden sidst blevet introduceret 3 giraffer til området - en tyr og to køer, og det bliver spændende at følge dem i de næste år, selvom arten ikke just har nogen større jagtmæssig betydning.

Begge jægerne fik også nedlagt blisbuk - både den hvide version og den almindelige.

En meget heldig jæger med en god kudutyr - ikke lette at jage i de tætbevoksede dalsænkninger, men minsandten om det ikke lykkedes på selv denne korte jagt!

En gammel bjergrørbuk med tykke horn lykkedes det også at nedlægge, og dermed var trofæparaden efter den korte jagtsafari komplet.

Vi havde forsøgt at jage penselsvin i måneskin, men havde ikke haft heldet med os, så vi returnerede til Pretoria, hvorefter vor assistent Joachim var så heldig at nedlægge hele to af slagsen, og desuden en grå dykkerantilope og en stenbuk (herover).

Til slut fik Joachim også nedlagt en fin blisbuk, og så er han vist snart klar til at returnere til fædrelandet i midten af januar 2016, hvor en ny gut overtager tjansen.

JAGT I ANDRE DELE AF VERDEN

Som bekendt indskrænker vi os ikke til blot at sælge jagt i Afrika, men sender også vore kunder til destinationer i andre verdensdele - især Argentina, Bulgarien, Mauritius og Australien. Vi havde i den forløbne måned et ægtepar på jagt nær Kakadu National Park, hvor der blev nedlagt 3 vandbøfler - heraf 2 af fruen!!! Vi har også netop haft en kunde på Mauritius for at jage rusa hjort - det gik rigtigt godt, og hjorten er afbilledet herunder. Se jægerens reference på dette link!

Er netop returneret fra en eventyrlig jagtrejse til det vestlige USA, hvor jeg mødtes med min jagtkammerat Jens fra Danmark og i to uger rejste verdensdelen tynd og jagede både på prærien i New Mexico og i Rockey Mountains i staten Utah. Turen var længe planlagt, og var min sidste julegave til Benny sidste år, men desværre mistede vi ham til kræften i april måned, og i stedet besluttede Jens og jeg at gennemføre rejsen som en mindetur, og tro mig - han var med os hele vejen rundt i tankerne hver eneste dag. Se film fra turen herunder.

Traditionen tro startede vi ud med levende underholdning i Denver Arts Center - musical'en "The Book of Mormon" kunne nu nok holde os vågne efter den lange flyvetyr, og skæbnen ville at vore guider i Utah rent faktist viste sig at være mormoner, og selvom de var meget flinke, tvivler jeg nu alligevel på at de havde sat pris på showet!

Jens går bestemt ikke ned på udstyr, og det blev da også til adskillige besøg ved Outdoor World og Cabelas under opholdet. At lukke ham løs i en sådan butik svarer til at lukke skolebørn ind i en slikbutik, og tasken var godt fyldt da han rejste hjem! Læg mærke til skiltet over døren - "velkommen til fiskere, jæger og andre løgnere...!"

Vi landede begge i Denver, hvor der blev tid til en musical "The Book of Mormon" på ankomstdagen i Denver Arts Centre, og derefter gik turen med lejevogn sydpå mod staten New Mexico, som med sine åbne præriestrækninger byder på en fin biotop for det amerikanerne kalder deres "antilope", men også "pronghorn", fordi det er det eneste skedehornede dyr, hvor bukken kaster hornene hver vinter. Jeg havde tidligere jaget prærieantiloper i Nebraska, med en armbrøst, og var glad for denne gang i et mindste at være bevæbnet med en riffel, for det er meget svært at komme tæt på disse dyr, som har et enestående syn, der med de udstående øjne checker på alt 360 grader rundt!

Vi blev indkvarteret sammen med 3 amerikanske jægere på en jagtlodge ved udkanten af distriktet nede i dalen, og herfra var der hver dag en times kørsel op gennem bjergene for at komme op til højsletten, hvor prærieantiloperne lever.

Da jeg allerede havde en derhjemme, skulle Jens naturligvis skyde først, og han havde gjort sit hjemmearbejde, og var dygtig til at udpege de største bukke. Det medførte at vi faktisk blev sluppet løs alene, og landejeren havde nær aldrig fundet os, da vi efter en længere pürsch havde fået nedlagt Jens's flotte buk. Fin start på turen, og der var masser af dyr, selvom de var svære at komme på skudhold af. Traditionen tro skinner Jens og jeg selv alt nedlagt vildt på vore rejser - dels fordi vi ikke altid helt stoler på de lokale, men også fordi vi synes det er en del af jagten, og meget fornøjeligt. Ser tingene ikke ordentligt ud bagefter, har vi i det mindste kun os selv at blamere! Hvorvidt outfitteren slap os løs fordi vi var lidt for kritiske med trofækvaliteten, eller blot stolede på os, fandt vi aldrig helt ud af, men vi nød friheden og kammeratskabet på denne første del af turen.

Næste dag var det min tur - Jens og jeg blev sat af ved et vandhul ude midt på prærien, hvor vi både så præriehunde og en enkelt prærieulv. Jeg skød med Jens's våben, som er meget high-tech, og da vi til slut fik en fin buk ind på 300 meters afstand haglede det ned med instrukser fra Jens, og det lykkedes mig for første gang i mange år at udvikle en alvorlig omgang bukkebefer, og jeg skød hen over dyret. Det standsede dog igen, og denne gang fik jeg en kugle ind i dyret på 400 meters afstand - mit længste skud nogensinde! Det var nu ikke noget pragtskud, men dyret blev der, og dermed kunne vi afslutte jagten på prærien en dag før tiden.

Vi havde på ingen måde været nødt til at gå på kompromis med kvaliteten, så vi glædede os i stedet over at have fået en ekstra dag foræret, og fik dermed god tid til trofæbehandling og pakning og afrejse en dag før planlagt.

Der var både muldyr hjorte og wapiti på området, men grundet de sære amerikanske jagtregler kunne hjortene først jages i december måned og elk (wapiti) i oktober måned. Det er svært at arrangere en jagtrejse i USA på flere arter ad gangen, da sæsonen er strakt ud over flere måneder, og inddelt efter jagtmetode, således at buejægerne kommer først til fadet, derefter armbrøst, og senere forladere og sortkrudt. Er noget så overlevet efter denne kavalkade, så starter riffelsæsonen! Man kan dog komme ud over dette problem ved at købe en såkaldt "landowner's tag", men de har også en pris der ikke er helt billig - til gengæld skal man ikke deltage i lotteriet for at få tildelt en licens til afskydning.

Da vi efter morgenmaden forlod New Mexico satte vi for sjov GPS'en på Grand Canyon, og den sagde noget med 500 miles og ankomst først på aftenen. Vi havde dog regnet lidt forkert, da der er 2 timers tidsforskel på Arizona og New Mexico, og det endte med 13 timers uafbrudt kørsel - dog gennem de mest fantastiske landskaber. Desto tættere vi kom på Grand Canyon, desto smukkere blev naturen.

Det var nær blevet til en overnatning i bilen, da den pågældende weekend var "Labour Weekend" i USA, og helligdag om mandagen, så alle hoteller og moteller var stoppede med gæster i weekenden. Til slut fandt vi dog et værelse ved Jacob's Lake - kun 30 miles fra Grand Canyon, så vi kunne være der til solopgang næste morgen. Det var en rigtig turistfælde - en fransk toast viste sig at være et stykke ristet franskbrød drysset til med flormelis. Det kulinariske ude på landet i USA er ikke noget man skal sætte for store forventninger til, og på jagtområderne spiser man fra paptallerkener og bruger plastic bestik - et faktum som dog ikke just afspejler sig i priserne!

Jens og jeg har oplevet mange solopgange sammen - ofte sammen med Benny eller deres respektive familier. Vi har set solen stå op over Ayers Rock i Australien, over Machu Piccu i Andesbjergene i Peru, over indlandsisen på Grønland, over Iguazù faldene i Argentina og Victoria Falls i Zimbabwe, og nu også over Grand Canyon. Vi følte os begge meget privilegerede den morgen - blot manglede vi vor bedste kammerat, som vi begge savnede meget på turen. Grand Canyon er et syn for guderne, og allersmukkest ved solopgang.

Til slut forlod vi Grand Canyon og passerede over Navajo broen over Colorado floden, som gennem millioner af år har skabt den fantastiske canyon gennem det arrede ørkenlandskab.

Jens mente at have fundet et af mine favoritsteder på kortet, men havde stavet lidt forkert, så efter en lille "genvej" på 350 miles og et mindre træf med det lokale færdselspoliti, gik det den følgende morgen mod Monument Valley, som ikke mindst er kendt fra mange af John Wayne's cowboyfilm. Som dreng har jeg præsteret at køre 45 km. på cykel for at se en af disse fremragende film, så jeg følte mig godt tilpas derude!

John Wayne var ingen steder at se, men vi fandt da hesten et sted på vor vej!

Denne klippeformation hedder "Mexican Hat" og har givet navn til den lokale by. Vore øjne kunne næsten ikke få nok af denne særprægede natur, men vi skulle jo videre og indlogeres på vor følgende jagtlodge i Rocky Mountains i Utah.

Turens hovedformål var nemlig at jage wapiti (elk) i Utah - også her havde vi købt en landejer-licens til wapiti og desuden en muldyrs hjort. Det her område er kendt for at rumme en af USA's bedste bestande af wapiti på fri vildtbane, og ingen af os havde lyst til at jage en farmet elk, uanset hvor fantastisk store disse kan blive. En milliardær har i 19 år i træk købt halvdelen af de 15 licenser på stedet, så der er rift om at komme på jagt her!

Indkørslen til staten Utah og den berømte tvillingeklippe og herunder et kæmpemæssigt hul i bjergformationen, tæt ved byen La Sal.

Til slut kørte vi et halvt hundrede kilometer på grusvej fra byen La Sal til jagtområdet, hvor vi blev indlogeret i en camp, som heller ikke helt afspejlede prisen, men som dog var komfortabel. Alle vore lange sokker og underbukser fik vi aldrig brug for, for USA var ramt af en hedebølge, som desværre også satte en vis dæmper på brunsten.

Til vor store overraskelse skulle vi allerede ud på jagt på ankomstdagen, og da vi gik til ro om aftenen, var det i bevidstheden om at Jens havde valgt rigtigt på dette område, for der var masser af wapiti - jeg selv så over 20 tyre den første aften, men de helt store står dog ikke ligefrem til udstilling og venter på at blive nedlagt - dem skal der arbejdes for!

Jens skød den følgende aften en flot wapiti, med fantastiske lange sprosser, og stor var glæden, selvom Jens ærgerligt nok havde efterladt kameraet i bilen, og pga det uvejsomme terræn, var det blevet helt mørkt, da man ved hjælp af motorsav og indtil flere folk havde fået en bil bukseret ind til tyren. Jens skød tyren mens den var i aktiv kamp med en anden stor tyr - en oplevelse, som han givetvis aldrig glemmer. Som lidt kompensation, tog vi hovedet med ud til fotografering den følgende morgen, inden Jens færdiggjorde hovedskindet til saltning.

Den følgende aften var det min tur - jeg havde dagen før set en kæmpe tyr ved solnedgang, og den gik vi efter om morgen, hvor den dog snød os, og derfor besluttede min guide Bryan og hans assistent Tim at vi skulle kravle op på bjerget modsat dette sted, og afvente tyrens mulige komme, men knapt var vi kommet i stilling, før en endnu større tyr dukkede op, og i løbet af 5 minutter var den nedlagt på godt 300 meters afstand. Jeg skød 4 skud på den - 2 ramte på bladet, 1 højt på bladet i spring, og desuden en fangstkugle bagfra. Rosenkransene målte hver 13,5 tommer i omkreds, og jeg har lagt kikkerten på til sammenligning, så man kan se tyrens enorme dimensioner. Det var en stor dag for mig - jeg må tilstå at jeg havde noget svært ved at falde i søvn den aften!

Efter at vi var kommet op til wapiti hjorten på bjerget, fik jeg halvanden time alene sammen med min drømmehjort, og kunne fundere over mit held, og mindedes Benny's glæde over at have fået turen i julegave sidste år, selvom han nok inderst inde selv var klar over at der næppe blev mulighed for endnu et eventyr sammen med Jens og jeg. Jeg tror han ville have været tilfreds med min skydning, men hvor ville jeg dog gerne have set ham nedlægge den i stedet for mig - sådan ville skæbnen det altså desværre ikke.

Det er en gevaldig opgave at få læsset en sådan krabat på den lille bil, men til slut lykkedes det, efter at en lokal cowboy havde fældet ganske mange træer, så bilen kunne komme op på bjerget. Man slæber altså ikke nogen steder med en wapiti - heller ikke efter at indvoldene er taget ud! Under opbrækningen viste det sig at den ene af de to kugler havde gennemboret hjertet - de to bladkugler sad placeret med 10 centimeters afstand, og når jeg får færdig redigeret filmen, vil man nemt kunne se hvor godt tyren tegner i skuddet. Reglen er dog at man skyder ligeså længe tyren står op, for en anskydning betyder at jagten stoppes i 48 timer, hvor man kun må bruge tiden på at lede efter dyret.

Den følgende morgen fik jeg også min muldyrs hjort, og dermed var var det "jagt forbi" for mit vedkommende. Jens brugte endnu to dage på at finde en stor muldyr hjort.

Jens fik desuden undervejs nedlagt 2 prærieulve. De var så befængte med lus, at han måtte stoppe dem i fryseren over natten for at få dræbt utøjet!

Derefter kunne vi holde parade og takke vore værter for en velgennemført jagttur - vi blev færdige tre dage før tid, og besluttede at søge nye eventyr!

Tidligt den følgende morgen kørte vi igennem dette landskab på vej til konservatoren i Fort Collins i staten Colorado, hvor vi afleverede trofæerne for eksporten til Sydafrika. Både Jens og jeg skal have vore wapiti'er udstoppet brølende, for den lyd glemmer vi aldrig, så glæd Jer til filmen!

Jens organiserede en tidligere flyrejse til Danmark, men da jeg selv var på en bonusbillet, kunne jeg ikke ændre afrejsen, og valgte derfor at spendere de sidste to dage i New York - på mange måder en crazy by, men også en oplevelse jeg ikke ville være foruden! Forinden nåede vi dog en dag med sightseeing i Denver området, og besøgte både Museum of Nature and Sciense og mindemuseet med Buffalo Bill's grav - jeg føler mig lidt relateret til sidstnævnte, da jeg selv for nogle år siden nedlagt en bison på prærien i Nebraska!

Jeg var naturligvis på første færge til Frihedsgudinden ved indsejlingen til New York. Dejligt at stå næsten hele alene derude på dette historiske sted.

Jeg nåede også lige en middag og Broadway musical "The King and I" på Lincoln Center den sidste aften i New York. Bagefter spadserede jeg forbi Metropolitan Opera, som jeg dog måtte nøjes med at drømme om, da sæsonen først starter i slutningen af september!

Times Square er et sted hvor man ikke sover tiden væk, men monumentet for 9/11 gjorde et stort indtryk på mig - tænke sig at religiøse fanatikere kan hitte på at dræbe så mange uskyldige mennesker. Heldigvis går livet videre i New York, og byggearbejdet omkring monumentet minder om et samfund der absolut ikke er gået i stå, eller lader sig kyse.

HUSK AT BESTILLE VOR NYE DVD "PÅ JAGT KLODEN RUNDT"
- se de første anmeldelser på dette link