Hvornår er en vildtbestand kunstig, eller "eksotisk", som man på nutidssproget kalder det? Det er et spørgsmål som ikke er let at besvare, men faktum er at Indiens to toptrofæer - axis hjorten og bezoar-antilopen (også kaldet hjorteantilopen) i dag slet ikke kan jages i deres oprindelige biotop, men derimod findes i et stort antal på pampassen i Argentina og i private naturreservater i USA.

Som jagtelev på Frijsenborg oplevede jeg selv den spændende jagt på sikavildt, som nok er den mest kendte eksotiske vildtart i Danmark, måske lige bortset fra fasanen. Sikavildtet kom faktisk først til Danmark omkring år 1900, i form af en lille udsat bestand på godset Store Svenstrup, men senere blev denne suppleret med en udsætning fra Hagenbeck's Zoologiske Have i Hamburg, som dannede grundlaget for landets største fritstående sikabestand på Frijsenborg Gods. Selv dåvildtet er indført til Danmark i 1200-tallet, selvom man dog har fundet rester af dåvildt som kan dateres helt tilbage til mellemistiden. 

Begge arter stammer fra Asien, nøjagtig som axis hjorten og bezoar-antilopen (på engelsk kaldet blackbuck) gør det, men ingen føler vel at det er unaturligt at gå på jagt efter sika- eller dåvildt i Danmark, og sådan er det også gået med de orientalske vildtarter i Argentina, som i dag er blevet en naturlig del af den stedlige fauna. Den oprindelige bestand blev importeret fra Indien lige før anden verdenskrig. Jeg tror dog næppe at vi skal regne med at se andre eksotiske vildtarter dukke op i årene fremover - i dag er man meget mere bevidste om de økologiske konsekvenser ved udsætning af dyrearter som ikke har traditionel tilknytning til bestemte biotoper, og her i Sydafrika har man på det seneste ligefrem lovgivet imod udsætning af eksotiske dyrearter, ligesom den danske jagtlovgivning i årevis har haft en lignende paragraf, som bl.a. har forhindret udsætning af rødbenede stenhøns. 

Sådanne restriktioner indeholder dog visse dilemmaer, for er det f.eks. ikke bedre at vi i Sydafrika fremelsker en levedygtig bestand af f.eks. sabeloryx (scimitar-horned oryx) og ørkenkudu (addax), når nu magthaverne i dyrenes oprindelige udbredelsesområde (Chad) ikke har formået at passe på deres egen vildtbestand? I dag har Sydafrika langt flere individer end oprindelseslandet, og desuden stærke bestande af sumpantilope (lechwe), som er en populær art for mange besøgende jægere. Hvor skal grænsen egentlig trækkes, og hvornår bliver jagten på eksotisk vildt usportslig?  

I den sydafrikanske provins Free State er man lige nu i gang med et storstilet bevaringsprojekt for de kinesiske tigre, så midt ude på savannen løber der altså tigre rundt under relativt naturlige omstændigheder. Man kan sagtens forestille sig at denne avlspulje en dag kan være med til at redde arten fra udryddelse, ligesom man for længst har anbragt en avlspulje af sorte næsehorn i et reservat i Texas. I nogle tilfælde er det sågar zoologiske haver, som sidder på de sidste eksemplarer af truede dyrearter, og avlsmateriale til genudsætning hentes direkte fra sådanne indespærrede dyr, der er født i fangenskab og aldrig har levet et naturligt liv. 

Australien og New Zealands totale vildtbestand er faktisk eksotisk, altså ikke hjemmehørende, og ingen stiller vel spørgsmålstegn ved det sportslige i at nedlægge f.eks. en Himalaya Thar på en spændende bjergjagt i New Zealand. Puritanerne vil dog nok stadigvæk indvende, at en gemse skal skydes i Alperne og ej på New Zealand, og at en asiatisk vandbøffel hører hjemme i Asien og bør jages der, ligesom en kudu ikke skal jages på en ranch i Texas, og jeg vil selv til en vis grad give dem ret. 

Det var da også med visse reservationer, at jeg selv begav mig på en jagt i Argentina på vildtarter, der var alt andet end typisk sydamerikanske. Ville det bliver en kedelig dyrehavejagt, eller hvad? Jeg blev tvunget lidt ud på den tur, for en planlagt afskydning af 50 zebraer på vort jagtdistrikt ved Lake Mburu i Uganda gik i vasken pga bureaukrati med manglende licenser, et andet besøg hos en kollega i Cameroun blev heller ikke realiseret, på grund af usædvanlige regnskyl som forsinkede sæsonen, og så var det lige at jeg mindedes at en af vore jagtkunder havde sendt mig nogle fine fotos fra Argentina, med bl.a. en flot bezoar-antilope (blackbuck) - en vildtart som altid har fascineret mig. En af mine mest elskelige kvindelige jagtkunder fra Nordborg egnen nedlagde bezoar for mange år siden under en jagtrejse til Indien, og jeg havde studeret det smukke trofæ under et besøg i Danmark.  

Buenos Aires bliver med rette kaldt Sydamerikas "Paris" - her bl.a. Evita Peron's berømte lyserøde palads!

Verden er jo som bekendt lille, og et par e-mails senere, og efter en lynhurtig udstedelse af en bonusbillet fra South African Airways, var jeg om bord i Airbussen på vej mod Sao Paulo, og den følgende dag videre til Argentinas hovedstad Buenos Aires. For femten år siden besøgte jeg Brasilien og Iguazú faldene ved grænsen til Paraguay og Argentina. Jeg må tilstå at jeg mistede lysten til nogensinde at besøge den verdensdel igen, da vi har rigeligt med lommetyve og platugler her i Sydafrika, og jeg har ikke noget behov for at opsøge den slags destinationer på mine hårdt opsparede feriedage. Det var derfor med en god portion skepsis, og de sædvanlige to timers forsinkelse, at jeg med kort varsel stod i Buenos Aires lufthavn på vej til jagt på pampassen. Jeg fandt dog meget hurtigt ud af at Argentina var et helt anderledes velfungerende land. Under det ugelange ophold mødte jeg en utrolig venlig og gæstfri befolkning, og selvom de måske ikke helt kan rende fra det latinske islæt, så var her en infrastruktur og en effektivitet, som jeg aldrig havde drømt om at møde i den verdensdel.

Det startede ellers ikke for godt, for luftfartsselskabet Sol var særdeles forsinkede på indenrigsruten til Rafaela via Rosario, en information som de dog ikke følte behov for at dele med de ventende passagerer, så der røg endnu et par timers forsinkelse på, før vi fra luften kunne beundre verdens bredeste flod Rio de la Plata og det imponerende floddelta, som forklarer hvorfor Argentina har en så fremragende jagt på vandfugle. Ved mellemlandingen i Rosario forsøgte en stewardesse på gebrokkent engelsk at jage mig fra borde, men jeg viste naturligvis blot mit boarding pass og bagagekvittering frem, og forblev om bord, indtil det blev klart, at jeg nu var den eneste passager tilbage på flyet, og en tilkaldt co-pilot begyndte at forklare noget om "problemo teknikale" mens han slog ud med arme og ben.  

Den slags "tekniske problemer" kender vi også fra Afrika. Her betyder det i reglen at flyet er blevet kapret af en indflydelsesrig politisk leder eller lokalkonge, som skal på familieudflugt, men i dette her tilfælde var det velsagtens det faktum at vi allerede var 2 timer forsinket, og flyet skulle anvendes til andre passagerer hjemme i Buenos Aires. Det var med lidet entusiasme at jeg fik udleveret min bagage, og sammen med to andre passagerer blev beordret ud til en noget faldefærdig taxi. En lokal forretningsmand bandede og svovlede på spansk hele vejen derud, så de fik da heldigvis den velfortjente skideballe som jeg ikke selv var i stand til at udtrykke på lokalsproget, og en afbleget blondine (findes ikke en naturel i Argentina!) så på os med en bister mine, og meddelte flyselskabet at hun bestemt ikke havde lyst til at dele taxi med de to herrer! Derved blev det to taxier, som i procession afgik mod Rafaela lufthavn, mere end to døgn efter at jeg havde forladt Sydafrika.

Ved ankomsten til Rafaele 2½ time senere blev jeg mødt af en noget utålmodig chaffør, som straks satte kursen mod det endelige mål - en ranch ved San Christóbal i hjertet af pampassen. Undervejs blev der lejlighed til, inden tusmørket faldt på, at beundre en imponerende landbrugsdrift, hvor selv rabatterne var sået til med sojabønner, og talrige solsikkemarker, som forklarer hvorfor der i Argentina skydes hundredtusinder af duer hver sæson.  

En dejlig velkomst på ranchen fik mig til at glemme strabadserne på den lange rejse, og snart efter sad vi bænket omkring middagsbordet med værten og en lidt storskrydende amerikansk jæger - en lokalformand fra SCI, som fik genopfrisket hvorfor det nu egentlig var, at jeg for mange år siden droppede at markedsføre mine egne jagtsafarier i USA! Han blev nu ret flink efter et par døgn, og jeg tror faktisk at han en dag dukker op for at nedlægge en ørkenlos, som han trods 15 safarier stadigvæk manglede i samlingen.

Næste morgen stod jeg klar kl. 05:00 som aftalt, og det var med en vis spænding at jeg så min udlånte 7 mm Remington riffel blive læsset i bilen, sammen med køletasker og diverse forsyninger. Jeg selv var udstyret med min uundværlige Zeiss kikkert og digital kamera. Mystisk nok kørte vi tilbage på landevejen, og da jeg spurgte min guide hvor længe vi dog skulle køre, var svaret 6 ½ time! Det havde jeg godt nok ikke lige forudset, så jeg måtte bede ham om at vende om, så jeg lige kunne gribe tandbørsten og et par nødvendigheder til turen.

Ved frokosttid ankom vi omsider til den endelige destination nær grænsen til Paraguay, og allerede på turen ind mod jagtområdet så vi masser af bezoar antiloper. De mindede både i statur og adfærd meget om vore hjemlige springbukke, og jeg fik lidt bekymringer om, hvorvidt det her virkelig ville blive en værdig jagt. Det viste sig dog senere at være en ubegrundet frygt, for ligesom springbukkene derhjemme, var de særdeles agtpågivne, og vi fik en spændende pürch. Forinden skulle mine medhjælpere, som nu var blevet suppleret op med et par kokkekoner og skinneren Gringo inde fra byen, dog først spise frokost, og endnu engang frådsede vi i det fantastiske argentinske oksekød, som jeg aldrig har smagt mage til. Dertil konsumerede min PH og hans assistent et større antal af de lokale Cristal øl + to flasker rødvin, og det var derfor ret forudsigeligt, at de på stedet deklarerede en 2 timers siesta! 

Efter tre døgns uafbrudt rejse var jeg altså stadigvæk ikke kommet på jagt, men med kameraet i hånd begyndte jeg at udforske omgivelserne - fuglelivet var ubeskriveligt. De fuglearter som man normalt kun vil se derhjemme i et lille bur, sad i hver en busk, og jeg forsøgte også at "pürche" nogle antiloper med kameraet, men fandt hurtigt ud af, at deres sikkerheds afstand var ca. et par hundrede meter. 

Nu var min PH omsider klar til aktion, og vi påbegyndte en jagt, hvor jeg hurtigt blev klar over, at man ikke ønskede at jeg skulle nedlægge den første buk som vi så, men derimod drive en selektiv jagt for et stort udvokset handyr. I sommerhalvåret er "blackbucken" knapt så mørk i pelsen som i vinterhalvåret, men efter at have listet rundt på de smalle stier i buskadset omkring de åbne sletter, fik jeg omsider ordren til at skyde. Værktøjet var ikke just det bedste - kikkerten på kanten af det antagelige, og jeg havde mine problemer med at få afgivet et skud fra den vakkelvorne skydestok. Ved skudafgangen mente jeg at kunne se det ene forben svinge ud til siden, og var overbevist om at jeg havde anskudt bukken, og derfor leverede jeg et uovervejet skud på spring, som var lidt overoptimistisk på den afstand. Snart efter stoppede bukken dog op en sidste gang, og jeg leverede et "fangstskud" i den lidt forkerte ende af dyret, som dog straks droppede til jorden død som en sild, men det skulle vise sig at den sidste kugle var den eneste som havde ramt. Det droppede lidt malurt i bægeret, men død buk sladrer jo som bekendt ikke (og det skal nogle af vore jagtkunder nok være ret taknemmelige for!), og efter den obligatoriske fotografering blev køretøjet hentet, og dyret hængt op til skinning. Et par nysgerrige Gauchos kom på hesteryg ind til farmhuset - ikke af den slags turisterne normalt fotograferer, for det her var den ægte vare iført dolk med sølvskæfte i bæltet. De så på mig, som om jeg var faldet ned fra månen eller nyligt landet fra Mars - vistnok ikke hver dag, at en så nordeuropæisk udseende jæger dukkede op på denne del af pampassen!

Egentlig skulle vi overnatte ude på farmen, men jeg kunne mærke at bylivet i den lille flække Castelli trak på mine værter sådan en lun lørdag aften, så jeg indvilligede i at blive indlogeret på Hotel Florencia*, som nok havde set bedre dage, men endnu engang oplevede vi denne aften ægte argentinsk gæstfrihed og fremragende kokkekunst. Tidligt næste morgen gik det igen 6½ time retur til base camp, og min PH var vist blevet lidt småtræt efter nattens udskejelser, og undskyldte sig. Til gengæld fik jeg efter den obligatoriske siesta overdraget hans noget indiansk udseende assistent, men det viste sig nu at være et glimrende bytte, for vi fik en pragtfuld eftermiddag med pürch på pampassen, hvor vi ikke blot så mængder af axis hjorte, men også besynderlige dyr som patagoniske harer og utallige farverige fuglearter. Vi så andre udsatte arter som firehornede får og vandbøfler, men her må jeg sige at jeg trækker grænsen, da jagten på disse arter cirka svarer til at skyde Jersey køer på en fynsk forårs eng, og det havde jeg bestemt ikke lyst til!

Der bliver ikke skudt særligt mange axis hjorte på området, for selvom de ikke smider geviret på helt faste årstider, så er de fleste hjorte dog enten i bast eller gevirløse i hoved jagtsæsonen fra marts til september, og netop nu i december var det brunsttid, og faktisk helt optimalt for netop denne vildtart. Selvom vi så mange hjorte, fik vi aldrig den helt store på kornet, og jeg havde så småt indstillet mig på en lang gåtur mandag morgen, da vi pludseligt hørte en axis hjort brøle tæt ved os. Det er nok som i Østeuropa, at guiderne erfaringsmæssigt kan høre om der er tale om en gammel hjort, og ansigtsudtrykket var ikke til at tage fejl af, selvom guidens engelsk kundskaber nogenlunde var på højde med mit eget spanske ditto! Lyset var lige ved at forsvinde, men der var ingen tvivl om at den hjort som var på vej ud langs kanten af lysningen var usædvanlig god. De lange sprosser lyste helt op i solnedgangen, og jeg gjorde mig stor umage med at sætte en perfekt kugle på det forholdsvis lange hold. Denne gang gik det meget bedre - det tydelige kugleslag tilkendegav at skuddet sad virkelig godt, og efter en blot 20 meters spurt ser vi hjorten falde om stendød på brunstpladsen.

Det var virkelig en fantastisk kulmination på min jagt på pampassen - jeg har skudt over halvandet tusinde stykker hjortevildt, men denne her må være det smukkeste som jeg nogensinde har nedlagt. Endnu smukkere end et stykke dåvildt i sommerpels, med stærke rødbrune farver og kridhvide pletter, og som noget særligt for en gammel hjort, en bred sort stribe med hvide pletter på langs af ryggen. Det kan godt være at jeg var rejst til Argentina for at få mit drømmetrofæ bezoar-antilopen, men det blev alligevel axis hjorten som blev turens absolutte højdepunkt, og jeg må sige at jeg skammer mig absolut ikke over at have nedlagt asiens toptrofæer helt ude på den argentinske pampas.

Holger Krogsgaard Jensen