Dette er afdelingen, hvor interesserede vil kunne følge og se fotos fra de seneste jagtsafarier - oftest samme aften som personalet returnerer fra bushen. Dermed gives også et godt billede af hvad der kan forventes af en jagtsafari hos Jensen Safaris, især m.h.t. til trofækvalitet og antal stykker vildt nedlagt på det opgivne antal jagtdage.

 
Sidste uges safari var et dejligt far/søn arrangement ved Limpopo Tented Camp. Turen var en gave fra far til søn i anledning af en rund fødselsdag, og bestod af 5 dages jagt og afskydning af 1 eland tyr og 1 oryx tyr. Ikke så svær en opgave på denne årstid, men oryx'en skulle vise sig at blive sværere end antaget, selvom vi på talrige pürscher så masser af dyr. Herover er det et nysgerrigt vortesvin, som stiller sig an, men ornen var dog ikke stor nok til afskydning.
Traditionen tro serveres hummer ved første frokost, og her nyder vi det gode vejr ved kanten af Limpopo floden, med udsigt til Botswana og fiskeørnens skrig til akkompagnement.
Vi startede med nogle timers resultatløs pürsch, hvorefter jeg besluttede at tilbringe den sidste time inden solnedgang ved et vandhul. Efter kun 30 minutter skete miraklet - først kommer to elandtyre ind til vandhullet, og til slut var der faktisk hele 9 tyre. Tyren no. 2 fra højre var den største (se den tykke hals og lange bovlap) og jeg gav jægeren OK til at afgive skud, så snart den fik bredsiden til.
Det var så spændende at vi næste ikke turde trække vejret, men her afgives skud.
Jægeren havde i skyndingen glemt at tage højde for at vi sat ganske højt i hochstanden, og selvom skuddet på bladet var placeret perfekt, ramte det skråt ned under hjerte regionen, og tyren endte med at gå ganske langt. Takket været et godt samarbejde mellem hunde og mennesker og en god nyindkøbt håndholdt projektør lykkedes det dog at finde tyren i det tætte buskads og give fangstskud på halsen. En kæmpemæssig tyr med en meget tyk hals, så nu var halvdelen af fødselsdagsgaven indfriet allerede på første jagtdag!
Vi kom lidt let til elanden på første jagtdag, men til gengæld fik vi lov til at arbejde for oryx tyren. Vi så masser af dyr - hver gang vi kom tæt på var det beklageligvis enten hundyr eller unge tyre, men heldigvis nød både far og søn de mange oplevelser vi fik - her er det en flok sabel antiloper og vortesvin, som vi er kommet ganske tæt på.
Jægeren leverede et pragtskud på bladet til denne oryx tyr, som vi overraskede i tæt buskads på vor morgenpürsch - kun et kvarter efter at have forladt bilen. Vi så den fik en fin kugle, men lod alligevel vor nye jagthund Harald av Fjellstølen (Bavarisk Bjerg Schweisshund) gå på blodsporet, så den kunne få lidt mere rutine. Harald fyldte et år under opholdet, og har allerede haft flere fine eftersøgninger. Allervigtigst er den blevet særdeles jagtivrig, og tog en brav "kamp" med den døde gemsbok tyr.
Det sidste stykke vildt på turen blev nedlagt på aftenpürsch langs med floden - lige ved det sted, hvor Benny aske er spredt, og da jægeren også var en god ven af Benny, følte vi begge at han havde haft en finger med i spillet. Han ville i hvert fald have frydet sig over den fine pürsch til bukken, som stod i tæt krat, og det afstumpede højre horn vidner om en gammel buk, som har haft mangen en kamp med andre artsfæller.
Når vi kommer tilbage til campen om aftenen efter solnedgang, er der tændt op på bålpladsen, og der serveres G&T og snacks ved bålet, men nattens lyde begynder at komme frem udenfor. Det er det suverænt bedste tidspunkt på dagen, og mange gæster kommer tilbage år efter år for at opleve det ægte campliv på deres jagtsafari.
 
 
Denne kunde er en ven af huset og kommer hvert eneste år på jagt, men havde endnu aldrig selv nedlagt en kudutyr, selvom flere gæster og familiemedlemmer havde haft fornøjelsen. Derfor blev det i denne sæson til en solotur, og selvom vi tog til det fine kudu område ved Bushveld Vest, havde vi ikke det store held - først den allersidste eftermiddag lykkedes det at få en fin tyr, og forinden var der også nedlagt et vortesvin.
 
 
Nu er det blevet vinter og "rigtig" jagtsæson, hvor bushen åbner sig, og det er langt lettere at finde vildtet. Når mange af arterne tilmed er i brunst, går det jagtudøvelsen både spændende og udfordrende - ikke hver dag at man efter blot et kvarters pürsch på anden jagtdag render ind i en fin kudutyr som denne. Lidt modigt at tage et barn u. 2 år med på en sådan jagt ved Limpopo Tented Camp, men med en tålmodig hustru gik det fint, og familien blev hentet hver gang vi havde haft en heldig pürsch.
På ankomstdagen var det jægerens 27 års fødselsdag, og det blev allerede den første dag til en fin fødselsdagsbuk - en impala nede ved floden. Zebraen gik ikke helt så let, men på fjerdedagen kom også denne lidt svære vildtart i hus efter en meget lang gåtur i bushen.
Den sidste aften inden jagtens afslutning fik vi en grå dykkerantilope på pürsch - et sjældent stykke vildt at nedlægge, og tilmed lykkedes det den følgende morgen af finde en virkelig stor stenbuk, så det bliver et flot par at få op på væggen.
 
 
Vor assistent Philip udlevede også en drøm om at nedlægge en giraf - der var et afskydsdyr til salg på nabofarmen, og fik tilmed også en fin impala buk.
 
 
Den første uge af maj var det tid til vor årlige Kombijagt med springbukke drivjagt i Karoo ørkenen, kombineret med lidt trofæjagt, duejagt ved Pretoria og gåsejagt ved Oranjefloden. Lederen af gruppen var en garvet genganger, med en jagtkammerat fra Danmark og to kammerater fra Norge, som var ret nybagte jægere, og uden tvivl fik deres livs oplevelse og flere skudchancer end gennem 10 jagtsæsoner i de norske fjelde!
Nogle af jægerne benyttede også lejligheden til at jage farvevarianter af springbukke og nedlagde 2 hvide og 5 sorte springbukke.
Parade fra det sidste drev - den sorte buk har fået æren af at blive lagt på fløjen!
Der blev også tid til at par gåsetræk ved Oranjefloden - her er det nilgæs og sporegæs (sidstnævnte var meget talrige i år) og herunder en endnu større fugl - en hanstruds nedlagt efter en ganske omfattende jagtekspedition!
På trofæjagten blev nedlagt 2 oryx tyre, 1 hvidhalet gnu (herover), 1 steppezebra, 1 rød ko-antilope og 1 mankefår, så nu er fryseren i vort gæstehus i alvorlig grad fyldt op med vildtkød til den kommende turistsæson.
På ankomstdagen søndag, hvor vi egentlig blot skulle indskyde riflerne, lykkedes det at nedlægge et mankefår med et flot skud på langt hold - det er normalt et meget vanskeligt dyr at komme på skudhold af, så en heldig start for denne dygtige jægersmand!
Vor stolte Bayer Harald av Fjellstølen ser ud som om at det er ham der har fundet dem allesammen, men vi bruger nu ikke meget schweisshund på denne jagtform. Herunder har vor assistent Philip nedlagt to fine springbukke på første post.
I sidste såt blev vi advaret om at farmeren havde udsat en avlsbuk - indkøbt i dyre domme fra Namibia, for at højne størrelsen på både horn og slagtevægt i bestanden, men den var tydeligt afmærket med to røde øremærker, og skulle naturligvis ikke nedlægges. Well - det går ikke altid som præsten prædiker, og vi skal ikke nævne navne, men lad os sige at en håndværksmester fra roehakkerland præsterede at aflive avlsbukken, men da han allerede har lidt megen tort og spydige bemærkninger fra de medrejsende, har jeg valgt at camouflere hans identitet. Vi tænker på at lade den udstoppe og fremsende til yderligere hån og pinsel....!
Der var gang i slagtehuset i den uge - hele 57 springbukke blev flået eller skinnet og parteret, og lørdag morgen ved solopgang sagde vi farvel til Karoo og på gensyn i 2016, hvor vi allerede har solgt den første drivjagtsgruppe.
 
 
I slutningen af april gik turen tilbage til Limpopo for endnu en far/søn jagt, og højest på ønskelisten var en kudu og zebra til Jnr. og en oryx til Snr., og begge dele lykkedes mirakuløst, for det er ingen selvfølge på denne årstid. Herunder ses selve køkken-området i campen ved Limpopo Tented Camp, hvor vi har spenderet mange dejlige timer i årenes løb. Bl.a. blev køkkenet for nogle år siden udvidet, og senere suppleret med elektricitet, hvilket er en stor bekvemmelighed, når altså strømnettet er på. Vi oplever næsten daglige strømafbrydelser pga et statsligt monopol Eskom, som pga inkompetence og deraf manglende planlægning ikke længere formår at supplere permanent strøm til alle del af landet. Vi har heldigvis et back-up som tager højde for dette.
Jnr. fik zebraen, selvom det holdt hårdt - det kan være en af de sværeste vildtarter at jage, og i det her tilfælde måtte vi også på en halv dags sporjagt, hvilket dog var glimrende for vor nye sporhund Harald av Fjellstølen, som fik dejlig træning ud af den sag!
Jnr. fik nedlagt et dejligt vortesvin på pürsch ved Limpopo floden - her er landejeren Rudie med seneste hundeindkøb - en dejlig lille Jack Russel terrier tæve Sami-Sami.
Kuduen lykkedes på tredjedagen - ikke nogen let opgave på denne årstid, men det var en lykkelig jæger der kunne tage dette smukke jagttrofæ i øjesyn - han fik også gået nogle kilometer, inden det lykkedes, så alt sammen velfortjent.
Snr. fik allerede på første pürsch opfyldt ønsket om en oryx - den fik han dog også lov til at arbejde lidt ekstra for, men når enden er god, er alting som bekendt godt, og vi glædede os på hans vegne over den flotte gamle tyr med tykke horn.
En enkelt sortrygget sjakal måtte også lade livet - det er gratis at nedlægge sjakaler, da dette er en vigtig del af revirplejen.
Til slut blev der lejlighed til at lufte haglbøsserne i solsikkemarkerne nær Pretoria, og det var ikke mindst vore Labrador hunde Bruno og Thor begejstrede for - de fik løbet lidt af sommerfedtet væk, og alle havde en dejlig dag.
 
 
 
 
 
 
Begge disse vortesvin blev nedlagt på pürsch nede ved selve Limpopo floden.
En enkelt sjakal blev det også til - her er det Snr. der har leveret varen!
 
 
I den forløbne uge var igen tilbage ved Limpopo med en af vore tidligere gæster på genbesøg - denne gang med det ene formål at nedlægge et stor oryx tyr, og med Vorherres hjælp også en stor kudutyr. Det første lykkedes allerede efter et døgn - en særdeles god tyr, men trods en trodsig indsats i op til 40 graders varme fik vi ikke helt med kuduen. Det tog jægeren dog i stiv arm, for vi så meget vildt, og kunne have nedlagt toptrofæer af en stribe arter, hvis det havde været på programmet  - bl.a. pürschede vi os helt tæt på to kæmpestore elandtyre. Vi tager nok kampen igen en anden gang, men så må det blive på en mere velegnet årstid i den egentlige jagtsæson, som går fra april-september. Vor nye Bayerske Bjergschweisshund Harald av Fjellstølen var naturligvis med på jagt igen.
Pürschture langs med Limpopo floden har i de seneste år fået et ekstra aspekt - foruden alle de almindelige dyr, og det rige fugleliv og aber og bavianer, støder vi nu også på sabelantiloper, som blev udsat for år tilbage, og har formeret sig fantastisk. Overskuds hundyr sælges stadigvæk for enorme summer levende, men vi kan i indeværende sæson for første gang tilbyde fine trofætyre til afskydning. Gratis er det ikke, men det er ikke dyrt, hvis man sammenligner basispriserne for en tilsvarende jagt i Zambia og Mozambique.
Vor assistent Philip skulle også lave lidt, mens vi rendte rundt på pürsch, og han fik ved denne lejlighed nedlagt et virkeligt godt vortesvin til trofæsamlingen. Philip er uddannet kok - sågar fra Søllerød Kro, og det har givet et helt nyt aspekt til assistent tjansen, da han også er yderligst nyttig i køkkenregionerne.
 
 

Se dette link til de sidste safarier i 2014 sæsonen

 

HUSK AT BESTILLE VOR NYE DVD "PÅ JAGT KLODEN RUNDT"
- se de første anmeldelser på dette link

 

Indhent tilbud på jagtsafarier fra Jensen Safaris på jensen@icon.co.za