Kun særligt udvalgte journalister havde adgang til landet - selv den uafhængige sydafrikanske TV-station eTV blev forment adgang, da man tidligere havde bragt en "upassende" reportage fra Zimbabwe. Tæt på selve valgdagen gik man helt til yderligheder, idet man bl.a. fængslede den sydafrikanske pilot, som skulle flyve oppositionslederen rundt med helikopter til fjerne valgkredse, og desuden blev to sydafrikanske teknikere arresteret, mens de var i gang med at installere satellitforbindelser til omverdenen, så denne kunne følge med i valgresultatet. Alle tre en nu løsladte på grund af "mangel på beviser", men hensigten var naturligvis under alle omstændigheder kun at chikanere oppositionen mest muligt, og i videst muligt omfang spænde ben for deres valgkamp.

Vælgerlisten var et helt kapitel for sig. Blot en stikprøve af 28 distrikter, ud af i alt 210 valgdistrikter, viste omkring 90.000 navne på listen, som ikke kunne verificeres af oppositionen. Som et kuriosum dukkede bl.a. navnet Desmond Lardner-Burke op på listen - han var faktisk justitsminister under Ian Smith's styre, og døde for tyve år siden! Endnu mere mystisk blev det, da man opdagede at ikke mindre end 1000 vælgere i et enkelt valgdistrikt var registreret som bosiddende på et grundstykke uden nogen form for bebyggelse. Mærkværdigt forekommer det også, at valgkommissionen ved et lokalt trykkeri bestilte 600.000 stemmesedler til brevstemmer, da der kun er højst 20.000 vælgere som er berettiget til at brevstemme, for slet ikke at tale om de 9 millioner stemmesedler som blev trykt til 5,9 millioner registrerede vælgere, inkl. for længst afdøde eller til lejligheden opfundne vælgere.

På trods af denne uhyre komplekse situation lykkedes det rent faktisk oppositionen at sikre sig et flertal ved selve parlamentsvalget. Det skyldtes i nogen grad de betingelser, som man gennem forhandlinger havde fået fastlagt inden valghandlingen, som bl.a. foreskrev at det ved dette valg udelukkende var vælgerne som skulle vælge parlamentsmedlemmerne. Ved tidligere valg havde Mugabe ret til selv at udpege 30 parlamentsmedlemmer. Dernæst var det bestemt at hvert eneste af de 9.400 valgsteder efter endt optælling skulle hænge resultatet op udenfor valglokalet, så alle kunne se de enkelte stemmetal til de tre sammenfaldende valg til parlamentet, senatet og præsidents embedet. Oppositionen benyttede lejligheden til at affotografere mange af disse opslag med deres mobiltelefoner, og kunne derfor allerede inden den officielle optælling nogenlunde beregne sig til valgresultatet. Man har dog ikke alle optællingerne fastlagt på fotos, men hvilke det drejer sig om er der ingen der har styr på - ej heller Mugabe's personligt udvalgte medlemmer af valgkommissionen, og det gjorde de sædvanlige banditstreger meget vanskelige at gennemføre. Ved det tidligere valg var det en kendt sag at valgurnerne på vej til det centrale optællingssted blev suppleret op med stemmesedler udfyldt af hæren, hvilket både styrkede Mugabe og den totale valgdeltagelse.

I skrivende stund, 3 uger efter valgets afholdelse, har Mugabe's beordret "omtælling" af 23 valgdistrikter, hvor ZANU-FP tabte med en forholdsvis lille margin. Optællingen sker fra valgurner, som ikke længere er forseglede, og man behøver ikke megen fantasi for at forestille sig at et tilstrækkeligt antal valgresultater i den forbindelse vil blive omstødt, således at Mugabe allerede inden offentliggørelsen af resultatet af præsidentvalget endnu engang vil have sikret sig et flertal i parlamentet.

Zimbabwe's TV, som ellers normalt ved tidligere valg havde dækket valget i detaljer, blev pludseligt tavse, og sendte i stedet genudsendelser med gamle fodboldkampe og andre trivialiteter, mens hær og politi holdt krisemøder med Mugabe og ZANU-PF partiets ledelse. En speciel overraskelse ventede de offentligt ansatte ved månedsskiftet - de var nemlig blevet lovet en klækkelig lønforhøjelse i det inflationsplagede land, mod til gengæld at give regeringspartiet deres stemme, men da de om mandagen checkede deres bank konti var lønnen den samme som i foregående måned, og det er ikke nogen spøg i et land, hvor inflationen nu officielt er på 164.800 pct., mens den uofficielt skønnes til at være på mindst 300.000 pct. - endnu værre end Weimar republikkens fatale inflation før anden verdenskrig. Mugabe's særdeles spendable hustru Grace befinder sig efter sigende på favoritdestinationen Malaysia sammen med parrets børn.

Den seneste udvikling i Zimbabwe har om muligt været endnu mere katastrofal. Senatsvalget kom til at stå nogenlunde lige mellem Mugabe's party og oppositionen, men i dette organ, som mest har ceremoniel baggrund, skal præsidenten vælge 10 medlemmer, og derfor var udvalget af præsidentvalget den helt afgørende faktor, som befolkningen med tilbageholdt åndedræt nu har ventet på i tre uger, men valgkommissionen har, trods enormt pres fra udlandet, endnu ikke kunne foretage en sammentælling af dette valg. Rygtet vil vide at Mugabe tabte dette valg så stort, at ingen har turdet publicere resultatet, og slet ikke valgkommission, der lever på præsidentens nåde og barmhjertighed. Der er ingen tvivl om at regeringspartiets kandidater i en vis udstrækning har fået stemmer af deres loyale vælgere - især i landdistrikterne, mens Mugabe på landsplan ikke har haft nær den samme tiltrækning på vælgerne, som alle i hob lider under præsidentens håbløse håndtering af landets økonomi.

EN SPÆNDENDE KØRETUR

HYPER INFLATION I ZIMBABWE

Mine venner havde været på ferie i Sydafrika i blot to uger, men selv i dette korte tidsrum var priserne steget så meget, at de nær var væltet ned af stolen, da vi fik præsenteret menukortet på Caribbea Bay hotellet ved Kariba.

Vi spiste absolut ikke ekstravagant, men nøjedes med 1 sandwich, 2 burgere, 1 fiskefilet med pommes frites og 3 sodavand og et glas vand, og den totale regning beløb sig til ZWD 1.029.000.000,00 - altså mere end en milliard dollars! Til officiel kurs ville denne frokost have stået os i 34.000 USD, men til uofficiel kurs kom regningen til at lyde på 34 USD, hvilket nok alligevel var i overkanten, kvaliteten taget i betragtning! Til sammenligning skal nævnes at en skolelærer i dagens Zimbabwe får 300.000.000 i månedsløn, hvilket altså kun lige strækker til en kvart kylling og en sodavand! Hvordan befolkningen overlever denne inflation er næsten ikke til at forstå, men man er bombet tilbage til en slags naturalie økonomi, og udover den politiske elite er der ikke mange zimbabweanere som går mætte i seng. Gennemsnits alderen er på kun 10 år faldet fra 57 år til 37 år for mænd og fra 54 til 34 år for kvinder. En skrækkelig menneskelig katastrofe, som desværre ikke har lokket nogen særlig stor reaktion fra omverdenen, og da slet ikke fra nabolandet Sydafrika, som formentlig på nuværende tidspunkt huser op til 3 millioner flygtninge fra Zimbabwe.

Nu er det ikke mange der kører op til Zimbabwe, medmindre de har et specifikt ærinde der. Førhen kom langt størsteparten af turisterne fra Sydafrika, men de er næsten helt forsvundet, og de tiloversblevne turister besøger praktisk taget kun Victoria Falls og kommer dertil med fly. Jeg havde medtaget en ekstra dunk med benzin og betalt en fyrstelig importafgift for selv samme, men efterhånden som vi bevægede os op i landet, forsøgte vi at finde en benzinstation med benzin. Det lykkedes nu aldrig, men det magiske ord i Zimbabwe er "foreign currency" (fremmed valuta), og når man siger det, så finder enhver zimbabweaner på en plan, i det her tilfælde en dunk med 20 liter benzin inde fra bagbutikken formedelst R280, hvilket er mere end dobbelt så meget som vi betaler i Sydafrika.

Benzinpåfyldning "the Zimbabwe way"!

SYDAFRIKA VELSIGNER VALGET OG MUGABE!

Allerede inden optællingen af valgresultatet var startet, meddelte observatørgruppen fra SADC (Southern African Development Community) at man var yderst tilfredse med valgets forløb - et valg som de for størtepartens vedkommende havde betragtet fra luksushotellet The Meikles***** i hovedstaden Harare. Jeg vil næsten garantere for at rapporten allerede var udfærdiget inden man overhovedet afrejste til Zimbabwe. Kun 2 ensomme røster fra det sydafrikanske oppositionsparty Democratic Alliance, udtrykte forbehold og påpegede en række konkrete uregelmæssigheder, i øvrigt til stor fortrydelse for de øvrige observatører.

Endnu værre blev det et par uger efter valget, hvor hele verden nu var på nakken af SADC og krævede handling, og øjeblikkelig offentliggørelse af det fulde valgresultat i Zimbabwe. Øjensynligt for at tilfredsstille omverdenen indkaldte man til topmøde med 13 regionale ledere i Zambia's hovedstad Lusaka, men på vejen dertil valgte præsident Mbeki at gøre stop hos Mugabe i Harare, hvor de poserede hånd i hånd og kundgjorde overfor omverdenen at der ikke "var noget galt" (no crisis) i Zimbabwe. Det kan man da kalde en underdrivelse af visse proportioner, og topmødet udviklede sig følgeligt til en regulær hvidvaskning af Mugabe's regime, og en vagt formuleret henstilling til Zimbabwe om hurtigst muligt at offentliggøre valgresultatet. Et efterfølgende topmøde i Mauritius, der handlede om fattigdom og sult i regionen, ignorerede totalt Zimbabwe spørgsmålet, og var det ikke for den norske statsminister Jens Stoltenberg, ville ingen have nævnt Zimbabwe med et eneste ord.

Mugabe er i mellemtiden gået i gang med en kollektiv afstraffelse af vælgerskaren - har offentligt erklæret at oppositionen aldrig vil komme til at regere Zimbabwe, og med andre ord indført et de facto militærstyre med ubegrænset magt til hæren og politiet, der gennembanker mistænkte oppositionstilhængere, mens flygtningestrømmen til nabolandene Botswana, Zambia, Mozambique og ikke mindst Sydafrika tager til. Foreløbig melder man om 10 dræbte og hundredvis af sårede og lemlæstede. Oppositionstilhængere bliver frataget deres få ejendele, deres huse brændes af, og deres børn tortureres.

KINESISK ASSISTANCE TIL MUGABE

I Durban havn ankommer i den forløbne uge under stor hemmelighedskræmmeri et kinesisk skib, læsset til randen med 70 tons ammunition, håndvåben og granater - adresseret til styret i Harare. Det er givet at offentligheden aldrig ville have hørt om denne forsendelse, hvis det ikke lige var for det faktum at en medarbejder på havnen fik nys om sagen, og sendte dokumentation til månedsbladet Noseweek, som specialiserer i at optrævle de sager i Sydafrika, som offentligheden helst ikke må få kendskab til. Snart var historie på forsiden af alle lokale medier - det er iflg. internationale konventioner strengt forbudt at assistere med transport af våben til lande eller regeringer som kan tænkes at benytte disse våben til undertrykkelse af befolkningen eller krænkelser af menneskerettighederne. Havnearbejderne i Durban nægtede at losse skibet, alt imens at ANC-regeringen godkendte forsendelsen, men blev stoppet af en stævning fra retten i Durban, foranlediget af lokale menneskerettighedsgrupper og en biskop fra byen. Før stævningen kunne forkyndes overfor skibets kaptajn, stak det kinesiske skib af ud i rum sø mod en ukendt destination, mens lederne af hæren og politiet i Zimbabwe holdt krisemøde - de mangler nemlig de 3 millioner stykker ammunition som var med i forsendelsen, for at kunne give en passende afstraffelse til befolkningen for deres sympati for oppositionspartiet. Den sag er dog blevet ordnet, idet en anden forsendelse nu afgår fra Kina med fly, hvilket kun forstærker kinesernes image som villig partner til diverse totalitære regimer i Afrika og andre verdensdele.

Sydafrikas regering fremstod endnu engang som en sympatisør med styret i Zimbabwe - ikke længere blot en passiv sympatisør, men sandelig også en aktiv. Det lover ikke godt, og pessimismen i Sydafrika stiger og Randen falder, til stor glæde for vore gæster fra Skandinvien, men til skade for erhvervslivet i Sydafrika.

HJEM TIL PRETORIA

På vejen hjem til Pretoria kørte vi over Kariba dæmningen ind i Zambia, hvor kineserne i bytte for mineral rettigheder er i gang med at bygge en kolossal asfaltvej mellem Lusaka og den sydlige grænsepost til Zimbabwe. På vejen ned i landet nåede vi at spise en hyggelig frokost hos det sønderjyske ægtepar Jakobsen, som har drevet landbrug i nærheden af byen Choma i en hel menneskealder. Længere nede mødte vi det afrikanske fænomen "potholes", hvilket tilkendegiver at asfaltvejen ikke længere vedligeholdes, og derfor langsomt nedbrydes og fyldes med huller - store nok til at man kan brække en aksel eller i den mindste miste dæk eller hjul. Ikke nogen kedelig køretur, skulle jeg hilse og sige, og de sidste 70 km. mod Livingstone tog mere end en time.

Vor assistent nåede at få en flyvetur med helicopter over Victoria Falls og derefter gik det mod Gazunkula, hvor vi sejlede over Zambezi floden - en meget original afrikansk oplevelse. Derefter igennem turens sjette toldstation og paskontrol, med tilhørende plattenslagere og totalt ligeglade embedsmænd.

Efter en enkelt overnatning ved Chobe gik turen til slut retur mod Pretoria. Vejene igennem Botswana var overraskende dårlige, når man tænker på landets gode økonomi - godt hjulpet på vejen af et lavt befolkningstal, kombineret med fantastiske indtægter fra sydafrikanske mineselskaber, som udvinder diamanter og andre råstoffer i landet. Pengene anvendes dog ikke til vejnettet - denne type investeringer i infrastruktur afsætter afrikanske regeringer ikke penge til på statsbudgettet, men regner vel i stedet med at nogle blåøjede ulandseksperter nok på et tidspunkt dukker op og fixer det hele. Sådan går det i reglen også.

Vi tilbagelagde i alt 4.100 km. på mindre end 5 døgn, og blev en masse afrikanske oplevelser rigere, men tankerne går hele tiden tilbage til den hårdtprøvede befolkning i Zimbabwe og omverdens mangel på indgriben i denne humanitære katastrofe.