Man kommer ikke sovende til en ibex i Sibirien! Det er hårdt arbejde
- så det er tilrådeligt at være i god form, hvis man skal have noget ud af turen.

 

Man kan ikke just påstå, at det var den bedste start jeg fik på min tur til Sibirien, eller nærmere betegnet Sayan bjergene, hvor vi skulle jage midt-asiatisk ibex og maral. Rejsen startede i Sydafrika, hvor jeg har været bosat de seneste 14 år. Vi afsluttede faktisk en jagtsafari med en dansk gruppe i Drakensbjergene samme dag som jeg skulle rejse til København, men jeg nåede alligevel at ankomme til Johannesburg O.R. Tambo Lufthavn tre timer før afgangen. Da jeg et døgn senere stod ved bagage båndet i Kastrup, var min bagage imidlertid sporløst forsvundet! Nu var gode råd dyre - jeg skulle nemlig rejse direkte videre til Moskva den følgende morgen. Jeg tog derfor kontakt til min russiske agent, for at høre om det måske var muligt for min rejsekammerat Erik at medbringe en ekstra riffel, som jeg så kunne benytte. "Tag den bare med - this is Russia"" var hans kommentar! Det skulle blive en vending, som vi ofte ville komme til at benytte under denne rejse!!  

Om aftenen kørte jeg ud til Jens Kjær for at låne de mest nødvendige ting - jeg havde jo kun hvad jeg stod og gik i. Jens skulle faktisk have deltaget i turen, men måtte i sidste øjeblik aflyse sin deltagelse, og dermed kunne jeg faktisk blot overtage hans rygsæk!! Bukserne var dog lidt korte !!

Den følgende morgen dukkede min bagage op - en halv time før afgangen til Moskva! Jeg tror aldrig jeg har været så glad for at gense min bagage, som bl.a. indeholdt bundstykke, ammunition, specielt indkøbt undertøj, druesukker, og hvad man ellers har pakket til en sådan udflugt! Det betød til gengæld også at vi nu pludseligt stod med en betragtelig mængde  overvægt, da vi havde været nødsaget til at tjekke den ekstra bagage og riffel ind før den forsinkede bagage ankom. Det overskydende udstyr efterlod vi ved vor agent i Moskva, og fik først udleveret krammet igen på tilbagevejen. Det resulterede bl.a. i at vi mellem Erik og mig selv havde omkring 100 kg. bagage - altså var vi læsset med omkring 60 kg. overvægt! But this is Russia, where money talks. 

Jeg har aldrig før rejst så langt for at komme på jagt, selvom jeg i årenes løb efterhånden har rejst kloden tynd på jagt. Først den lange rejse fra Sydafrika til Danmark, og så videre til Moskva, og herfra igen videre ud til Sibiriens hovedstad Krasnojarsk, hvorfra der ventede en køretur på små syv timer. Til slut steg vi ombord på en flodbåd, og først efter 11 timers sejlads ankom vi til vor base-camp i bjergene! Her mødte vi også for første gang vore guider, som begge var udstyrede med en lille motorbåd - det absolut eneste transportmiddel i området.

 

Det var lidt af en stroppetur at nå toppen
hvor ibex'en holder til.

Der er ikke særlig meget luksus i en jagttur -
det bliver vist kun til en enkelt stjerne.
 

Næste morgen startede vi ud med lille sejltur på to timer. Båden blev fortøjet og omsider kunne jagten begynde - det skal dog tilføjes at der forinden ventede os en fem timers opstigning, inden vi ankom til den lille hytte, hvorfra vi skulle jage de kommende dage. 

Vi fik dog belønning for hele den lange og besværlige rejse. Vi skulle jage i Sayan Bjergene, som gennemskæres af Sibiriens længste, og verdens femte længste flod Yenise, som udspringer i Mongoliet, og på sin nordlige 5500 km rejse passerer adskillige store vandkraftværker, som blev anlagt i Gulag tiden, inden den til slut løber ud i Det Arktiske Hav.  

Lad os bare indrømme det - Rusland eller Sibirien er ikke noget gourmet rejsemål, men til gengæld byder området på så meget andet - en fantastisk barsk og storslået natur. Det er dog tilrådeligt at være i bedst mulig fysisk form, hvis man skal sikre sig det hele optimale jagtudbytte. Et gammelt ordsprog siger - "hvad man ikke har i hovedet må man jo have i benene", og det måtte jeg sande, da det gik op for mig at jeg havde fået pakket alt for tungt til jagten. Jeg kunne sagtens have undværet det halve af tøjet, posen med piratos, whisky'en til kaffen og et par andre ting. Den fejl gjorde jeg kun en gang - da vi skulle skifte til et andet jagtområde, benyttede jeg lejligheden til at pakke om.
 


Sejlturen ud til "basecamp" var helt fantastisk. Og det var ikke just lige en smuttur
 - det tog godt og vel et halvt døgn - men var hele turen værd.
 

Allerede på den anden jagtdag fik vi kontakt med en flok ibex. Jeg havde om morgenen nedlagt en sibirisk ræv, som ligner den europæiske, men desværre havde min 300 Weatherby Magnum ødelagt den så meget, at den ikke var værd at skinne. Vi forsatte vor pürch og kom frem til nogle stejle skrænter, hvor jeg fik øje på et par urfuglekokke. Jeg var lige ved at spørge om jeg måtte nedlægge en, da vi begge fik øje på en gruppe ibex, på godt 200 meters afstand, som blot sad på et plateau og nød formiddags solen. Det viste sig at være en gruppe væddere, med omkring 8-10 individer.  

Jeg spurgte guiden om der var nogle jagtbare imellem, og fik oplyst at "det var de alle sammen!" - "SKYD" lød kommandoen!! Jamen hvilken en var størst, spurgte jeg guiden Vladimir, men det var han tydeligvis ikke helt klar over, og jeg fik blot igen at vide, at jeg skulle skyde. Jeg forsøgte så godt jeg kunne igen, "HVILKEN VÆDDER HAR DE LÆNGSTE HORN?" De var alle gode, men den med den gråhvidlige hals var sandsynligvis en gammel vædder, blev der svaret. Det var ikke noget specielt svært skud, jeg følte vi havde masser af tid, da vædderne slet ikke have opdaget vor tilstedeværelse. Da den gamle vædder så omsider stillede sig med siden til, lod jeg skuddet gå. Den blev truffet, men blev stående på benene, og straks blev jeg bedt om at skyde igen. Som sagt så gjort, og den fik endnu en træffer, men blev stadig stående - "skyd igen!" råbte Vladimir. Jeg syntes ikke selv det var nødvendigt, specielt ikke da den på det tidspunkt havde vendt spejlet til, men jeg lod den tredje kugle gå, hvorefter den gik i jorden. Vladimir forklarede mig bagefter, at grunden til at han beordrede mig til at fortsætte beskydningen, var frygten for at den ville springe ud over skrænten, og derefter sandsynligvis rulle 1000-1500 meter ned i slugten, hvilket ville have givet os en masse ekstra arbejde med at få trofæet og kødet bjerget. 

Det var en 12-13 år gammel vædder, så vi kunne godt være tilfredse med os selv. Jeg kan godt lide at tage billeder, min kone er professionel fotograf, så der blev taget rigtigt mange, og jeg er sikker på at Vladimir fik lært en smule om hvordan man ligger et stykke vildt op til fotografering -  forhåbentlig noget kommende jægere kan få lidt nytte af!
 

 Ibex nr. to som var en smule større end den no 1

Vladimir i gang med at skinne.

Vi skinnede den straks herefter til hovedmontering, og pakkede den ned i rygsækken. Vladimir tog kødet, og jeg bar på horn og hovedskind. Der var hvis ikke nogen tvivl om at aftenens pulverret ville få et ekstra pift, nu hvor der var kød på bordet.

Vi var nu kommet helt hen til den sjette jagtdag, ud af vore i alt ni jagtdage. Det var ikke gået så godt med maral jagten. Brunsten var enten forbi, eller gået i stå - jeg blev aldrig helt klar over årsagen, så da en fin situation opstod til en endnu bedre ibex, greb jeg chancen. Jeg tvivlede efterhånden på, at jeg ville få held til at nedlægge en maral hjort, og vi var vel på jagt? Det var til gengæld en flot situation - en blandet gruppe af væddere og får på 25-30 individer, som langsomt kom essende over imod os, på kun 140 meters afstand. En afstandsmåler i kikkerten er i øvrigt guld værd, når der jages i bjerglandskaber, da afstande let kan bedrage under sådanne forhold. Mit eget gæt var faktisk i dette tilfælde at skudafstanden var over 200 meter! 

Også den sidste ibex forberedte vi til hovedmotering - især fordi den var en del pænere end det første eksemplar. Guiden bedømte den til at være 13-14 år. I alt tror jeg at vi under jagten havde kontakt med op imod 200 ibex. En enkelt gruppe talte omkring 60 individer. Vi stødte også på Sibirisk råvildt et par gange, men ingen pæne bukke. Ulve var et stort problem i området - Erik så blandt andet en ulv jage en maral hjort. Guiderne fortalte os at ulvene dræber mange af de helt store maral hjorte, da deres kolossale gevir besværliggør deres færden i bjergene, og at de dermed bliver et let bytte for ulvene. Vi så bjørneskrab flere steder, med desværre ikke nogen bjørne. Jægeren lige før mig havde haft held til at nedlægge en pæn bjørn. De var gået ud for at hente kødet fra maral hjorten, som var blevet nedlagt dagen i forvejen. Da de kom til stedet, stod bjørnen og åd af hjorten. Jeg var da også på forhånd blevet fortalt, at dette ikke var den bedste årstid for bjørne, men skulle der mod forventning dukke en op, var jeg naturligvis parat!
 

                                        Vejret var helt fantastisk i de ti dage vi jagede i Seyan bjergene i Sibirien.

   

Den sidste morgen blev det koldt og let diset - det var faktisk som om vejrskiftet havde sat lidt gang i brunsten igen. Pludselig hørte vi to maral hjorte brøle - den ene højt oppe i bjergene, og den anden nede fra slugten. Wladimir mente at kunne høre at hjorten på bjerget var den ældste. Vi pürchede os derfor forsigtigt frem, og jeg fik selv øje på hjorten, som desværre havde brækket begge stænger. Jeg kunne dog ikke overbevise Wladimir om at geviret var brækket, så han blev ved med at "trække" mig tættere på hjorten. Da vi til slut var inde på 150 meter, gav jeg ham min kikkert, så han selv kunne konstatere at hele denne seance var spild af tid. Vi fik derefter kontakt med den mindre hjort nede i slugten, og begav os ned imod den. Da vi var inde på 240 meter, lå der lige nøjagtigt en dejlig stor sten som jeg kunne lægge an på. Det kørte lidt rundt i hovedet, hvordan er det nu, når man skal skyde stejlt nedad? Holder man højt eller lavt?? Jeg bestemte mig for at holde lige på. Det virkede fint, den gik ned efter mindre end 20 meter. Det var ikke nogen kæmpe maral, men det havde været en fantastisk jagt. Dens gevir vægt var godt og vel 8 kg. Men hvilken krop, vel omkring 400 kg.

   

Jeg troede ikke det ville lykkes at nedlægge en maralhjort, på grund af det fine vejr vi havde under hele turen.

Der var ikke meget hjælp at hente da trofæerne skulle bæres ud til båden. Da har vi det lidt nemmere i Afrika.
 
   

Først den sidste aften mødte jeg Erik igen, og han var også i højt humør. Han havde skam også haft held i sprøjten - 2 ibex og en maral kunne han melde. Han havde været i samme situation som jeg, han havde også nedlagt den eneste maralhjort, som han havde haft kontakt med på hele turen.

Vi havde begge haft nogle helt uforglemmelige dage i en uspoleret natur. At vi så har lidt at komme tilbage efter, gør vel ikke noget? Wladimir mente at jeg skulle vende tilbage næste år, for at jage hjorten med de brækkede stænger - det var jo den store, men i mellemtiden er jeg blevet velsignet med en fødselsdagsgave der tager mig på en 12-dages jagt ved Yukon floden i Alaska efter moose og grizzly, så kæmpe maralen får lige lov at vokse lidt endnu!
   

Vi nåede lige at få en forsmag på den Sibiriske vinter, da vi sejlede tilbage. Vi glædede os over at vi ikke havde haft et lignende vejr på alle jagtdagene. Det ville have været det rene galskab at jage rundt i disse stejle bjerge med sne og frost.

****