På denne side viser vi nogle glimt fra nogle af de talrige jagt- og fiskerejser til fjerne egne af kloden, som vi selv har gennemført, medbringende kamera, fiskestang og jagtvåben, og for første gang formidler vi kommercielt disse oplevelser videre til vore kunder, som nyder gavn af at trofæerne automatisk sendes til Trans African Taxidermists cc og indgår i vore halvårlige afsendelser af jagttrofæer til Danmark med prisgaranti på fragt, told og moms. Kontakt os på jensen@icon.co.za for et tilbud på jagtrejser til alle dele af kloden!

Efter afslutningen af en travl jagtsæson og en lille pause i fotosafari arrangementerne, besluttede vi at belønne os selv med en jagttur til Kroation, hvor vi på øen Tok Otoki i Adriaterhavet jagede mufflon i tre dage.

Traditionen tro blev det også til et par kulturelle inslag - allerede 1 time 20 minutter efter ankomsten til Zagreb sad vi på første række til AIDA i Statsoperaen HNK og vi sluttede af på Volksoper i Wien med en fantastisk opførelse af Lehar's "Den Glade Enke."

Vi sejlede til øen med den lokale bilfærge, og blev indkvarteret i en ferielejlighed med alle fornødenheder - det bedste var dog at vi blev velsignet med en af de lokale skinker - en kulinarisk oplevelse af format, og det var faktisk det vi overlevede på - udover de varme måltider i det lille køkken hos en lokal guide. Hjertevarme manglede ikke på stedet, men man kunne godt fornemme at de var vant til amerikanske jægere...!

Naturen var enestående smuk og vi så mange mufflon får, selvom det kneb med at finde en stor vædder. Vejret var især i starten ualmindeligt koldt og blæsende. Vi fik trasket bjerge op og bjerge ned, og forsøge både lidt drivjagt og pürschjagt.

Den første dag fik vi spotten der første vædder - billedet er taget gennem den kraftige kikkert på vel omkring 500 meters afstand!

Til slut lykkedes det dog på den tredje jagtdag at lokalisere en fin vædder, og efter en lang og meget spændende pürsch, fik Benny nedlagt den højt oppe på en bjergside. Og sikke en udsigt vi kunne nyde fra stedet!

De sidste to dage var afsat til sightseeing, og jeg nåede at få hentet min SAKO 222 Rem., som jeg ufrivilligt havde måttet afgive i Sofia Lufthavn i Bulgarien i april måned, så alt endte faktisk godt, indtil der kom et famøst opkald fra en medieperson, som meddelte at vor tidligere præsident Mandela var afgået ved døden. Så fik vi travlt, og telefonen ringede uafbrudt, og ved hjemkomsten blev vi mødt af et fyldt gæstehus og nogle meget travle dage.

Vort seneste jagteventyr gik til øen Mauritius i Det Indiske Ocean - kun 3½ times flyvning fra Sydafrika - se nærmere informationer og priser på dette link!

Vi tilbyder igen i slutningen af april 2014 forårsjagt på tjur i Bulgarien. Se priser og flere informationer om denne unikke og meget eksklusive jagtrejse på dette link!

Lige efter påsken 2012 gik turen til New Zealand, for at jage Himalaya Tahr og gemse på Sydøen. Det vil nok ikke være en overdrivelse at sige, at jagten var en del hårdere end jeg havde regnet med. Den foregik på det man betegner "public land" hvor jagtretten er fri, og hvor der virkelig må arbejdes for hvert stykke vildt, medmindre man benytter amerikaner metoden, at jage fra en helikopter!! Gemsen her var jeg så heldig at nedlægge temmelig uventet i området hvor vi faktisk udelukkende skulle jage Tahr.

Vi havde en flyvetur på 15-20 minutter med helikopteren fra Christchurch ud til jagtområdet, hvor vi skulle starte med at jagten på Himalaya Tahr - en flyvetur der sparede os for to dages hård vandring. Her i dette område var det planlagt at vi skulle have fire overnatninger og tre fulde jagtdage, inden vi igen ville blive samlet op, og droppet med helikopteren i et andet område for at fortsætte jagten på gemser.

Hvis man lider af selv den mindste grad af højdeskræk, skal man nok holde sig langt væk fra Tahr jagt. Jeg har efterhånden været på et par bjergjagter, men aldrig følt at jeg gjorde noget jeg kunne komme til skade ved. Det kan jeg ikke sige om denne jagt, vi havde et par episoder hvor jeg tænke bagefter, det her var dumt, og kunne meget vel være gået galt. Men når det nu gik godt, er det jo alt sammen med til at gøre oplevelse større "bagefter" !! Vi jagede hårdt i tre fulde dage, inden det lykkedes at nedlægge den prægtige Tahr bull på otte år. Og inden vi havde fået taget billeder og skinnet den, var det efterhånden blevet temmelig mørkt. Vi havde nu tre kilometer tilbage til hytten, hvor vi blev nødt til at krydse den iskolde Glacier flod. Der var ikke andet at gøre end at smide bukserne - det var godt der ikke var nogen der så os !! I første forsøg havde jeg vand til midt på brystet, og måtte vende om. Vi fandt nu et andet sted, men strømmen var så stærk, at vi også måtte opgive her. Så gik den tilbage til det første sted, hvor panikken så småt begyndte at brede sig. Her lykkes det med hiv og svig at komme over, nu meget våde og kolde, stadig kun iklædt underbukser !! Nu kunne det ikke gå stærkt nok tilbage til hytte for at få noget tørt tøj på, og så havde vi oven i købet en ekstra god grund til at tage en whisky, for at få varmen tilbage i kroppen, og fejre dagens begivenhed.

Indlogeringen kunne vi ikke give mange stjerner, men sådan er bjergjagt. I Tahr områedet havde vi lejet en lille hytte, som var placeret nede ved Murchison Glacier floden, som var på sit laveste på denne årstid (området får 7 meter nedbør om året, jep - Du læste rigtigt - 7 meter !!). Og selv om hytten ikke ser ud af meget, er det faktisk en luksus at kunne sove indendørs, og det lærer man ret hurtigt at sætte pris på. Desuden har man mulighed for at få tørret noget af ens fugtige tøj i løbet af natten. Vi forsøgte også med et par fyrfadslys i støvlerne en hel nat, for at tørre dem efter vor flodtur - uden det helt store held!

Når man jager rundt i bjergene, får man af og til besøg af Kea'en, den eneste kødædende papegøje, som tidligere blev jaget af New Zealandske fårehyrder, fordi den hoppede ned på ryggen at fårene og spise fedtet direkte fra fårenes rygge, men på grund af bestandens tilbagegang er den nu totalfredet. Kea'en har ingen frygt for mennesker, ofte er den en plage, da den ødelægger telte og andet grej som den møder på sin vej.

Det var en fantastisk oplevelse at flyve med helikopteren i bjergene, specielt fordi vi havde et så flot vejr under hele opholdet. I området hvor vi skulle jage gemser boede vi i telt. Det er der bestemt heller ikke meget luksus ved, specielt ikke da vi om natten havde frost, så er det ganske koldt at tage de fugtige støvler på om morgenen. På alle jagtdagene forlod vi campen ved solopgang, og var først tilbage igen ved solnedgang. Midt på dagen fandt vi så en godt udsigtspunkt, hvor vi spiste vor medbragte frokost, mens vi eftersøgte dalen under os for gemser.

Jeg var i dette område heldig at doublere til et par unge gemser. Jacob, en dansk skyttekollega, som var min rejsekammerat, fik den geniale ide, at vi skulle tage et billede, med gemserne på skuldrene, det resulterede i at jeg resten af turen stank værre end en mødding, da den ene havde fået en rigtig ”vom sjasker”. Desværre blev det ikke til nogen trofæ gemse på dette terræn, som ellers var meget kendt for at værre et godt område for gemser. Det var lige midt i kronvildets brunst, som vi hørte og så et par gange, men for langt væk til at byde på nogen chancer. Også Tahr blev set på dette område, men også for langt væk til at kunne indlede en pürsch.

Benny og vor jagtkammerat Jens fik nogle oplevelsesrige dage i det nordlige Yukon, hvor hovedattraktionen er jagten på de sky Dall sheep. Det lykkedes over al forventning, idet  begge jægerne nedlagde gamle væddere, og dertil to caribou (Alaska ren).

Benny elsker strabadserne og udfordringen ved jagt i høje bjerge, hvor klimatiske faktorer og udholdenhed spiller en ganske stor rolle.

Til gengæld er belønningen stor, når det endelig lykkes - og herunder har Jens på femtedagen også fået nedlagt en Dall sheep, og dermed er jagtturens hovedformål opfyldt.

Hvorvidt det er de to skønne trofæer eller udsigten til at kunne forlade teltet og returnere til "base camp" der gør at de to jægersmænd ser så tilfredse ud, skal være usagt. Der var tale om et såkaldt "horseback" arrangement, hvor man rider dybt ind i bjergene og bor i et simpelt telt undervejs. På et tidspunkt tog hestene flugten, hvilket nok fik nerverne lidt på højkant hos alle deltagerne!

Til slut blev der lejlighed til jagt på Mountain Caribou, og også her lykkedes det begge jægere at nedlægge et smukt eksemplar.

Hestene var nyttige til transport af trofæerne og til slut blev der aflagt besøg ved det lokale vildtdepartement, hvor Dall sheep trofæerne blev alderbedømt til hhv. 9 og 10 år.

Allerede før Jens og Benny var ankommet til Yukon var jeg selv rejst til Nunavut (Arktisk Kanada) for at jage hvalros. Det var faktisk en stor naturoplevelse - jeg filmede bl.a. en isbjørn på ganske tæt hold og til slut befandt jeg mig midt ude i ishavet, kun 300 km. fra Nordpolen med en 1½ tons død hvalros tyr. Ikke noget man lige glemmer!

Bagefter blev hvalrossen trukket op på en anden isflage og skinnet og parteret. Det er en ny lempelse af reglerne som tillader at de lokale Inuitter (eskimoer) har lov til at videresælge et antal licenser til oversøiske trofæjægere. De har normalt tilladelse til 3 hvalrosser om året, og bestanden i området er da også på omkring 20.000 hvalrosser.

Bagefter gik turen mod Denver, Colorado, hvorfra jeg kørte med lejevogn til Nebraska for at jage bison fra verdens største ruddel, som består af ikke mindre end 5.500 dyr. Ikke så stor en jagtlig udfordringen, men alligevel spændende at nedlægge en gammel tyr af  vaskeægte amerikanske trofævildt. Området ejes af milliardæren Ted Turner.

Jagten på pronghorn i Nebraska er kun tilladt med armbrøst, hvilket viste sig at være en vanskelig, om ikke ligefrem umulig opgave. Man skal ind på minimum 60 meters afstand for at kunne ramme sikkert, og det er yderst kompliceret i denne type åbne landskab. På fjerde jagtdag lykkedes det dog, selvom det ikke var noget kæmpe trofæ, så var det måske alligevel turens største jagtlige udfordring, men jeg skal i hvert fald ALDRIG igen på jagt med et så ineffektivt jagtvåben....!

Fra Nebraska gik turen mod Alaska, hvor jeg var indlogeret i tre døgn på en fantastisk fiskelodge, hvor vi var i skarp konkurrence med omkring 30 brunbjørne, som også var på jagt efter laks inden deres vinterhi. Det kom til adskillige konfrontationer og endog skudvekslinger, men det bragte i det mindste lidt ekstra kolorit over fiskeoplevelserne.

Til venstre ses en sølvlaks (silver salmon), som jeg fangede tæt mod 100 eksemplarer af, og til højre er det en hundelaks (sockeye salmon), som netop kaldes det, fordi de regnes for uspiselige og i stedet anvendes til hundefoder. Jeg fangede også en enkelt "humpy" (pukkellaks).

Her benytter guiden et ATV  for at jage bjørnene på flugt, og nedenunder min fiskeguide Terry med en flot sølvlaks fanget længere oppe ad floden, hvor laksenes farve begynder at ændre sig inden de gyder og til slut dør en naturlig død. Et underligt fænomén.

I januar 2011 drog Benny til Tyrkiet sammen med en af vore kunder for at udfordre de sneklædte bjerge i den nordlige del af landet og jage tyrkisk ibex - nok en af de smukkeste vildgeder i verden. Kunden havde tidligere gjort et forgæves forsøg, men denne gang lykkedes det over al forventning, da begge deltagerne i løbet af få dage kunne rejse hjem efter en vel overstået jagt.

Denne her type jagt er ikke for frossenpinde eller kæderygere, men til gengæld er naturoplevelserne enestående og alle anstrengelserne værd!

I begyndelsen af oktober havde jeg arrangeret en tur til Spanien ved ”outfitter” Felix Lalanne med fire jægere for at jage Gredos stenbuk. To af deltagerne var tidligere assistenter ved Jensen Safari, og den ene af dem havde taget sit fædrene ophav med, som faktisk også har været på safari hos os et par gange. Man kan vist roligt sige at vi kendte hinanden rigtig godt. Jagtterrænet var beliggende to timers kørsel fra Madrid i Gredos bjergkæden. 40.000 ha uberørt natur grænsende op til Gredos national park, hvor det højeste bjerg er Almancor  på 2.900 m. Vi skulle jage i dette område de følgende tre dage. Resultatet oversteg vore ellers høje forventninger - fire flotte Gredos stenbukke og to 14 ender kronhjorte, og adskillige chancer til dåhjorte bød sig også til.

Vi blev delt op i to hold og boede 45 minutters kørsel fra hinanden, således at vi ikke alle fire skulle jage i samme område. Finn og jeg boede i denne charmerende bjerghytte, og jeg tror roligt jeg kan sige at jeg aldrig har været på en jagttur, hvor forplejningen har været så god. Selv til frokost oppe på bjerget i 2500 m. højde hvor alt var blevet slæbt op med heste, havde spaniolerne vin med til frokost.

Vejret var ikke rigtigt med os på denne tur - at påstå at det regnede ville vist være en betragtelig underdrivelse! Opstigningen til denne lille hytte som blev anvendt af vildtbetjentene til at søge ly i dårligt vejr, tog os godt og vel tre timer. Da vi nåede op på toppen var vi alle gennemblødte til skindet. Der blev straks tændt et bål inde i hytten, hvor vi forsøgte at tørre vort tøj, og i den proces var tæt på at omkomme af røg, men havde dog ikke rigtigt noget valg - enten var der røgen, eller også var der regnen - vi valgte røgen! Efter fem timer ”hygge” inde i den røgfyldte hytte klarede det imidlertid op, og straks efter kunne vi iagttage mindre grupper af stenbukke i bjergene.

Vi var blevet enige om at Finn skulle have den første chance og at jeg skulle filme. Finn lavede et perfekt skud, men lige efter han havde skudt, rejste der sig endnu gruppe stenbukke, som vi ikke havde set, så jeg blev bedt om at gøre mig klar. Nu var det pludselig Finn der blev filmmand, og inden der var gået 20 sekunder havde vi to flotte Gredos stenbukke. Vi var slet ikke klar over at de to andre jægere allerede havde fået deres stenbukke, og nu var på jagt efter kronhjorte som brunstede på det her tidspunkt. Jeg kunne godt høre på guiderne at der var noget galt (sydeuropæere kan meget nemt komme til at lyde ophidsede når de snakker!), da de kom frem til min ged - de begyndte at gratulere mig og snakke om at det var en guldmedalje. Det gjorde ikke mig spor lykkeligere, da man i Spanien afregner efter point, og jeg havde overhovedet ikke lyst $$$$$ til nedlægge en så stor gedebuk!!!

Efter vi havde taget billeder blev stenbukkene båret ned med hestene. Vi blev aldrig helt klar over hvorvidt de spiste kødet, men det er i hvert fald ikke nogen overdrivelse at sige at de lugtede alvorlig af ged - ikke lige noget at man umiddelbart fik lyst til at sætte tænderne i!

Efter et besøg i Argentina i 2008 tabte jeg lidt mit hjerte til den nation - en fantastisk variation af landskabstyper og en meget venlige befolkning, også selvom der er store sprogproblemer, fordi spansk er hovedsproget og engelsk kun forstås af meget få indbyggere. Med lidt god vilje går det, mest fordi man er meget hjælpsomme overfor gæster der ikke forstår spansk. Det land fortjener mange flere turister, inkl. jægere. Denne gang var det en familietur, i vor gode kammerat Jens Kjær Knudsen (tidligere assistent) tog sin hustru Christina og deres tvillingedøtre med. Også vor jagtleder Benny tog hustruen Susanne og sønnen Nicolaj med på turen.

Benny havde to ønsker på denne rejse, nemlig at nedlægge en god kronhjort og tillige en blackbuck (bezoar antilope). Det lykkedes over al forventning, idet vi allerede på den første jagtdage nedlagde en ulige 18-ender efter en kort pürch. Vi så to store hjorte komme imod os på en åben slette, og kort efter lykkedes det os at pürche dem i den tætte bush.

Jens var (som sædvanlig!) interesseret i det hele, og herover er det vandbøffel, pampashjort (brocket deer) og turens flotteste blackbuck, selvom den ikke var så udfarvet som vi kunne ønske. Axis hjorten gav mange gode pürcher, og jeg var med og filmede det, da det endelig lykkedes. Jeg tog også selv endnu en blackbuck, ikke fordi det var noget enestående trofæ - faktisk lidt abnorm - men til gengæld var bukken virkelig flot udfarvet, som jeg drømte om at få med hjem.

 

Af andre indfødte arter nedlagde Jens halsbåndssvin (collared peccary) og flodsvin (carbivari), men hagen er at disse indfødte arter p.t. ikke kan udføres fra Argentina, men da der formentligt er tale om et midlertidigt eksportforbud, opmagasineres trofæerne hos outfitteren for senere levering.

En af højdepunkterne på turen var en fantastisk andejagtsmorgen. Hver jæger må nedlægge 30 ænder, og det tager ikke lang tid. Næppe var solen stået helt op før ænderne lå strøet omkring os i sumpen, og vel at mærke nåede vi at nedlægge 6 forskellige eksotiske andearter.

Ikke-jægerne forblev et par dage i Buenos Aires for at lave sightseeing før de kom ud til jagtområdet, men også her var der sørget for underholdning i de dejlige omgivelser.

Bagefter jagten kørte vi et par timer nordpå for at fiske i en biflod til Panama floden. Desværre var de store doradoer endnu ikke trukket ind i floden på denne årstid, så selvom vi fangede en masse dorados, var de ikke særligt store. Jens fangede en malle (billedet i midten) og Nicolaj og jeg præsenterer hver vor dorado - en ualmindelig smuk fisk, og en glimrende fighter.

Næste højdepunkt var et besøg ved de fantastiske Iguazu Falls - en helt igennem ubeskrivelig oplevelse, som får andre vandfald i verden til at blegne en smule. Vandmængderne er kolossale og faldenes udstrækning enorm. Man må simpelthen ikke besøge Argentina uden at opleve dette enestående naturfænomen. Dyrelivet i regnskoven var også rigt - herunder er det to næsebjørne som underholder os.

TEXT KOMMER

Turen startede og sluttede i hovedstaden Buenos Aires, hvor jeg nåede en opførelse af Don Giovanni på det nyrestaurerede Teatro Colón, og senere så vi Casa Rosa - det berømte lyserøde presidentpalads, hvorfra Evita Peron holdt sin kendte tale til befolkningen. Nedenunder ses billeder fra latinerkvarteret.

Til slut nåede vi også at se Evita Peron's grav på den enestående Recoleta kirkegaard med smukke mausolæer, og efter hjemkomsten så vi en pragtopførelse af Andrew Lloyed-Webber's musical EVITA på Montecasino ved Johannesburg - en dejlig genopfriskning af landets turbulente og farverige historie.

Da jeg i januar måned begav mig op til det kolde Danmark for at udlevere jagttrofæer til vore gæster, ville skæbnens gunst at opholdet i fædrelandet p.g.a. min kære bonusbillet blev lidt længere end planlagt - faktisk overskred den min tolerancegrænse med indtil flere dage, så jeg besluttede at dele opholdet i to, og udleve endnu en gammel drengedrøm - at nedlægge en europæisk gemse. Det viste sig at gemsen i praktisk taget hele Europa er fredet fra nytårsaften, og den eneste mulighed var Bulgarien, hvor jagttiden går helt indtil 15/01. Via nogle gode kontakter blev jeg bekræftet på en rejse fra København til Sofia og endte samme aften på et gammelt jagtslot i Kommishosh bjergene, ca. 3½ times kørsel fra hovedstaden.

Sofia var en smuk by, som tydeligvis var moderniseret med respekt for de mange imponerende historiske bygninger, men efterhånden som vi kom ud på landet, begyndte omgivelserne at ligne Østeuropa en del mere, med faldefærdige beboelseskvarterer, gamle biler og forurening - alt det som var kendetegnende for kommunismen i del del af verden. Menneskene var til gengæld særdeles rare - på trods af fattigdom og usle kår var der altid et venligt smil, og selvom kommunikationen var umåde svær - det hele foregik gennem min guide og tolk Konstantin - så måtte jeg svare på talløse spørgsmål om jagt i Afrika og de andre verdensdele hvor vi har været på jagtens sti. Det største problem i dette land er helt givet manglende sprogkvalifikationer, og det fik da også sidenhen en vis negativ betydning for mit jagtheld. Ved ankomsten blev jeg indlogeret sammen med tolken på et pompøst jagtslot, bygget til topfolkene fra kommunistpartiet, som anvendte det som base for udflugter med både jagt og smukke unge damer på programmet. Jeg filosoferede lidt over at det kunne være ganske underholdende hvis væggene kunne tale, da tolken og jeg blev planket ned ved det 15 meter lange spisebord, med opvartning af tjener i smoking og en kok i fuld ornat.

Målet for denne jagtrejse var som sagt at nedlægge en gemse, og jeg vidste godt at der skulle arbejdes for denne vildtart, men havde nok ikke helt forestillet mig strabadsernes omfang. På området havde man ingen firehjulstrækkere, og derfor måtte vi gå mange kilometer i bjergene for overhovedet at komme derind hvor gemserne levede. Der var til gengæld en god bestand og efter to timers non-stop bjergbestigning så vi den første flok, som indeholdt omkring 15 individer, men ingen fuldvoksne bukke. Det fænomen gentog sig mange mange den morgen - faktisk lykkedes det ikke at se en eneste buk som fandt nåde for guidens øjne. Jeg havde ellers gjort det klart, at jeg ikke nødvendigvis skulle skyde en ny verdensrekord, og at jeg ville være glad for at skyde en pæn udfarvet buk, men interesserede mig mindre for hornenes længde. For at være helt ærlig, så ville jeg helst slet ikke nedlægge en medaljebuk, da en sådan straffes med en urimelig høj trofæafgift, og oplevelsen er jo trods alt den samme. Den anskuelse valgte jeg dog at holde for mig selv, da den næppe ville have vakt begejstring...!

Efter fire timers uafbrudt bjergvandring mødte vi et syn, der næsten forekom at være et fatamorgana, idet der midt ude i bjerglandskabet lå en lille hytte, som vi entrede og fik hængt vore rygsække og våben fra os på knagerækken. I løbet af kort tid var der tændt op i brændeovnen og vi kunne endda smide frakkerne, og indtog et måltid, som guiderne havde medbragt i deres rygsække. Man skal ikke tage på denne type jagtture for at opleve det store kulinariske eventyr, men grisesylten var antagelig, selvom den i østeuropæisk tradition var skrækkelig fed, og den lokale salami faktisk ligefrem velsmagende. Da vi alle spiste fra samme fad, var det blot et spørgsmål om at stikke gaflen i de lidt mere magre bidder, og guiderne så ikke ud til at klage, og indtog det fede grisehoved uden at kny. Glæden skulle dog blive kort, for snart efter drog den efterhånden ret slidte jæger og tolk igen med de to guider ud i bjergene.

Bjergjagt er altid meget afhængigt af vejrliget og efter den hyggelige frokost ramte uheldet os, at tågen lagde sig tykt over det stejle bjerglandskab. Det gjorde det næsten umuligt at få øje på gemserne på de dybe bjergskråninger, og guiderne begyndte at få nogle alvorlige rynker i panden. På et tidspunkt lykkedes det dem dog at få øje på en stor buk, men før denne besked kunne videreformidles var den igen forsvundet i tågen. Vi satte os tålmodigt for at vente på en mulig opklaring, men tågen blev blot tættere, og fra det tidspunkt så vi kun en brøkdel af de gemser, som vi havde set om formiddagen.

På et tidspunkt fik vi dog på den modsatte bjergskråning øje på en gemse - guiderne påstod at det var en stor buk, selvom det ikke var den smukke sorte buk jeg havde sat næsen op efter. Kommunikationen var vanskelig, men de var så ivrige at jeg blev overbevist om at jeg skulle skyde øjeblikkeligt, men det var en misforståelse, for jeg kunne roligt have afventet en mere behersket vejrtrækning, og i skuddet fik jeg desværre trykket lidt til venstre og leverede et smukt forbiskud på godt et par hundrede meters afstand. Det var surt, men jeg ved ikke om det var forsynet, fordi jeg ikke havde lyst til at skyde en buk med grålig pels. Bagefter fik jeg at vide at de helt gamle bukke netop får en sådan pels, men mit drømmetrofæ var nu alligevel en smuk sort udfarvet gemsebuk - den nåede vi aldrig at opleve på vor lange gåtur. Mørket begyndte så småt at sænke sig, og vi begyndte den lange vej tilbage til Lada'en, som stod parkeret milevidt fra det sted hvor vi nu befandt os.

Min største tilfredsstillelse på det tidspunkt var at kunne konstatere hvorledes min ellers veltrænede tolk fra hovedstaden efterhånden også så ret slidt ud. Faktisk så slidt, at han til slut sakkede et par hundrede meter bagud. På det tidspunkt opdager jeg i en dalsænkning foran os en flok vildsvin, og vi havde allerede talt om måske at lave en anstandsjagt om aftenen på vildsvin, nu hvor det andet ikke var gået helt efter planen. Problemet var at guiderne ikke var i stand til at kommunikere hvilket af svinene var skudbart, men at der var en god orne, var jeg slet ikke i tvivl om, for de gestikulerede og lavede ivrige fagter. Sprogproblemerne forårsagede altså at jeg ikke fik anvendt denne første chance, men i mellemtiden kom tolken kravlende bagfra, og kunne bekræfte at den største af svinene faktisk var en stor orne. Nu stod de i noget krat nede i dalen, men jeg mente nok at kunne skimte konturerne af ornen og afgav et skud. I det øjeblik løb de op ad bjergsiden på venstre side, og jeg afgav endnu et skud bagfra, som helt klart ramte plet, og ornen tumlede rundt, men forsvandt ind i buskadset. Der var masser af sweiss (blod), men i tusmørket havde ingen af guiderne lyst til at eftersøge vildornen, som kan være meget farlig. Derfor blev det besluttet at returnere til jagtslottet efter en anstrengende og ganske begivenhedsrig dag. Når man som jeg har jaget og boet så mange år i Afrika, så er det trods alt en stor oplevelse at gå på jagt i det smukke vinterklædte landskab, ofte med en betagende udsigt.

Den følgende dag blev det besluttet at jeg skulle fortsætte gemsejagten på et andet distrikt med en stedkendt guide, mens guiderne fra førstedagen skulle eftersøge min orne så snart morgenlyset tillod dette. De fandt da også ornen efter kort tid, men måtte med stor beklagelse meddele mig at den ene tand var brækket af i kampens hede, da jeg leverede det sidste skud, men at man havde fundet stumpen og ville lime den på igen. Det betød "desværre" at ornen ikke længere var et guldmedaljetrofæ, hvilket jeg faktisk havde det ret godt med. Vejret var om muligt blevet endnu værre på andendagen, og vi kom overhovedet ikke på skudhold af nogen gemser, hverken hun- eller handyr, så jagten måtte afsluttes sidst på eftermiddagen, da tågen havde lagt sig tæt overalt.

Efter hjemkomsten modtog jeg et fint certifikat, hvoraf det fremgik at jeg havde nedlagt en "Gold Medaille", hvilket fik mig til at sende besked tilbage om at jeg jo netop var blevet forsikret at der slet ikke var tale om et guldmedalje trofæ, på grund af den afbrækkede tand, men ak-oh-ve - trods de 3 strafpoints var vildbassen så stor, at der stadigvæk var tale om en guldmedalje og trofæafgiften bevægede sig dermed op på et ganske betragteligt beløb. Det er hagen ved jagt i Østeuropa, og især ved vildsvinejagten. Når man står foran en 22-ender kronhjort, kan man godt finde ud af at tæmme aftrækkerfingeren, men vildsvin byder ofte på overraskelser. Man kan skyde en lille bitte orne, der viser sig bagefter at have kæmpetænder - omvendt kan man nedlægge en enorm orne, som måske blot har ganske små tænder. Den lærestreg fik jeg ud af jagtturen til Bulgarien, og den følgende uge kom Benny hjem fra en far/søn jagt ved Limpopo, hvor de havde nedlagt ikke mindre end 3 vortesvine orner i rekordklasse. I Sydafrika differentierer vi ikke i trofæpriserne, uanset om man nedlægger en ny verdensrekord. Det er den store fordel hos os - man ved på forhånd nøjagtigt hvad tingene koster - ja, man ved sågar hvad konserveringen, hjemtransporten og fortoldningen koster, og det giver en tryghed og gør det muligt at planlægge afskydningen efter det budget man på forhånd har sat sig. Den luksus har man ikke i Østeuropa, skulle jeg hilse og sige! Prisen for min guldmedalje orne endte lige netop på et niveau der svarer til afskydning af 10 vortesvin!

Jeg selv har været på en jagttur til The Outbacks i Australien, hvor jeg bl.a. fik nedlagt disse to vandbøfler. Der kommer senere lidt flere billeder fra denne tur, hvor der også blev nedlagt en masse gæs.

Herunder er der links til forskellige andre jagt- og fiskeeventyr!

I løbet af nogen tid vil der herunder blive aktiveret links til diverse historier og fotos
Foreløbig er der links til pumajagt i Rocky Mountains og axis/blackbuck jagt på pampassen i Argentina
og desuden til jagt på Grønland og i Sibirien og Polen

2002 - jagt i Ungarn

2003 - jagt ved Lake Mburu i Uganda

2003/4/5 Benguerra Island - Mozambique

2004 - jagt i Irland

2004 - jagt i Kafue sumpene i Zambia

2006 - jagt ved Sdr. Strømfjord i Grønland

2007 - jagt i Sibirien

2008 - jagt ved Lake Albert i Uganda

2008 - jagt i Masailand i Tanzania

2008 - jagt i Alaska

2009 - jagt i Cameroun

2009- jagt i Arnhemland, Australien - kommer!

2009 - jagt i Azerbaijan

2009 - jagt i Masailand i Tanzania

2010 - jagt i Bulgarien   - kommer!

I juli måned 2010 tager vi Benny's
hustru Susanne og søn Nicolaj med på
nye eventyr på pampassen i Argentina

2010 - jagt i Argentina  - kommer!

Indhent tilbud på jagtsafarier fra Jensen Safaris på jensen@icon.co.za