Dette er afdelingen for de videbegærlige, som ikke er bange for at få indsigt i kontroversielle emner i Afrikas dagligdag, især omkring misbrug af dansk ulandsbistand, inkompetence, nepotisme og magtmisbrug i afrikanske lande. Det er groft sagt beretninger fra hverdagen i Afrika, og vi modtager gerne forslag til emner, som bør behandles her, og alle oplysninger vil blive behandlet fortroligt. Tilmelding til nyhedsbrev her
Jensen Safaris e-mail Club no. 105 - evt. tilmelding per e-mail til jensen@icon.co.za

Dansk udviklingsbistand har udviklet sig til et tag-selv bord for plattenslagere og oversmarte konsulenter, som udnytter det faktum at danskerne i bund og grund er et godgørende folkefærd, som gerne vil hjælpe andre. Derved har useriøse organisationer, firmaer og individuelle fået adgang til offentlige midler, som misbruges på en facon, der aldrig ville blive accepteret på andre poster under den danske finanslov - et misbrug som hvert år koster hver eneste husstand i Danmark ikke mindre end 5.700 kroner. Vi vil i denne rubrik hver måned påvise misbrug og fortælle historier om hvem der står bag misbruget, i håbet om at skærpe bevidstheden i den danske offentlighed, og derved frigøre midler der rettere burde anvendes hjemme i Danmark til velfærd og sundhedspleje for landet egne ældre skatteborgere.

 

Endnu et mislykket DANIDA projekt
Fodboldklubben FC København er endnu et eksempel på en dansk organisation som har haft held til at få snablen dybt ned i DANIDA kassen, da man siden 1999 for danske bistandsmidler har drevet en såkaldt fodboldskole i Port Elizabeth. Hele 3,2 millioner kroner fra DANIDA er spædet op med et lån på 3 millioner kroner fra Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene (IFU) - heraf er der bevilget 600.000 kroner blot indenfor de sidste måneder, i et desperat forsøg på at redde det håbløse projekt fra en sikker undergang.

 

"Vi har skiftet partnere flere gange, og de partnere har haft svært ved at leve op til de intentioner og forpligtelser, der er i et partnerskab. Vi kan give råd og vejledning, men hvis der ikke er lokale, der har lyst, vilje og evne til at få tingene til at fungere ordentligt, så er det meget svært" udtaler FC Københavns sportsdirektør Niels Christian Holmstrøm meget ærligt til medierne.

 

Han tilføjer dog at "hele projektet har også været meget interessant og lærerigt at arbejde med, så der er absolut plus på kontoen" - minus'et må så være at fodboldklubben med sin statsbetalte fodboldfest har været med til at formøble endnu nogle surt tjente danske skattekroner, uden at kunne vise det mindste resultat.

 

Det er en kendt sag, at den sydafrikanske fodboldverden er gennemsyret af korruption og pengemisbrug, og det er svært at se hvorledes DANIDA overhovedet kunne godkende et samarbejde med organisationer med en så odiøs baggrund, hvor flere af lederne i længere perioder har siddet fængslet eller været under undersøgelse i retsmaskineriet.

 

Fodboldklubben FC København er blot endnu et eksempel på en dansk organisation som har haft held til at dræne DANIDA kassen, og det faktum at hele seancen har været totalt resultatløs går helt hen over hovederne på de ansvarlige i hhv. FCK og DANIDA, som blot endnu engang trækker skuldrene op og undskylder sig mig. at der altid vil være enkelte projekter som ikke går helt efter planen. Den undskyldning har vi efterhånden hørt nogle gange, meget mere interessant ville det være at få nogle konkrete eksempler på hvad der rent faktisk er gået godt. I forhold til de mange milliarder som i årevis har været anvendt til ulandsbistand, bliver det givetvis en mager rapport - der findes efter min bedste overbevisning ikke mange solstrålehistorier om effektive landbrug eller et nævneværdigt antal varige arbejdspladser skabt med hjælp fra DANIDA?

 

DANIDA forsøger at bluffe danske skatteydere med "hotlinje"

Danida har åbnet en anti-korruptions Hotline på Udenrigsministeriets hjemmeside, som folk kan anvende, hvis de har kendskab til korruption. Gennem den internetbaserede anti-korruptions Hotline kan alle – såvel i Danmark som i udlandet -, der har viden om uregelmæssig omgang med danske bistandskroner, skrive ind og orientere Danida om mistanken. Danida lægger vægt på, at arbejdet med at forhindre korruption bygger på tillid og integritet, og Danida vil derfor behandle alle henvendelser via Hotlinjen fortroligt, ligesom der også er mulighed for at forblive anonym.

Nu har DANIDA imidlertid etableret en "hotlinje" hvortil man kan ringe døgnet rundt, hvis man får kendskab til korruption med bistandsmidler. Det er dog rent bluff, for hvem har dog brug for at stjæle fra kassen, når man kan få ulandsmidler til en fodboldsskole, hvor samarbejdspartnerne stjæler fra kassen (eller sagt lidt pænere: har haft svært ved at leve op til intentionerne og ansvaret...!) eller som tilfældet er med Danmarks Jægerforbund - der har et så alvorligt rod i intern regnskabsføring, at det i en privat virksomhed ville medføre øjeblikkelig politianmeldelse.

Jægerforbundet smider om sig med medlemmernes penge
I de seneste nyhedsbreve har vi omtalt hvorledes Danmarks Jægerforbund suspenderede et hovedbestyrelsesmedlem, som havde fået nys om regnskabsrodet i den ærværdige forening. Man havde dog gjort regning uden vært - da det pågældende medlem Norbert Ravnsbæk helt uventet fik 100 pct. opbakning fra sin region, måtte man bide i det sure æble og genoptage manden i ledelsen, hvilket da også bare manglede. Siden har skandalerne rullet, og senest formåede den uduelige formand Kristian Raunkjær at tildele sin egen håbløse direktør Marcell Thirstrup, som behændigt nok var udpeget som syndebuk i regnskabsrodet, en carte blanche til at hæve en rar million kroner i "fratrædelsesgodtgørelse" - et beløb man dog har valgt ikke at forfølge, selvom udbetalingen var helt utilsigtet. Det hænger naturligvis sammen med at den kære direktør har et indgående kendskab til misbruget, som bestemt ikke tåler dagens lys, og derfor er det efter Raunkjærs vurdering givetvis billigt sluppet, når blot manden holder munden lukket. Spørgsmålet er, hvor længe medlemmerne hos DJ finder sig i dette bedrageri, og hvornår DANIDA beslutter at granske regnskabsførelsen hos Danmarks Jægerforbunds mange fantasifulde projekter i afrikanske lande. Når man bevisligt har en så elendig kontrol med egne medlemsmidler, skal der ikke megen fantasi til at forestille sig, at det står rivende galt til på DANIDA kontoen. At man ikke kan opvise nogen resultater er selvfølgelig en trivialitet hos DANIDA, men det kunne være interessant at kigge nærmere på hvorledes DANIDA har finansieret DJ's ledende medarbejdere på deres mange ekspeditioner til fjerne lande, for på bedste idealistiske facon at redde mennesker og dyreliv.

Man kunne også forestille sig at Rigsrevisionen fandt anledning til at se nærmere på forholdene i foreningen, som via jagttegnsmidlerne modtager et årligt statstilskud på 10 millioner kroner fra Finansloven - et tilskud som i vid udstrækning skønnes anvendt til pamperi - dyre jagter, dyre hovedbestyrelsesmøder, overflødige lønninger og tant og fjas.

Læs mere om de skandaløse forhold i Danmarks Jægerforbund på disse to links:

Artikel i BT 01/11/05

Artikel på netnatur.dk

ANC anvender millioner til ændring af ligegyldige stednavne
Det er efterhånden blevet en svær opgave, når vi i de sene nattetimer forfatter personlige rejseplaner til vore gæster, og i forvejen måtte leve med at vejskilte kunne være udformet på såvel engelsk som afrikaans, hvilket gjorde at der ved det ene kryds f.eks. blev vist af mod Bushbuck Ridge og på det følgende vejskilt mod Bosbokrand. Med de seneste ændringer af stednavne er forvirringen total, og selvom de pågældende bystyrer anvender millioner til ændring af tryksager og lokale vejskilte, vil det vare mange år før alle vejskilte og henvisninger for alvor bliver opdateret. Ydermere skaber ændringerne unødig strid mellem befolkningsgrupper, der egentlig hellere ville koncentrere sig om at skabe arbejdspladser og bedre leveforhold for lokalbefolkningen.

I Tzaneen (udtales Sanien) forsøgte bystyret at ændre bynavnet til Mark Shope, en såkaldt "frihedskæmper" der havde gjort sig bemærket indenfor fagbevægelsen, men absolut intet havde udrettet for hverken området eller byen Tzaneen. Modstanden viste sig så stor, at bystyret måtte erkende at det eksisterende navn jo rent faktisk var et sort navn fra Bolbedu sproget, og som direkte oversat betyder "kurven", hvilket sikkert har henvist til stedets frodighed og velegnethed til dyrkning af frugt og grøntsager. Så navneændringen blev annulleret.

Byen Louis Trichardt slås derimod endnu mod omdøbningen til Makhado - en krigerisk Venda konge som terroriserede hele området og indlemmede nabostammer under sit kongedømme. Her har navneændringen ikke blot skabt vrede blandt byens hvide befolkning, men også blandt de sorte indbyggere, som føler at Makhado var en undertrykker, omend af sort hudfarve.

I Pietersburg er slaget for længst tabt, og byen er omdøbt til Polokwane, og man har sågar formået at rette ca. halvdelen af vejskiltene, så de afspejler det nye navn, i visse tilfælde hele vejen fra Pretoria! Lokale forretningsmænd har måttet spendere formuer på nye tryksager, såvel som det offentlige, som har måttet kassere tonsvis af formularer - alt imens at hospitalsvæsenet i byen er på sammenbruddets rand og provinsen gennemsyret af korruption og nepotisme.

Også hinsidan er der åbenbart problemer:
Svensk politi har indledt en forundersøgelse af svindel med penge fra bistandsorganisationen SIDA, som svarer til danske DANIDA. Ifølge mistanken er der i løbet af 10 år forsvundet op mod 20 millioner svenske kroner, som var afset til forskellige projekter i Kenya. I de seneste to måneder har svensk politi efterforsket sagen, skriver avisen Dagens Nyheter.

Mistanken drejer sig om groft mandatsvig subsidiært groft bedrageri. I anmeldelsen til politiet optræder en konsulent for SIDA, ligesom organisationen, der har håndteret pengene fra det svenske bistandsorgan. Både konsulenten og organisationen mistænkes for kriminel handling.

Seneste rapport fra Zimbabwe

Vi har i den forløbne måned gennemført en dejlig Safari Cruise på Lake Kariba, og forinden et ophold ved Victoria Falls. Her kan man nu ikke længere anvende den lokale valuta til betaling for måltider og ydelser - alt afregnes i US dollars eller anden fremmed valuta. High Tea på Victoria Falls Hotel**** kostede i april måned 175.000 Zimbabwe Dollars - 6 måneder senere var prisen 350.000 Zimbabwe Dollars, og det kan forventes at det overskrider en halv million ZWD inden årsskiftet. Sådan er det at leve i et samfund med 3-400 pct. inflation.

 

Med venlig hilsen,

JENSEN SAFARIS,

 

Holger Krogsgaard Jensen

PS - husk at jeg nu er på Facebook og gerne tilføjer kunder og venner som kontakter - søg blot på mit fulde navn!

 

Se Fokus på Afrika no. 118 her
Se Fokus på Afrika no. 117 her

Se Fokus på Afrika no. 116 her

Se Fokus på Afrika no. 115 her

Se Fokus på Afrika no. 114 her

Se Fokus på Afrika no. 113 her

Se Fokus på Afrika no. 112 her

Se Fokus på Afrika no. 111 her

Se Fokus på Afrika no. 110 her

Se Fokus på Afrika no. 109 her

Se Fokus på Afrika no. 108 her

Se Fokus på Afrika no. 107 her

Se Fokus på Afrika no. 106 her

Se Fokus på Afrika no. 105 her

Se Fokus på Afrika no. 104 her

Se Fokus på Afrika no. 103 her

Se Fokus på Afrika no. 102 her

Se Fokus på Afrika no. 101 her  

 

  Tilmelding til nyhedsbrev på dette link