Mugabe er nu om stunder vidt fordømt i Vesten, men sanktionerne har dog indtil nu udelukkende været rettet imod den politiske elite i Zimbabwe, især præsidenten og hans nærmeste familie og medarbejdere, som har fået indrejseforbud i en lang række lande, fastfrosset bank konti i udlandet, og på det seneste er Mugabe frataget æresdoktorgrader ved flere universiteter, og børn af den politiske elite har fået suspenderet deres studietilladelser ved bl.a. universiteter i Australien. Der har altså været tale om meget målrettede sanktioner, hvor man udelukkende forsøger at ramme den politiske elite, uden at skade den almindelige befolkning, som næppe har noget at undvære. Sådan var det ikke med sanktionerne imod Sydafrika, hvor det i høj grad var den almindelige befolkning der måtte bære byrderne, men det var disse politiske disciple jo aldeles ligeglade med, da det ikke var dem selv der skulle gå sultne i seng om aftenen.

Man anslår at omkring 3 millioner borgere er flygtet fra sult og nød i Zimbabwe, men landets vicepræsident fastslog alligevel på mødet i Lusaka at der hverken var problemer med fødevarer, eller for den sags skyld på den politiske front. De sorte Zimbabweanere vælter ned over grænsen til Sydafrika - nogle påstår at der p.t. kommer omkring 5.000 om ugen, og arbejdsmarkedet i Sydafrika kan slet ikke konsumere denne pludselige flodbølge af arbejdsløse nordfra. Eksperter mener at det hæmmer Sydafrikas årlige vækst med mindst 2 pct., og de sociale og sundhedsmæssige problemer som flygtningene kommer hertil med, er næsten helt uoverskuelige for et offentligt sundhedsvæsen, der ikke engang formår at servicere landets egne borgere på en tilfredsstillende facon.

Alligevel stiller præsident Mbeki og de øvrige statsledere nu i udsigt, at de omkringliggende lande helt betingelsesløst vil give Zimbabwe en økonomisk håndsrækning, selvom de samme nationer i forvejen har fingrene dybt nede i ulandskassen, og bl.a. modtager millioner af kroner i ulandsbistand fra danske skatteydere. Konklusionen burde være, at dansk ulandsbistand til regionen øjeblikkeligt indstilles, så længe magthaverne vælger at støtte Mugabe's rædselsregime og give opbakning til hans håbløse økonomiske politik. Dermed ville man sende et klart signal til afrikanske ledere om at hjælp fra omverdenen ikke er ment som en støtte til udemokratiske despoter, der bevidst har ruineret en velfungerende økonomi, men derimod en hjælp til opbygning af et levedygtigt økonomisk samfund. Støtten til Mugabe må ses som et spark i skridtet til de politikere i Vesten, som hævdede at støtten til sorte oprørsbevægelser på lang sigt ville give politisk goodwill, og føre til øget samarbejde med den tredje verden. Historien har vist noget andet - tværtimod har Sydafrikas ANC regering benyttet enhver given lejlighed til at gå imod vestlige interesser i internationale organisationer, ikke mindst i FN, hvor de nu har sæde i sikkerhedsrådet. Her har de, sammen med en række kommunistiske lande, blokeret for initiativer ikke blot imod Mugabe, men også en række andre udemokratiske nationer.

Næste milepæl i dobbeltmoral?

På en anden front har udemokratiske kræfter i Afrika også vundet en stor sejr, ved at gennemtrumfe en ren afrikansk overvågningsstyrke i kriseregionen Darfur i Sudan. Der er ingen tvivl om at den marxistiske regering i Khartoum gnider sig i hænderne over at få en total ineffektiv styrke til at overse rædslerne i landet. Den lovede afrikanske styrke har p.t. et hovedkvarter i Botswana med 5 ansatte, men overhovedet ingen koordinering eller handlingsplan, og slet ikke noget budget, udover at man altså er blevet lovet soldater fra en række forskellige lande. Senere på året overtages ledelsen af denne styrke af Angola, som også tilhører rækken af de mest udemokratiske lande i Afrika, og mange tror, at styrkerne i givet fald kunne blive anvendt til at beskytte Mugabe mod interne oprørere.

Hvordan er det så at være turist?

Vi har haft en af vore bedste sæsoner i Zimbabwe, med en strøm af gæster ved Victoria Falls, og set ud fra et sikkerhedsmæssigt synspunkt er det formentligt sikrere at opholde sig dér end i Johannesburg. Under normaliteten gemmer der sig dog et system der står på randen af total kollaps. Der har ikke været benzin eller diesel i Victoria Falls i flere år - denne må indkøbes i nabolandene Botswana eller Zambia, og inflationen har udhulet lønningerne, så de ansatte på hotellerne knapt nok kan overleve og give deres familier en værdig tilværelse. Løsningen for mange er at flygte til Sydafrika, men her venter ikke noget paradis, da vor økonomi slet ikke kan håndtere antallet af økonomiske flygtninge fra nabolandene Mozambique og Zimbabwe.

I oktober måned starter vi DC4'eren op på ny, og efter to døgn ved Victoria Falls nyder vi fantastiske 4 døgn på Lake Kariba, med safari- og fisketure fra morgen til aften. Jeg nænner ikke at stoppe disse ture, da mere end 30 familier er direkte afhængige af vore besøg, men det kan da ikke udelukkes at vi på længere sigt bliver tvunget til at holde en pause, hvis infrastrukturen går helt i stykker. Indtil nu klarer vi os med at medbringe en masse føde- og drikkevarer fra Sydafrika, som mere end nogensinde før er verdensdelens fødekammer. Næste afgang bliver i den danske vinterferie - klik på specialprogrammet og oplev dette paradis før det bliver for sent! Det kan i bedste fald komme til at tage mange år at rette op på landets økonomiske ruin.

Og demokratiets kår i Sydafrika?

Vi har tidligere omtalt vor sundhedsminister Manto Shabalala-Msimang, som især har gjort sig bemærket ved at anbefale rødbeder og hvidløg som et effektivt middel mod AIDS infektion. Hun bærer personligt en stor del af ansvaret for at kampagnen imod AIDS i Sydafrika i flere år har været kørt aldeles af sporet. For nogle måneder siden blev ministeren sygemeldt, og det viste sig senere at hun skulle gennemgå en levertransplantation. Derfor udnævnte Mbeki en ny vicesundhedsminister, som skulle overtage funktionerne i ministerens fravær. Det gjorde Nozizwe Madladla-Routledge så godt, at hun på blot få måneder blev en af regeringens mest populære ministre.

Hun gjorde op med den tidligere passivitet, fik sat skub i programmer for bekæmpelse af AIDS epidemien, og da hun i sidste måned så beretninger i medierne om massedødsfald blandt babyer på et offentligt hospital i det østlige Kapland, drog hun prompte til stedet, og udtalte at der var tale en om ikke mindre end en "national katastrofe". Sådanne ærlige politikere er vi slet ikke vant til i Sydafrika, men glæden blev kort, for i sidste uge blev hun fyret på gråt papir, dels pga det uautoriserede besøg på hospitalet i Frere, og dels fordi hun havde deltaget i en konference om AIDS vaccine uden Minister Manto's velsignelse. Ugen efter blev nabohospitalerne ryddet for udstyr, sengetøj og gardiner, og alt blev gjort klart til det "officielle" besøg af sundhedsministeren, som naturligvis kunne erklære at alt på hospitalet var i den sødeste orden. At mere end 2.000 babyer var døde på selv samme hospital var der ingen der gad at nævne.

Sunday Times har igennem de sidste to weekender kunnet levere underholdning omkring sundhedsminister Manto, som tidligere er dømt for tyveri fra en bedøvet patient på et hospital i Gaberone, og senere som en konsekvens heraf blev bandlyst i 10 år fra nabolandet Botswana. De har også kunnet berette om hvorledes ministerens "leverproblem" i virkeligheden skyldtes alkoholisme, og at hun stadigvæk forlyster sig i whisky og rødvin og sågar Stroh rom, mens flere uskyldigt syge leverpatienter kom bagerst i køen. Præsident Mbeki betegner dog historierne som gemene rygtedannelser, og agter ikke at undersøge ministerens baggrund yderligere.

Der var en sang der hed - "det ku' være så godt, men nu er det bare skidt!" - skuffelsen i Sydafrika over fyringen af en effektiv hands-on minister i samme uge som klapsalverne haglede ned over Mugabe i Lusaka, er ikke just den bedste forårsmedicin for os der gerne vil udvikle Sydafrika, skabe jobs og få tingene til at fungere mellem alle befolkningsgrupper. Man får en fornemmelse af at den nuværende regering i virkeligheden måske er endnu mere racistisk end den vi slap af med i 1994. Det følgende år bliver i hvert fald spændende at følge, og læserne af denne rubrik vil på vanlig facon få situationen beskrevet råt for usødet....!

Afrika i Danmark?

Korruption og nepotisme er dog ikke noget som Afrika har patent på. Vi har gennem det seneste år beskrevet forholdene i det DANIDA støttede Danmarks Jægerforbund - mere end 50.000 har læst den kritiske revisorrapport som kumpanerne forsøgte hemmeligholdt. Senere har man med advokater og trusler forsøgt at stoppe vor offentliggørelse af nøgledokumenter og oplysninger i sagen. Der findes en hel afdeling på vor hjemmeside herom. Hvad endte det hele mon med?

Jo, det svar kan jeg give interesserede læsere - ikke det fjerneste. Sagen fik ingen konsekvenser for de implicerede, som alle er gået fri for retsforfølgelse og erstatningskrav - de modtager stadigvæk deres fede pensioner fra DJ, og nyder alle de andre goder som de i tidens løb fik skrabet til sig.

Den nye formand Ole Roed Jacobsen, som godt nok aflønnes som heltidsformand for Danmarks Jægerforbund, men samtidigt formår at hæve en sekscifret gage fra det offentlige, har nu omgivet sig med en række "loyale" medarbejdere, flere af dem fra den nu opløste Skibby Kommune, hvor Jacobsen inden kommunesammenlægningen var borgmester. DANIDA pøser fortsat penge i forbundets grinagtige projekter i Afrika, biologerne fra Kalø rejser Afrika tyndt og frelser vilde dyr i junglen, mens historisk forekommende vildtarter som agerhøns og harer hjemme i Danmark er på vej mod udryddelse.

Som et lille eftermæle opdagede hovedbestyrelsen for nyligt at et beløb på 25.000 kroner var efterladt på en konto hos Skydeskolen Susegården i Skåne - et resultat af den mildest talt progressive regnskabsføring, der gav jagtgoder og gratis underholdning til ledende personer i forbundet. Enhver ville vel  forvente at beløbet blev forlangt returneret til forbundets kasse, men tværtimod styrede man mod Sverige for at skyde pengene op, og dermed var den sag jo også ude af verden.

Alt er nøjagtigt som før - i løbet af kort tid vil den nye ledelse være fedtet ind i magtapparatet med tårnhøje gager og goder, livslange pensioner og en personlig interesse i at holde status quo, og helst undgå enhver debat om hvorvidt organisationen nu virkeligt holder sin formålsparagraf i hævd, eller varetager medlemmernes interesser på en forsvarlig facon. De arme medlemmer som betaler til disse forbrydere har jeg ondt af, og der burde rejses en skamstøtte for de personer som i den grad misbrugte medlemmernes tillid og kuldsejlede styringen af jagtens sag i Danmark. I stedet planlægger man nu at tildele den detroniserede formand Raunkjær forbundets højeste udmærkelse, og dermed vil man sætte foreløbig rekord i nepotisme og mangel på respekt i omgang med offentlige midler.

Jeg har selv været ude på ganske mange jagtsafarier - på visse tidspunkter har vi haft store grupper der krævede flere professionelle jægere, men vi har sågar haft et par perioder hvor både Benny og jeg selv har været på jagt på samme tid med forskellige gæster, og det er ellers ikke noget vi normalt binder an med.

Selvom jagt kun udgør en lille del af vor omsætning, er det stadigvæk en vigtig del af vort image, og holder os travlt beskæftiget i den del af året, hvor der ikke er helt så mange fototurister.

Vi har gennem de sidste år set en klar tendens med stadigt større familiegrupper - ofte hvor bedsteforældre inviterer både børn, svigerbørn og børnebørn på rejse i Afrika. Det er givetvis de store friværdier på boliger i Danmark, der giver inspiration til sådanne arrangementer, men jeg tror ikke nogen har fortrudt investeringen, selvom der måske en dag bliver et par kroner mindre til arvingerne. Til gengæld har såvel de glade givere som modtagerne oplevet en dejlig ferie sammen, og det kan næppe gøres op i penge.

Jeg selv fik i år kun tid til et 4-dages lynbesøg i Danmark, ind imellem to jagtsafarier, mens Benny i næste måned drager på en jagttur til Sibirien - en tur som jeg dog har takket pænt nej til. Vi er her i Afrika omgivet af rimeligt mange uorganiserede mennesker, og ligefrem opsøge sådanne i ferien, tiltrækker mig ikke just. Et besøg for år tilbage af en russisk delegation i gæstehuset har sat sine spor - men jeg er sikker på at Benny og hans kammerat Jens, samt en af vore faste jagtkunder fra Kalundborg, får en spændende jagt efter ibex, maralhjort, brunbjørn og sibirisk råbuk.