Nu spørger jeg hvorledes Albatros har kvalificeret sig til denne fornemme position, som Danida's reklamesøjle for ulandsbistand til rejsebranchen. Hvordan gik det f.eks. med de 2,7 millioner kroner som firmaet fik til et projekt i Sydafrika? Hvad skete der med den sorte partner - eksisterer han endnu? Er han stadigvæk aktiv i rejsebranchen? Blev der skabt andre varige arbejdspladser? Eller var det hele et kæmpestort fupnummer, som størsteparten af de sydafrikanske Business-to-Business projekter, hvor de lokale sorte partnere oftest forsvandt eller rendte med kassen? Netop Jyllands-Posten påviste nemlig i en artikelserie, at hver midlertidig arbejdsplads skabt gennem projekterne havde kostet mere end 1 million kroner i gennemsnit - et vanvittigt beløb i Afrika, hvor man kunne ansætte 100 ufaglærte arbejdere på fuldtid i 10 år for det samme beløb.

Jeg gætter på, at der findes en virkelig flot konsulent rapport om Albatros's triumfer i Sydafrika, hvor man med farverig grafik og tabeller kundgør hvorledes man har reddet Afrikas befolkning fra undergang. Det var jo netop en sådan rapport der frigjorde tilskuddet i første omgang. Der findes rigeligt med villige konsulenter, og skulle en af dem ved en fejltagelse komme til at skrive noget kritisk eller noget faktuelt sandt i disse rapporter, så kan vedkommende roligt lukke butikken og søge ny beskæftigelse. Vi har selv haft sådanne konsulenter boende i gæstehuset, og ved udmærket godt hvilke betingelser de arbejder under. Kommer man til møde med en rapport som er for kritisk, bliver man bedt om at skrive den om og komme tilbage igen med noget mere "konstruktivt". Og det gør de fleste, som ønsker at overleve i en branche, som har gjort det til et levebrød at retfærdiggøre misbrug af ulandsmidler. De fleste projekter er faktisk opfundet af konsulentfirmaer, som har specialiseret sig i at finde nye og fantasifulde projekter, som kan udløse de dejlige Danida kroner.

Vi var mange der havde håbet på at den borgerlige regering i højere grad ville sætte fokus på misbrug af ulandsbistand, men desværre viste Per Stig Møller sig at være et svagt kort, som i stedet valgte at bakke sine egne håbløse projekter op, uanset konsekvenserne, og Bertel Haarder fik beklageligvis kun en meget kort periode i det nye ministerium for udviklingsbistand. En minister i regeringen udtalte for nyligt personligt  til mig, at man ganske enkelt var ret så ligeglade, blot midlerne blev anvendt og givet ud i henhold til de politiske aftaler. Min trøst må være at jeg ikke selv er skatteborger i Danmark, men uheldigvis skaber misbruget en skæv konkurrence i rejsebranchen.

Jægere på ulandsbistand
Som allerede nævnt i det seneste nyhedsbrev er Danmarks Jægerforbund af uransagelige årsager kommet på listen over modtagere af DANIDA bistand - et faktum som i særlig grad kom frem i lyset, da foreningen var medunderskriver på en protestskrivelse imod regeringens indskrænkelser på bistandsområdet. Pludseligt befandt jægerne sig blandt et halegæng af diverse organisationer på venstrefløjen, som i årevis under diverse socialdemokratiske regeringer er blevet vænnet til at have snablen dybt nede i statskassen, uden at skulle yde ret meget til gengæld. Dette faldt naturligt nok adskillige jægere for brystet, og bestyrelsen er da også udmærket selv klar over at den er ude på tynd is i denne sag. På den ene side mistænker dyreværnsorganisationer foreningen for at bruge udviklingsbistand til at fremme medlemmernes (eller måske ledelsens?) jagtmuligheder, og på den anden side føler mange jægerkredse at jagten i Danmark er under så meget pres, at foreningens energi og ressourcer rettere burde anvendes dér. I stedet for at skrue ned for blusset, fremturer foreningen nu med endnu en stribe af nye fantasifulde bistandsprojekter i en række afrikanske lande.

For at "forklare" og retfærdiggøre disse handlinger udgiver foreningen i næste måned et tillæg til bladet JÆGER, hvor Danida-betalte journalister har fået til opgave at skrive solstrålehistorier om foreningens mange triumfer i det afrikanske. Det skrivende folk skal med andre ord hvidvaske foreningens misbrug af skatteydermidler i en aktion, der nok er det tætteste den pågældende faggruppe nogensinde kommer på prostitution. I virkeligheden er foreningens projekter ligeså latterlige, håbløse og ubetydelige som mange af DANIDA's andre initiativer, hvis hovedformål er at bringe den danske ulandsbistand op på den procentsats, som det politiske flertal nu en gang har vedtaget, således at danskerne kan sove trygt om natten og føle at de har gjort en god indsats for den tredje verden.

Det er skam al påskønnelse værd at beskytte naturen og skabe arbejdspladser i Afrika, men de astronomiske beløb som anvendes i den proces, kunne jo i virkeligheden have brødfødt hundredvis af negerlandsbyer i mange år fremover. I stedet er pengene blevet anvendt til utallige rejser mellem Danmark og Afrika, konsulentbistand i millionklassen og til slut en række farvestrålende rapporter, der har til formål at retfærdiggøre hele herligheden. De midlertidige resultater som opnås (meget få DANIDA projekter har en levetid ud over 5 år) svarer nogenlunde til hvad tusindvis af hvide farmere i Sydafrika har skabt for egen regning og risiko - nemlig et økosystem med almindeligt tilgængelige vildtarter, som giver arbejdspladser til en række sorte ufaglærte arbejdere, og fornøjelse til et antal oversøiske og lokale besøgende, hvad enten de er jægere eller ej. Såfremt de pågældende lande havde regeringer, som førte en ansvarlig økonomisk politik, så ville den slags projekter for længst være startet med privat kapital, men nu skal danske skatteydere endnu engang bøde for de uansvarlige politikere i den tredje verden, som ikke selv har ønsket eller gidet beskytte dyrelivet eller skabe arbejdspladser til deres egne borgere.

Foreningens engagement er vel typisk for det danske sind, hvor man ofte føler det lettere at løse problemer tusindvis af kilometer væk, i stedet for at koncentrere sig om det der foregår i baggården. I det her tilfælde er det dog især foreningens formand Kristian Raunkjær, som efter en ret middelmådig skyttekarriere tilkæmpede sig et højt betalt job i den nye sammenslutning af jagtforeninger i Danmark, og som nu er foregangsmand for de grandiose planer. Jeg mødte ham for mere end 30 år siden, mens jeg selv var skytteelev på Lekkende-Beldringe Gods ved Mern, hvor han og en anden såkaldt "overjæger" var på inspektion og skulle have møde omkring besøg af italienske jægere i Danmark. Han gjorde sig bemærket med sin geografiske viden, da han indlemmede Korsika i forhandlingerne, hvor den kære rejsebureaumand dog måtte forklare ham at dette område hørte under Frankrig, og senere serverede han en lidet flatterende bemærkning om, hvorledes skytten dog kunne klare sig med sådan et lille skravl til jagtelev!

Måske stammer min antipati fra dengang, men det var først senere, da den kære Raunkjær entrede den storpolitiske arena, at han for alvor gjorde sig upopulær hos undertegnede. Den dansk-færøske forfatter LasseS havde i adskillige år været en skattet medarbejder på bladet - en litterær begavelse, hvilket man ikke kunne sige om ret mange af bladets medarbejdere, som rent forfattermæssigt ikke løftede sig ret meget over græsset på savannen. LasseS kunne både skrive og tegne så det blev nærværende og poetisk, og da han efter en fuldt betalt safari (vi inviterer nemlig aldrig gratister fra nogen jagtblade på safari!) ville skrive en artikel om turen til Sydafrika, blev han pålagt en række restriktioner, da formanden ikke ønskede Sydafrika eller Jensen Safaris nævnt i artiklen. Så det blev i stedet til en artikel om jagt ved "Limpopo" og således var alt såre politisk korrekt, da Limpopo grænsede op til en række, i daværende dansk forstand, politisk korrekte territorier! Helt galt gik det imidlertid, da LasseS skulle medvirke ved et fremstød, som vi afholdt på Hotel an der Grenze, lige syd for den dansk-tyske grænse. Et helt igennem lovlydigt arrangement, da Tyskland ikke forsøgte at begrænse borgernes rejsemål, men formand Raunkjær truede LasseS med fyring og blacklisting, hvis han sammen med "Stoffer" fra Kalø bevægede sig syd for grænsen. Den slags politisk tryneri havde dog ingen effekt på nogen af de to, og vi gennemførte en succesfuld weekend, hvor tolderne brillerede med øget toldeftersyn og LasseS fik efterfølgende en fyreseddel fra Danmarks Jægerforbund. Dette tyske eventyr åbnede dermed paradoksalt nok for første gang for "Beruftsverbot" i det danske jægerlandskab.

I dag har Danmarks Jægerforbund udviklet sig til at være en oppustet organisation med tårnhøje gager, især til den uundværlige formand med tilhørende direktion og sekretær, som i foreningens blad markedsføres som en slags formand Mao med billede i helsides format med kors og bånd og stjerner. Ikke mærkeligt at den politisk føjelige formand er blevet populær på Christiansborg - de elsker nemlig folk og organisationer uden rygrad, som lystrer politikernes fløjter og tilmed formår at forklare medlemmerne, at det slet ikke betaler sig at stritte imod de mange lovtiltag som går jægerne imod, da man så vil være endnu dårligere stillet. Kapitulations politikken har sat sine spor i den danske jagtlovgivning, med indskrænkelser der overhovedet ikke har været baseret på videnskabelige argumenter, men reelt set er det ikke noget der kan ophidse mig synderligt, da dette jo netop får jægerne til at rejse udenlands og måske blive gode kunder hos os!

I dag er en af bladet JÆGER's største indtægtskilder paradoksalt nok annoncer for jagt i udlandet, dog ikke fra os, som ikke har lyst til at putte penge i foreningens slunkne kasse. Hvor længe de menige medlemmer har lyst til fortsat at spytte mere end en årlig plovmand til formandens egotrip er et andet spørgsmål? På lokalt plan er der nemlig masser af fornuftige formænd og medlemmer, men ingen af dem er villige til at lufte deres tanker på det årlige årsmøde, som i stedet for at være et konstruktivt forum for udveksling af idéer og inspiration, udvikler sig til en selvrosende hyldestsang, som så senere markedsføres i bladets spalter. Enden bliver utvivlsomt at størsteparten af foreningens aktiviteter baseres på offentlige midler via Miljøministeriet, hvilket vil destruere de sidste rester af uafhængighed og profil som foreningen måtte have tilbage. I den forbindelse er Danida projekterne blot et naturligt brik i spillet, og jeg er overbevist om at herr Raunkjær fryder sig over sin nye internationale rolle.

På det seneste har medlemsbladet JÆGER bragt nogle særdeles kritiske artikler om jagt "klubben" Spartan, som da også har gjort sig ganske godt bemærket i det afrikanske landskab - og dette skal ikke umiddelbart forstås positivt...! Gode iagttagere vil bemærke at firmaet rent geografisk flytter ret meget rundt i Sydafrika år efter år, hvilket utvivlsomt har en eller anden naturlig forklaring!

De burde dog lære på Spartan at gøre som flere andre i branchen, at holde nogle årlige jagtarrangementer for redaktionen, med tilhørende øl og snaps - jeg gætter på at det vil eliminere den ubehagelige granskning af firmaets produkter i bladets spalter, for reelt set er de jo langt fra det eneste brådne kar i den danske jagtrejsebranche, og jeg kan næsten få ondt af dem, at de i den grad er blevet blevet overfaldet og stillet til offentlig skue, blot fordi de sender nogle jægere til jagtområder uden vildt. Det er de jo i virkeligheden langt fra alene om!